Finding Home | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Små lommepenge og trælse arbejdsopgaver er ikke just det, der løfter julehumøret for den nittenårige Harry Styles. Efter at have færdiggjort Hayesville High School, blev han tilbage i Hayesville og så sine venner drage mod college og blev efterladt mutters alene. Julen kalder og sneen falder, men det er tvært imod fest og rabalder for Harry, der må stå ved siden af scenen og se andre udleve sangerdrømmen, imens han fejer gulvet. Og når kærligheden begynder at smuldre mellem fingrene, er det ikke nemt at bevare fatningen - det eneste, han har brug for, er et sandt julemirakel. | 2'eren til "Finding Her" i juleudgave (det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren). Vinder af den bedste fanfiction julekalender 2017.

21Likes
19Kommentarer
7250Visninger
AA

26. "To Build a Home"

 Harrys synsvinkel d. 24. december 2016 

December havde på mange måneder været en rutsjebanetur. Fyldt med nogle nedture, men også nogle opture i den grad. Og måske var det egentlig godt nok, at det var således. Men det vigtigeste af alt var, at jeg stod her den 24. december sammen med dem, som jeg elskede. Min mor stod og kokkerede ude i køkkenet og Paul hjalp hende. Det blev kun os tre i år. Og Zoey var på besøg her til middag. Niall og Hollie havde hver i sær taget hjem tidligere for at tilbringe julen med deres familie.

Jeg rakte ud efter min mobil, da den ringede. Tristian. Pladeselskabsfyren, som jeg ikke havde snakket med, siden han havde aflyst vores studietid.

"Hey knægt, glædelig jul," startede Tristian ud. Jeg sagde selvfølgelig hej og ønskede ham ligeledes god jul. "Jeg har en tidlig julegave til dig. Du kan umuligt sige nej." Allerede ved lyden af hans ord smilede jeg stort. "Du skal på tour sammen med Taylor Swift. Du får lov til at åbne op for hende til flere af hendes koncerter igennem USA," sagde han. Jeg kunne næppe tro mine egne øre. Taylor Swift? Selvom hun mest lavede pop nu til dags, var hun tidligere country-sanger og kæmpe stor stjerne. Det her kunne være mit gennembrud. Man fik kun et.

"Fantastisk!" sagde jeg med et kæmpe smil på læberne. Zoey fangede mit blik og var aldeles nysgerrig - det kunne i hvert fald ses i hendes øjne. "Hvornår er det?"

Jeg frygtede egentlig lidt Tristian svar, for det var sikkert igennem en længere periode, at jeg skulle være væk. "Forberedelserne begynder allerede i næste uge, altså her på tirsdag. Jeg ved godt, at det hele er i sidste minut, men det er kæmpe. Hun hørte din sang og var solgt. Det sker kun få gange det her, Harry," fortalte han, og jeg vidste godt, at han havde ret. Det her var min chance. "Touren begynder først i år 2017, men alt skal være perfekt dertil."

"Jeg gør det. Det er fantastisk. Tak Tristian," sagde jeg med det største smil på læberne. Det var et julemirakel. Helt og aldeles sindssygt. En dreng fra Hayesville på tour med Taylor Swift. Lavede de sjov med mig?

"Perfekt. Vi snakkes ved," sagde han og lagde hurtigt på. Han var trods alt en travl med.

Zoey havde stadig det nysgerrige blik i øjnene og min mor og Paul var også opmærksomme på, at jeg var helt begejstret. 

"Jeg skal på tour med Taylor Swift! Altså åbne for hende," annoncerede jeg. Min mor hvinede af begejstring, og Zoey løb ind i mine arme for at give mig et kram.

"Jeg vidste, at du nok skulle blive til noget stort," sagde hun med et stort smil og gav mig hurtigt et kys. Min mor gav mig efterfølgende kram, og der kom et anerkendende klap på skulderen fra Paul.

Jeg var bund lykkelig. Det var uden tvivl. Og jeg glædede mig allerede som et lille barn.

"Kom," sagde Zoey og tog min hånd. Hun trak mig med et på mit værelse og åbnede døren derind til, da vi stod deroppe. "Den er til dig," sagde hun og viste mig en guitar.

Jeg studerede den hurtigt med hænderne og kunne ikke tro mine egne øjne. Den var perfekt. "Hvad har jeg gjort for at fortjene det her?" spurgte jeg om med et kæmpe smil på læberne. Jeg havde næsten ondt i smilebåndende af at smile så meget.

"Du har bare altid været der for mig, og jeg ville gerne sige tak. For at stadig holde mig ud," sagde hun med et sukkersødt blik i øjnene. "Og du er kommet så langt med din musik," tilføjede hun.

"Takket være dig, Zoey. Hvis jeg aldrig havde mødt dig, så stod jeg nok ikke her i dag," sagde jeg og lagde guitaren forsigtigt på sengen. "Alt sammen er takket dig." Forsigtigt lagde jeg en hånd på hendes kind og gav hende et blidt kys. "Dig og mig for altid, okay?"

Hun nikkede hurtigt og smilede stort. "Hvem skulle have troet, at jeg ville være sammen med en snart-kendt-person?" sagde hun grinende.

"Bare det ikke er den eneste grund til, at du er sammen med mig, så går det nok," sagde jeg og strøg lidt af hendes hår væk fra ansigtigt. 

"Aldrig. Om du var fodboldkaptajnen eller en fuldstændig almindelig person, så ville jeg være sammen med dig. Hvis du var kendt eller bartenderen fra Hayesville baren, så ville jeg stadig være sammen med dig. For altid. Det her er for evigt," sagde hun med et blid stemme. Hun holdt sine fingre om min nakke og stillede sig på tær på at ramme mine læber.

Med Zoey var jeg hjemme. Det var her, at jeg tilhørte. Uden tvivl. Det var lige meget, hvor jeg rejste hen i verdenen, for jeg ville altid have hende med mig. I mit hjerte.

Jeg havde for lang tid fået af vide, at man ikke selv fandt kærligheden, men at kærligheden fandt én. Men jeg er sikker på, at jeg fandt kærligheden: I januar måned da jeg havde fundet Zoey spille på klavereret. Det var kærlighed. Længe havde jeg spurgt mig selv om, hvad en soulmate egentlig var. Men det havde jeg også fået besvaret nu. Jeg var ikke i tvivl længere.

Jeg satte mig på sengekanten og tog fat i guitaren. Hurtigt stemmede jeg guitaren og begyndte herefter at spille noderne til To Build a Home af The Cinematic Orchestra. Sangen, som Zoey havde sunget, da jeg mødte hende for første gang.

Hun smilede, da det gik op for hende hvilken sang, jeg begyndte at spille. Jeg startede ud med at synge og bagefter sang hun stille med.

There is a house built out of stone
Wooden floors, walls and window sills
Tables and chairs
worn by all of the dust
This is a place where I don't feel alone
This is a place where I feel at home

 

'Cause, I built a home
For you
For 
me

 

Until it disappeared
From me
From you

 

And now, it's time to leave and turn to dust

 

Out in the garden where we planted the seeds
There is a tree as old as me
Branches were sewn by the
color of green
Ground had
arose and passed it's knees 

 

By the cracks of the skin I climbed to the top
I climbed the tree to see the world
When the gusts came around to blow me down
I held on as tightly as you held onto me
I held on as tightly as you held onto me
 

 

And, I built a home
For you
For 
me

 

Until it disappeared

From me
From you

 

And now, it's time to leave and turn to dust

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...