Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2737Visninger
AA

29. Kaptel 27

Kapitel 27

“Den brutale død.

 

“Hvordan?” Spurgte jeg Klaus om, da han fortalte os hvordan vi skulle spore Wren.

“Hold hinanden i hænderne og luk øjnene,” startede han med, og vi gjorde som han sagde. Vi stod på kirkegården.

“Gentag efter mig; Trouvez votre chemin à travers mon coeur.”

“Trouvez votre chemin à travers mon coeur,” sagde vi samtidig. Det begyndte med at blæse rundt omkring og jeg kunne mærke vinden i mit hår.

“Højere,” hørte vi Klaus sige. Haylie gav mine hænder et klem og vi begyndte på tre. “Trouvez votre chemin à travers mon coeur!”

  Det stoppede med at blæse, og jeg blev skubbet ind i Haylie.

“Whale Swim,” blev der hvisket i luften.  

Jeg åbnede øjnene og kiggede på Haylie, der også havde blikket på mig.

“Hørte I det?” spurgte jeg og kiggede rundt, men de andre rystede på hovedet og Klaus løftede sin hånd.

“Vi kan ikke høre noget Hope. Når dig og Haylie holder i hånd, så er det kun jer der kan se og høre det, der sker rundt omkring jer. Har du fundet ud af hvor han er?”

   Haylie nikkede og slap mine hænder. “Skal vi tage afsted?” spurgte hun mig om. Jeg gav et nik fra mig og kiggede på Valentine. “Vi skal nok finde ham, Val.”

 

Valentine smilte nedtrykt til mig. “Men I skal ikke med,” sagde jeg og kiggede på Tyler og Travis.

De rystede hurtigt på hovedet. “Vi kommer med.”

Jeg gik hen til Travis og tog hans hånd, “Det kan være farligt.”

Han klemte min hånd, “Det kan godt være at du har kræfter Hope, men jeg vil gerne beskytte dig. Uanset hvad skal du ikke afsted uden mig.”

   Jeg kunne ikke sige imod, så jeg trak på skuldrene og kiggede på Haylie, der stod henne ved Tyler. “Hvad siger du søs? Skal vi få ram på Eric?”

Haylie smilte stort. “Det er det vi skal!”

   “Tyler, Travis og Valentine - I skal holde i hånd,” sagde Haylie og kom hen til mig. Jeg tog hendes hænder og kiggede på de andre, der gjorde det samme. “Klaus..” “Jeg kigger herfra,” sagde han hurtigt og gjorde tegn til at jeg skulle lukke mine øjne.

“Luk øjnene,” sagde jeg og gjorde det samme. “Avant de nous en toute sécurité à repérer,” startede Haylie med at sige hvorefter jeg deltog. Det begyndte langsomt med at lysne rundt omkring og lidt efter kunne jeg mærke den fugtige luft i svømmehallen. Vi blev alle skubbet lidt tilbage og vi slap hinandens hænder.

 

Jeg åbnede øjnene og kiggede rundt. Der var stille.

“Wren?” råbte Valentine og begyndte med at gå rundt - det samme gjorde jeg. “Wren, er du der?”

 

Straks kunne jeg se vandet boble og da jeg kiggede i hjørnet kunne jeg se Wren i bunden. “Åh gud,” udbrød jeg og tog mig til munden.

 

“Han er der!” Sagde Travis og pegede på bunden. Valentine så chokeret til og skyndte sig hen til kanten af svømmehallen.

Jeg satte mig på hug. Han var hverken bundet til eller flød - han sad bare der.

Eric havde brugt en stærk energi på at holde ham stille dernede, for jeg kunne huske en kræft vi øvede på med Haylie, der skulle holde ting i ro den tid man valgte - men jeg vidste ikke at det virkede for mennesker og overnaturlige som os.

 

“Er det virkelig…?” spurgte Haylie og kiggede på mig med et overrasket ansigtsudtryk. Jeg nikkede og kløede mig på kinden.

