Finding Home | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Små lommepenge og trælse arbejdsopgaver er ikke just det, der løfter julehumøret for den nittenårige Harry Styles. Efter at have færdiggjort Hayesville High School, blev han tilbage i Hayesville og så sine venner drage mod college og blev efterladt mutters alene. Julen kalder og sneen falder, men det er tvært imod fest og rabalder for Harry, der må stå ved siden af scenen og se andre udleve sangerdrømmen, imens han fejer gulvet. Og når kærligheden begynder at smuldre mellem fingrene, er det ikke nemt at bevare fatningen - det eneste, han har brug for, er et sandt julemirakel. | 2'eren til "Finding Her" i juleudgave (det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren). Vinder af den bedste fanfiction julekalender 2017.

21Likes
19Kommentarer
7238Visninger
AA

15. "Stiches"

 Harrys synsvinkel d. 13. december 2016 

Klokken 09.40 modtog jeg besked fra Tristian, hvor han bad mig om at tænde for radion hurtigt og skifte over på kanalen Bob 93.3, som var den mest populære radiokanal i North Carolina. Jeg gjorde, som han sagde og fik næsten mit æble galt i halsen, da jeg hørte, at de spillede min sang. Without You. Sangen som jeg havde indspillet sammen med Patricia.

Glæden tog over og jeg hoppede lykkeligt rundt i køkkenet. Det var lige før, at jeg skreg af glæde. "Yes!" råbte jeg højt og skruede op for radioen i køkkenet. Hvordan kunne det gå så hurtigt med at få min sang i radioen?

Tristian sendte en ny besked, hvor han skrev, at flere folk allerede elskede min sang, hvilket fik mig til at smile stort. Var det her min drøm, som gik i opfyldelse?

Jeg ville så gerne dele oplevelsen med Patricia og derfor styrtede jeg ud i gangen for at tage mine sko på og jakke på. Få sekunder efter var jeg ude af døren og løb ned mod Hayesville baren, hvor jeg vidste, at Patricia ville være. Hun havde nemlig morgen vagten i dag.

På små 5 minutter var jeg dernede og jeg havde næsten været ved at vælte tretten gange på grund af isen. Jeg styrtede ind af døren og fandt Patricia, der var ved at feje henne i hjørnet.

"Patricia! De spiller vores sang i radioen!" råbte jeg. "Eller det gjorde det for få minutter siden."

Patricia var overrasket over at se mig, men smilede alligevel stort. "Seriøst? Hvor er det vildt!" råbte hun af glæde.

Vi mødtes i et kram og et øjeblik glemte vi begge, at vi var sure på hinanden - eller at Patricia primært var sur på mig. Men hun kom desværre i tanke om det og trak sig derfor ud af krammet.

"Hey, jeg er ked af, at jeg flippede sådan ud i går. Det er jo ikke din skyld, det er bare mig, der er fjollet," sagde hun og til min overraskelse, så undskyldte hun rent faktisk. Dette her måtte være den bedste morgen længe.

Jeg smilede lidt af hendes ord. "Hvad med, at vi tager ud og får en kop varm kakao, når du har fri? Jeg skal først møde ind klokken 5," sagde jeg med et lille smil på læben. "Så kan du måske hjælpe mig med at købe et par gaver."

"Det ville være mig en ære," grinede hun, og vi begge smilede stort.

"Perfekt. Vi ses senere så?" sagde jeg og gik et par skridt baglæns, hvorefter at jeg var ved at falde over en stol.

Patricia rystede fjollet på hovedet af mig, men nikkede bagefter. "Vi ses, hvis du ikke ender med at falde og brække armen først," sagde hun og grinede lidt.

* * *

"Du sang vores kærlighedssang sammen med en anden pige, Harry?" sagde Zoey vredt, da vi snakkede sammen på mobilen. Hun havde ringet mig op efter, at hun havde hørt vores sang i radioen.

"Zoey, jeg ved godt, at det ikke var den smarteste idé, men hvad ville du have, at jeg skulle gøre?" spurgte jeg om og håbede på, at jeg kunne rede den her, selvom det så sort ud.

Zoey sukkede i telefonen og faldt lidt til ro. "Du kunne have fundet en ny sang, Harry? Du ved godt, hvor meget den sang betyder for mig. Hvad den betyder for os," forklarede hun. Hun havde ret. "Jeg ved godt, det virker fjollet at flippe ud over en sang, men Harry. Det var vores sang," sagde hun. "Du kunne idet mindste have spurgt mig først."

Jeg vidste godt, at jeg næsten ikke kunne protestere imod hende, for hun havde jo ret, og jeg var enig med hende. "Jeg beklager virkelig Zoey. Du har ret," sagde jeg sukkende. "Det var dumt af mig, men der er ikke så meget, jeg kan gøre nu."

Og det var den sidste sætning, jeg sagde, som fik Zoey til at flippe en tand mere ud. Mit held med piger var bestemt udløbet. 

"Ikke så meget at gøre? Wow, okay, mester. Ville du måske blive glad for, at jeg sang vores kærlighedssang med en anden?" spurgte hun om.

"Nej," sagde jeg hurtigt og vidste godt, at jeg var dobbeltmoralsk. "Det var en dum beslutning. Fortæl mig ikke noget, som jeg ikke i for vejen ved," sagde jeg frustreret. Jeg hadede at diskutere med hende over mobilen. "Jeg beklager," forsøgte jeg.

Men det hjalp ikke rigtigt. "Du kan undskylde alt, hvad du vil, men det ændrer ikke på den fact, at du sang den med hende Patricia," sagde hun irriteret. "Jeg ved ikke, om jeg overreagerer her, Harry, men den sang... Den betød meget for mig. Det var nærmest vores forhold skrevet ned til en sang," sagde hun, og igen forstod jeg godt, at hun havde ret. "Men for at være ærlig, så har jeg også noget, jeg skal fortælle dig. Og du bliver sikkert ikke glad for at høre det. Jeg ved godt, at vi er på en slags pause og det sikkert er okay for mig at gøre den her slags ting, men det føles alligevel så forkert ikke at sige det til dig," forklarede hun.

Jeg frygtede næsten, hvad hun ville sige nu. Og alligevel vidste jeg næsten, hvad hun ville sige.

"Jeg kyssede med anden. En der hedder Liam," sagde hun. Frygten for min reaktion kunne høres i hendes stemme.

Jeg sukkede lidt. "Så har vi vel begge såret hinanden," sagde jeg og følte mig såret. Ikke bare lidt såret, men meget. Og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

"Harry, jeg skubbede ham væk efter få sekunder," sagde hun og håbede på, at det ville hjælpe. 

Jeg kørte frustreret en hånd igennem håret. "Lige meget hvad vi gør, så ender vi med at såre hinanden, Zoey. Jeg ved ikke, om jeg kan gøre det her længere. For alvor," sagde jeg med en alvorlig stemme.

Zoey var stille et øjeblik. "Så det her er slutningen?" spurgte hun om, og jeg vidste, at hun havde tårer i øjnene. Hendes stemme rystede helt.

"Det tror jeg," sagde jeg tøvende og fik selv tårer i øjnene. Jeg blinkede et par gange for at få tårene i øjnene væk. "Farvel Zoey." Jeg lagde på og sukkede kort.

Jeg smed mig i min seng og kiggede håbløst op i loftet. Jeg havde lige mistet alt, hvad der betød noget for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...