Finding Home | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2017
  • Opdateret: 24 dec. 2017
  • Status: Færdig
Små lommepenge og trælse arbejdsopgaver er ikke just det, der løfter julehumøret for den nittenårige Harry Styles. Efter at have færdiggjort Hayesville High School, blev han tilbage i Hayesville og så sine venner drage mod college og blev efterladt mutters alene. Julen kalder og sneen falder, men det er tvært imod fest og rabalder for Harry, der må stå ved siden af scenen og se andre udleve sangerdrømmen, imens han fejer gulvet. Og når kærligheden begynder at smuldre mellem fingrene, er det ikke nemt at bevare fatningen - det eneste, han har brug for, er et sandt julemirakel. | 2'eren til "Finding Her" i juleudgave (det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren). Vinder af den bedste fanfiction julekalender 2017.

21Likes
19Kommentarer
7292Visninger
AA

19. "Back To the Start"

 Harrys synsvinkel d. 17. december 2016 

Indgangen ind til hallen var fyldt med billeder fra vores årgang. Niall gik ved siden af mig og havde holdt sig yderst stille hele tiden. Han var næsten bange for at sige noget forkert, når jeg var i nærheden. Og jeg bebrejdede ham ikke. Jeg anede ikke engang selv, hvordan jeg havde det med det hele. Men jeg gad næppe at snakke om det. Det var et mirakel, at jeg overhovedet var dukket op her. Og så endda på en søndag - men selvfølgelig - næsten alle fik først her om søndagen fra college.

"Jeg finder noget at drikke," sagde jeg til Niall og forsvandt ind i mængden af folk. Jeg hilste på et par stykker på vejen hen til drikkebordet, der bestod af sodavand og en punch. Selvfølgelig serverede de ikke alkohol, når flere af os stadig ikke var over 21.

"Har du brug for noget stærkere, fodboldkaptajn?" spurgte en stemme bag mig. Jeg vendte mig om og mødte Summers blik. Summer Sparks. Pigen jeg har datet en lille smule, men også pigen, som jeg ikke rigtig kunne fordrage. Men hun så ud til at blive min helt i aften. "Det var jo kun et spørgsmål om tid før, nogle ville putte alkohol i punchen, ikke?" sagde hun flirtende og hældt alkohol i punchen fra sin lille lommelærke.

Jeg smilede lidt og hældte to glas op af punch. "Værsgo," sagde jeg og rakte hende glasset. "Længe siden." Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle føre samtalen.

"Spar mig for samtalen om, hvordan vi har det og hvordan det går for os begge," sagde hun og blinkede en enkelt gang. "Find mig senere." Og med de ord efterlod Summer mig ved drinksbordet. Jeg rystede lidt på hovedet af den foregående situation og da jeg ville til at gå videre, stødte jeg ind i Niall. 

"Se hvor du går, makker," sagde jeg og drak resten af min punch. De burde lave større glas.

Niall tog fat i min arm og hev mig ud af hallen. "Du skal lige hjælpe mig med noget," sagde han forhastet, og jeg havde ikke rigtig noget valg udover at følge med ham. Han skubbede mig ind i et klasselokale, hvor Hollie stod sammen med... sammen med Zoey. 

Jeg kiggede på Niall med et rystende blik. Han kunne ikke gøre det her imod mig.

"Snak ud. I kommer ikke ud, før at I har gjort det," sagde Hollie og gik forbi mig ud af døren. Niall fulgte efter hende. Jeg kiggede forvirret efter dem og kiggede derefter tilbage på Zoey. Hun så forbløffende pæn ud - ikke at det var til nogens overraskelse.

"Hvad er der overhovedet at snakke om?" spurgte jeg om i en lav tone.

Zoey kiggede på mig med opgivende blik. "Vi bliver nødt til at snakke om det her, Harry," tiggede hun om.

Jeg rystede på hovedet. "Der er ikke noget at snakke om. Vi er færdige," sagde jeg bestemt. "Vi prøver gang på gang at finde tilbage til den kærlighed, vi havde her. I High School. Men hvornår indser vi, at vi bare er vokset fra hinanden? Det nytter ikke at starte forfra," sagde jeg med en ivrig stemme. Jeg ville bare gerne ud af det her lokale.

"Jeg kan ikke give op på dig, Harry," sagde hun forsøgende. "Vi er stærkere end det her."

