Løgnen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2017
  • Opdateret: 17 nov. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til Mirror Mirror-konkurrencen.
En novelle om at søge efter sin identitet. Og om at navigere i en verden fuld af forskellige forventninger, der presser sig på. Og om hvordan det ene leder til det andet samtidig med, at man skal finde ud af, hvad man kan stå ved.

1Likes
2Kommentarer
99Visninger

1. Løgnen

-7! Jeg har fået 7!, beklager jeg mig grædefærdigt til Maja. -Jeg får aldrig 7 for mine stile. Hvad vil mine forældre dog sige? 7!

-Jeg har da også fået 7, hvorfor er det så slemt? Det kunne da sagtens være værre end det. Du behøver ikke gøre mig opmærksom på, at du er bedre end mig..., siger Maja.

-Nej, jeg mente det ikke sådan. Det er selvfølgelig helt fint at få 7. Jeg synes bare, at denne stil fortjente mindst et 10-tal. Hvad skal jeg sige til mine forældre. Jeg havde virkelig gjort mig umage.

-Selvfølgelig havde du det; det gør du altid. Men tror du ikke godt, at dine forældre kan overleve, at du en enkelt gang har fået 7. At du en enkelt gang er på niveau med sådan nogle som mig!, siger Maja med en stemme, der tydeligt afslører, at hun er blevet såret.

-Jo selvfølgelig. Jeg mente det virkelig ikke på den måde. Det kom ud helt forkert. Det må du altså undskylde. Du er ikke dårlig. Du tegner helt fænomenalt!

-Men det er også det eneste jeg er bedre til end dig! Du behøver ikke at forsøge at gøre det godt igen. Det er lige meget, siger hun skingert og rejser sig brat og forlader bænken, vi har siddet på.

Jeg rækker hånden ned i tasken og trækker min bog frem. Jeg vil ikke løbe efter hende. Jeg har sagt undskyld, og hvis ikke hun kan tilgive mig, må hun selv om det. Hun er altså for overfølsom. Jeg vil ikke tigge på mine knæ, hver gang hun tager noget for personligt. Jeg forsøger at koncentrere mig om bogen. Vi har alligevel aldrig været rigtigt tætte veninder. Jeg har faktisk aldrig været tæt veninde med nogen. Måske burde jeg finde én, som jeg langsomt kan begynde at fortælle alt. Det ville ikke være det værste at kunne dele sine glæder og sorger med nogen. Men er der mon nogen, der vil være gode veninder eller venner med mig. Er jeg for egoistisk? Eller for dømmende, eller for bestemmende?

Ud af øjenkrogen ser jeg Marcus komme gående, og jeg kigger op fra bogen. Han har ændret sig meget. Eller også har jeg bare ændret mig. Uanset hvad, så er han meget kønnere nu, end han var tidligere.

-Hej Marcus

-Hej. Hvad læser du?

-Mig før dig af Jojo Moyes. Har du lige haft Idræt?

-Ja, og så er det engelsk i næste time.

-Årh, kan vi ikke bytte, jeg har matematik.

-Det ville jeg faktisk godt, men jeg tror desværre ikke, at det går.

-Æv.

-Men vi kan pjække, hvis du har lyst?

-Pjække?! Det får du mig alligevel ikke med til.

-Nå, men jeg er nødt til at smutte, for jeg skal lige ordne noget inden engelsk. Vi ses!

-Ja, vi ses!, siger jeg og lader ham gå.

Pjække! Tænk at han foreslog det! Men hvorfor egentlig ikke? Mine forældre ville sikkert ikke engang få det at vide, hvis det kun var én gang. Og jeg gør aldrig noget man ikke må. Noget udfordrende. Noget mørkt og mystisk. Jeg er i virkeligheden dødkedelig. Alle mine samtaler er korte, indholdsløse og forudsigelige. Ligesom mig. Jeg snakker aldrig om andet end skole. Hvad skulle jeg også snakke om? Hvad snakker andre mennesker om? Jeg mødes heller aldrig med nogen uden for skolen. Jeg har aldrig nogen med hjem. Kun Maja engang i mellem. Jeg lægger bogen i tasken og begynder at gå mod næste time. Jeg ser nogle piger et stykke fra mig, sætter mit tempo ned, da jeg kommer inden for hørevidde.

-...og så så han på mig som om jeg var skør, hører jeg en af pigerne sige, efterfulgt af alle pigernes latter.

-Hvad sagde hans venner?

-De kiggede disorienterede på hinanden uden at sige noget!, siger stemmen igen, hvorefter latteranfaldene fortsætter.

