Manden klædt i sort

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2017
  • Opdateret: 15 jul. 2018
  • Status: Igang
Kvinden på flugt, fra Manden klædt i sort. Inspireret af en drøm jeg engang havde, historien er fortsat voksende.

2Likes
1Kommentarer
509Visninger
AA

3. Kapitel 3

Efter at have holdt ind til siden, midtvejs på Lillebæltsbroen, og smidt glasstumpen i havet, havde jeg kun en bekymring i tankerne; at komme ud af landet. Velvidende at jeg ikke havde gjort den mindste indsats for at skaffe ligene af vejen, var jeg godt klar over, at det kun var et spørgsmål om tid, før politiet ville finde mig. Jeg ville ikke kunne fortsætte ud af landet i en stjålen bil, nummerpladen ville have afsløret mig alt for hurtigt. Jeg var nødt til at skaffe nogle penge, og det skulle gå stærkt.

Mit hoved fyldtes med idéer, og en plan begyndte at forme sig. Jeg skyndte mig ned i banken, og trak et nummer ved indgangen. Der var blot to personer før mig, hvilket en hver anden dag ikke havde rørt mig det mindste, men lige i dag føltes det som en evighed. Jeg kunne se, og mærke, kameraerne filme hver en bevægelse jeg foretog mig, hvert et blink der fugtede mit øje. Endelig blev det min tur, og jeg puttede mit bedste, neutrale smil på, mens jeg bevægede mig op til skranken. Jeg kunne mærke jeg begyndte at svede nervøst. Jeg forklarede bankdamen, med den dårlige permanent, at jeg altså var endt ud i at stå i gæld, og at jeg dermed hellere ville stå i gæld til banken. Hun ville selvfølgelig hellere foreslå mig en mere økonomisk, alternativ løsning. Efter at have afslået adskillige gange, gav hun endelig efter. Hun lod mig sætte min konto 20.000kr i minus, for så at kunne stå med dem i hånden. Nu var det bare med at komme ud, og væk, fra de kameraer.

Jeg befandt mig på en gammel, ubeboet landejendom, med et stort gård areal, uden større mængder af beplantning. Dette område ville være perfekt til at slette de sidste spor. Efter at have gennemvædet kabinen på den gamle Escort med benzin, smed jeg den nu næsten tomme dunk i bagagerummet. Jeg fiskede pakken med tændstikker op af lommen, strøg en tændstik langs kanten af æsken, og lod den brænde et par sekunder, før jeg satte ild til pakken, og kylede den ind af det åbne vindue ved føresædet. Jeg løb, med stikflammerne slikkende på undersiden af mine skosåler, ind af den første åbning jeg fandt. Tungt, og klodset, landede jeg på gulvet med en polstret stang trykket mod maven. Lidt små forvirret kiggede jeg mig omkring, for at finde ud af, at det var en lade, fyldt med gammelt skrot, jeg var løbet ind i. Den polstrede stang viste sig at være styret på en gammel cykel, der lod til at virke ganske udmærket. Perfekt! Tænkte jeg ved mig selv. Nu måtte jeg se at komme til den nærmeste by, det ville kun være et spørgsmål om tid, før brandvæsnet, og dermed politiet, ville dukke op. 

Det var et rent tilfælde, at jeg cyklede forbi en ejendom, med en gammel Golf holdene ud til vejen, med et stort, orange skilt i forruden. ''TIL SALG!! 7500,-'' Jeg tog chancen, smed cyklen i grøften, og gik op og bankede på hoveddøren. Det var en mand sidst i 30'erne der åbnede. Uden at tøve fortalte jeg ham, at jeg var interesseret i at købe bilen, og for min skyld, behøvede jeg ikke papirerne på den. Et lille smil spillede over hans læber, som var han lettet over, at han slap for en hel masse papirarbejde. Han sagde at han skulle have 7500kr for den, men jeg fik hurtigt presset ham ned i pris. Den endelige pris lød på 5300kr, da jeg kunne betale kontant, og tage bilen med mig med det samme. Vi gav hånd, jeg gav ham pengene, og jeg fik overrakt nøglerne til den gamle Golf, samt en fyldt reservedunk. Nu havde jeg alt det, jeg ville få brug for, for at kunne flygte ud af landet.

Timerne føltes så langtrukne, som om der blev længere og længere til grænsen, for hver kilometer jeg lagde bag mig. Det var så småt begyndt at blive aften, himlen havde en flot, gylden farve, og jeg kunne mærke trætheden komme snigende. Jeg ville blive nødt til at købe en kop kaffe, før jeg kunne fortsætte. Et stort oplyst skilt, der hang halvt udover vejbanen, lod forbipasserende billister vide, at der var blot 500m til den næste diner. Jeg så som det en chance, jeg nok ikke ville få igen de næste mange kilometer. Til alt held, var der ikke en eneste kunde, men alligevel købte jeg min kaffe i et pap krus, så jeg kunne tage den med mig. Jeg turde alligevel ikke opholde mig der for længe af gangen, i så stille områder, såsom denne diner. Jeg ville være for nem at spotte, jeg ville intet sted have at gemme mig, ingen personer at gemme sig bag. Så følte jeg mig alligevel mere sikker bag rattet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...