Finding Home | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Små lommepenge og trælse arbejdsopgaver er ikke just det, der løfter julehumøret for den nittenårige Harry Styles. Efter at have færdiggjort Hayesville High School, blev han tilbage i Hayesville og så sine venner drage mod college og blev efterladt mutters alene. Julen kalder og sneen falder, men det er tvært imod fest og rabalder for Harry, der må stå ved siden af scenen og se andre udleve sangerdrømmen, imens han fejer gulvet. Og når kærligheden begynder at smuldre mellem fingrene, er det ikke nemt at bevare fatningen - det eneste, han har brug for, er et sandt julemirakel. | 2'eren til "Finding Her" i juleudgave (det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren). Vinder af den bedste fanfiction julekalender 2017.

21Likes
19Kommentarer
7288Visninger
AA

21. "Trying Not to Love You"

 Harrys synsvinkel d. 19. december 2016 

Zoey og havde aldrig fået snakket sammen igen efter, at jeg havde sagt, at jeg havde ansøgt til Vanderbilt University. Niall havde forstyrret og tvunget os til at spille FIFA med os, og selvom Zoey havde forsøgt at skabe øjenkontakt med mig for at snakke med mig, havde jeg undgået det ganske pænt.

Jeg vidste ikke, hvorfor jeg overhovedet havde fortalt hende det. Hvad hvis jeg ikke kom ind? Troede hun nu, at det var på grund af hende? Jeg anede det ikke.

Mine tanker blev afbrudt af min mor, der hev i mit ærme. "Hvad med det her?" spurgte hun om og pegede på et juletræ, der var en anelse skævt og alt for lille.

"Mor, ved du overhovedet, hvad du skal kigge efter?" spurgte jeg om, og hun rystede lidt på hovedet. "Alle de gode er herover. Kom med mig," sagde jeg og smilede til hende for at løfte hele humøret. Det var jul. Vi burde være glade og taknemmelig og ikke surmule over hver eneste lille ting, som ikke gik godt.

"Hey se, er det ikke Zoey derover?" spurgte min mor om og pegede et stykke længere henne. Jeg kiggede i retningen af, hvor hun pegede, og det var rigtig nok Zoey, der stod der. Med sin far. Jeg sukkede kort. Hvorfor skulle de akkurat være ude og hente juletræ, når vi også var? Min plan med at undgå hende gik ikke vitterligt godt.

Zoey nåede desværre at se os, før jeg kunne nå at gemme mig. Min mor gik dem venligt i møde, og jeg blev stående en smule i baggrunden. Jeg kiggede op og ramte Zoeys øjne. Hun smilede. Og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at smile tilbage. Jeg hilste pænt på hendes far, Mr. Wilson.

"Harry, kan du ikke lige hjælpe mig? Jeg så et træ herover, og siden du er ret god til det med træer, vil du så ikke lige hjælpe?" spurgte Zoey om og prøvede sit bedste på at lyve. Jeg vidste jo godt, at det var en undskyldning for at være med mig alene - selv begge vores forældre vidste det og de smilede bare og gik i en anden retning.

"Godt lavet," sagde jeg, og Zoey rullede bare lidt med øjnene af mig. "Så hvor er træet?" spurgte jeg ironisk om.

Zoey stoppede op, da vi var gået et lille stykke og kiggede på mig med et seriøst blik. "Du ved udmærket godt, at der ikke er noget træ, Harry. Men vi nåede aldrig at snakke videre," sagde hun med et lille suk. "Så... hvorfor ansøget du på Vanderbilt University? Tro mig, jeg glad for, at du endelig er kommet igang med det, men jeg bliver nødt til at vide-"

"Det er ikke på grund af dig, Zoey-" afbrød jeg hende, for jeg vidste udmærket godt, at det var det, hun tænkte. "Det handler ikke om dig det her. Det handler om mig," sagde jeg fastbesluttet.

Hun kiggede en smule forvirret på mig, men endte med at nikke. "Godt," sagde hun og holdt en lille pause. "At komme hjem hertil, Harry, hvor alle vores minder startede. Hvor vi lærte hinanden at kende... Det har mindet mig om, hvor meget jeg har brug for dig," startede hun tøvende ud. Jeg vidste ikke helt, hvor det her kom fra og hvad det ville føre til. "Jeg... har bare savnet dig," sagde hun med et lille smil. "Og jeg ved godt, at vi ikke har været så enige her for tiden, men jeg håber, at vi kommer videre."

Jeg nikkede til hendes ord. Men nu manglede jeg bare besvarelse på det sidste spørgsmål, jeg havde. "Som venner?"

"Som venner," sagde Zoey med et lille smil.

* * *

"Hun vil have, at vi skal være venner, Niall. Venner," sagde jeg med et suk samtidig med, at jeg satte mig ned i sofaen. "Hvordan skal vi nogensinde kunne være venner? Hvordan skal jeg stoppe med at elske hende?" Min stemme var yderst frustreret. 

Niall trak lidt på skuldrene. "Jeg aner det ikke, makker," sagde han en smule tøvende.

"Hvad hvis Zoey var den eneste ene?" spurgte jeg om og kiggede ned i gulvet. Hvad hvis hun nu virkelig var den eneste? Er det hele så forbi nu?

"Harry, der er ikke nødvendigvis kun en eneste ene. Der vil være andre, tro mig. Jeg ved sådan noget her," sagde han, og i kort øjeblik stolede jeg også på ham. Indtil det gik op for mig, at han sikkert bare havde læst det i et blad. Men alligevel smilede jeg til ham, fordi han forsøgte at muntre mig op.

Nu måtte tiden vel bare vide, om Zoey havde været den eneste ene, eller om der ville være flere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...