Jeg retter mit blik mod de grå fliser, som jeg går på, for at det ikke skal blive for tydeligt at jeg lytter. Deres latter er så langtrukken, at jeg er uden for hørevidde igen, før de fortsætter samtalen. Den samtale fik jeg ikke meget ud af. Resten af vejen til matematik lytter jeg til folks samtaler.

 

-Hvordan kan det være, at du fik 7? Har du ikke brugt nok tid på den?, spørger mor, da hun kommer hjem.

-Jo, jeg brugte ligeså meget tid på den, som jeg normalt bruger på stile. Jeg gjorde det så godt, jeg kunne!

-Måske er det på tide, at du bruger mere tid på lektierne. Det er trods alt din uddannelse, det går ud over!

-Det er jeg udmærket klar over. Jeg skal nok bruge mere tid på dem fremover. Men Maja fik altså også 7, og hun klarer sig helt fint.

-Du skal ikke sammenligne dig med andre. Det er deres problem, hvis de ikke klarer sig så godt i skolen, du kan kun hjælpe dig selv. Du er nødt til at gå op i din uddannelse, eller er du fuldstændig ligeglad med, hvordan det går dig?

-Nej, selvfølgelig er jeg ikke det! Jeg har jo sagt, at jeg nok skal bruge mere tid på dem fremover.

-Du skal ikke gøre det for min skyld. Du skal gøre det for din egen!

 

Det har været en lang dag. Maja ignorerer mig. Jeg har heller ikke set Marcus i dag. Og vi fik vildt mange lektier for. Jeg er på vej hjem. Solen bager og giver mig kvalme. Forud aner jeg skoven, som jeg skal igennem for at komme hjem, og jeg begynder så småt at glæde mig til den befriende skygge, som venter mig dér. Skridtene bliver lettere, og snart står jeg på cykelstien, som går gennem skoven. Foran mig står et skilt, der spærrer mig vejen: Cyklister og fodgængere henvises til Østre Allé. Østre Allé! Det er en kæmpe omvej, og det er Majas vej. Østre Allé 8. Der bor hun. Min taske føles pludselig tung, og jeg husker på de mange timers lektier, jeg har foran mig. Jeg har ikke tid til det. Jeg kan slet ikke overskue at tage den omvej. Mon ikke man kan gå igennem alligevel? Om ikke andet kan man vel gå igennem skoven og stadigvæk gå udenom vejarbejdet? Jeg beslutter mig for at prøve.

Til at starte med går jeg i skoven ved siden af cykelstien. Men jeg kommer længere ind i skoven, og jeg kan stadig ikke se noget vejarbejde, så jeg går ind på cykelstien igen. Mit hjerte banker, og jeg håber på, at jeg ikke kommer til at møde nogen af dem, der arbejder her. Hvad kan jeg sige. Jeg så jo udmærket skiltet. Det var helt bevidst, at jeg gik denne vej. Jeg har ingen undskyldning. Jeg fortryder, at jeg gik denne vej. Men nu er jeg nået så langt, og det ville tage en evighed for mig at komme hjem, hvis jeg først skal gå tilbage, og derefter gå den anden vej. Så jeg fortsætter med hjertet i halsen. Pludselig hører jeg en cykelklokke bag mig. Jeg hopper skræmt til side og ser en kvinde i 30´erne cykle forbi med sin søn bag på cyklen. Lidt efter får jeg øje på en ældre mand, der kommer cyklende imod mig på en elcykel. Jeg er altså ikke den eneste, der ignorer skiltet. Det er lettende at indse. Når voksne, fornuftige mennesker gør det, så er det nok ikke så slemt. Vejen slår en bugt, og en lysende vej stråler mig i møde. Ved siden af vejen holder en forladt gravko foran et hul i jorden. Der er ingen på arbejde, konstaterer jeg lettet. Resten af vejen ud til den store vej er dækket med metalplader, som gravkoen skal køre på. Det er dem, der danner den lysende vej, når solstrålerne rammer dem. Det føles som en forsikring om, at det er okay, det jeg gør. Der er ingen der kommer til at opdage det. Der er ingen der fortæller mine forældre og lillesøster det. Det er min hemmelighed.

