Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2717Visninger
AA

8. Kapitel 6

Kapitel 6 
"Tvillinge krisen" 

 

 

 

Det føltes som om min underlæbe blev helt bedøvet for så hårdt som jeg bed i det. Hvad i alverden lavede hun her? Jeg havde ikke set hende siden.. vi blev givet væk til nye plejefamilier indtil nogen ville have os.

“Haylie?”

Det var ikke hver dag at min tvilling stod overfor mig og faktisk snakkede. Jeg havde ikke set hende i evigheder, så hvad lavede hun her? Ikke at jeg ville have hende til at gå, vi havde bare aldrig haft et søskendeforhold. Et suk røg ud af min mund og jeg lænede mig op af dørkarmen med armene over kors.

“Der er ikke rigtig tid til at snakke, søs. Vi bliver nødt til at smutte..” Jeg havde lyst til at åbne munden for at spørge hvorfor hun pludselig dukker op foran mit hjem og vil have mig med ud. Hvordan fandt hun mig? “Hun har ret, vi bliver nødt til at gå.”

Frem kom Klaus hvilket fik mig til at se mærkeligt på dem begge to. “Hvor skal vi hen?”

“Gå nu bare ind og sig til din far du vil hænge ud med nogle venner.”

Det ville jeg havde gjort hvis jeg faktisk havde lyst. Dog vidste jeg at jeg ikke havde noget valg, så jeg kom med et irriteret støn og traskede ind i stuen hvor min far sad med en kop kaffe og læste i en bog. “Hvad så skat, hvem er det?”

Jeg smilede lidt og trak på skuldrene, “nogle venner vil gerne have mig med ud, men jeg ved nu ikke.. Jeg tror ikke..” “God tur skat.”

Jeg kom med et forvirret ‘hvad’

“Du bliver nødt til at gå ud og socialisere dig med nogle mennesker. Du kan ikke sidde hjemme hele dagen og sørge over en dreng der måske ikke er det værd.” Wauw. Det var mærkeligt at høre sådan noget fra min far, men jeg nikkede bare og kyssede ham kort på kinden inden jeg smuttede ud til entréen og tog mit overtøj på for derefter at gå ud til de andre. “Nåh, hvem er så den dreng der ikke er det værd?” spurgte Haylie grinende om og puffede til mig. Jeg sendte hende et mærkeligt blik og rystede på hovedet, “Bare lad være, Haylie.”

Sandheden var bare, at den dreng sikkert var det værd, men han hadede mig sikkert nu. Han frygtede mig. Jeg kunne se hans blik efter det med bilen, han følte jeg var skør.

Hvis bare han vidste..

Jeg havde stadig ikke fundet ud af hvorfor de var kommet for at hente mig. Vi stod i en kirkegård hvor Klaus var i gang med at tænde nogle stearinlys.

“Sæt jer ned piger.”

Vi gjorde som han sagde, og indimellem sendte jeg Haylie et blik, der søgte svar til mit spørgsmål, men alt hun sendte mig var et skuldertræk.

Hvordan kunne Klaus tillade sig, at tage Haylie med sig, når han udmærket godt vidste, at vores kræfter til sammen tiltrak de højere magter endnu mere. De ville nemt finde mig her.

Træernes grene der raslede mod hinanden, til den lette brise der var omkring os, kunne tydeligt høres, hvilket skræmmende mig en smule.

“Har I på fornemmelsen, hvorfor jeg tog jer med herud?” spurgte han os om. Jeg rystede på hovedet, og ville snart gerne vide det.

   “I stedet for at lege gæt og grimasse med os, for helvede sig hvad du har at sige” sagde Haylie frustrerende. Han kiggede skiftevis på den ene af os og videre til den anden. Derefter tog han sine hænder om bag på ryggen.
“ Jeg skal lære jer, for det første hvordan I  skal bruge de kræfter jeres mægtige herre har givet jer. Jeg skal også lære jer, hvordan I skal lære ikke at tiltrække de Højere Magters opmærksomhed, da I nu er tvillinger. Og som I nu nok ved er, tvillingers kræfter ekstra store, da I nærmest deler sjæl og evner sammen.”

