Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2738Visninger
AA

7. Kapitel 5

Kapitel 5

Følelser eller evner?

 

Iskold vand der ramte mit ansigt, var det eneste der kunne få mig til, at komme til mig selv efter hændelsen fra blot en time siden.
Det var sket, ikke? Det var ikke noget, jeg havde bildt mig ind, vel?

  En hård banken på døren til badeværelset blev ved. Den havde faktisk ikke holdt op siden, jeg havde låst mig inde efter, jeg var kommet hjem. Hvad var det seriøst der skete?

   “Hope skat, kommer du snart ud? Jeg bliver bekymret.” Kunne hun ikke lade mig være i fem minutter?

Jeg sukkede kort og åbnede døren, hvor jeg blev mødt af en bekymrende Seren aka min skønne mor.
“Har du lyst til at snakke?” Jeg rystede kort på hovedet, hvorefter jeg gik videre ind på mit værelse.

   I det jeg satte mig på sengen kom jeg i tanke om sendebudet. Ham den døde fyr, der kom frem for et par dage siden, sagde  at tegnet ville vise sig - og så skete det tidligere. Var det tegnet? Den døde pige?

Det hele var for meget. Jeg kunne ikke få det ud af hovedet - slet ikke det faktum, at jeg allerede en halv time efter min undervisning har fået hilsner og alt muligt fra det døde rige. Jeg var ikke klar til at blive som dem - som min biologiske familie. Hvordan havde de tænkt sig at beskytte mig hele mit liv? Jeg var gammel nok nu, og hvis jeg bare lærte at bruge mine kræfter ordentligt, så ville jeg kunne klare mig selv - men hvorfor ville de så sende mig herned? Selv hvis jeg levede i himlen eller det sted hvor vi banshee levede, så ville jeg lære mine kræfter at kende.
Hvem var de højere magter, og hvorfor blev mine forældre nødt til at sende mig herned?

Jeg vidste ikke engang med sikkerhed, om de levede endnu.

   Mit værelse var kold og det føltes forladt.

Hvad var det, jeg var havnet i?

   Det føltes som tusinde papirstykker, der bare fløj rundt uden, at ville give svar på mine spørgsmål.
Dean,- eller Travis - troede sikkert, at jeg var skør, hvilket jeg også ville kalde mig selv, for hvis ikke det var fordi jeg kendte til det jeg var.

Det gjorde han ikke.

Noget sagde mig, at han heller ikke ville lade det ligge. Jeg havde nær dræbt os begge to i dag, og det ville medføre konsekvenser. For det første var han Tylers ven og for det andet, så var det ikke så populært at dræbe nogen oppe hos de højere magter.

De ville finde ud af, hvem jeg i virkeligheden er, for jeg var den eneste udover min slægtning som boede oppe i himlen, - hvis de stadig levede - der kunne dræbe nogen ihjel med den kraft jeg havde i mig. Dog huskede jeg på den gamles ord.

En mere speciel udgave af Banshee, er at de har magten over de fire elementer, men i det fleste tilfælde, kan nogle af dem også skade de personer, de holder af, da de ikke kan styre eller adskille deres følelser og deres evner fra hinanden.”

   Men problemet var så bare, jeg holdt ikke af Travis, så skade ham - det vidste jeg ikke om jeg kunne. Det var helt klart fordi, han var en nær ven af Tyler. Det måtte det være.

   Noget andet der også fangede mig i nat var hans øjne. De blå skær der lyste hver gang hans vrede tog over.
Jeg kunne fornemme hans vrede.

   Døren bankede på og mor stak hovedet ind, ”Er alt som det skal være?” Jeg kiggede kort på hende og noget i mig sagde, at jeg bare skulle fortælle hende det, der var sket, her på det sidste. Dog var der noget, der holdte mig tilbage fra det i frygt for, at hun ville tro, at jeg var sindssyg. Men vent lige - jeg var trods alt hendes datter og hun elskede mig. Det gjorde hun vel, ikke?

   “Hope, skat..” startede hun med og kiggede håbløst på mig, for hun vidste godt, at hun ikke kunne få mig til at fortælle alt til hende let i hvert fald, hun kæmpede hver gang for at få nogle ord ud, når der var sket noget. Og denne gang troede hun vel, at det var den samme situation, vi var havnet i. Eller var det?

   Jeg kunne jo også bare fortælle hende det - hvis hun virkelig elskede mig, ville hun prøve på at forstå mig.

   Jeg rejste mig op fra sengen, og gik over til hende og slog mine arme om hende. Hun var helt stiv af overraskelse over, at jeg krammede hende, for det var ikke noget jeg gjorde tit, men to sekunder efter lagde hun sine arme om mig, og knugede mig ind til sig.

   “Krammet her gemmer på noget. Du må meget gerne fortælle, inden du gør mig mere bekymret”

    Jeg lukkede mine øjne i for et øjeblik, og indåndede hendes duft der duftede af roser..

   “Mor.. jeg,” jeg gik i stå, da han dukkede langsomt frem ved døråbningen, og gjorde tegn til, at jeg ikke skulle sige noget ved, at tage pegefingeren og til munden, og rystede let på hovedet.

 

Du kan ikke fortælle noget til nogen. Det vil være risikabelt, min pige. Jeg har godt fulgt med, i hvad der har foregået - det er svært for dig. Da du ikke har oplevet noget lignende før, men tænk dig nu godt om, inden du siger noget til nogen. Sagde han gennem mine tanker.