 

Wow. Graffiti er virkelig kunst. Tænk hvis jeg kunne have en væg derhjemme fyldt med graffiti. Ikke den grimme slags, hvor der er brugt en enkelt farve og to minutter på det. Men den slags hvor man kan se anstrengelsen, der er lagt bag. Når jeg flytter hjemmefra, vil jeg have en hel mur kun til graffiti. Men jeg kan ikke male det selv. Hvordan mon man kommer i kontakt med dem, der laver det? Måske kunne jeg få Maja til at lave det. Det er hun sikkert god til. Denne tunnel er et af mine yndlingssteder her i byen. Ud over skoven. Alle de farver. Rød og pink i midten omkranset af en sort streg og yderst en hvid. Jeg går lidt på afstand, så jeg kan se, hvad der står. Anger. Vrede. Der står ”vrede”! Hvad mon vedkommende er vred over? Er livet mon uretfærdigt mod vedkommende? Men hvorfor det engelske ord? Anger. Hvad skal det gøre godt for, at det står der? Da jeg ser rundt omkring i tunnelen, lyser ordet mod mig fra alle sider. Anger. Det må være nyt. Jeg har bestemt ikke set det før. Det er jeg sikker på. Men hvorfor ikke bare skrive det én gang? Er det virkelig nødvendigt at skrive det 7 steder i samme tunnel. Anger. Pludselig virker tunnelen ikke længere hyggelig og behagelig, og jeg får en desperat trang til at komme væk i en fart. Min vejrtrækning bliver hurtigere, og i småløb forlader jeg tunnelen.

 

Du har en begivenhed denne weekend, minder Facebook mig om. Jeg havde helt glemt den. Majas fest. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at tage med. Jeg har været til fest én gang, og det var rigeligt. Det er ikke sjovt, når man ikke må drikke. Det er bare akavet. Men måske er det på tide, at jeg begynder at udfordre mig selv socialt. Bryder nogle grænser. Lader være med at være så kedelig. Hvis jeg får lov at overnatte hos Maja, som hun tilbød, kunne vi måske blive gode veninder igen? Jeg går hen til min mors kontor og banker på.

-Må jeg godt tage med til Majas fest i morgen?

-Er der nogle voksne med?, spørger hun.

-Ja, det er der, svarer jeg og tænker på Majas storebror, der netop er fyldt 18. Han er voksen og Maja sagde, at han ville komme. Men bevidstheden om, at jeg fordrejer sandheden, klemmer i brystet. Jeg lyver ikke for mine forældre. Jeg har aldrig løjet direkte for dem. Og kun i nødsituationer fordrejer jeg sandheden eller stikker en hvid løgn. Men det her er en nødsituation. Jeg vil ikke få lov at tage af sted, medmindre jeg vejer hvert eneste ord, før jeg siger det. Og jeg vil med, nu da jeg har besluttet mig. Jeg vil ikke længere være dødkedelig.

-Kommer der nogle med, som du ikke kender?

-Det tror jeg ikke, svarer jeg taknemmelig over, at hun er for gammeldags til Facebook. Ellers ville hun nemlig bede mig om at tjekke.

-Så må du godt tage med, men kun hvis du lover ikke at drikke mere end en enkelt genstand.

-Tusind tak, det lover jeg. Må jeg også godt sove hos Maja bagefter?

-Ja, det må du godt. Hvis der ikke også er drenge, som overnatter?

-Det er der ikke, så vidt jeg ved. Og tusind tak, siger jeg og giver hende en krammer lettet over endelig at kunne sige noget med god samvittighed.

Så går jeg ind på mit værelse igen og ringer til Maja. Tilbuddet er stadig gældende. Heldigvis. Og hun har tilgivet mig. Vi snakker lidt om festen, inden vi lægger på. Det går op for mig, at jeg lige havde en samtale, hvor ingen skoleting blev nævnt. Det er dejligt at vide. Måske er jeg ved at blive til at være i nærheden af.

Fuck! Jeg har ikke fået lavet engelsklektierne til i morgen. Og jeg mangler også at læse fem sider i dansk. Klokken er kvart i ti. Jeg skal sove om et kvarter, hvis jeg skal nå at sove 8½ time i nat. Hvis jeg holder lav profil i dansk, kan jeg måske slippe af sted med ikke at have læst det. Og engelsklektierne kan jeg lave i bussen eller måske kopiere dem fra Maja.

 

Jeg hænger min jakke på en bøjle, stiller tasken ind til væggen og går over og giver Maja en krammer.

-Hej Susan! Hvor er jeg glad for, at du kunne komme. Du har mødt min bror, Mikkel, ikke?, spørger Maja mig overvældende glad og med en ånde, der lugter langt væk af alkohol.

-Jo, det har jeg da. Hej Mikkel, siger jeg og bliver klar over, at det var dumt først at komme nu. Alle har allerede drukket en hel del.

-Hej Susan, svarer Mikkel. -Vi var lige ved at stille op til Beer Pong; har du lyst til at være med?

-Ja, helt klart. Men kan vi hælde sodavand i nogle af mine, for jeg må ikke drikke mere end en enkelt genstand.

-Okay, jeg hælder op, svarer Mikkel og vender ryggen til, mens han fylder mine ti plastik glas.-Du er på hold med min gode ven, Magnus, hvis det er okay?

