Finding Home | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Små lommepenge og trælse arbejdsopgaver er ikke just det, der løfter julehumøret for den nittenårige Harry Styles. Efter at have færdiggjort Hayesville High School, blev han tilbage i Hayesville og så sine venner drage mod college og blev efterladt mutters alene. Julen kalder og sneen falder, men det er tvært imod fest og rabalder for Harry, der må stå ved siden af scenen og se andre udleve sangerdrømmen, imens han fejer gulvet. Og når kærligheden begynder at smuldre mellem fingrene, er det ikke nemt at bevare fatningen - det eneste, han har brug for, er et sandt julemirakel. | 2'eren til "Finding Her" i juleudgave (det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren). Vinder af den bedste fanfiction julekalender 2017.

21Likes
19Kommentarer
7254Visninger
AA

8. "Ho, Hey"

 Harrys synsvinkel d. 6. december 2016 

Jeg mødte ind på arbejde og så rent faktisk frem til at arbejde, selvom det var onsdag. Onsdag betød, at der var åben mikrofon for alle. Alle der turde at stille sig op på scenen og synge. Normalt var der flere gode sangere og talentfulde sangere, der stillede sig op og sang. Faktisk kun enkelte gange, havde der været nogle, der slet ikke kunne ramme tonen. Men det var selvfølgelig konsekvensen af at lave åben mikrofon.

Klokken var ved at blive 4 hen af eftermiddagen, og jeg havde været på en smule juleshopping. Det var selvfølgelig ikke de helt store gaver, der skulle købes. Men jeg fik ordnet min mors gave samt min stedfars. Så manglede jeg kun Niall, Hollie og... eventuelt Zoey. Jeg anede det ikke.

Niall var allerede i baren, da jeg kom ind. "Hey makker," sagde jeg hurtigt og gav ham et klap på skulderen samtidig med, at jeg spændte mit forklæde. "Har du fået smidt en ansøgning?" spurgte jeg om, siden jeg vidste, at han gerne ville arbejde her.

"Nej. Men jeg er allerede blevet ansat," sagde han og smilede stort. "Jeg faldt i snak med jeres chef, Robert, og før jeg vidste af det, var jeg ansat." Mit smil var kæmpe på hans vegne. Nu ville arbejdstimerne sikkert virke kortere, hvis jeg skulle arbejde med min bedsteven.

Hayesville baren var allerede godt og vel fuldt op. Måske var det fordi, at folk prøvede at komme i læ fra sneen, der dalede ned udenfor. Jeg begyndte så småt og gå min sædvanlige runde, hvor jeg tog de tomme glas og kopper af bordet, som jeg eftefølgende gik ud i køkkenet med.

"Hvordan går det, Patricia?" sagde jeg, da jeg så hende ude i køkkenet, hvor hun kæmpede lidt med opvaskemaskinen.

"Ikke drømmende godt," svarede hun og så på mig med et opgivende blik. "Opvaskemaskinen har tydeligvis lige besluttet sig for, at den ikke vil virke, når vi har travlt. Fantastisk."

Jeg kiggede på opvaskemaskinen og kunne godt se, at den bare sagde error. Heldigvis havde der været tidligere problemer med opvaskemaskinen, hvor den havde sagt det samme, og derfor vidste jeg godt, hvad der skulle gøres. "Det er faktisk ret simpelt. Bare genstart den her nede," sagde jeg og trykkede på en knap, hvorefter den genstartede. "Og bagefter hold startknappen nede," forklarede jeg. Få sekunder efter, fik vi den i gang igen.

"Du er fantastisk, Harry," sagde hun med et stort og lettet smil. "Nu kan jeg komme videre med det her."

"Intet problem," sagde jeg og var glad for, at jeg kunne hjælpe til. "Præsenterer du, hvem der går på scenen her klokken 5?"

Patricia nikkede kort og begyndte at fylde opvaskemaskinen igen. "Jep. Det bliver en lille overraskelse, som du næppe vil gå glip af. Vær tilstede derude klokken 5. Okay?" sagde hun, og jeg nikkede, selvom jeg ikke var helt sikker på, hvad hun helt præcist mente.

 

 Nialls synsvinkel 

Klokken blev 5 og det var tid til, at den første artist skulle gå på scenen. Det var næppe et dårligt tidspunkt at spille på, siden hele stedet næsten var fyldt op. Der var meget få pladser tilbage i hvert fald.

"God eftermiddag, Hayesville," sagde Patricia i mikrofonen på den lille scene. "Det var egentlig meningen, at vores alle Avery skulle spille i dag, men på grund af sygdom, har han meldt afbud," sagde hun og kiggede ud mod publikum. "Men frygt ej, fordi i dag har vi i stedet for en af vores egne arbejdere, der kommer og synger. Alle sammen, tag godt imod Harry Styles!" annoncerede hun, og hele baren klappede.

Jeg kiggede forbavset over mod Harry, der så lige så forvirret ud, som jeg gjorde. Men tøvende gik han alligevel op til scenen og satte sig ned på stolen foran mikrofonen. Han fik en guitar i hånden. Det var tydeligt at se, at han var yderst nervøst. 

"Tak for overraskelsen, Patricia," sagde han tøvende. "Okay. Jeg har ikke sunget i et stykke tid, så jeg er muligvis lidt rusten. Men jeg tænker, at jeg vil spille Ho Hey af The Lumineers." Der var et lille band oppe på scenen, som Harry kort snakkede med og få sekunder, begyndte de at spille.

"I've been trying to it right," sang han. "I've been living a lonely life."

Jeg kiggede forundret op mod Harry med det største smil. Han sang fantastisk. Selvom han ikke sunget siden afslutningen på Hayesville High School, var han langt fra rusten. Jeg gik langsomt over mod Patricia, som stod et stykke fra mig.

"Han har ikke sunget i lang tid, vidste du det?" spurgte jeg hende om.

Hun rystede lidt på hovedet. "For mig lyder det som om, at han aldrig stoppede med at synge."

Jeg nikkede godkendende til, hvad hun sagde. "Du får ham til at smile," sagde jeg og kiggede fortsat op mod Harry, der nød det i fulde drag. "Men tro ikke, at du har en plads i hans liv, okay? Han er sammen med en anden. Det vil han altid være," sagde jeg og beskyttede pludselig Harry og Zoeys forhold. Harry vidste bare ikke selv, at han tilhørte til Zoey. Og derfor var jeg nødt til at fjerne alt mulig konkurrence til Zoey. Patricia var en trussel mod Zoey. Og Harry havde en svaghed for brunetter. 

"Jeg ved ikke, hvad du tror om mig, men jeg er ikke ude efter Harry. Så drop det," svarede hun tilbage. Jeg rystede bare på hovedet af hende, for jeg vidste, at det næppe var rigtigt.

Harry rundede sangen af og hele baren klappede på livet løs. Det var fantastisk. Han var fantastisk. Han takkede af og kom løbende ned mod mig og Patricia. "Jeg hader dig Patricia for at gøre det her, men... tak," sagde han og gav hende et kram, som hun glædeligt tog imod. Jeg rullede med øjnene.

"Du var utrolig deroppe. Det så ud som om, at du tilhørte deroppe," sagde jeg og gav ham et skulderklap. Harry smilede stort og vendte sig om, da en mand prikkede ham på skulderen.

"Harry Styles?" spurgte han om, og Harry nikkede godkendende. "Jeg er Tristian Miller og kommer fra pladeselskabet Hayesville. Her er mit kort. Ring til mig, hvis du nu havde en tanke om at indspille et album." 

 

Sangen Harry synger: 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...