Manden klædt i sort

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2017
  • Opdateret: 15 jul. 2018
  • Status: Igang
Kvinden på flugt, fra Manden klædt i sort. Inspireret af en drøm jeg engang havde, historien er fortsat voksende.

2Likes
1Kommentarer
498Visninger
AA

2. Kapitel 2

Regnen silede ned, vinduesviskerne kørte på højtryk. Jeg fandt mig selv på forsædet af en gammel Escort, døsig, og desorienteret efter en kort lur. På det tidspunkt havde jeg ikke sovet de sidste tre dage, og jeg kendte dårligt nok chaufføren. Den eneste grund til han var holdt ind til siden tilbage ved afkørslen, var fordi jeg havde set mere død ud, end levende. Smurt ind i størknet blod, fik jeg bortforklaret, at jeg var blevet overfaldet på landevejen i mørket, men jeg havde formået at forsvare mig selv, med en større gren der lå i grøftekanten, og at det altså ikke var mit blod der var på tøjet.

 

Han holdt ind ved en tankstation, rakte mig en stor hvid T-shirt, bukser og et bælte, og sagde at jeg lige kunne nå ind på toilettet og vaske mig. I mellem tiden ville han købe smøger. Det var rart at få alt det hårde, størknede blod af huden, og bukserne skulle bare smøges op, så passede de. Det bankede på døren, og jeg skyndte mig at stoppe den for lange T-shirt ned i bukserne. Jeg kom ud fra toilettet, og så ham gå mod sin bil. Han var nok blevet utålmodig. Da jeg var halvt i løb mod bilen, nikkede han anerkendende til mig, som for at indikere, at jeg igen så præsentabel ud.

 

Vi havde kun kørt omkring de 7km fra tankstationen, da noget begyndte at nære mig; han havde endnu ikke krævet penge til benzin, vi havde alligevel kørt i to dage. Mon han var ude på noget? Hvis det endelig kom til stykket, ville jeg ikke kunne forsvare mig uden et våben. Jeg måtte finde på noget. Jeg begyndte at sidde og trippe med benene, og hoppe i sædet, og spurgte, om vi ikke nok kunne holde ind på den næste tankstation? For det var altså lige ved at gå galt. Han sukkede lavmælt, som om det irriterede ham, som blev han yderligere forsinket. Men allerede 200m længere fremme holdt han ind, og sagde at jeg skulle skynde mig. Jeg løb ind og låste den yderste dør bag mig. Jeg var panisk. Jeg måtte finde et våben, effektivt nok til at kunne dræbe på stedet. Efter at have rodet samtlige poser og affaldsspande igennem, fandt jeg en brugt kanyle. Velvidende, at denne ikke ville være effektiv nok i sig selv, tog jeg den, og begyndte at hamre i spejlet. Til sidst gav det efter, og splintrede ud over det hele. En aflang flig, på omkring de 10cm, fløj af og landede i vasken. Den var perfekt. Jeg skyndte mig at vikle næsten en halv rulle toiletpapir om, stoppede den i støvlen ned langs indersiden af anklen, og trak buksebenet ud over. Jeg gispede højlydt, da der blev banket på døren, og råbte, at der lige ville gå et øjeblik.

 

Vi kørte nu på femte dagen, jeg havde været på flugt i snart en uge. Han havde stadig ikke rigtig prøvet på noget, ud over han en enkelt gang forsøgte at tage mig på låret. Jeg blev mere og mere anspændt, som timerne skred fremad. Hvad ventede han på? Var han klar over jeg havde glasstumpen? Umuligt… det var som om han kunne mærke min fortsat voksende nervøsitet, som hvis han forsøgte at dræne mig psykisk.

 

Han var så forbandet flink, jeg begyndte at få dårlig samvittighed over at sidde og være så paranoid. Vi var holdt ind på en diner, der lå ved en rasteplads. Han havde købt røræg med bacon og pølser til mig, og en kop kaffe til ham selv. På trods af at det var midt om natten, var det rart endelig at få noget at spise igen. Jeg trak dårligt vejret, mens jeg skovlede det i mig. Da jeg havde spist færdig, takkede jeg, og undskyldte mig, da jeg skulle på toilettet. Jeg fik klaret det, der skulle ordnes, og stod med hænderne støttende på vasken, mens jeg kiggede mig selv i spejlet. Kunne jeg faktisk stole på ham, og efterlade den papirindbundne glasstump her på håndvasken? Nej. Den chance turde jeg alligevel ikke tage.

 

Jeg tror vi havde kørt en times tid, da det lige pludselig skete. Man skulle tro, det hele var blevet planlagt ned til mindste detalje; lokationen, midt ude i ingenting, ingen skilte eller større veje med forbipasserende biler, tidspunktet; klokken 12:26 om natten, to af mit stjernetegns lykketal fra horoskopet bagerst i avisen fra dineren. Han trak væk fra vejen, så gruset støvede op om bilen. Jeg spurgte hvad der foregik, han virkede gal, nærmest ophidset. Han sagde intet, da han skubbede bildøren op og fløj om på den anden side, for at flå mig ud af bilen. Inden han nåede rundt til min dør, havde jeg fat om skaftet af papir på glasstumpen. Han ville have at jeg skulle betale min gæld for benzin, for at have givet mig rent tøj og mad. Jeg blev smidt op af siden på bilen, med front mod ham. Da han febrilsk forsøgte at åbne sine bukser, tog jeg chancen; jeg skubbede ham så hårdt jeg kunne, og med foden fik jeg væltet ham omkuld. Nu sad jeg oven på ham, med begge hans arme fanget, under mine ben. Jeg hvæsede af ham, at nu var det hans tur til at betale, og pressede med højre hånd på hans pande, hårdt hans hoved ned, således at hans hals var blottet. Jeg lagde med glaskniven i venstre hånd et tungt, og groft, snit tværs over hans strube, samt et i den bløde del, under hagen. Han var død. Jeg havde denne gang formået at undgå det røde blodbad, og stod nu tilbage med endnu et lig, nu et mordvåben og en bil.

 

Uden så meget som at se mig tilbage, sad jeg i bilen, med våbnet nu pakket ind i en gammel plasticpose, på vej mod nærmeste åbne hav. Så snart jeg havde dumpet våbnet, måtte jeg ud af landet. To mord på samvittigheden; tænk at jeg ikke følte mig mere påvirket af dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...