-Det er helt fint, svarer jeg, da Mikkel småfnisende peger på en høj dreng, jeg ikke har set før.

Jeg starter ud, og mod alles forventninger rammer jeg i, så Maja må drikke. Imens kaster Mikkel, og han rammer meget ved siden af. Magnus er tæt på og Maja rammer i bagefter. Jeg drikker og er med det samme klar over, at det ikke er sodavand jeg drikker. Grinende konfronterer jeg Mikkel med min mistanke, og drikker resten. Da spillet slutter, står fire af Magnus´ og mine glas tilbage. Så går vi alle fire på dansegulvet, og lader nogle andre tage et spil. Pludselig kommer tre piger ind ad døren, og Maja styrter over til dem. Jeg ser mig om efter nogle, jeg kender, men bliver pludselig bevidst om, at der næsten ikke er nogen, jeg kender. I hvert fald ikke nogen, jeg er tryg ved. Jeg er så rådløs, at jeg er lige ved at hive mobilen frem, da jeg får øjenkontakt med Magnus.

-Vil du med udenfor?, spørger han og kommer mig til hjælp.

-Ja, det vil jeg da gerne. Jeg kunne godt bruge noget frisk luft, svarer jeg med et taknemmeligt smil.

Med en hånd på min ryg fører han mig udenfor.

-Jeg skal lige have en smøg. Vil du have én?

-Ellers tak, jeg ryger ikke.

-Hvorfor ikke?

-Fordi jeg synes, at det er tåbeligt at betale penge for at forkorte sit liv.

-Der er så meget, der kan forkorte ens liv nu om dage. Jeg vil ikke kvitte en fornøjelse på grund af det. I teorien kan jeg jo få en mursten i hovedet i morgen. Hvad er idéen i at leve et liv i frygt.

-Du har en pointe. Må jeg få én alligevel? Bare for at prøve det. Det kan vel ikke skade?, siger jeg. Jeg har altid været så forsigtig. Der sker vel ikke noget ved at prøve noget nyt en gang i mellem. Jeg behøver ikke altid at være den kedelige, uerfarne lyseslukker. Jeg vil også gerne kunne snakke med.

-Nej, det kan det ikke!, siger han med et smil og rækker mig én.

Han tænder den for mig og jeg indhalerer, efterfulgt af en ordentlig omgang hoste.

-Du har vist ikke prøvet det før?, griner han.

-Nej, det har jeg bestemt ikke. Og jeg tror også, at det bliver sidste gang. Den smager forfærdeligt!

-Du skal bare vænne dig til det, så kan du slet ikke stoppe igen.

-Netop derfor skal man måske ikke vænne sig til det. Det er jo ikke det sundeste.

-Årh hold nu op. Der er ingen grund til at være en lyseslukker!

-Nej, undskyld, det var ikke meningen, at jeg ville ødelægge stemningen, siger jeg og puster ud igen, denne gang kun med et enkelt, undertrykt host.

 

Min næse løber som en vanvittig. Klokken er ni, og jeg ligger vågen ved siden af en sovende Maja. Listende står jeg op og går på badeværelset, for at pudse næse. Da jeg kommer tilbage til værelset, sætter jeg mig op ad væggen og begynder at lave på de lektier, jeg tog med. Straks begynder en kvalme at ramme mig, og det føles som om mit indre er et hav under storm. Alt gynger for mig, og da jeg begynder at lave nogle af lektierne, ryster mine hænder en smule, og min skrift bliver ujævn på grænsen til det ulæselige. Min hjerne vil heller ikke samarbejde og tænke klart. I det samme informerer en lyd fra min mobil mig om, at jeg har fået en notifikation på Facebook. Det er en invitation til en fest i næste uge. Og det er Magnus, der inviterer mig. Skal jeg tage med? Jeg kender ikke nogen. Men jeg har faktisk lyst til at tage med. Møde nogle nye mennesker. Men hvis jeg tager med, skal jeg lyve for mine forældre om, hvor jeg er. De vil aldrig lade mig tage med til den. Jeg kan sige, at jeg er hos Maja. Men tør jeg tage med? Jeg kender ingen! Men på den anden side, man udvikler ikke sig selv, hvis ikke man udfordre sig selv. Jeg gør det.

 

-Hej Line

-Hej!

-Fik du lavet matematik til i dag?

-Ja, nåede du det ikke?

-Nej, jeg glemte det fuldstændigt. Kan jeg få dig til at sende resultaterne til mig?

-Ja, selvfølgelig.

-Tusind tak.

-Så lidt.

