Finding Home | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Små lommepenge og trælse arbejdsopgaver er ikke just det, der løfter julehumøret for den nittenårige Harry Styles. Efter at have færdiggjort Hayesville High School, blev han tilbage i Hayesville og så sine venner drage mod college og blev efterladt mutters alene. Julen kalder og sneen falder, men det er tvært imod fest og rabalder for Harry, der må stå ved siden af scenen og se andre udleve sangerdrømmen, imens han fejer gulvet. Og når kærligheden begynder at smuldre mellem fingrene, er det ikke nemt at bevare fatningen - det eneste, han har brug for, er et sandt julemirakel. | 2'eren til "Finding Her" i juleudgave (det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren). Vinder af den bedste fanfiction julekalender 2017.

21Likes
19Kommentarer
7237Visninger
AA

12. "If I Didn't Know Better"

 Harrys synsvinkel d. 10. december 2016 

Jeg stod nervøst foran pladeselskabets hoveddør og ventede på Patricia. Måske var det en yderst dårlig idé at erstatte Zoey med hende, men skulle jeg bare fortælle Tristian, at jeg ikke havde nogen at synge med i stedet for? Det ville virke latterligt og uprofessionelt. Jeg havde kun én chance og jeg var nødt til at gribe den nu.

"Er du klar til at lave noget godt musik?" spurgte Patricia, da hun kom snigende ind på mig bag fra. 

Jeg vendte mig om og smilede en anelse nervøst. "For at være ærlig, så har jeg aldrig været mere nervøs," forklarede jeg. Vi begge gik ind til pladeselskabet indgang og blev henvist til studiet længere nede af gangen, hvor Tristian ventede.

"Harry! Storartet at se dig," sagde han og gav mig straks hånden. "Og Patricia? Jeg vidste ikke, at du var Harrys kæreste." Tristian kiggede skiftevis på os, men Patricia rystede hurtigt på hovedet.

"Det er jeg heller ikke. Du må have hørt om Zoey. Det er Harrys kæreste. Jeg erstatter hende bare lige i dag," forklarede Patricia hurtigt, og Tristian nikkede godkendende. 

Jeg kiggede lidt rundt i studiet med et stort smil på læberne. Det var fantastisk. Jeg fik næsten af kuldegysninger af at stå herinde.

Mine tanker blev afbrudt af Tristian: "Skal vi ikke bare se at komme i gang?" spurgte han om og viste os frem til to forskellige båse. Patricia blev lukket ind i en bås, der var lyddæmpet, så musikken kunne optages derinde. Jeg blev efterfølgende lukket ind i min egen bås, som måske egentlig mere var et lille rum. Der var god isolering på væggene, så der ikke blev skabt noget ekko, men der var også en glasrude, så jeg kunne se Patricia og de andre inde i selve studiet. Jeg stillede mig foran mikrofonen og tog høretelefonerne på.

Tristians signal startede Patricia ud med at synge. Jeg kunne høre hendes stemme i mine høretelefoner, hvilket fik mig til at smile stort. Hun havde en god stemme, det var helt klart. "Without you, there's no change. My nights and days are grey. If I reached out and touched the rain. It just couldn't feel the same."

Jeg ventede tålmodigt på mit stykke. Jeg var alligevel ret nervøs. Vi var bare blevet kastet ud i det. Jeg begyndte at synge, da det var min tur, og Patricia sendte et smil fra sin bås til mig. "Without you, I'd be lost. I'd slip down from the top. And I'd slide down so low. Girl you'd never, never know," sang jeg. Jeg følte næsten, at min stemme rystede, men heldigvis kom jeg yndefuldt igennem hele sangen. Tristian havde et par få rettelser, og sådan forløb de næste par timer også.

Og da der var gået vel og mærke lidt over 2 timer, klappede Tristian højlydt. "Sådan!" råbte han af glæde. Jeg tog mine høretelefoner af og gik ud af den lille bås. "Vi har den," sagde han med en glad stemme.

Patricia og jeg gik ud i mikserrummet, hvor de miksede musikken sammen. De spillede vores sang, og jeg smilede stort. Det lød faktisk overraskende godt. 

"Hvis I forsætter sådan der, så har vi et album, venner," sagde Tristian og gav både Patricia og jeg et klap på skulderen. Jeg fangede Patricias blik ud af øjenkrogen og sendte hende et lille smil, som hun desværre ikke rigtig besvarede tilbage.

* * *

Da vi endelig fik lov til at gå, begyndte Patricia og jeg at gå ned mod Hayesville Baren. Jeg bemærkede dog hurtigt, at der var et eller andet galt.

"Er der noget galt, Patricia? Du virker aldeles trist," sagde jeg og stoppede med at gå. Det var ikke en samtale, som kunne tages, imens vi gik.

Patricia sukkede og stoppede op. Hun vendte sig mod mig. "Jeg ved det ikke, Harry. Men det virker bare forkert. Den sang. Det er om dig og Zoey. Ikke mig," forklarede hun.

"Det ved jeg godt, Patricia. Men hvorfor er det et problem? Det er bare en sang, er det ikke?" spurgte jeg om.

Hun kiggede lidt mistroisk på mig. "Vi ved begge, at det ikke bare er en sang. Det er jeres kærlighed, Harry," sagde hun sukkende. "Du snakker stadig som om, at du var i et forhold med hende." Jeg kiggede lidt underligt på hende, for hvordan vidste hun, at jeg ikke var sammen med Zoey? Mit blik afslørede min forvirring, og Patricia kunne godt se det og besvarede derfor mit spørgsmål, jeg ikke havde spurgt om. "Niall fortalte mig det."

Jeg nikkede langsomt.

"Og hør, det er fint, hvis du stadig vil være sammen med hende, men hvorfor synger du så den sang med mig? Jeg kan bare ikke forstå de her misvisende signaler, som du sender til mig," sagde hun og fastholdt blikket ned i jorden.

Jeg sukkede. "Jeg er ked af, hvis jeg har sendt nogle signaler, Patricia. Jeg holder af dig-"

"Men ikke på det punkt," afbrød Patricia mig, og jeg nikkede langsomt med et undskyldende blik. "Og det er fint med mig, men jeg tror ikke, at vi skal synge sammen Harry. Det var en engangsforestilling. Der er en grænse for hvor meget, at jeg kan holde til."

Jeg fugtede mine læber lidt og nikkede. Jeg forstod ikke helt, hvorfor det her kom så pludseligt ud af det  blå. Vi havde haft en kanon dag og nu ender den sådan her. Perfekt. Og vi skulle stadig på arbejde.

"Jeg skal lige hjem og hente mine sko til arbejde, men vi mødes vel henne på baren?" spurgte hun om, og jeg nikkede igen. Hun forsvandt ned ad gaden, og jeg stod lidt tilbage med en mærkelig fornemmelse i maven. Havde jeg lige ødelagt Patricias og mit venskab uden at vide det?

 

Sangen Harry og Patricia synger i studiet: 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...