Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2768Visninger
AA

9. Kapitel 7

Kapitel 7

“Fanget i ingenting.”

 

Hans blik røg op og mødte mit i det jeg tænkte på at flygte. Men det røg ligesom  lidt i vasken. Hvordan skulle jeg tale med ham efter sidst. Jeg blev stadig stående vejen ind til huset og så på ham, han rejste sig op og kom gående imod mig da jeg ikke rigtig ville komme videre fra hvor jeg stod.

“Vi bliver nødt til at..”

“Jeg er så træt, jeg kan ikke gå. Bye,” afbrød jeg ham og begyndte med at gå, men jeg slap ikke så let, for han tog fat om mit håndled hvilket sendte mig kuldegysninger i hele min krop. Jeg kiggede på ham og sukkede. “Travis, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Du tror sikkert jeg er sindssyg.”

Lige meget hvor meget jeg ville, kunne jeg ikke trække min hånd fra hans. Det føltes på en måde godt og på en måde dårligt - hvis jeg først begyndte med at udvikle noget over for den dreng, ville jeg skabe problemer for ikke kun mig, men også for alle andre. Hans blå øjne drog mig væk fra min verden og sugede mig ind i hans havblå øjne. Som om han ville åbne mig som en bog og læse, men det kunne jeg ikke tillade. “Jeg synes ikke du er sindssyg, Hope. Tværtimod, og du er interessant. Mere end du burde være, og jeg kom bare for at fortælle at vi blev nødt til at gøre rapporten færdig.”

Det ødelagde min dag. Han kom for at snakke om rapporten? Jeg kneb øjnene sammen og pressede læberne til en smal streg hvorefter jeg trak mig ud af hans greb. Jeg vendte mig om og begyndte med hastige skridt at gå hen mod døren, da han snakkede til mig, “Fuck rapporten. Hvorfor kan jeg ikke holde op med at komme med dårlige undskyldninger for at kunne se dig?”

 

Jeg vendte mig om, men inden jeg nåede at reagere eller sige noget, mærkede jeg et par læber presse sig mod mine og et par sug i maven var alt jeg fik fat i.

Som det startede, sluttede det også efter få sekunder. “Rapporten kan vente til senere,” hviskede han forpustet og begyndte med at bakke ud med et skævt og intenst smil hvorefter han forsvandt ud i regnen som forresten lige var begyndt at dale ned.

Det hele var sket så hurtigt at jeg ikke fik det med.

Fortumlet tog jeg mine nøgler frem og låste døren op hvorefter jeg gik ind af entreen. Med lydløse skridt tog jeg mine sko af, og listede op til værelset som jeg lukkede døren til. Hele episoden foregik i en akavet stilhed og så kyssede han mig, det føles så mærkeligt og godt på samme tid. Jeg kan ikke lide at indrømme at jeg kunne lide det. Det ville blive dårligt, både for mig og for min fremtid, nu hvor man tænkte på at jeg var en eller anden form for en overnaturlig skabning, hvilket sikkert lød så urealistisk som muligt.

Men det var sandheden.

 

Jeg satte mig fortumlet på sengen og kiggede lige frem på gulvet. Hope, du må tage dig sammen før du falder mere for denne drøm end du burde.

Vinduet blev åbnet og ind kom Klaus med Haliye efter sig. Jeg sukkede tungt. “Kan i ikke bare lade mig være?!” udbrød jeg og kiggede håbløst på dem. “ Hør, vi bliver nødt til at vide hver en detalje for at vi kan overleve” sagde Haliye og trådte nærmere. “Og hvad hvis vi ikke gør?” Jeg kiggede på dem begge to. Jeg gad ikke at diskutere, så jeg flyttede mit blik fra dem, hvilket gjorde at min opmærksomhed blev trukket hen over til vinduet. For vinduet begyndte nemlig at tage frost til sig. “Hope” Jeg kunne tydeligt høre at mit navn blev sagt, men jeg kunne ikke tage mit blik fra vinduet, og pludselig dukkede hun op foran vinduet.  Hun rakte sin hånd ud og vinkede mig hen til sig. Vil du ikke nok hjælpe mig?

