Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2696Visninger
AA

10. Kapitel 8

 

Kapitel 8

“A piece of art..”

Min mobil brummede. Jeg tog den op fra min jakkelomme og så at jeg havde fået en sms fra Tyler.
Hey girl! Kan du komme efter skoletid?

Jeg ville gerne, men problemet var bare at jeg skulle til udstilling her til aften med min mor. Jeg begyndte at gå ind mod indgangen mens jeg svarede ham tilbage.
Hey du! Ville gerne, men skal desværre ud med min mor. Jeg kan komme klokken seks?

Jeg ville have trykket send, men i stedet stødte jeg ind i nogen. Da jeg flyttede blikket op… mødte jeg nogle blå øjne. Pokkers! Det var Travis.

“Hey..” sagde han henkastet. Jeg trådte et skridt bagud. “Godmorgen ,” sagde jeg. Jeg havde virkelig lyst til at gå og især efter igår, hvor han bare kom uden videre og kyssede mig. Kunne man overhovedet det?

 

“Nåh, men jeg bliver nødt til at gå,” sagde jeg hurtigt, inden han kunne nå at indføre et ord, og smuttede indenfor. Han fik så mange følelser til at køre rundt i mig og jeg kunne ikke stoppe dem. Jeg gik videre over til mit skab og fandt min engelsk bøger frem. Jeg hev min mobil frem og gik ind på min besked jeg var i gang med at skrive til Tyler. Jeg sendte det efter at have læst og lukkede mit skab i igen. Min mobil brummede igen. En ny sms fra Tyler.
Jeg sætter pris på at du stadig vil komme. Jeg har savnet dig og dit selskab… det længe siden.

Okay, hvad gik hans sms ud på? Vi var jo venner og havde kendt hinanden næsten hele vores liv. Måske trængte han til lidt kærlighed fra en ven.
Selvfølgelig vil jeg da det. Vi ses din tosse.

Jeg sendte beskeden og gik til timen.

 

“STILLE!”  Mr. Witson var tydeligvis træt af eleverne, der larmede. Jeg håbede på at vi kunne læse lidt eller lave grammatik i stedet for at arbejde videre på projektet, men det var ikke det der kom ud af ham, da han pludselig pegede på tavlen hvor dagsordningen stod. Projekt skrives færdigt stod der. Forfanden da også. Eleverne begyndte med at rejse sig op og forsvinde ud af klassen for at arbejde rundt omkring på skolen.

Mit blik landede på Travis, der kiggede på mig. Jeg rejste mig op med min taske og fulgte efter Travis der forlod klassen og var på vej hen mod et hyggerum skolen havde. Der var aldrig mennesker derhenne.

Vent.. ingen mennesker betød at vi skulle være alene. Jeg havde ikke lyst til at være alene med ham, specielt ikke efter hvad der skete forleden.

“Kunne vi ikke sætte os et andet sted hen?” spurgte jeg mens jeg gik bag ham. Han stoppede pludselig op, så jeg var lige ved at gå ind i ham, og da han kiggede på mig bed jeg tænderne sammen. “Det er bedre at lave lektier derinde. Der er puder og lyset er dæmpet.” Det han sagde fik mig til at bide mig i læben, og for ikke at vise usikkerheden gik jeg bare over mod hyggerummet.

Da vi satte os ned på puderne og Travis havde lukket døren, tændte jeg for min Macbook. Der var en akavet stilhed imellem os, og sådan fortsatte det i mere end fem minutter.

 

“Hvorfor opfører du dig sådan?” spurgte Travis pludselig og kiggede irriteret på mig. Jeg løftede et øjenbryn og sendte ham et usikkert blik.  “Hvad mener du?” Jeg vidste udmærket godt hvad han mente, men jeg undlod at vise ham det.

“Er det fordi jeg kyssede dig?” spurgte han og kørte en hånd gennem håret. Han fugtede kort sine læber og ventede på et svar mens jeg bare kiggede på ham. Hvorfor var han så tiltrækkende? “Nej Travis, jeg..” “Kan du ikke lide mig?” afbrød han og fjerne sin bærbar fra sit skød hvorefter han sætter sig i skrædderstillingen.

