Finding Home | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Små lommepenge og trælse arbejdsopgaver er ikke just det, der løfter julehumøret for den nittenårige Harry Styles. Efter at have færdiggjort Hayesville High School, blev han tilbage i Hayesville og så sine venner drage mod college og blev efterladt mutters alene. Julen kalder og sneen falder, men det er tvært imod fest og rabalder for Harry, der må stå ved siden af scenen og se andre udleve sangerdrømmen, imens han fejer gulvet. Og når kærligheden begynder at smuldre mellem fingrene, er det ikke nemt at bevare fatningen - det eneste, han har brug for, er et sandt julemirakel. | 2'eren til "Finding Her" i juleudgave (det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren). Vinder af den bedste fanfiction julekalender 2017.

21Likes
19Kommentarer
7242Visninger
AA

22. "Flicker of Hope"

 Harrys synsvinkel d. 20. december 2016 

Dagen var næsten fløjet af sted. Jeg havde arbejdet stort set fra middag til aften på Hayesville baren og i øvrigt sammen med Patricia. Vi var kommet fint ud af det med hinanden efter, at vi havde haft vores kontroverser. Men det hele var forbi os nu. Og det var altid dejlig at arbejde sammen med en ven - det gjorde arbejdet såmænd lidt nemmere og bedre.

Desuden var jeg også sluppet for at tilbringe tid sammen med Zoey. Misforstå mig ikke: Jeg holdt stadig utrolig meget af hende, men var svært at være omkring hende, når jeg vidste, at vi blot var venner. Der var bare noget mellem os, der var ændret. Og jeg var bange for, at det aldrig blev det gode gamle venskab.

Niall skulle til at gå på scenen om få minutter som en overraskelse til Hollie. De havde tilgengæld fundet ud af noget sammen og var faktisk også gode sammen. Det var selvfølgelig slet ikke officielt endnu; de var bare gode venner, der var langsomt begyndt at gå over i noget fliteri. Niall havde aldrig været så nervøs over at snakke sammen med en pige, det var faktisk utrolig sødt.

"Aftenens første gæst er Niall Horan. Tag godt imod ham," præsenterede Patricia, og Niall smuttede samtidig op på scenen. Det var magiske øjeblikke, når folk spillede. Hele baren blev stille og alt stod ligeledes stille. Jeg snigede mig op til Hollie, som næsten sad forrest sammen med Zoey. Jeg satte mig på den ledige stol ved siden af dem og smilede stort. Hollies ansigt var utrolig forvirret, men hun smilede alligevel. Det var nok kommet bag på hende, at Niall lige pludselig stod på en scenen.

"Det er første gang, at jeg overhovedet er på en scene, så jeg håber, at det går nogenlunde," sagde Niall i mikrofonen med et lille nervøst glimt i øjet. "Begge sange er dedikeret til en pige. Hun ved nok selv, hvem hun er," sagde han med et smil. Jeg skubbede drillende til Hollie, der slet ikke anede, hvad der foregik. "Den første er This Town."

Hele baren klappede af ham, men der blev ro igen, da han begyndte at synge. Sangen var utrolig sød og mindede mig igen om en enkelt person: Zoey. Jeg sukkede. Jeg var vitterligt misundeligt på Hollie og Niall. Niall der aldrig havde været i et seriøst forhold.

Mit blik ramte Zoeys, men hun kiggede hurtigt væk igen bagefter. Jeg fugtede kort mine læber og lyttede ellers med på Nialls sange. Han kunne faktisk synge, hvilket kom lidt bag på mig. Selvfølgelig havde han sunget, når vi havde kørt bil, men jeg havde aldrig lagt mærke til, hvor godt han egentlig sang.

Da han afsluttede første sang, begyndte han straks med den næste, der hed Flicker. Igen, den var utrolig god, og det kom lidt bag på mig. Begge sange var ukendte for mit vedkommende. Havde han selv skrevet dem?

Niall afsluttede sin sang, og ud af øjenkrogen så jeg Zoey smutte ud af døren. Jeg rejste mig hurtigt op og undskyldte til Hollie for at smutte. Bagefter fulgte jeg efter Zoey. "Zoey!"

Hun stoppede, da hun var kommet udenfor. Hun vendte sig om mod mig med et opgivende blik. "Hvad har vi gang i, Harry?" spurgte hun mig om.

Jeg kiggede på hende med et forvirret blik. Hvad snakkede vi helt præcist om?

"At vi er så dumme at tro, at vi kan blot være venner?" sagde hun med et lille grin. "Jeg kan ikke bare være venner med dig. Det er enten eller," sagde hun, og det virkede til, at hun ville have mig til at truffe beslutningen.

"Enten det hele eller intet?" spurgte jeg om, og hun nikkede. Jeg smilede lidt. Det var måske det nemmeste valg, som jeg nogensinde havde truffet. Og jeg valgte, at besvare det med at møde hendes læber i et kys.

Jeg vidste det fra starten af. Zoey og jeg fungerede ikke som venner. Det havde vi aldrig gjort. Vi var mere end det. Og selvom vejen til i dag havde været lang, så var jeg ovenud lykkelig for, at vi stod her sammen. Hun havde vist mig en ny verden, og hun var blevet en del af min. Min verden var kun hende. Og det ville det formentlig altid være. Jeg elskede hende og jeg var ikke blind for at sige det.

Zoey trak sig kort fra mig og kiggede op på mig med et smil. "Ikke flere skænderier?" spurgte hun om.

Jeg svarede med et smil. "Ikke flere skænderier."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...