“Hope, hvad kigger du på?” hørte jeg Klaus spørge bekymrende, for det lød til at han eller Haylie ikke kunne se hende. Jeg rejste mig op fra sengen og gik hen mod vinduet. Samtidig med at jeg bevægede mig hen mod vinduet, klamrede koldheden til mig. Hun så på mig og nikkede i retningen af hoveddøren. Ville hun have at jeg skulle ned til hende? Hvorfor kom hun ikke bare ind selv? Hun forsvandt, så jeg fulgte hendes råd og gik ned ad trapperne selvom de andre råbte efter mig. Hun dukkede op igen udenfor hoveddøren og vinkede mig ned til sig.

Frygten om at åbne døren omfavnede mig, og jeg vidste ikke helt hvad der ventede mig. Jeg åbnede langsomt døren, og kiggede ud, men hun var der ikke. Pludselig begyndte det at gøre ondt i mit bryst og jeg kunne ikke trække vejret. Jeg faldt ned på mine knæ og alt blev sort.

 

Jeg kunne intet se eller høre. Hvor var jeg endt henne? Jeg åbnede langt om længe mine øjne og kiggede rundt. Det var helt hvidt og så skarpt at det gjorde ondt i mine øjne. Jeg fik et chok da jeg så mig selv sidde i et hjørne med mine hænder der så ud til at være lænket til ingenting. Pludselig dukkede en skygge up, der så meget bekendt ud. En høj, flot fyr som havde en kold facade, idet han bevægede sig over til pigen der skulle forestille at være mig. “Hvorfor gør du det her?” spurgte hun mens mine læber bevægede og sagde de samme ord, bare uden lyd. Lige meget hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke stoppe det. “Har du stadig ikke forstået det? Her går tingene som jeg ønsker det, og som jeg befaler. Hvis du havde lyttet til mig før, ville du ikke ende her, i denne situation.” Han smilede med et afskyeligt blik og lænede sig ind mod hende hvorefter lagde hænderne på hendes kinder. Jeg kunne føle det intense berøring, men alt i alt skræmmede dig mig utrolig meget. “Din mester kunne ikke beskytte dig og dine evner, eller din tvilling. Selv din kæreste er håbløs..”

 

Hvad?

 

“Hvem er du?” råbte jeg, men intet svar kom tilbage. Jeg blev overset. “Hope, nu skal jeg fortælle dig hvad der kommer til at ske i den nærmeste fremtid. Du og din k….”

“Hope, hope…” en ny stemme blev hørt i mine tanker. Jeg prøvede at gøre alt for at lytte til den anden samtale, men jeg blev utrolig træt..



 

“Hope?”

 

Jeg blev pludselig suget ud af tanken og det gjorde at jeg kastede mig bagud, så jeg ramte væggen. For et øjeblik blev at sløret omkring mig og jeg mærkede nogle arme tage fat i mig og ruskede mig blidt.

“Hvad sker der?” spurgte Klaus med bekymret stemme. Godt spørgsmål, for jeg vidste heller ikke selv hvad der skete. Jeg prøvede på at beherske min vejrtrækning. “Tag det roligt min ven, ikke?” sagde han beroligende. Da mit syn blev lidt mere klart igen kiggede jeg op på Haylie med tårefyldte øjne. “Vil I ikke gå?” spurgte jeg og prøvde at rejse mig op men jeg kunne ikke holde balancen og var ved at falde igen men Haylie nåede at gribe fat i mig om min talje. “Hvad fuck sker der med dig?” spurgte hun. “I skal gå nu, mine forældre kan komme når som helst” sagde jeg. “Hope, jeg går ingen steder inden du fortæller hvad der foregår” “Vil du ikke nok bare hjælpe mig op oven på?” spurgte jeg og kiggede bedende på hende.

