Finding Home | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Små lommepenge og trælse arbejdsopgaver er ikke just det, der løfter julehumøret for den nittenårige Harry Styles. Efter at have færdiggjort Hayesville High School, blev han tilbage i Hayesville og så sine venner drage mod college og blev efterladt mutters alene. Julen kalder og sneen falder, men det er tvært imod fest og rabalder for Harry, der må stå ved siden af scenen og se andre udleve sangerdrømmen, imens han fejer gulvet. Og når kærligheden begynder at smuldre mellem fingrene, er det ikke nemt at bevare fatningen - det eneste, han har brug for, er et sandt julemirakel. | 2'eren til "Finding Her" i juleudgave (det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren). Vinder af den bedste fanfiction julekalender 2017.

21Likes
19Kommentarer
7284Visninger
AA

6. "The Thing We Don't Talk About"

 Zoeys synsvinkel d. 4. december 2016 

Det var vores sidste dag hjemme i Hayesville før, Hollie og jeg vendte tilbage til vores colleger. Hollie vendte tilbage til Havard og jeg ville tage tilbage til Vanderbilt University, der heldigvis kun lagde små 4 timer væk. Harry havde igen næsten arbejde hele dagen, men det var ikke noget, jeg kunne bebrejde ham for. Så i stedet for kunne jeg bruge dagen under dynen og først engang i aften tage ned til baren, hvor han var.

Og det var netop derfor, at jeg var begravet under dynen, selvom klokken var 11.30. Min energi var fuldstændig væk og garanteret fordi, at jeg havde brugt min energi på at diskutere latterlige ting, som slet ikke var relevante.

Med et sæt satte jeg mig op i sengen, da jeg hørte skridt uden foran min dør. Min far var ikke hjemme og derfor burde huset være tomt. Havde han glemt at låse døren i morges? 

Langsomt og lydløst krøb jeg ned af min seng og greb fat om det bat, jeg havde liggende under min seng - og ja - jeg havde set for mange film i min teenager tid. Jeg gik langsomt mod døren, men fik et aldeles stort chok, da nogle hev i ned i håndtaget. Døren knagede, da den langsomt blev åbnet, og jeg strammede grebet omkring battet. Jeg tog en dyb indånding og skulle til at svinge battet, men stoppede da jeg så Harrys fuldkommen skræmte udtryk.

"Du kan ikke bare snige dig ind sådan på mig!" sagde jeg og smed battet fra mig på sengen. 

"Jesus, Zoey! Hvordan skulle jeg vide, at du ville slå mig ned? Her kommer jeg med en overraskelse og bliver næsten slået ned med et bat. Så meget for at prøve at være sød," sagde han, men stadig med et lille smil gemt på læberne. Jeg slog armene om ham og åndede lettet ud. Heldigvis var det ikke røveri, men kun ham der havde stjålet mit hjerte - ekstremt cheasy.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg efter at have krammet ham. "Jeg troede, du skulle arbejde."

Han trak lidt på skuldrene og havde et lumsk blik i øjnene, nærmest hemmelighedsfuldt. "Jeg byttede min vagt for at tage dig med ud på en lille tur."

Jeg kiggede en smule mistroisk på ham, men endte ud med at smile i sidste ende. "Javel, Mr. Styles," sagde jeg drillende. Derefter gik jeg over mod mit skab, da jeg næppe troede, at nattøj ville være et passende valg at tage på. "Hvad er dresscoden?" 

"Aldeles varmt tøj."

Og en god time senere var jeg iklædt varmt tøj, og Harry havde slæbt mig ud til et vandfald, hvor han viste mig vejen op til toppen af bjerget. Der var en smuk udsigt deroppe fra, men jeg spekulerede alligevel på hvorfor, at han slæbt mig med herop. Harry slap min hånd og snurrede rundt en gang med armene spredt ud.

"Det føles rart, gør det ikke?" sagde han med et kæmpe smil på læberne. Han stoppede med at spinde rundt og kiggede over mod mig i stedet for. "Prøv det," bemandede han næsten.

Jeg tog hans råd og spinnede selv rundt. Jeg grinede lidt af det, siden det virkede fjollet, men han havde rart. 

Vi fandt en sten og satte os ned på den. Landskabet var smukt heroppe fra og det var noget helt andet end den larmende by. 

"Har du tænkt mere over, hvad du vil gøre fremover?" spurgte jeg om, selvom jeg allerede vidste, at det var et risikabelt emne. Harry kiggede ikke på mig, men spejdede forsat ud over landskabet.

Der gik et lille stykke tid, før han svarede. "Jeg har hele tiden prøvet at ignorere fremtiden, du ved... Tænkt, at jeg nok skulle finde ud af det på et eller andet tidspunkt. Men problemet er, at fremtiden er her nu. Jeg skal finde ud af, hvad jeg vil nu," sagde han efterfulgt med et suk. "Men det virker bare lettere at blive ved med at ignorere fremtiden fremfor at konfrontere den."

Jeg gav hans hånd et lille klem. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, for jeg havde ingen idé om, hvad der foregik i hans hoved. Jeg ville hjertens gerne sætte mig i hans plads, men jeg havde en fremtid. En nogenlunde klar en. "Du ved, at jeg altid er her," sagde jeg en smule tøvende.

"Jeg ved, du gerne vil hjælpe. Men det her er et valg, jeg selv skal træffe." Hans blik ramte mit, og jeg nikkede forstående.

Der var et lille sekund af stilhed, før Harry brød det igen. "Er vi okay?" spurgte han om en smule dvælende. 

Jeg fugtede mine læber kort. Jeg vidste godt, hvad han spurgte om. "Det hele er bare så svært," svarede jeg. "Du ved jeg elsker dig, men lige nu lever vi bare to forskellige liv. Og det kommer vi forsat til at gøre."

Vi var måske kommet til en skillevej. Det virkede bare ikke som det samme mere. Vi elskede hinanden, det stod klart. Men var det også den eneste grund? Vi havde haft utallige af små skænderier på det seneste - uden en reel grund.

"Betyder det, at det her er forbi?" Harry kiggede en smule tvivlende på mig og få tåre viste sig i hans øjne.

Jeg rystede lidt på hovedet. "Du skal finde ud af, hvem du er, Harry. Hvad du vil med fremtiden. Det kan du ikke gøre, hvis jeg er hos din side. Og måske... måske er det her chancen for at finde ud af, hvem vi er uden hinanden," sagde jeg igen yderst tøvende. Jeg vidste ikke, hvorfor det skulle være sådan her. Men måske var det for det bedre. Finde grunden til hvorfor vi egentlig elskede hinanden. Finde kærligheden igen. "Tænker du nogensinde på vores fremtid? Hvilke minder vi vil kreere?" spurgte jeg forsigtigt om.

Harry kiggede på mig med et fortabt blik. "Hvordan skulle jeg kunne se vores fremtid, når jeg knap nok kan se min egen?" Og pludselig gik det op for os begge, at hvis vi skulle have en chance for at finde vores fremtid alene, var vi nødt til at give slip på hinanden. Selvom vi ikke nødvendigvis ville.

Måske var det dét livet handlede om. Give hinanden plads og lade hinanden gå, selvom det ikke var ensbetydende med at sige farvel.

"Jeg vil altid elske dig," sagde Harry med et lille smil på læben, som alligevel var sørgmodigt.

Mine øjne var fyldt med tåre og en lille én løb ned langs kinden. "Og jeg vil altid elske dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...