Manden klædt i sort

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2017
  • Opdateret: 15 jul. 2018
  • Status: Igang
Kvinden på flugt, fra Manden klædt i sort. Inspireret af en drøm jeg engang havde, historien er fortsat voksende.

2Likes
1Kommentarer
511Visninger
AA

1. Manden klædt i sort

Manden klædt i sort var en stor-kriminel. Han var kendt for at overtage mindre virksomheder, hvor de retmæssige ejere på mystisk vis forsvandt, en for en, som dug for solen. Han var landskendt, men ingen kendte hans navn.

 

Han var nået til en lille by, med mange små, lokale butikker, hvor hans omdømme endnu ikke var nået ud. Før byens borgere vidste af det, lukkede den ene lille butik, efter den anden. Familierne til de forsvundne ejere kidnappede han, og brugte til slavearbejde for sine virksomheder. Den lille by, var en ud af de få, han manglede, for at have hele landet i sin hule hånd. Han var blevet overmodig, så tæt på målet. Trangen til at føre sig frem, til at demonstrere, hvem der havde magten, voksede i ham.

 

Der sad folk på fortovene, så langt øjet rakte, ned gennem gågaden. Kiggede man nærmere efter, ville man se, at hver enkelt person sad med A4 blokke, og tegneredskaber. Mig selv inkluderet. Vi udførte mandens slavearbejde, vi skulle sidde og designe hans nye brands, for sine fortsat voksende virksomheder, til skue for hele byen. Folk de gloede, hviskede; dømte. Hvem havde nogensinde troet, at denne dom skulle falde over vor lille by?

 

De skabte frygt hos dem, de havde kidnappet. Snakkede vi uden at have fået lov, bad vi om vand, eller tilladelse til at rejse os, straffede de os. De gav os stød, med gamle tazer stave, de havde støvet op i udkanten af byen, ude ved det gamle, nedlukkede slagteri. De behandlede os som dyr, og så på os, som var vi endnu mindre værd. 

 

Jeg kunne snart ikke håndtere det længere. Presset, og forholdene kørte mig psykisk af sporet; jeg måtte væk derfra, finde ud af at flygte. Jeg var nødt til at gøre et eller andet, men hvad? Min hjerne kørte på højtryk, mine tanker buldrede derud af. Jeg måtte tage chancen, næste gang de patruljerede oppe i den anden ende. 

 

Det nåede at blive aften, før vi kunne vide os sikre på, at de ikke ville se os. Det var nu, vi havde chancen for at slippe væk. Hvis vi skulle gøre noget, skulle det være nu. Jeg udvekslede blikke med de andre, et par stykker lod til at forstå, hvad der skulle ske. Jeg nikkede til dem, og rejste mig. Jeg var kun lige nået op i en opretstående position, da man kunne høre en af vagterne råbe oppe i den anden ende. Fordømt! De havde set mig, nu var der ingen vej tilbage. Jeg satte i spurt, kiggede mig en enkelt gang over skulderen, og spottede vagten tale i sin walkie talkie. Nu var det alvor. Jeg var nået godt 1,5km, da jeg hørte en bil komme fræsende bag mig. Jeg fortsatte, bilen overhalede mig, og dækkene hvinede, da den godt 700m længere nede af vejen, lavede en U-vending, som for at blokere mig. Ud af bilen trådte manden klædt i sort.

 

Jeg var nødt til at gøre en ende på alt dette, jeg måtte ikke lade mig stoppe. Jeg satte tempoet op, i fuld fart med kurs direkte mod manden. Han grinede blot hånligt, da han så mig komme spænende mod ham; han var ikke klar over mit næste træk. Men åh, hvor ville han dog blive overrasket. Der var nu få meter mellem ham og mig, og afstanden blev hurtigt mindre og mindre. I sidste øjeblik satte jeg af, og panikken spredte sig i hans ansigt, da han så mit dyriske blik. Som et vildt dyr, der nedlagde sit bytte, sprang jeg på ham og hægtede mig fast i struben på ham, med et nærmest umenneskeligt bid. Mine kæber låste sig om hans hals, og jeg flåede, alt hvad min nakke kunne trække. Han skreg et smertens skrig, med blod væltende ud af sin åbne hals. Vi nåede dårligt at ramme brostenene, før jeg havde et solidt greb om hans kranium; jeg bankede hans baghoved ned i brostenene utallige gange, til de var våde, og røde, af blod. 

 

Jeg gloede på det livløse kadaver, de nu røde brosten, og de mennesker, der havde stimlet sammen under tumulterne. Alle havde set det. Jeg tørrede rystende mine blodige hænder af i mine bukser, og forsøgte at fjerne det værste blod fra mit ansigt. Det var ufatteligt. Jeg kunne ikke forstå, at jeg kunne have fået mig selv til det, at det var mig, der havde gjort det der. Ikke nok med at jeg havde begået manddrab, men hele byen havde også set det. Jeg var officielt et socialt udskud; hvem ville nogensinde kunne nærme sig en, med så sindssyge tendenser?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...