 

“Hope, er du hjemme?” hørte jeg min mor råbe samtidig med at hoveddøren lukkede, da Haylie havde hjulpet mig med op oven på. “Hun må ikke vide at I er her. I bliver nødt til at gå nu” sagde jeg udmattet. Jeg satte mig på sengen og kiggede afventende på dem. “Okay, men jeg kommer igen i morgen. Så skal vi to have os en snak”, var det sidste min mester sagde inden han forsvandt og tog Haylie med sig. Jeg lagde mig ned på sengen og lukkede øjnene i. Lidt efter bankede det på døren. “Hope er du herinde?” hørte jeg min mor. Hun kom ind og spurgte: “Skal du allerede sove. Klokken er jo kun seks.” Hun blev stående ved døren og ventede tydeligvis på et svar. “Jeg er træt, okay?”sagde jeg udmattet og pustede tungt ud. “Er du sikker på at der ikke er noget andet?” spurgte hun med et bekymret blik, s moderligt. “Gå nu bare mor,” vrissede jeg irriteret og viftede med hånden. Min mor sukkede og gav et nik fra sig, før hun lukkede døren og forsvandt ud af min rækkevidde. Det havde været en lang, stresset dag med masser af drama.

Mon Travis mente det han sagde om at jeg var interessant eller var det bare for ikke at høre på mit bullshit?

 

“Hvorfor tænker du så meget over det Hope? Du ved at I aldrig kan være sammen alligevel. Du er ikke engang et menneske. Ude på måske, men ikke indeni. Hvis Travis fandt ud af din baggrund, så ville han aldrig mere kigge på dig,” snakkede jeg med mig selv om. Udover alt det med Travis undrede jeg mig over hvem den fyr fra blackout’en var. Han så ud til at kende mig, men jeg anede ikke engang hvad der foregik i selve den lille scene som var opstod efter jeg havde åbnet hoveddøren.

Han sagde noget med at jeg skulle have lyttet til ham, men hvilken tid og hvor er det?

Alle disse tanker kørte rundt i mit hoved og jeg fik næsten ondt af det. Jeg blev simpelthen nødt til at finde ud af hvem han var, og de andre skulle ikke vide noget om det her, også selvom Klaus var min mester. Måske havde det noget med mine forældre at gøre, men hvorfor ville han så sige noget om kæreste, som ikke engang eksisterede.

Jeg pustede tungt ud og prøvede på at få styr på mine illusioner. Eller var det bare hallucinationer jeg så?

 

Jeg vågnede op ved lyden af alarmen fra min telefon. Endnu en kedelig og lang torsdag ventede på mig med masser af drama.  

Aldrig havde jeg troet at jeg ville ende i sådan en forvirring som det her, og ikke nok med at jeg blev opsøgt af de døde, så havde også en anden identitet som jeg ikke kendte til før.  Min mor kom ind på mit værelse og trak gardinerne til side hvilket fik mig til at knibe mine øjne sammen og vende mig om. “Helt ærligt mor,” jamrede jeg og dækkede for mine øjne med min arm.

“Ikke mere jamren. Nu skal du op og i skole, ikke mere dovenskab fra din side af. Aftale?” sagde hun med et grin. Jeg kom bare med et “jaja,” og satte mig op.

“Forresten, vi skal til en udstilling i dag. Jeg har allerede købt billetterne.” Jeg kiggede mærkeligt på hende og rystede på hovedet. “Udstilling? Kunne du ikke have spurgt mig først?” spurgte jeg, men hun trak bare på skuldrene og satte sig på kanten af min seng. “Jeg vidste at du ville sige nej, så nu har du ikke muligheden for det. Du spurgte selv om en mor-datter tid, så nu har du chancen. Jeg har lavet noget morgenmad og den venter kun på dig,” svarede hun mig og kyssede mig kort i håret inden hun forsvandt.

“Urgh,” stønnede jeg irriteret og fjernede dynen væk fra mig for derefter at træde ud af varmen.

“Koldt, koldt, koldt,” mumlede jeg og hoppede rundt for at holde varmen. Jeg løb hen til mit skab og trak nogle bukser samt en bluse ud som jeg tog på. Ude på badeværelset var jeg klar til at ordne mit hår, som altid var så svær at rede igennem. Da jeg havde fået ordnet håret og makeuppen som bare bestod af en eyeliner og pudder, gik jeg nedenunder. Det duftede godt. Morgenmad, lige noget jeg havde brug for.

Imens jeg sad og spiste, plaprede min mor løs om udstilling vi skulle på og hvis hun spurgte om jeg interesserede mig, så ville det helt klart være et nej.  Jeg kom i tanke om at jeg ikke engang vidste hvilken udstilling vi skulle på.