Hold nu op.

“Måske kan det være fordi, man ikke bare tropper op ved folks hus og kysser én” sagde jeg spydigt, for han havde sku ikke lige retten til at være muggen over det. Vel? Eller måske. Jeg ville bare ikke vise min svaghed overfor ham.
Er der en lille kærlighedskrise her eller hvad?  - Haylie. Hvordan kunne hun tillade sig at gå ind i mit hoved og læse mine tanker i denne situation som denne?  Haylie, skrub ud! tænkte jeg tilbage.  
“Hør Hope, hvad siger du til at vi ligesom fuldfører vores date der blev brudt her forleden aften?” kom han med. “Lytter du overhovedet til hvad jeg siger? Jeg er ikke interesseret i dig, og du er heller ikke i mig. Hvad så med bare at fokusere på vores opgave og så gå hver til sit?” røg der ud af min mund før jeg nåede at stoppe mig selv. Hope, din løgner.

Jeg opfattede ingenting da døren blev smækket i og Travis forsvandt ud af døren. Hvorfor er du så ond, søster?

“Så skrid dog ud man!” udbrød jeg og skubbede til min bærbar. Jeg sukkede og gemte ansigtet mellem mine hænder. Jeg ville ønske jeg var et normalt menneske, hvorfor alt det drama?

Jeg rejste mig op, pakkede sammen og gik ud af rummet. Travis var ingen steder.

Jeg tjekkede klasselokalet, men han var der ikke. Hvor var han henne? Jeg fik det pludselig dårligt over det jeg havde sagt. Jeg ville jo gerne ud med ham, men min fornuft tilladte mig ikke at gøre det. Trangen for at pjække resten af timen var så stor, at det endte med at jeg var på vej over til Tyler. Jeg bed mig i læben for ikke at lade tårerne strømme ned af mine kinder, men de endte alligevel med at gøre det. Hvad skulle jeg dog gøre af mit liv? Jeg var så håbløs og der var ingen som jeg kunne snakke med. Da jeg ankom til hospitalet tørrede jeg mine kinder og gik ind og hen mod Tylers værelse. Inden jeg gik ind bankede jeg på og da jeg hørte ham sige kom ind, åbnede jeg døren og stak hovedet ind. “Må jeg komme?” spurgte jeg. Tyler smilede og nikkede, hvorefter jeg lukkede døren efter mig og gik hen til hans seng, og krammede ham. “Jeg har savnet dig,” mumlede jeg og ville ikke give slip. Det var så længe siden jeg sidst havde snakket med ham alene. Det var simpelthen så frustrerende at jeg ikke engang havde tid til mig selv længere. Alt handlede om at lære mig selv at kende og ikke nok med det, skal jeg også være på talefod med min tvilling. Det var simpelthen for meget.

“Jeg troede ikke at du ville komme før klokken seks? Har du pjækket?” spurgte han mig kækt om. Jeg nikkede og trak på skuldrene, “det var for kedeligt.”

Han så ikke ud til at tro på mig, for han satte sig op og lagde en hånd på min skuldre. “Er du okay? Hvis der er noget du vil snakke om, så gør det. Det er ikke godt at holde alt inde, for det ved jeg du er god til.”

Han kendte mig alt for godt, og selvom jeg ville elske at fortælle om dramaet i mit liv, kunne jeg ikke. Måske lidt.

“Du ved.. din ven?” spurgte jeg lavt og kiggede lidt ned. “Travis?” spurgte han hvilket fik mig til at nikke. “Ja, hvad er der med ham?” spurgte han og smilede en lille smule, “er I sammen?”

“Nej!” svarede jeg hurtigt og sukkede så. “Jeg tror vist jeg har været lidt dum. Først var vi tvunget til at være sammen på grund af Valentine og hendes kæreste, og så var han ved at køre galt på grund af mig. Pludselig dukker han op ved min dør og kysser mig, og så vil han på date igen. Jeg kom vist til at afvise det på en grov måde.” Jeg gemte mit ansigt mellem mine hænder.

