Finding Home | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Små lommepenge og trælse arbejdsopgaver er ikke just det, der løfter julehumøret for den nittenårige Harry Styles. Efter at have færdiggjort Hayesville High School, blev han tilbage i Hayesville og så sine venner drage mod college og blev efterladt mutters alene. Julen kalder og sneen falder, men det er tvært imod fest og rabalder for Harry, der må stå ved siden af scenen og se andre udleve sangerdrømmen, imens han fejer gulvet. Og når kærligheden begynder at smuldre mellem fingrene, er det ikke nemt at bevare fatningen - det eneste, han har brug for, er et sandt julemirakel. | 2'eren til "Finding Her" i juleudgave (det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren). Vinder af den bedste fanfiction julekalender 2017.

21Likes
19Kommentarer
7248Visninger
AA

20. "Finding My Way Back"

 Harrys synsvinkel d. 18. december 2016 

"Så hvad var det? Hvad fik dig til at stoppe?" Min fars stemme trængte igennem og han kiggede på mig med et alvorligt blik. Det var næppe en samtale, som min far ville lade gå. "En pige?"

"Det var ikke pigens skyld," sagde jeg hurtigt.

Min far trak lidt på smilebåndet, men jeg vidste ikke, om det var en god ting. Han plejede aldrig at smile. "Så der var en pige?" spurgte han om. Jeg smilede ved tanken om hende.

"Hun var jordens mest fantastiske pige. Men det var ikke på grund af hende. Jeg..." Jeg kom ikke længere med min sætning, og min far kiggede på mig med et skuffet blik. Hans søn, som havde haft verdenen for sine fødder, havde bare valgt at sparke den langt væk.

"Knægt, giver du op?" spurgte han om med en seriøs stemme.

Jeg rystede på hovedet. "Nej."

"Så tag dig sammen og find ud af, hvad du vil med dit liv. Tiden tikker."

Jeg vågnede brat op med et sæt i sengen fra drømmen. Var det en drøm? Det havde følt så virkeligt. Som om... at min far egentlig var til stede. Og han rådede mig til at komme videre. 

Hvorfor havde jeg egentlig givet op på min fremtid i første omgang? Hvorfor havde jeg aldrig fået sendt min collegeapplikation til tiden? Den havde jo stået der hele tiden. Men da min far døde, forsvandt min fremtid for mig. Det var en, som jeg havde stablet på benene sammen med ham. Det var nærmest vores fremtid. Men det var på tide at skabe min egen.

Jeg kiggede over på digital uret. 5:25. Hvis jeg stod op nu, ville jeg formentlig vække både min mor samt Paul og Niall. Jeg fugtede mine læber lidt og overvejede min situation. Langsomt fik jeg løftet mine fødder ud over sengen og lod dem ramme gulvet. Jeg hoppede i et par joggers og en t-shirt. Dernæst listede jeg mig næsten lydløst nedenunder. Jeg havde taget min computer med, så jeg kunne få arbejdet på min collegeapplikation.

Først fik jeg lavet kaffe og smurt en mad, hvorefter jeg satte mig ned foran computeren. Mere motivieret end nogensinde før. Vi skulle skrive en motiveret ansøgning; hvorfor vi netop skulle optages på deres college. Men jeg havde ikke nogen egentlige grund. Fordi jeg manglede en skole? Fordi jeg ville gerne have en fremtid? Og alligevel gik det op for mig, hvorfor jeg netop ville ansøge.

Dear Vanderbilt University... startede jeg ud på det ellers tomme Word-dokument.

* * * 

Niall havde inviteret Zoey over til at lave småkagerne fordi han ikke anede selv, hvordan han skulle gøre det. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle opføre mig omkring Zoey. Vi havde fået snakket en anelse ud i går, men alligevel var jeg i tvivl om, om vi var på rette fod igen. Var vi tilbage til det gode gamle Zoey og Harry forhold? Eller var vi startet forfra? Vi vi overhovedet i et forhold?

Jeg formodede, at de næste par timer sikkert ville give mig et svar.

Zoey var så småt igang med opskriften til småkagerne. Hun havde sagt, at Niall og jeg fik lov til at udstikke dem i formerne, for det magtede hun ikke. Det var ellers den sjoveste del i følge min optik.

"Så Harry. Hvornår skal du tilbage til studiet?" spurgte Zoey henkastet om.

Jeg kløede mig lidt i nakken. Skulle vi absolut snakke om det her? "Formentlig på onsdag, tror jeg," sagde jeg og gav hende et liv tvetydigt svar. Jeg hadede at grunden til, at der overhovedet var snak om at lave et album med mig, var på grund af sangen, som jeg havde sunget med Patricia. Som jeg i øvrigt ikke havde snakket med siden, at jeg brændte hende af for et par dage siden. Heldigvis skulle jeg arbejde i aften, så der havde jeg vel formentlig chancen.

"Harry, jeg tænkte på noget... Ville det være muligt at skaffe mig en plads på Hayesville baren? Altså så jeg kunne synge en sang eller to?" spurgte Niall om yderst nervøst.

Jeg kiggede tilbage på ham med et overraskende blik. Ville han synge? Kunne han overhovedet synge? "Jeg vidste ikke, at du interesserede dig så meget for musik," sagde jeg med et lille smil på læben. "Men er du virkelig klar til at synge foran et publikum?" spurgte jeg om.

Niall rullede med øjnene. "Ja, jeg er makker og jeg kan altså godt synge, hvis du tænker på det," sagde han i en flabet tone. "Kan det være onsdag? Til open-mic? Det skal være en overraskelse til Hollie," sagde han med et lille genert smil på læberne.

"Jeg vidste det," udbrød Zoey pludselig højt. "Du har et crush på Hollie?" grinede Zoey, og Niall rystede hurtigt protesterende på hovedet.

"Nej, jeg har ikke," sagde han og kiggede ned i bordet, hvor han koncentrerede sig yderst meget om sit julehjerte.

Jeg smilede lidt for mig selv, for måske havde Niall netop brug for en pige som Hollie. Til at sætte ham på plads ind i mellem. Niall gik ud af køkkenet for at undgå flere samtaler omkring ham og Hollie. Det var nu kun Zoey og jeg i køkkenet. Jeg sendte hende et smil og fornemmede straks den akavede stilhed. Skulle det virkelig være sådan her i mellem os fremover? 

Zoey vendte sig mod mig med et lille og næsten skjult smil på læberne. "Du ved... Hollie snakkede en del med mig, da vi ikke var sammen. Og hun fik mig til at indse en del ting. Om dig og mig," sagde hun og løftede blikket fra gulvet op til mine øjne.

"Og det samme gjorde hun ved mig," sagde jeg. Hollie havde hele tiden været ved mig, selvom hun var tusinde kilometer væk fra mig. Hun havde fortalt mig, at det hele nok skulle komme til at fungere imellem Zoey og jeg igen. Og jeg havde troet på hende.

Zoey smilede denne gang. "Men der er noget, jeg aldrig har fået sagt," sagde hun i en tøvende tone. "Tak," sagde hun, og jeg kiggede en smule uforstående på hende. Hvorfor takkede hun mig? "For at redde mig, Harry. Jeg troede aldrig, at jeg ville være glad igen efter, at jeg mistede min mor. Du kunne have valgt at blive væk efter, at jeg havde skubbet dig væk fra mig," sagde hun.

Jeg smilede tilbage og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Derfor røg det næste ud af mig. "Jeg har ansøgt om at komme ind på Vanderbilt University til næste semester," sagde jeg. 

Zoey stod med ekstremt forvirrende øjne. "Hvad?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...