Manden klædt i sort

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2017
  • Opdateret: 15 jul. 2018
  • Status: Igang
Kvinden på flugt, fra Manden klædt i sort. Inspireret af en drøm jeg engang havde, historien er fortsat voksende.

2Likes
1Kommentarer
510Visninger
AA

4. Kapitel 4

Jeg havde lagt mange kilometer bag mig, da jeg endelig kunne spotte lyset i mørket; grænsekontrollen til Tyskland, der blev oplyst af diverse skilte til billetkøb og kontrol. Jeg kørte op til boksen hvor de tog imod kontanter, og bad om en enkeltbillet til Tyskland; 530 kr måtte jeg af med, nu skulle jeg bare gennem kontrollen.

 

Et høfligt nik og et hurtigt vink, var alt, hvad det krævede, for at komme forbi det tyske politi, der patruljerede ved grænsen. Da jeg tror jeg er sluppet sikkert igennem, bliver jeg vinket ind til siden af en tysk betjent. Nervøsiteten begyndte at stige, men jeg lod det ikke blive tydeligt. Han ville se mit pas, så jeg stak roligt og fattet hånden ned i lommen, og fiskede mit pas op, for at række det ud gennem det nedrullede vindue. Han skimmede det, lyste mig i ansigtet med lommelygten, som for at bekræfte, at det faktisk var mig, der var på billedet. Han gav mig mit pas, tjekkede min billet, nikkede anerkendende for sig selv, før han gav mig billetten igen, for at vinke mig videre, ind i Tyskland.

 

Jeg blæste nu over den tyske Autobahn med de 140 km/t, utroligt så godt den lille Golf kørte. Det føltes næsten helt idyllisk, at sidde der alene i mørket, mens alting passerede som slørede klatter uden for vinduet. Jeg tænkte ved mig selv, at så længe jeg holdt mig fra de større byer, og kun stoppede for mad og benzin, så ville jeg snart være ude af Tyskland igen.

 

Jeg var holdt ind ved et motel i en lille by, sydøst for den tyske Autobahn. Jeg ville ikke kunne blive her for mange nætter; risikoen for at blive opdaget af myndighederne var simpelthen for stor. Da jeg stod i receptionen og skulle booke et værelse, var der helt mennesketomt. Jeg ringede på klokken, som stod på bordet, og lyden deraf gav en ubehagelig genklang ned gennem de forladte gange. Jeg kiggede mig undrende omkring, prøvede at få øje på om der var nogle. Efter stilheden atter havde lagt sig, kunne jeg høre fodtrin, der langsomt nærmede sig. Min puls begyndte at stige, uvidende om, hvad der ville komme ud af mørket.

 

De tunge, trætte fodtrin kom nærmere, min puls steg kraftigt, og ud af mørket trådte en ældre herre, med sine svære, tunge skridt. Med et fast greb om kanten på skranken fik han manøvreret sig ind på plads bag disken, og tændt computeren. Jeg kunne nøjes med at betale 440 kr for to overnatninger. Jeg fik udleveret nøglen, og fandt mit værelse. Det var rart endelig at sidde i en rigtig seng igen.

 

Fornøjelsen skulle dog ikke vare længe, da jeg kunne høre støj og tumult udenfor døren, hvilket godt kunne tyde på at det ville trække op til slåskamp. Det klogeste valg ville helt klart være at blive på værelset, og dermed undgå større opmærksomhed. Klokken var kun 17.40, da jeg lagde mig på sengen, og lod kroppen synke ned i madrassen. Klokken nåede ikke at blive 18.00, så sov jeg tungt, fra både støj samt bekymringer. Morgendagen derpå var jeg mere frisk, end jeg havde været de sidste par uger. Støjen fra aftenen før havde atter lagt sig, det var en stille, og varm morgen. Solen stod allerede og bagte på den øde parkeringsplads, da jeg forlod mit værelse; jeg kunne mærke det ville blive en god dag.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...