Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2738Visninger
AA

11. Kapitel 9

Kapitel 9

Kunstneren bag komplimenten..

 

Da jeg gik ud til de andre var jeg ikke alene. Pigen fra før, der så hed Evy, var med. Jeg kendte hende ikke, men hun så nu bekendt ud. Ikke fordi jeg havde set hende før, men hendes efternavn. Jeg var sikker på at jeg havde hørt det før.

   “Kender du ejeren bag alt det her?” spurgte jeg for at holde en samtale i gang. “Ja, det gør jeg. Det er min mor,” svarede hun og gav mig et smil som jeg gengældte. “Mener du det? Det er da fedt,” kommenterede jeg overrasket og kiggede rundt på tingene. “Det ser meget flot ud,” komplimenterede jeg, men hun rystede på hovedet og sagde, “Du behøver ikke sige noget du ikke mener, for jeg synes heller ikke at det er spor dejligt at være her, men jeg gør det for min mors skyld.”

Jeg nikkede. Valentine kom hurtigt over til mig. “Hvor blev du af? Jeg var nær ved at dø.” Mit blik sagde at hun skulle tie stille, men hun blev ved, “det er vildt kedeligt. Kan vi ikke gå?”

“Det her er Evy, og det her er Valentine. Evy’s mor ejer det her,” sagde jeg og kiggede på Valentine.

“Oh,” sagde hun og gav hende hånden, “det må du undskylde.” Evy grinede kort og svarede, “Det gør ikke noget. Jeg er helt enig.”

Vi fik grinet lidt og snakket før min mor valgte at lade os gå. Vi fulgtes med Evy ud derfra, da hun skulle til noget træning.

   “Har du søskende?” spurgte jeg nysgerrigt om og kiggede på hende. Hendes smil falmede lidt, og så nikkede hun. “Ja, jeg har en bror, men jeg har ikke set ham i lang tid.” Uden at spørge mere ind til det sagde jeg så, “Jeg har også en bror. Altså fra min adoptivfamilie. Han er ikke i landet lige nu da han rejser rundt.” Vi sagde farvel efter at have udvekslet numre.

"Hun er pæn", kommenterede Valentine og kiggede efter Evy. Vi begyndte med at gå mod hospitalet.

Jeg nikkede mig enig, “Hun har flotte blå øjne. Jeg har overvejet at klippe mit hår, så kort som hendes. Det er utrolig fascinerende.” Jeg tænkte på hvorfor, hun mon ikke havde snakket med sin bror i lang tid. Hvorfor jeg blev så nysgerrig, vidste jeg ikke, men noget i mig sagde, at det var noget jeg ville finde ud af meget snart. Om det var på grund af min overnaturlige tanker, var jeg ikke helt sikker på. “Det vil også se flot ud med dit røde hår. Vi burde prøve det.”

“Tror du det?” spurgte jeg hende, mens jeg kørte min hånd i gennem mit lange lidt bølgede hår. Ville det være pænt? Eller turde jeg at komme af med så meget hår? Jeg gås lidt ved tanken om at få klippet mit hår af op til skulderen.

“ JA! Helt klart” svarede hun og tog mig under armen, og sammen bevægede vi os videre til hospitalet.

   “Hey, hey, heeey” sagde Valentine, da hun åbnede døren ind til værelset Tyler lå i. Karen var der også. “Hej piger, er det ikke lidt for sent, for nogle skønne piger som jer at være ude på det her tidspunkt” sagde hun med et glimt i øjet og smil på læben. “Nej, ikke hvis man skal besøge en ven” sagde Valentine og krammede Karen inden hun fortsatte sin vej videre til Tyler. Karen grinte. “Hej Karen, hvordan går det?” spurgte jeg. Hun tog mine hænder og gav et blidt klem. “Det går strålende nu hvor jeg har fået at vide min dreng endelig kan komme hjem” sagde hun tilfredsstillet. Det var det også. Tyler var parat til at komme hjem, han var helt rask nu.

   Inden jeg kunne indføre et ord, bankede det på døren og ind kom Travis. Det var jo ikke helt godt. Eller var det? Skulle jeg tale med ham? Skulle han føre ordet først? Det var så forvirrende! Snak med ham, sagde Haylie.Var hun inde i mit hoved igen? Skrub ud, tænkte jeg tilbage og fokuserede på Travis.