 

“Hvad er hvad?” spurgte Valentine om. Jeg sukkede tungt før jeg åbnede min mund, “Silence en mer. En besværgelse der holder ting og mennesker i ro den tid man ikke vil have de bevæger sig i.”

 

“Hvad gør vi så nu?” Tyler kiggede på os med et nervøst blik og kørte en hånd igennem sit hår.

“Altså..” Jeg kiggede på Haylie og rystede på hovedet, “Det er for farligt.”

Hun nikkede til mig. “Der er kun en måde at redde ham på,” sagde hun og kiggede på Tyler.

 

“Hvad er det?” spurgte han om og satte sig ned ved siden af os.

“Men det er for farligt,” endte hun med at sige og flyttede sit blik fra ham til mig, “Det kan koste os livet.”

 

“Nej,” afbrød Travis og kom hen til os. “I skal ikke risikere noget som helst.” “Travis, Wren er en af vores venn-” “Jeg er ligeglad,” sagde han vredt og kiggede på mig. “Jeg vil ikke miste dig.”

   “Det kan også godt være at vi ikke mister livet,” sagde jeg stille, “man kan tage chancer.”

Jeg kiggede på Valentine, som kiggede ned. Lidt efter løftede hun hovedet op og rystede på hovedet. “Nej. Der må være en anden udvej.”

  “Kan I først fortælle os hvad den redning går ud på?” Tyler slog ud med armene og kiggede først på mig, derefter på Haylie. Jeg åndede lettet ud og lukkede kort øjnene. “Vi skal i vandet.”

   “Hvad er det farlige i det?” spurgte han og så forvirret ud.

“Hope og jeg har for stærke kræfter til at kunne klare det. Luft, jord, ild og vand er vores elementer, men fordi vi har dem allesammen i os, så vil det eksploderer hvis vi springer i vandet sammen eller bare i nærheden af hinanden og for at redde Wren, skal vi bruge begge vores kræfter.”

   Tyler og Travis kiggede på hinanden, derefter på os igen. “Er det kun jer, der kan gå i vandet?”

 

“Nej,” sagde jeg, “men Tyler, du kan ikke svømme og det er for farligt at svømme derned som mennesker. I vil ikke kunne trække vejret ordentligt, og for at trække ham op skal I bruge mange kræfter.”

“Jeg gør det.”

Mit blik røg på Travis og jeg var hurtig til at ryste på hovedet. “Nej. Det kan jeg ikke l-”
“Jeg gør det Hope. Du ved jeg er god til at svømme, og jeg vil gerne hjælpe jer. Hellere prøve end at risikere og miste dig.”

“Lad ham prøve,” sagde Haylie og kiggede på mig, “Hvis det ikke lykkes, må vi kalde på Klaus.”

Det tog lidt tid at tænke over det, men til sidst overgav jeg og nikkede til det hun sagde. “Okay så, men hvis du ikke kan trække vejret, så opgiver du og skynder dig op igen.”

Han nikkede og lænede sig ned for at give mig et kort kys. “Vi ses om lidt, my love.”

Det fik mig til at smile, at han var så optimistisk. Jeg elskede ham virkelig for det.

Der var en dårlig følelse i mig, men jeg kunne ikke beskrive hvad det var. Han tog sin t-shirt og bukser af hvorefter han gik over til vippen.

 

Nej.


 

“1,2,3!”

 

Jeg vendte mig om mod stemmen og så til min store overraskelse, at Travis sprang ud af en vippe for derefter at svømme.

“Travis?”

Han hverken stoppede op eller kiggede rundt omkring - han kunne ikke høre mig. Han var den eneste i svømmehallen og eftersom jeg kunne se, så havde han booket hallen for at få noget ro.

 

Hvad havde det med hende og Eric at gøre?