 

Jeg har taget min lange frakke på ud over min lårkorte nederdel og min mavebluse. Mine forældre skal ikke se min påklædning, så vil de ikke lade mig gå, før jeg har skiftet. Dels vil de sige, at det er for koldt, dels ville de sige, at det er for afslørende. De ved slet ikke, at jeg har det. Jeg har aftalt det hele med Maja. Jeg kommer hjem og sover hos hende bagefter; hun er alene hjemme, og hvis nogen spørger, var vi sammen hele aftenen. Det giver også hende mulighed for at bruge aftenen sammen med sin kæreste, som hendes forældre ellers ikke vil lade hende se. Eller rettere sagt; de ved slet ikke, at hun har en kæreste.

Jeg går derhen. Der er ikke så langt, og hvis jeg tager cyklen, vil mine forældre fatte mistanke. Jeg cykler aldrig, når jeg besøger Maja. Desuden er der noget magisk ved at til en fest. Himlen er klar, og der er en let brise. Alkoholen har jeg hos Maja, så jeg slår et smut forbi hendes hus på vejen. Den sidste fest var faktisk ganske okay. Så hvis jeg får drukket nok, kan det være, at det slet ikke bliver et problem, at jeg ikke kender andre end Magnus og normalt er ret genert. Klog af erfaring kommer jeg tidligt denne gang. Jeg vil gerne nå at observere de andre, før de drikker sig i hegnet. Og før jeg selv ender dér. Det betyder bare, at folk knap nok er kommet, da jeg ankommer. Magnus er ved at sætte noget musik på og tænde for lyset. Ved siden af ham er en anden dreng i gang med at sætte chips frem. Det må være ham, som Magnus holder festen sammen med.

 

Hele verden drejer rundt om mig, og jeg kigger op, op mod loftet, der bare er en grå masse. Jeg ligger i en stol, og der ligger én eller anden ved siden af mig, halvt under mig. På en eller anden måde er vedkommendes hånd havnet lige under min røv. Men jeg er for svimmel til at sige noget. Besværet drejer jeg mit hoved, og bliver et øjeblik overvældet af en altoverskyggende hovedpine. Da den lægger sig, kigger jeg på vedkommende ved siden af mig. Det er en pige, jeg aldrig før har set. Jeg ved et sted i tågen, at hun har sagt sit navn, men det forekommer uendeligt langt væk.

 

Han kommer mod mig, men jeg har glemt hans navn. Det er ham, der inviterede mig til festen, men hvad er det nu han hedder? Han har et plastikkrus i hver hånd.

-Skal du have noget at drikke?

-Jo tak, hvad er det?

-En blanding af forskelligt.

-Okay, siger jeg. Jeg spørger ikke mere ind til det. Jeg skal bare have noget, så hovedpinen kan gå væk. Det er lige meget, hvad det er. Jeg stoler fuldt ud på Marius. Marius! Var det ikke det han hed. Eller var det Mads. Eller Magnus. Eller Magne. Eller Marcus. Eller Mikkel. Eller Mikael. For fanden, hvad er der galt med mig. Jeg plejer at være så god til navne. Folk plejer ligefrem at blive imponerede til tider. Men nu må jeg imponere med noget andet. Skal jeg gå på dansegulvet? Lige nu er der kun nogle stykker, som danser. Jeg går ud på gulvet. Hvad end der var i kruset, så tog det den værste hovedpine. Jeg flyver nærmest. Jeg ville kunne gøre det meste lige nu. Intet er umuligt for mig. Jeg er bedre end Superwoman. Jeg er uovervindelig.

Mads, eller hvad han nu hedder, er fulgt med mig ud på gulvet. Vi danser, som har vi aldrig foretaget os andet. Han løfter min hånd og gør tegn til, at jeg skal dreje rundt. Det gør jeg så, og det er umådeligt elegant. Pludselig er gulvet dog meget tæt på, og jeg får overbalance. Da jeg først er nede på gulvet, opdager jeg hvor behageligt det er. Hvorfor egentlig ikke bare blive liggende.

-Magne, kommer du ikke ned og ligger ved siden af mig. Gulvet er så dejligt, snøvler jeg.

-Jeg hedder Magnus. Og nej. Kommer du ikke med over i sofaen i stedet for?

-Hvor er du kedelig. Så ligger jeg bare her alene.

-Du bliver beskidt. Kom nu op fra gulvet, så henter jeg nogle chips.

Chips. Jeg har virkelig lyst til chips. Men sofaen er så langt væk. Det er så rart at ligge ned. Og jeg er egentlig ret træt. Så jeg kan vel godt lukke øjnene, mens han henter chipsene.