Tyler fjernede mine hænder og tog fat om min hage og løftede mit hoved op. “Hvad sagde du til ham?”

 

“Jeg er ikke interesseret i dig, og du er heller ikke i mig. Hvad så med bare at fokusere på vores opgave og så gå hver til sit?” gentog jeg sætningen fra tidligere.

 

Han løftede et øjenbryn og kiggede på mig med fordomsfulde øjne, “okay det var dumt.” Jeg nikkede. “Men du er interesseret i ham Hope, det kan du ikke benægte,” kommenterede han og nikkede selvsikkert af det han sagde. Jeg trak på skuldrene. “Det gør ingen forskel, nu hvor han alligevel hader mig. Jeg ved ikke om jeg gider alt det her drama. Han forsvandt efter jeg sagde det, og jeg kunne ikke finde ham. Jeg er ikke hans type alligevel.”

Tyler grinede hvilket fik mig til at puffe til ham. Gjorde han nar af mig? “Det kan du ikke bedømme. Folks typer og fordomme kan ændre sig på en mirakuløs måde, uden at du aner det. Derfor, lad være med at undervurdere hans følelser. Travis er ikke en person, der bliver forelsket så let, og hvis han viser interesse for dig betyder det at han langsomt føler noget. Selvom han ikke viser det, kan han altså godt prøve. Hvis du føler noget for ham, så lad være med at blokere det for jer begge - prøv at åbne dine døre, så vil han vælge at gå ind eller ej.”

Han havde ret, men der var så meget han ikke vidste. Hvis jeg først åbnede mine døre for Travis, så vidste jeg ikke om jeg ville være stærk nok til at lukke dem igen, og hvad hvis han finder ud af hvad jeg er, eller værre. Hvad hvis de højere magter finder mig? Hvis de skader ham for at straffe mig?

Jeg vidste ikke helt hvad jeg følte f0r Travis, men på en eller anden måde vidste jeg at det var stærkt.

Måske var jeg svag som menneske? Er det ikke nemt for mennesker at forelske sig?

“Hope? Forstår du hvad jeg siger?”

Jeg kiggede på Tyler og nikkede til det han sagde. “Jeg ved det Ty, men jeg er ikke helt sikker på hvad jeg vil gøre. Hvis han føler noget, vil han ikke give op. Tiden må vise mig vejen.”

Han nikkede forstående og trak mig ind til sig. Jeg lagde hovedet på hans bryst og lukkede øjnene. Hvad skulle jeg gøre?

To fyre på en gang? Skam dig.

Haylie, gå nu ud af mine tanker. Tyler er min bedste ven. Lad mig møde ham.

Aldrig.

 

“Tyler?” spurgte jeg, stadig med lukkede øjne. “Ja?”

“Hvornår bliver du udskrevet?” spurgte jeg og åbnede mine øjne hvorefter jeg kiggede på ham. Han smilede lidt og svarede, “Jeg bliver faktisk udskrevet i morgen tidlig.” Det blev jeg ret glad for at høre.

“Hvem henter dig?”

“Min mor har et vigtigt møde, så jeg ved det faktisk ikke.” Mon jeg skulle spørge mine forældre om at give mig bilen i morgen, så jeg kan hente ham? Jeg bliver sikkert kaldt ind på kontoret hvis jeg pjækker igen.

“Jeg får bare Travis til at hente mig,” svarede han så, hvilket fik mig til at ombestemme mig. “Jeg henter dig.”

Han nikkede grinende og kyssede mig i håret. “Måske kan I hente mig sammen?”

“Hold din kæft, Tyler,” sagde jeg muggent og lagde mig ned med hovedet på hans bryst. Jeg er så træt, vil du ikke vække mig når klokken er fire?” Jeg kunne mærke at han nikkede, så jeg lukkede mine øjne og faldt i søvn efter et par sekunder.