Hans smil forsvandt da han så mig. “Kom dog ind min dreng” sagde Karen, da han ikke rigtig flyttede på sig. Jeg bed mig i læben og kiggede væk, mest for at undgå nogen form for øjenkontakt med ham. Jeg trak mig lidt tilbage fra Tylers seng. Han ænsede mig ikke et blik og gik over til Tyler. De gav hinanden en knytnæve. “Hvordan går det? Jeg har hørt at du bliver udskrevet i morgen “ sagde han til Tyler. “ Ja, det bliver nu sku dejligt at komme ud herfra” sagde han. “Vi bliver nødt til at finde på noget efter. Måske en fejring af at du er kommet dig” sagd Travis. “Ro på Travis, lad os først lige få Tyler hjem inden i får gang i den igen” sagde Karen beskyttende. Travis grinede kærligt af hende. Hans grin varmede mig indeni. Hope, ro på. “Mig kan du stole på, Karen” Hun smilte af ham. Derefter beherskede tavsheden over os. Skulle jeg tale med ham? Han skulle jo ikke blive fornærmet eller noget?

   “Men jeg bliver nødt til at smutte, jeg skal videre” sagde Travis og brudte tavsheden. “Du er jo lige kommet” sagde Tyler stille. “Jaa, men vi ses i morgen” sagde han. Inden han gik udvekslede han et “hejhej” med valentine og hvor han så smuttede ud.
Nu har du chancen, søs - Kunne hun ikke bare holde sig udenfor min hovedet. Jeg undskyldte mig og gik efter ham.

   “Travis vent”, sagde jeg og gik efter ham. Han hverken stoppede eller gav en lyd fra sig.  Han satte farten en smule op. Mente han det virkelig?. Jeg småløb lidt for at kunne holde trit med ham. “Travis” kaldte jeg efter ham. “Hope bare lad være..” sagde han og stoppede op pludselig. Hvis jeg ikke havde stoppet op i tide havde jeg måske nok løbe ind i ham.  “Hope gå, for ellers siger jeg sikkert nogle ting jeg vil komme til at fortryde senere” var det eneste han sagde inden han vendte ryggen til og ville gå, men det tillod jeg ikke. Han begyndte virkelig at irriterer mig på det højeste. Jeg tog derfor fat om hans håndled og fik ham til at vende sig om til mig igen. “Tror du virkelige du bare kan komme og gå som du vil?” startede jeg ud med. Jeg kiggede ham direkte i hans iskolde blå øjne, da havde en underlige effekt på mig, de var helt fascinerende. Hvis jeg ikke koncentrerede mig ville jeg næsten tro at de ville suge mig ind til sig og tage mig langt, langt, langt væk herfra. Men det gjorde jeg ikke. Jeg gøre det ikke, i stedet fokuserede jeg kun på ham og hans idiotiske ego han havde. “Hør her..” sagde jeg så da han ikke rigtig sagde eller gjorde noget. “Først kysser du mig, derefter går du ud fra at jeg ikke kan lide dig og bliver fornærmet selv uden jeg ikke har fået en chance for at forklar mig selv. Derfor synes jeg fandme ikke du kan...” Mere nåede jeg sku ikke at sige, før han lænede sig ind til mig og førte sin hånd ind mod mit liv og trak mig tæt op af ham og lagde sine læber mod mine. Kysset var blidt, jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv lige i det øjeblik, og jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mine arme der hang slapt ned mellem hans og min krop. Eller snarere de blev faktisk lidt mast.

   Han trak sig tilbage og førte sine læber videre op til mit højre øre og hviskede: “Jeg ved godt du brænder for at vide om jeg kan lide dig, så nu kender du svaret.” Han førte en finger op til mine læber og rørte blidt på dem inden han kyssede mig på kinden. “Og jeg ved også at du vil fuldføre den date, i aften klokken otte.” Et smil dannede sig om mine læber og jeg kiggede lidt væk. Hvad var det dog han gjorde ved mig?

Han blinkede til mig, hvorefter han trak sig tilbage og efterlod mig helt overrasket. Jeg vidste godt hvor forkert det her var. Jeg burde ikke engang have kontakt til ham - klaus ville blive så sur.

   En date? Klokken otte ? Mente han det virkelig? Jeg stod der og smilede for mig selv som en idiot. Mit blik flyttede sig ikke fra det sted han havde stået og var gået hen af. Var det sådan her det føltes at være forelsket? Helt rundt på gulvet, eller oppe på de lyserøde skyer. Jeg burde se at komme hjem og gøre mig klar jo. Men først måtte jeg vende tilbage og sige at måtte videre hjem, eller vent.. jeg kunne jo også bare sende Tyler og Valentine en sms om at jeg var taget hjem så ville jeg slippe for Valentines krydsforhør om hvad der havde foregået inden for de sidste minutter.  Jeg begyndte derfor at bevæge mig ud af hovedgangen i hospitalet og faldt over vejen hjem.

  “Er man forelsket?” spurgte Haylie med det samme da jeg lukkede mig ind på værelset. Hun sad på min seng med benene krydset over og lavede kyssemunde af mig. “Åårh, gider du lige..” sagde jeg henkastet.Jeg tog min jakke og sko af hvorefter jeg fortsatte over til mit skab. “Du ved godt Klaus bliver rasende hvis han høre et  huk om det du har kørende med ham, ikke?” “Det er derfor du ikke fortæller ham det min søde søster” Jeg ledte efter det perfekte sæt til i aften. “Og desuden skal du ikke blive ved med at dukke op inde i hovedet på mig, for ellers skal du nok få at se” sagde jeg med en for-sjov-truende- stemme tone.