 

Jeg ligger ikke på gulvet mere. Jeg er i luften. Det grå loft snurrer stadig over mig. Et sæt arme holder mig fast. Jeg er fanget. Det er Magnus, der bærer mig. Vi er på vej op ad en trappe og ind i et soveværelse. Jeg ved, at jeg har et sted, jeg skal sove, men mere kan jeg ikke grave frem. Og jeg orker heller ikke forsøge. Fra soveværelset bærer han mig ud på et badeværelse. Han rækker mig en blå tandbørste, og uden nogen spørgsmål tager jeg i mod og børster tænder. Så lægger han mig i en stor dobbeltseng og putter dynen omkring mig. Da han skal til at gå, bliver jeg bange.

-Går du?

-Ja, jeg går ned til festen igen.

-Men jeg vil ikke være alene.

-Skal jeg blive hos dig?

-Ja tak. Meget gerne.

Han lægger sig ved siden af mig med en arm om mig. Straks er jeg mere tryg.

 

Klokken er halv ti. Jeg skal være hjemme om to en halv time. Og først skal jeg hjem til Maja og hente mine ting. Jeg har hovedpine, men jeg er pinligt bevidst om, at jeg ikke gav Maja besked om, at jeg ikke kom alligevel. Jeg ved, at jeg må tænke klart. Jeg ser ned af mig og bliver klar over, at alt, jeg har på, er en t-shirt. Og det er ikke min egen. Jeg behøver ikke at se den lille blodplet på lagenet for at vide, hvad der er sket. Jeg kan mærke det. Flov samler jeg tøjet, tager det på og forsvinder ud af huset. I løb stiler jeg mod Majas hus. Hele vejen beder jeg til, at Majas forældre ikke er der. Indkørslen er tom, men det er en bekymret Maja, der modtager mig ved indgangen. På vej op ad trappen overvejer jeg, hvor meget jeg skal sige til hende. Hvis jeg fortæller det hele, vil det ikke længere være min hemmelighed. Jeg vælger at undlade alle detaljer, så jeg fortæller bare, at det var en god fest. Folk drak sig fulde. Jeg blev selv lidt beruset. Og derfor glemte jeg at tage hen til hende. Heldigvis godtager hun den forklaring, og det er jo sådan set også sandt.

 

Da jeg tjekker Facebook, har jeg fået en invitation til endnu en fest, der afholdes to uger senere. Da jeg ser nærmere, opdager jeg, at det ikke er en fest, men en aftale om at mødes på et diskotek. Hvor aldersgrænsen er 18. I kommentarfeltet spørger jeg hurtigt, hvad jeg gør, når jeg er under 18. To minutter senere kommer der svar. Der er ikke nogen, som tjekker alderen her: Læg masser af make-up på! Og hvis du stadig er utryg, så kontakt mig på 3241****, så finder vi ud af noget. Bare tanken om at snige mig ind ulovligt får mit hjerte til at banke hurtigere. Hvad nu, hvis der alligevel er nogen, som tjekker. Eller hvis det netop er den dag, vi kommer, at de beslutter sig for at tjekke. Jeg taster nummeret ind på min mobil og venter utålmodigt, mens de lange biiiip trænger ind i mit hoved.

-Du taler med Kasper.

-Hej, jeg hedder Susan. Det var mig, der skrev beskeden på Facebook. Du skrev, at jeg kunne ringe?, siger jeg med usikker stemme og alt for hurtigt.

-Nårh okay. Ja, det er rigtigt. Det kommer til at koste 500,-

-Hvad kommer til at koste 500,- ?, spørger jeg overrumplet.-Det her opkald?

-Nej, selvfølgelig ikke din idiot. Dit falske ID! For det er da det, du vil have fat i, ikke sandt?

-Joh, jo selvfølgelig, siger jeg, mens jeg tænker, så det knager.

Falskt ID! Er det virkelig så nemt at anskaffe sig sådan ét. Det er sikkert pisse ulovligt. Men det opdager de vel ikke ved indgangen til et diskotek. Vil jeg have sådan ét. Og give 500,- for det? Jeg har pengene, og det ville være sjovt at have. Så ville jeg også føle mig voksen og mystisk.

-Det er ikke mig, der laver dem, men én af mine venner. Vil du have ét, eller er du ved at bakke ud?

-Jeg vil godt have ét.

-Okay. Så skal du høre godt efter. Eftersom det ikke er helt lovligt, skal vi have en sikkerhed for, at du ikke sladrer...

 

Jeg er kommet ind! De tjekkede ikke engang, men ID´et gav mig en sikker følelse i maven. Gang på gang har jeg siddet og regnet ud, at jo, ifølge denne fødselsdato er jeg over 18. Jeg er faktisk 18 år og fem måneder. Jeg har virkelig overvejet, hvad jeg skal sige, når andre spørger om min alder. Jeg er kommet frem til at jeg lige så godt kan gå all in.