 

“Hope?”

 

Jeg åbnede langsomt øjnene og gned dem med håndfladerne. Mine trætte øjne mødte Tyler’s og han smilede til mig. “Klokken er halv fire. Tænkte at du ville gå ud og vaske dit ansigt før du møder din mor.”

Jeg nikkede lidt og satte mig op hvorefter jeg gik ud af værelset. På vej hen til toilettet udforskede jeg folk der gik rundt og så lige så trætte ud som jeg gjorde. Inde på toilettet fik jeg vasket mit ansigt, og kigget mig i spejlet. Jeg havde det dårligt, både fysisk og psykisk. Mon jeg var ved at blive syg? Det skulle ikke undre mig, nu hvor jeg havde været igennem så mange ting på så kort tid.

“Hope, nu går du ud og hænger ud med din mor. Du skal have det sjovt, ikke mere drama.” Jeg nikkede anerkendende og gik ud derfra. Min telefon ringede i lommen, så jeg fiskede den op og tog den. “Hej mor,” sagde jeg og prøvede på at lyde frisk. “Hej skat, hvornår kommer du? Jeg ville lige vide det, så jeg kan køre hjemmefra.,” sagde hun.

“Kan du ikke hente mig fra hospitalet? Jeg kom lige forbi for at se til Tyler, og jeg ved ikke hvordan jeg kommer derhen.”  

“Jo selvfølgelig. Jeg er der om ti minutter, så kan jeg også lige se ham.”

Vi udvekslede et vi ses og lagde på, hvorefter jeg gik tilbage til værelset. “Min mor henter mig. Hun ville gerne lige se dig.”

Han nikkede med et smil og klappede på sengen. Jeg satte mig ned. “Har du brug for at jeg henter noget til dig hjemmefra før jeg kommer i morgen?” spurgte jeg. Det ville nok ikke være rart for ham at tage hjem med det tøj han havde på eller det tøj han var kørt galt med. De havde nok smidt tøjet ud.

“Du må gerne hente noget tøj, og makeup.” Hvad? Jeg kiggede mærkeligt på ham da han startede med at smile stort. “Så kan jeg lære dig hvordan du skal ske frisk ud. Se dig lige man, du ser helt død ud.”

Jeg grinede af ham. “Ja, måske kan du også lægge det på mig? Vi kunne blive make over friends.”

Det var utroligt hvordan Tyler altid fik mig til at grine, selv i de værste situationer. Det havde han gjort siden vi var helt små. Han var en god ven.

 

Pludselig blev døren smækket op og ind kom Valentine. Åh gud, jeg havde lovet at vente på hende efter skole. “Ser man det..” startede hun med. Mens hendes blik flakkede mellem Tyler og  mig. Et smil brød frem. “Er du nu også den veninde der glemmer og efterlader mig tilbage?” Hun grinede af ren glæde da hun så mit anstrengte ansigt, for jeg tænkte virkelig på, hvad jeg skulle sige som undskyldning. “Årh, hvor du tarvelig” sagde jeg. Tyler grinte. Valentine kom hen til os og lukkede døren efter sig. “Apropo ven.. En ven sagde til mig at du skulle ringe til ham når du har tid” Jeg kiggede undrende på hende. “Hvad mener du?” Hun kiggede uforstående på mig. “En ven?” sagde jeg som hjælp på at hun skulle svare. “Aarh, ham Dean.. Jeg mener Travis.. Vidste du egentlig godt, at han hed det?” spurgte hun overrasket og kløede sig i nakken, men lyste så op i et kæmpe smil. “Whatever, han spurgte efter dig”  svarede hun. Hun satte sig ned ved enden af sengen Tyler på på. “Nåh, hvad så med dig?” spurgte hun ham smilende. “Hvordan går det?” “Super. Jeg vil meget gerne hjeeem” svarede han og trak ordet hjem ud. “Du savner det, ikke?” “Der er intet bedre end ens eget hjem, du” påpegede han. Og han havde en pointe i det han sagde.