 

Pludselig begyndte det at plaske i vandet og jeg gik derhen af hvor jeg kunne se Travis dykke ned. Jeg ventede på at han kom op igen, men jeg lagde mærke til at han ikke svømmede.

Han sank ned.

Noget trak ham ned. “Travis!” Råbte jeg, men han kunne ikke høre mig. Jeg blev bange. Var det det hun mente? For jeg kunne ikke lide det.

Han kom op og flere gange kastede han ud med armene. “Hjælp!” Nåede han at råbe før han igen blev trukket ned under vandet.


 

“Travis!” råbte jeg og kiggede over på ham inden han sprang. Hans blik faldt på mig, “Ja?”

Jeg tænkte lidt over hvad jeg skulle sige. Ville han synes jeg var skør eller tro på mig?

 

“Ikke noget. Jeg elsker dig,” sagde jeg bare og smilede, men den urolige følelse gik ikke væk.

“Jeg elsker også dig,” sagde han. “1,2,3,” kunne jeg høre ham mumle og sprang så ud fra vippen.

 

Jeg overreagerede sikkert.

Selvom han talte til tre som i synet, så kunne det ikke være sandt - bare et rygte.

 

Nej.

 

Jeg spjættede lidt da jeg så hende over ved vippen. Hvorfor kom hun tilbage? Efter to måneder.

 

Du tror ikke på det jeg viste dig? Hvorfor føles det så rigtigt?

 

Jeg rystede på hovedet og ignorerede hende fuldstændigt. Jeg troede ikke på at Travis ville komme noget til og Eric kunne heller ikke skade ham, for så ville han aldrig få fat i mig.

 

Du tænker på forkerte baner, Hope. Det er netop derfor han kan få fat i dig. Travis dør i dag.

 

Jeg blev ved med at ryste på hovedet. Gå væk, tænkte jeg og tog et par skridt baglæns. “Hope, er du okay?” spurgte Valentine og kom hen til mig. Jeg nikkede til hende og fokuserede på Travis, der var under vandet. Jeg kunne se, at han var nået hen til Wren hvilket fik mig til at smile.

Han var stærk - der ville ikke ske ham noget.

 

“Han klarer den vist,” sagde Tyler og krammede Haylie bagfra. Jeg lagde en hånd på Valentine’s skulder og ventede på at Travis skulle komme op, men han svømmede ikke mere.

Han spjættede i vandet.

Jeg gik i panik “Travis!” Råbte jeg, men jeg vidste at han ikke ville kunne høre mig. Jeg blev bange. Kunne det være rigtigt?

Han kom op og plaskede i vandet. “Hjælp!” Råbte han, før han sank ned. Noget trak ham ned - og det var ikke hvem som helst. Det var Wren.

“Travis!” Jeg rejste mig op og ville gå i vandet, men Haylie holdt mig tilbage.

“Hvad sker der?” spurgte Valentine forskrækket om. Tyler så chokeret ud.

“Haylie, slip mig!” skreg jeg og prøvede på at vride mig fri. “Nej Hope. Du kan ikke gå i vandet. Stop!”

Jeg begyndte med at skrige endnu mere og vride væk, men hun holdt godt fast. “Haylie, jeg beder dig. Slip mig!”

Hun gav ikke slip, og lidt efter kunne jeg se Tyler springe i vandet.

“Tyler!” Råbte Haylie efter ham, men han svømmede ned ad.

Jeg faldt sammen på gulvet og havde svært ved at trække vejret. “Hvad hvis der sker ham noget Haylie,” sagde jeg grædende. “Der sker ham ikke noget, det lover jeg.”

 

Tyler kom op igen, ret panisk og kiggede på os. “Jeg kan ikke nå ham. Noget trækker ham ned,” sagde han og så ud til at være chokeret. Han kom op af vandet og gik rundt i cirkler, mens han masserede sine tindinger. Han lignede en der ville græde, men var for chokeret til det.