 

Der er blevet kedeligt indenfor, så nu står vi udenfor og ryger. Jeg kan se, at nogen sender noget rundt, og de andre omtaler den som en ”joint”. Er det hash? Jeg aner det ikke, men det er det sikkert. Jeg må hellere tage et sug, når den kommer til mig. Jeg vil ikke være udenfor. Ikke ligesom i skolen.

-Her, siger en høj dreng ved siden af mig, da han rækker mig jointen.

-Tak, siger jeg, tager et sug og lader den gå videre.

Jeg forsøger at slappe af. Jeg har hørt, at så får man den bedste virkning. Pludselig kommer jeg til at tænke på min lillebror. Hvis han vidste, hvad jeg har gang i, ville han være chokeret over mig. Men han skal ikke stå i vejen for min udfoldelse. Og eftersom min mor heller ikke ved noget, kan hun heller ikke irettesætte mig. Lige nu er det mig, og kun mig, der bestemmer over mine handlinger.

 

Vi er hoppet på et tog for at køre et enkelt stop. Jeg er afslappet. Alt i mig smiler og slapper af. Ikke én muskel er anspændt. Det får den ikke lov til. Jeg gider slet ikke bekymre mig om, hvad der sker, hvis konduktøren kommer. Nogle af de andre kører med toget virkelig tit uden billet, og de siger, at på denne strækning kommer konduktøren aldrig. Jeg har skrevet til Maja, at jeg ikke kommer over til hende alligevel. Mange af de andre sover hos Kasper, som har egen lejlighed. Så jeg tager bare med derhen. Min mund begynder at blive tør, så jeg leder efter min vandflaske. Den er tom. Så ser jeg, at Kasper har en flaske Ga-jol, og han lader mig tage en slurk. Så begynder sulten at snige sig ind på mig. Jeg er stadig mega tør i halsen, men nu er jeg også sulten. Da vi stiger af toget smutter vi forbi en døgnkiosk, hvor jeg køber en tør sandwich og en flaske vand. Men da jeg har sat det til livs, er jeg stadig sulten. Hundesulten.

 

-Du ved, alt den mad og det, at du sover her. Det er ikke gratis, hvisker Kasper ind i mit øre.

-Selvfølgelig ikke, siger jeg og fisker min pung frem fra jakken ved siden af sengen.-Hvor meget bliver det?

-Jeg vil ikke betales i kontanter, hvisker han stille og lader sin hånd kravle op under min kjole.

Mit gamle jeg ville have afvist ham med det samme, lagt penge på sengen og forladt lejligheden med det samme. Men jeg vil ikke være mors lille, artige pige. Det har jeg været længe nok. Jeg vil give den nye side af mig en chance. Gøre nogle forsøg. Ingen af dem jeg omgås i hverdagen er her. De vil intet vide. Det skal være min hemmelighed. Min helt egen hemmelighed.

Da han ser, at jeg ikke trækker mig væk, lukker han døren op og lukker de andre ind. Både piger og drenge. Min hemmelighed, messer jeg for mig selv, det er min hemmelighed.

 

Det er blevet aften. Jeg har været hjemme hele dagen, men min mor, far og bror har ikke været der. Jeg er ude igen nu. Vi mødes ved tunnelen. Jeg kan se, at de fem andre allerede er der. Jeg ved ikke, hvad vi skal, men jeg er lidt spændt. Jeg kan godt lide den lidt hårde tone, som de bruger. Det mystiske. Det anderledes. Og at der er flest drenge i slænget. Vi er kun to piger. De står med en faktapose. Mon der er øl eller noget andet alkohol i den?

-Du er først, siger den anden pige til Kasper, og tager en spray-dåse frem.-Du er den, der er bedst til det!

-Okay, okay, siger han, da to af drengene skubber ham frem. Så for han øje på mig.-Hej Susan. Skal vi ikke lade hende prøve i stedet, siger han henvendt til de andre.

-Jo, selvfølgelig, svarer de.

-J-jamen, jeg aner s-slet ikke hv-hvordan m-man gør, stammer jeg, da jeg indser, at de vil have mig til at lave graffiti.

-Så gør jeg det først, men du gør det bagefter. Okay?

-Klart!, svarer jeg og betragter ham, som han langsomt og omhyggeligt tegner det op svagt.

-Så, nu har jeg tegnet grundskitsen, så kan du vel farve det, ikke sandt?

-Jo, siger jeg og fisker en lilla spray-dåse op, som jeg farvelægger det første ”A” med.-Så er det vist én af jer andres tur.