Jeg tænkte på det Valentine sagde. Travis havde spurgt efter mig? Et suk røg ud af mine løber og da jeg skulle til at sige noget, blev døren åbnet og min mor kom ind. “Hej børn,” sagde hun og gik hen til Tyler som hun kyssede på panden. “Har du det godt min dreng?” Han nikkede og smilede til min mor, “jeg har det super. Jeg venter bare på at komme hjem i morgen.”

Hun nikkede anerkendende og hilste kort på Valentine før hun kiggede på mig. “Nåh skat, skal vi se at komme afsted?”

Jeg nikkede kort og krammede Tyler. “Jeg vil komme i aften.” Mit blik faldt på Valentine. “Mor, kan Valentine ikke komme med?” Valentine rystede på hovedet og så ud til at dø allerede ved tanken om en udstilling. Jeg grinede bare af det.

“Det passer perfekt. Din far har alligevel travlt, så hans billet kan Valentine få.” Jeg tog fat om Valentines arm og trak hende med ud. “Du er den eneste, der kan underholde mig,” sagde jeg til hende, mens hun surmulede. “Hvad hvis vi dør derinde? Hvis det er kedeligt og vi skal være der i to timer, så er jeg sikker på at vagterne finder os i morgen på toilettet hvor vi døde af mystiske grunde.”

Det at hun overdrev fik mig til at grine endnu mere. Det ville være noget andet hvis det var kunst, men det var skulptur. Det var simpelthen så kedeligt. “Vi skal nok overleve. De giver gratis mad og drikkelse.” Hun lyste op i et smil, “så er jeg på.”

 

Da vi langt om længe nåede ud til kulturhuset, var klokken halv fem. Vi kom ind før mange andre, hvilket betød mere plads og mere mad. Allerede da vi kom ind, omfavnede Valentine drinksene der stod ved et bord i midten. Jeg tog noget cola og drak lidt mens jeg kiggede rundt. Det så nu ikke værst ud.

“Hvorfor har du ikke ringet til Travis?” spurgte hun og kiggede undrende på mig. Jeg trak på skuldrene, “jeg har ikke lyst. Vi diskuterede lidt tidligere.”

“Uhh,” sagde hun med et nysgerrigt smil. Jeg viftede af hende og begyndte med at gå lidt rundt for at undgå samtalen om Travis. Det var vildt ubehageligt at snakke om ham når jeg ikke kunne være sammen med ham eller bare snakke med ham.

 

Det tog min mor en halv time at komme ind da hun blev stående udenfor for at snakke med en veninde.  “Hvad synes I så piger?” spurgte hun. Jeg smilede til hende. “Det ser flot ud. Gad vide om du åbner dit eget galleri en dag.” Hun lagde en hånd på min skulder. “Det håber jeg skat.”

Min mor elskede at male og lave skulptur, så det ville ikke undre mig hvis hun fik en passion om at åbne sit eget galleri eller virksomhed. Valentine erklærede sig enig i det og drak fortsat sin cola mens hendes blik vandrede fra den ene figur til den anden. Imens Valentine og min mor snakkede om min fars arbejde benyttede jeg lejligheden til at gå på toilettet. Da jeg kom derud tjekkede jeg mig selv i spejlet og sukked ved synet af pigen der så forvirret ud.

Hvad skulle jeg gøre? Ville det være en god idé at lukke Travis ind eller skulle jeg lytte til min fornuft?

“Hvorfor skulle du også komme vandrende ind i mit liv? Kunne du ikke bare være en tilfældig fyr, der var venner med min barndomsven? Du ved slet ikke noget om mig, og det vil du ikke.” Jeg rystede på hovedet, “Hope, tag dig sammen.”

 

“Du må være i en vanskelig situation hvis du snakker med dig selv.”

Jeg spjættede lidt og kiggede over mod personen der lige var tumlet ind. “Hvem er du?” spurgte jeg og smilede lidt akavet. Pigen rakte en hånd frem. “Evy Ammons.”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...