“Som du vil, men så har du bare om at fortælle hvor I skal hen eller lave”, ville hun vide. Jeg stoppede op. Hvor skulle vi overhovedet hen? Det havde han ikke sagt?
Hvad nu hvis han tager dig et sted der er forladt og voldtager dig? Hun grinte efter. “Hvad var det jeg sagde for to minutter siden, Haylie?” sagde jeg irriteret til hende. “Desuden har du ikke andet at tage dig til end at rende rundt efter mig hele tiden “ Hun stoppede brat med at grine, og hendes morskab i hendes brune øjne forsvandt. “Jo..” var det eneste hun svarede inden hun blegnede bort, og efterlod min seng tom.

   Hvad skete der? Jeg vendte mig om til min seng. “Haylie?” sagde jeg og kiggede mig rundt i værelset. “Haylie.. Haylie har…” jeg stoppede da døren blev åbnet og min mor stak hovedet ind. “Hvem taler du til?” ville hun vide og så efter søgende rundt i værelset. Jeg smilte til hende og sagde: “Ikke nogen. Hvor får du det fra?” Jeg rynkede panden for at virke troværdig. “Hmm. Jeg synes bare jeg hørte din stemme” svarede hun lidt mistænksomt. Hun kom ind og lukkede døren efter sig og lænede sig mod den. “Hvad synes du om udstillingen?” spurgte hun efter noget tid. Jeg gik over til mit skab og fandt nogle sorte bukser og en blå skjorte. “Den var..” startede jeg med og prøvede at finde det rette ord. “Den var interessant, men det er ikke lige noget for mig mor” sluttede jeg af med. “Det er altid dejligt at høre du er ærlig, min skat” sagde hun smilende. Jeg smilede tilbage til hende.

   “Hvor er du forresten på vej hen så sent?” “En date” svarede jeg hende og hoppede i bukserne. “En date? Med hvem?” ville hun vide. “En fyr fra skolen” svarede jeg hende. “Hvor skal I hen?”
“Det er en overraskelse, sagde han “ løj jeg. For han nævnte det aldrig. Og hun skulle ikke være bekymret nu.

“Synes du ikke at det lyder lidt farligt?” Jeg kiggede på hende. Og hendes blik lyste af bekymring, og det var nok også forståeligt for en mor at være, men det ville jo ikke ske andet end at jeg skulle på date med Travis.

“Du skal ikke være bekymret, mor. Desuden kommer jeg hurtigt hjem for jeg har jo lovet at..” jeg stoppede mig selv. Hvilken dag var det nu det var? Jeg skulle jo hente min bror fra lufthavnen jo. Piiis. Jeg skulle tidligt op i morgen for hans fly ankom pokkers tidligt, og jeg kunne ikke fortælle det til mor eller far, da Christer min bror havde fået mig til at love m

ham at det skulle være en overraskelse til de ældre.

   Jeg kløede mig på armen og tænkte på en udvej inden hun ville begynde på at stille spørgsmål omkring hvad jeg ville sige. “Hvad skal du da nå side du kommer tidligt hjem igen” spurgte hun. “Jeg.. Jeg” nåede ikke at sige mere for min mobil brummede. Tak, så slap jeg for at lyve. Jeg åbnede beskeden jeg havde fået og det var fra Travis.

Jeg er der om ti minutter.
Shiit, det var jo om snart. “Mor jeg bliver nødt til at skynde mig, han kommer om ti minutter og jeg er ikke klar endnu” stressede jeg og tog min skjorte på. Jeg gik over til min kommode og tog min børste og børstede hurtigt håret. Derefter stak jeg mine fødder ned i nogle hvide sneakers og tog min læderjakke under jamen og gik nedenunder.

    “Hope skat hyg dig nu” råbte min mor efter mig. “Det skal jeg nok “ råbte jeg tilbage og kiggede på mig selv på spejlet der hang i entreen inden jeg smuttede ud af huset. Lige da jeg trådte ud kom han kørende ind af indkørslen. Jeg bevægede mig ned til hans bil og begyndte at store smile da vi fik øjenkontakt, da jeg ville hive i dørhåndtaget til bilen, dukkede hun  op for enden af indkørslen. Hun rystede kraftigt på hovedet og hendes læber bevægede sig det var tydeligt at hun sagde noget men jeg kunne ikke høre det. Eller.. jeg ville ønske jeg ikke havde hørt det. For hendes ord kom indenfor min hørevidden efter få sekunder.

Kærlighed er en distrahering.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...