Jeg slipper af sted med bare at male ganske lidt og mest bare kigge på. Det er fantastisk, hvordan sådant et kunstværk bliver til. Det er mest Kasper, der maler, vi andre er ikke ligeså sikre på hånden. Da det er færdigt, står jeg et stykke tid og beundrer det. Anger. Det ord igen.

-Er det også dig, der har skrevet det de andre steder?

-Ja, det er.

-Hvorfor dét ord?

-Jah, fundér du lidt over det, svarer han bare.

Og jeg fundérer. Vrede. Det må være en vrede over ét eller andet, men hvad? Kan det være noget i hans barndom? Eller føler han sig mon uretfærdigt behandlet? Måske er det heller ikke så vigtigt, hvad han er vred over. Men vred, det må han være. Og så indser jeg, at også jeg er vred. Det er derfor, jeg er her. Jeg er vred over min opvækst. Den har været for overbeskyttet. Jeg har ikke fået lov til noget, og mine forældre har fuldstændigt haft overtaget over mit liv. Og vrede er vel en form for oprør? Eller roden til oprør?

-Det er næsten ligeså smukt som en tatovering.

-Kan du godt lide tatoveringer?

-Ja! Så snart jeg fylder 18, skal jeg have én.

-Du ved godt, at du kan få én allerede nu, hvis du vil. Jeg har kontakter...

-Det vil jeg virkelig gerne, men er det ikke vildt dyrt?

-Vi skulle nok kunne finde ud af noget, som var til at overkomme. Hvis du forstår, siger han og blinker.-Bare sørg for at få den et sted, hvor dine forældre ikke lige ser den med det samme. De lyder ikke som nogle, der ville have det godt med den slags.

-Det er de bestemt heller ikke.

-Men er du på eller ej?

-Jeg er på.

 

Det er søndag morgen. Vi sidder på Majas gulvtæppe og spiller kort. Bag Maja står en stor skål fyldt med sprøde chips, som vi hele tiden spiser af. Jeg læner mig over kortene for at tage nogle chips, da jeg hører et udbrud fra Maja.

-Si´ det er løgn. Har du fået en tatovering? Må jeg se, spørger Maja chokeret. Min trøje må være gledet op, da jeg tog chips, og blotlagt en del af lænden. Den del, der er tatoveret. Jeg kan ikke skjule det, nu hun har set det. Så jeg trækker trøjen op og lader hende se.

-You block your dream, when you allow your fear to grow bigger than your faith, læser hun højt fra tatoveringen.-Wow! Den er flot. Men hvordan fik du den lavet? Jeg er helt misundelig. Og tænk at du kan finde på sådan noget, når du ikke er gammel nok. Dét havde jeg ikke troet om dig!

-Don´t judge a book by it´s cover, svarer jeg med et smil. Lettet over hendes reaktion.-Men du må love ikke at sige det til nogen, okay? Der er nemlig ikke andre end dig, der ved det.

-Men så må du også fortælle mig, hvor du fik lavet den. Jeg kunne nemlig også godt tænke mig at få lavet én. Men det må du heller ikke sige til nogen vel?

-Nej, selvfølgelig ikke.

Pludselig er lige præcis dette ikke min hemmelighed længere. Det er vores hemmelighed. En fælles hemmelighed. Men jeg har stadig mine egne hemmeligheder, og de forbliver mine egne.

 

 

Det er specielt at stå og se på den graffiti, som jeg selv var med til at lave. At vide hvordan den blev til. Have minder om den. Den ser flot ud. Man kan virkelig se, at vi har brugt tid på den. Den lilla pastelfarve er smuk på sin egen, skønne måde. Da jeg kigger rundt om ordet, kan jeg se, at vi malede ovenpå nogle andres graffiti. I øjeblikket tænkte jeg ikke nærmere over det, og jeg ville sikkert heller ikke tænke nærmere over det nu, hvis beskeden under ikke havde fanget min opmærksomhed. Den gjorde enhver opmærksom på, at noget andet havde stået der før. Da jeg lader mit blik vandre, ser jeg flere beskeder. Fuck dig, Anger! Skrub af, Anger! Din familie er i fare, Anger! Særligt den sidste sætning skræmmer mig en smule, men det er en anden besked, der virkelig tager pusten fra mig. Eller retter; en tegning. En gravsten. Øverst står der Anger, og nedenunder står en dato, der sagtens kunne være Kaspers fødselsdag. Men det er alligevel datoen nederst, der giver mig lyst til at løbe skrigende bort. Hans død er dateret til om to uger.

Da jeg ser på vores ord igen og læser det højt for mig selv, er det pludselig et nyt ord. Anger. Ikke som i vrede, men som i det danske ord ”anger”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...