   Deler sjæl og evner sammen? Hvad fanden skulle det betyde? Jeg kiggede uforstående på ham og prøvede virkelig på, at forstå hvad han fablede om her. “Hvad  betyder det at vi deler sjæl og evner?” spurgte Hailey og kom til min undsætning. Klaus kiggede lige så uforstående på os som vi kiggede på ham. “Har I ikke hørt lige det faktum med sjæl og evne?” “Øh, nej” sagde min tvilling og jeg i munden på hinanden.

   “Okay, i vores verden, er det sådan, at når et foster udvikler sig i to dele, det vil sige fx som jer - tvillinger. Fordeles bådes jeres sjæl og evner imellem jer. Det vil også siges at en af jer er stærkere evne mæssigt og den anden af jer vil være svagere sjæle mæssigt.. “ Han gjorde tegn til at vi skulle høre efter, da vi begge ville sige noget.

“Det vil betyde at I to, mine piger, I skal lærer at arbejde sammen. Det er den eneste valgmulighed I har for at overleve og bekæmpe De Højere Magter.”

   Mine nakkehår rejste sig, da jeg hørte hvad han sagde til sidst.  Det er den eneste valgmulighed I har for at overleve og bekæmpe De Højere Magter… Det burde  være en joke. Der var fuldkommen stilhed blandt os alle tre. Det eneste der talte var fuglene der kvikkede, den lette brise det fløj blandt os og træernes grene der raslede.    

   Haylie rejste sig op fra sin plads ved siden af mig fra græsset v sad på. “Er det en ssyg joke, du har kørende eller hvad?” sagde hun med en tone der var så hård, en så hård tone jeg aldrig havde hørt før. “Rolig nu, ikke…” “Du skal ikke sige om jeg skal være rolig eller ej” råbte hun.

  Jeg prøvede stadig at forstå hvad Klaus lige havde sagt, samtidige jeg hørte på Haylie der brokkede sig. “Haylie, inden du hidser dig sådan op, hvad med at prøve at forstå hvad for en situation vi er havnet i” sagde jeg bestemt og rejste mig op. “Prøve at forstå?” gentog hun og kiggede på mig uforstående, som om jeg var en sindssyg person. “Du vil have mig til at forstå hvad der foregår samtidige med at vores læremester Klaus træder ind i vores liv, og siger nogle ting der ikke giver mening oppe i mit hovede” sagde hun til mig vredt. Jeg valgte ikke at sige noget - for hun havde ret. Desuden havde jeg heller ikke energi til at diskutere med hende eller komme med nogen kommentare til benægtelse. Vi havde trods alt intet ordentligt søskendeforhold til hinanden.

   Hun vendte sig om og ville gå - men det virkede bare som om at der var noget som holdt hende fast. “Jeg vil helst ikke være en del af noget som jeg ikke selv har valgt” var det sidste hun sagde inde hun begyndte at gå.
“Jeg ved godt du har fået budbringeren på besøg” var det eneste Klaus sagde. Det var også det eneste der fik hende til at stoppe.

Hvad? Havde hun også fået budbringeren på besøg?

“Hvad mener du?” ville hun vide og vendte sig langsomt om til os igen. Klaus trådte nemmere mod hende mens han lod mig være i baggrunden. “Årh, min pige. Du må ikke glemme at jeg har fulgt med i jeres liv siden i blev sendt hver til sit her på jorden” Hun klemte sine øjne i en smule sammen - og jeg kunne tydelige mærke at hendes irriatitation og vrede begyndte så småt at vokse.