Jeg klemte øjnene hårdt i et øjeblik og kiggede bagefter på hende med et forsømt blik. "Du har følelser for en anden, Zoey! Hvordan kan vi så være stærkere end det her?" spurgte jeg om.

"Jeg har ikke følelser for Liam, okay?" råbte Zoey næsten. Jeg blev en smule forbavset af, at hun ligefrem råbte af mig. "Du gav mig aldrig en chance for at forklare. Du skred ud af døren og troede bare det værst tænkelige om mig. Det var som om, at du ønskede, at det hele skulle ende," sagde hun hurtigt som et vandfald.

"Du har følelser for ham. Indrøm det nu bare," sagde jeg, for jeg vidste, at hun ikke talede sandt.

Hun rystede irriteret på hovedet af mig og rullede endda også en enkelt gang med øjnene. "Lyt nu! Jeg har ikke følelser for ham. Ja, jeg kyssede ham en enkelt gang, Harry. En gang! Og jeg skubbede ham væk. Hvorfor kan du ikke indse det? Hvordan kan du ikke bare se, at jeg aldrig stoppede med at elske dig?" spurgte hun mig om, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

Mit slips omkring min hals begyndte langsomt at stramme til, og derfor løsnede jeg det en smule. Jeg kiggede på Zoey med et tomt blik og anede ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg havde intet svar. 

"Hvordan gør du det der? Lader som om, at du er fuldstændig ligeglad?" spurgte hun om og lagde hovedet lidt på skrå. Få tårer i hendes øjne kom til syne, og jeg hadede, at jeg var grunden til de tårer. Kunne jeg ikke bare tage mig sammen og tilgive hende? For alt? 

Men før jeg nåede at sige noget, vendte Zoey sig om og gik ud af døren. Jeg blev efterladt tilbage kvalt i mine egne ord, som jeg ikke nåede at sige.

* * *

Jeg stod i audioturiummet, hvor jeg for første gang havde mødt Zoey. Alle minder væltede tilbage, og jeg kunne ikke lade være med at smile en enkelt gang. Jeg vendte om og fandt min vej ind i hallen, hvor jeg om få øjeblikke skulle synge - sammen med Zoey. Det var nervepirrende, siden vi lige så lige havde stået og diskuteret. 

Mit blik fangede Zoeys, men hun brød øjenkontakten hurtigt. Rektor Mr. Noe præsenterede os, og der lød et varmt bifald i hallen. Musikken startede, og mit hjerte pumpede løs.

Zoey havde skrevet denne sang; Fade Into You. Den var aldeles smuk og måske også ganske passende til vores situation. Jeg begyndte at synge og prøvede at fange Zoeys blik. Der opstod altid en slags magi, når vi sang. Sangen endte og publikum klappede. Jeg sendte et lille smil til Zoey, som hun ikke fangede. 

"Okay, find jeres danse partner, for nu spiller vi en klassiker: Beauty and The Beast," annoncerede hun i mikrofonen. Jeg smilede igen, da musikken begyndte.

Zoey startede ud med at synge og kiggede endelig over mod mig. Vores blikke mødtes i et split sekund og i det øjeblik vidste jeg, at hvis jeg lod Zoey gå, begik jeg en kæmpe fejltagelse. Større end alle de andre fejltagelser, som jeg allerede havde begået.

Jeg sang med på teksten og noderne og fik igen genskabet øjenkontakt til Zoey. Sangen mindede på nogle punkter om os. Zoey var uden tvivl skønheden, og jeg var udyret. Vores rejse havde været op og ned, men jeg sikker på en ting: Den sluttede ikke nu. Vi rundede sangen af og fik endnu en klapsavle. Derefter forlod vi scenen og en ny sang blev spillet. Kiss Me af Ed Sheeran, hvis jeg huskede rigtigt.

"Må jeg bede om den her dans?" spurgte jeg Zoey om, da vi var kommet et par meter væk fra scenen.

Zoey kiggede på mig og smilede en smule. "Du har aldrig været god til at beslutte dig, har du?" spurgte hun om, og jeg nikkede hurtigt. Jeg var hamrende dårlig til at træffe beslutninger - på nær en.

"Du er nok den eneste gode beslutning, jeg nogensinde har truffet."

 

Sangene Harry og Zoey synger:

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...