 

“Han drukner for fanden!” Udbrød jeg og skubbede til Haylie hvorefter jeg sprang i vandet, men i næste sekund forsvandt svømmehallen og frem kom kirkegården hvor jeg blev kastet hårdt  ned på græsplænen. Jeg kom op at stå med det samme og kiggede panisk rundt mens jeg rystede på hovedet.  

“Nej, NEJ, NEJ!” Skreg jeg og brød sammen. “Hvorfor nu? Jeg skulle ned i vandet og hjælpe… Han drukner jo!” Råbte jeg og hulkede som aldrig før. Jeg havde aldrig grædt så meget som jeg gjorde lige der.

“Hope!” Frem kom Klaus og bevægede sig hen til mig. Han havde teleporteret mig tilbage her til. “HVAD HAR DU GJORT?”, råbte jeg ad ham.
“Jeg havde ikke noget valg” forsvarede han sig selv med. Jeg slog ham på brystet og fik ham til at vakle nogle skridt tilbage.  “Haylie og dig er det vigtigste, Hope” sagde han med en hævet stemme og tog fat i mine arme og holdt mig i ro.
Haylie og dig er det vigtigste, Hope. Hans ord blev gentaget  om og om igen. Sikke noget vrøvl at lukke ud. Var Travis ikke vigtig?
Jeg kiggede op på ham, og kunne stadig ikke tro at han havde sagt at Travis ikke var noget værd. “Hvem med Travis? Han er ligeså vigtig som mig og Haylie,” råbte jeg op i ansigtet på ham.  Jeg vred mig fri af hans tag og trådte et skridt bagud. Og så Haylie over hans skulder, da hun fik øje på mig - stoppede hun brat op og noget sorg tog omkring.

“Du skal slet ikke vove på at give hende skylden!” hørte jeg Klaus sige. Jeg blev ved med at kigge på Haylie, mens jeg sagde følelsesløs: “Det har du ikke ret til at vurdere.” Haylie begyndte at bevæge sig hen imod mig løbe hen til mig og hvorefter hun trak mig ind til sig. “Nej! Haylie, du lovede mig..” Jeg prøvede på at skubbe hende, men jeg havde ikke energien til det sådan som jeg græd.

“Han dør,” græd jeg. “Undskyld,” sagde hun og jeg kunne høre hun selv begyndte med at snøfte.

Han kunne ikke dø.

Ikke nu.

“Jeg må redde ham,” hviskede jeg og ville rejse mig op, men Haylie trak mig ned igen. “Hope.. Han er væk nu. Du kan ikke redde ham.”

 

“Nej! Han lever stadig!” Råbte jeg af hende og skubbede til hende hvorefter jeg rejste mig op. Jeg løftede hovedet op og så Tyler med tårer ned af kinderne stå foran mig. “Hope,” sagde han stille. “Han er…” “Stop!” Udbrød jeg og trak vejret tungt. “Nu skal jeg finde ham. Han ville ikke forlade mig nu. Han sagde at han ville være tilbage!”

Jeg kiggede rundt. “Han.. han sagde at vi skulle nå mange ting, og.. og opleve så meget. Han ville ikke gøre det imod mig.”

“Hope, stop nu,” sagde han og snøftede. Jeg prøvede på at gå forbi ham, men han trak mig bare ind i et kram. “Han er her ikke mere..”

 

Jeg puttede mig ind til ham og græd ved hans skulder. “Tyler, jeg kan ikke uden ham,” græd jeg;  “Jeg elsker ham..”

 

Han lagde armene rundt om mig og kom med et par hulk. “Jeg ved det Hope.. Han elskede dig lige så højt.”

 

Jeg holdt godt fast i Tyler’s hoodie og stod bare i hans favn i et stykke tid imens jeg græd. Jeg kunne ikke klare tanken om at være uden Travis. Jeg trak vejret dybt og lukkede øjnene.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...