   “Det vidste vi slet ikke, vel Hope?” sagde hun sarkastisk og  lod blikket glide over til mig. “Bliv, og lære dig selv bedre at kende. Det er også det eneste valg I begge har!” Han vinkede mig hen til sig med sine ene hånd uden at kigge på mig. Han tog med det samme min højre hånd og Haylies højre hånd og lagde vores hænder oven på hinandens.Og for et øjeblik mærkede jeg et sus i maven.
“Mærkede du det?” spurgte hun chokeret og kiggede fra vores hænder til mig. Jeg nikkede kort. “Hvad var det?” spurgte jeg. “Det.. er jeres styrke I kunne mærke” startede han med. “Prøv at flette fingre” kommanderede han og vi gjorde som han bad os om. Der gik ikke mere end et halvt sekund før det sus jeg mærkede blev kraftigere og en kraftig vind kom til live og begyndte at cirkle rundt om os begge to.

Hvad var det der skete?

   “Forstår I nu begge to, hvad jeg siger eller prøver at fortælle jer?” spurgte han efter vi tog vores hænder til os selv og hvorefter den kraftige vind forsvandt.  

   Hvad var det, vi var havnet i?

“ Når du siger, at vi deler sjæl og evner sammen… Hvad mener du med det?” spurgte jeg

   “Det betyder min kære søster, at hvis der sker noget med den ene af os går det også ud over den anden af os” sagde Haylie og tog sin hånd til sig. Jeg kiggede på Klaus afventende og ville have et svar. “ Det er derfor I må komme i lærer piger” sagde han til sit forsvar.

“Det er jo absurd ” sagde jeg lidt efter. Det var sku da en omgang bullshit han kom med. “Jeg kan ikke arbejde med det her” sagde jeg irriteret og sakkede bagud. Jeg var ikke klar til det her. Jeg ville ikke være en del af den verden jeg ikke rigtig vidste noget om men alligevel var en del af.

   “Hope, hvor skal du hen?” spurgte Klaus og begyndte at nærme sig. Jeg tog hånden op for at signalere at han ikke skulle komme nærmere. “Jeg er ikke klar til det her..” svarede jeg skræmt. “Årh hold op” kom Haylie med, og havde et håbløst blik. Jeg rystede på hovedet.  “ Var det ikke dig der sagde at jeg skulle prøve at give det en chance, Hope?” sagde hun så og kom over til mig. Hun greb fat i min arme og sagde:” Du kan ikke bare stikke halen mellem benene og stikke af for helvede” og strammede sit greb om sit tag på mine arme.     

   Rædslen, irritation og skuffelse kunne tydeligt mærkes omkring os begge. Det var som en klam fugtighed der var opstået omkring os begge to - som om den havde lukket os inde i en boble. Den klamrede til og gad ikke at give slip.

   Men det jeg senere lagde mærke til var lysene Klaus havde stillet op tidligere - de begyndte at få flamme  på jo mere Haylies følelser blev påvirket af mig.

   Jeg rystede hende af mig og fik hende til at vakle et par skridt bagud, samtidig hun kom med et udbrud og at lysene blev tændt.

   “Jeg kan ikke være en del af det her! “ råbte jeg og vendte ryggen til og forlod stedet.

   Jeg vidste godt jeg havde kvajet mig på højt plan, men noget inde i mig holdt mig tilbage og der var en følelse der hellere ikke føltes godt i maven. Jeg bevægede mig hurtigst muligt væk fra kirkegårde Klaus havde taget os med til, og faldt over landevejen der førte tilbage ind til byen.

 

Haylie..

Hende skulle jeg også vende mig til, for hun ville i forvejen lige meget hvad, komme ind i mit liv igen -  og det havde hun gjort. Hun var kommet dumpende tilbage. Og jeg var kommet tilbage i hendes liv.  Selvom vi var enæggede tvillinger, var vi meget forskellige som person.

   Vi havde heller ikke haft noget tid til at skabe et søster forhold op at køre i mellem os på grund af vi blev sendt ned til jorden.

Det hele var bare alt for en stor mundfuld på en gang. Det kunne jeg ikke bære.

   Jeg kunne heller ikke tro mine egne øjne -  eller tro på det syn, der kom mig i møde, da jeg kom op ved indkørslen op til huset.

Travis stod og ventede ved verandaen…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...