   Hvad skal jeg gøre? Spurgte jeg forgæves. Jeg kan ikke klare det længere..

   Vi kan mødes i morgen. Så kan jeg forklare, og du kan spørge så meget du vil. Aftale?

 

Jeg nikkede. Han kunne vel ikke tage fejl, vel?

   “Jeg er bare træt.. ikke andet.” sagde jeg til sidst. Hun trak sig lidt tilbage og kiggede grundigt på mig og så ikke ud til at tro på det. “ Er du sikker?” spurgte hun. “Ja. Men kan vi måske tilbringe en dag sammen her i den nærmeste tid? Jeg har savnet at tilbringe tid sammen med dig” svarede jeg hende, og plantede et smil på læberne.

   “Selvfølgelig skat! Det kan vi da sagtens. Du siger bare til så kan vi finde på noget” Hun kyssede mig på hovedet og aede min kind kort inden hun smuttede ud igen.

   “Klaus jeg er bange” sagde jeg som det første, da min mor var smuttede ud. Han blev synlige og kom tættere. “Det skal du slet ikke være, min pige. Men jeg bliver nødt til at gå nu, jeg vil komme igen i morgen og så kan vi få talt ud, okay?” “Okay..” Jeg havde vel ikke et andet valg end at høre efter ham. Vel?

   Det hele var så overvældende og jeg var nærmest begyndt med at se hallucinationer overalt, hvilket virkelig var for meget. Det var ubehageligt og mærkeligt på samme tid. Det der undrede mig mest var at Travis ikke havde sagt sit rigtige navn før, og den måde han blev sur på. Jeg blev virkelig bekymret, hvad nu hvis det gik ud over vores projekt og hvad nu hvis han gik rundt og fortalte alle om det der skete? Endda Tyler. Hvordan i alverden skulle jeg så forklare ham hvorfor det der skete, skete.

   Et suk røg ud af min mund og jeg lænede mig tilbage i sengen, så min ryg ramte væggen med et bump. Jeg kunne ønske jeg kunne spole tiden tilbage, eller bare slette hans hukommelse, men jeg var ikke nogen magiker - jeg var en banshee og Cordeaux. En slags engel sendt fra himmelen - eller skulle jeg sige helvede? Nu hvor de højere magter åbenbart ikke kunne lide mig. Eller det følte jeg i hvert fald.

Travis kunne i forvejen ikke lide mig, så det undrede mig virkelig ikke hvis han gik rundt og spredte rygter om en freak som mig, og det var ikke nogen løgn, at jeg var en.

   Med forskellige følelser, lagde jeg mig ned og faldt i søvn kort efter.

   Den næste dag turde jeg ikke at træde ud af hoveddøren, for jeg følte at noget dårligt ville ske. Måske var det bare min samvittighed, der talte til mig.

   Tanken om at jeg skulle se Travis gjorde mine ben helt slappe. Hændelsen fra igår var stadig klistret fast i hovedet.

Hvordan skulle jeg overhovedet se på ham igen ?

   Banken fra min dør, rev mig ud til realiteten fra mine tanker. Jeg vendte mit hoved til døren og sagde:

” Kom ind” Min far stak hovedet ind og kiggede på mig med det blik han altid kom med også da jeg var mindre - det uskyldige hjælpsomme blik han havde på sig, men problemet var bare at jeg ikke længere var den lille pige min far plejede at hjælpe. For mig var disse  problemer meget større end dem jeg havde for blot fem år siden.

   “Har du været hjemme hele dagen?” spurgte han, da han var kommet over til mig og havde sat sig ned ved siden af mig på sengen.  Jeg nikkede og trak på skuldrene til hans spørgsmål. “Jeg ville ikke i skole. Dig og mor var ikke rigtig til stede, så jeg fandt muligheden og pjækkede.”

Jeg vidste at min far aldrig havde noget imod at jeg pjækkede engang imellem, for han vidste at når jeg holdt fri var der noget galt. Det var ikke altid jeg blev hjemme fra skole.

   “Har du lyst til at fortælle hvad der foregår ?” spurgte han. Jeg kiggede lidt skævt på ham og sagde: “Hvad mener du?” “Årh, Hope. Jeg er jo ikke komplet idiot vel, jeg kan godt se at der noget som plager dig”

   JA, det var der. Men jeg kunne ikke fortælle ham det. Det ville ødelægge det hele. Hvad fanden skulle jeg gøre?  

   Han daskede mig let på armen og sagde: “ Sig nu hvad der går dig på. Du kan sagtens stole på mig” sagde han lokkende. Jeg vidste jo godt han ville hjælpe men jeg kunne ikke sige noget. “Der er ikke noget far.. “ sagde jeg henkastet. Han kiggede på mig med løftet bryn og hans blik sagde, mig-kan-du-ikke-narre.

“Der er bare en jeg kan lide. Det er ikke gengældt.”

Hvad? Hope, hvad i alverden har du lige sagt.

   Inden han mere kunne sige noget, hørte vi dørklokken ringe. Yes, jeg var reddet. Heldigvis!

“Jeg skal nok”  sagde jeg og gik ud af værelse og efterlod ham inde på mit værelse. Hvem det end så var der kom og ringede på - jeg skulle i hvert fald huske på at takke personen senere. Jeg trykkede håndtaget ned og træk døren hen mod mig. Og foran mig stod…

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...