“Mor?” spurgte jeg. Hun gav et nik fra sig og kiggede nysgerrigt på mig, “hvilken udstilling skal vi på?”

Hun lyste op i et smil, “Skulptur osv.” Jeg nikkede kort og prøvede på at skjule hvor kedeligt det lød, for jeg ville ikke ødelægge hendes glæden. Jeg havde været led nok forrige nat, hvor jeg havde vrisset af hende.

 

“Nåh, men jeg kommer for sent.”

Jeg rejste mig op fra min stol og traskede op på værelset hvor jeg gik ind på badeværelset og børstede tænder. På spejlet så jeg hvor træt mine øjne så ud, hvilket fik mig til at bide tænderne sammen.

Jeg tog min taske fra værelset af og gik nedenunder hvor jeg kort krammede min mor og så smuttede ud af hoveddøren. Valentine kom kørende i hendes Skoda og standsede ude foran indkørslen hvor hun vinkede mig hen til sig. Jeg smilede lidt, nok mit første smil i lang tid, og gik hen til bilen hvor jeg åbnede døren og satte mig ind. Da jeg smækkede

døren i igen gassede hun op og tændte for radioen.

“Såååå, hvordan går det mellem dig og badboy’en?”

Jeg grinede og kiggede mærkeligt på hende. Hun gav mig et underligt blik tilbage. “Hvorfor griner du?” “Hvor kommer badboy fra?” Hun lyste op i et skævt smil og trak på skuldrene. “Han er kendt på skolen som badboy’en. Han er åbenbart kold og flabet over for alle.”

Snakkede vi om den samme Travis? For det var umuligt, at han var ond. Selvfølgelig havde jeg gjort ham sur et par gange ved at hælde te udover ham, men udover havde jeg ikke været vidne til noget badboy agtigt.

“Det ved jeg ikke noget om, men der kommer altså ikke til at ske noget imellem os,” svarede jeg hende. Hun sukkede og rystede på hovedet, “han synes du er kedelig ikke? Jamen han har ret jo, du er jo så kedelig pigebarn. Du hverken fester eller har humør til noget som helst.” Hun surmulede, mens jeg bare grinede af hende. “Årh, hold dog op. Jeg er ikke kedelig, og han er ikke min type.” Det var løgn. Han var langt mere min type end nogen anden nogensinde havde været. Hope, du er en dårlig løgner.

“Sikkert,” mumlede hun og kørte ind af indkørslen ved skolen. “Okay, ved du hvad?” startede jeg ud med, “Jeg tager med til skolefesten, og så beviser jeg over for dig, at jeg ikke er kedelig. Aftale?”

Valentine bremsede pludselig hvilket fik mig til falde lidt foran. En anden bil stoppede et par millimeter fra os og dyttede, hvilket bare fik Valentine til at række fingeren af chaufføren.

Hun kiggede chokeret på mig. “DIG? FEST? Går jeg glip af noget i dit liv? Har jeg hukommelsestab? Er du blevet besat? Hvad sker der med dig Hope? Nej okay, jeg vil have dig tilbage. Giv mig min bedsteveninde tilbage!”

Jeg gjorde alt for at holde masken og sagde så, “Ja. Jeg er et væsen fra en anden verden og din bedsteveninde er hermed besat. Du får hende ikke tilbage i meget meget lang tid.”

Hun skubbede lidt til mig og grinede. Jeg rystede på hovedet af hende og grinede med. “Så kedelig er jeg ikke,” kommenterede jeg, “og kør så.”

Hun smilede stort imens hun kørte ind på en fri plads hvor hun parkerede. Vi steg ud af bilen og kiggede rundt da jeg fik øje på Wren. “Here we go,” mumlede jeg og kiggede på Valentine, der halv løb over til ham og gav ham et kys.

Jeg smilede lidt og gik over til dem. “Hey,” sagde jeg til ham og fik et “godmorgen” tilbage.

Der var noget over hans øjne der fik mig til at stoppe op da vi skulle til at gå. Hvorfor det undrede mig anede jeg ikke, men der var noget der ikke helt stemte. Da han løftede et øjenbryn, kiggede jeg hurtigt væk og begyndte med at gå. Wren; ham stolede jeg ikke helt på.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...