Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2731Visninger
AA

6. Kapitel 4

Kapitel 4

“Forfulgt.”

 

 

“Hvilken størrelse?” spurgte han mig. Mit blik stoppede ved det store ur der hang over kassen i bowlingcentret.
Klokken var 18.30, og han var stadig ikke kommet endnu. Hvor blev han af?  Wren bragte min bevidsthed tilbage, ved at spørge igen. “Hope, hvilken størrelse?” Jeg kiggede fra ham til hylden, hvor der var sko stablet en efter en. “38.”

“Hope, er du okay, du har været lidt ved siden af dig selv her til aften?” spurgte Valentine mig efter hun havde trukket mig til siden, så vi var uden for Wrens hørevidden. “ Jeg.. jeg bliver nødt til at..” mere nåede jeg ikke at sige, da jeg ligesom blev afbrudt af en høj og klar stemme der sagde; “Undskyld forsinkelsen” Dean. Han var kommet. Jeg lukkede mine øjne i for et øjeblik i lettelse og kiggede på ham, da jeg åbnede mine øjne igen. Wren og han nikkede til hinanden i en høflig gestus og derefter kiggede han på Val og jeg. “Skal vi videre?” “Jah, natten er sådan set lang, ikke?” Grinte  Valentine og  gik forbi mig og fulgtes sammen med Wren ind til banerne. Og tilbage var det Dean og jeg, der var som stod og gloede på hinanden som idioter. “Jeg er virkelig ked af forsinkelsen” startede han med.  “Det gør ikke så meget.. det kan nu ske for hvem som helst” sagde jeg hurtigt og smuttede efter de andre.

 

Det endte så med, at Val var bedre end os andre. Wren og Val smuttede, så jeg var alene med Dean. “Hvad siger du til en kop kaffe?” spurgte han. Jeg kiggede på ham med et blik der sagde tager du pis.. “Kom nu, så kan vi få redt nogle ting ud” fortsatte han med da jeg ikke sagde noget. “Hvilke ting?” spurgte jeg ham. Han kiggede på mig med et opgivende blik, og lagde let sine hænder på hver sin side af mine skuldre og skubbede mig over mod parkeringspladsen.

 

“Hvorfor er det vi aldrig har mødt hinanden indtil nu?”  spurgte jeg pludselig, mens han kørte ud af parkeringspladsen. Han svarede mig ikke, men virkede ret fraværende. “Altså jeg har boet i byen siden…” jeg stoppede mig selv, jeg kunne ikke få mig selv til at sige ordet. “Adopteret?” færdiggjorde han. “Ja” sagde jeg stille. Vent, hvor vidste han det fra? “Hvor ved du det fra?” spurgte jeg overraskende om og kiggede på ham.

“Tyler..”  Derfra var der ingen af os der rigtig sagde noget. Jeg spurgte heller ikke, hvilken café han kørte til for af en eller anden grund stolede jeg på ham. Vi kørte gennem hovedvejen i byen, og samtidigt sagde han:

“Jeg har ikke rigtig.. “ mere hørte jeg ikke, for det blev ret koldt inden i bilen, så mine nakkehår rejste sig og jeg gned mine hænder mod hinanden og dér.. Der stod hun midt på vejen. Jeg åbnede munden og ville afbryde ham, men jeg kunne ikke. Jeg havde aldrig rigtig forstået meningen med at blive forfulgt af de døde. Det skræmte mig og da hun åbnede munden…

“Dean pas på!” råbte jeg og lænede mig frem mod ham og drejede i rattet. “Hvad fanden har du gang i?!” råbte han, og bremsede hårdt i, at vi stoppede med bump. Vi begge to sad for et øjeblik og sagde intet. Hvad havde jeg gjort? Jeg kunne have fået os dræbt.  Han vendte sig lidt mod mig og kiggede på mig i lang tid. “Hope, du kunne have fået os dræbt!” sagde han stille og chokeret.

“ Undskyld, men..”
“Undskyld? Seriøst! Tage dig sammen, hvad gik der af dig?” råbte han. “Du skal slet ikke råbe af mig!“ råbte jeg tilbage og tog min sikkerhedssele af og steg ud af bilen.

Han kunne lige så godt gå sin vej, hvis han skulle råbe sådan. Hvis jeg ikke havde gjort, hvad jeg havde…. så ville han havde kørt hende ned. Eller ville han?

 

Jeg begyndte at bevæge mig væk fra bilen over på den anden side af gaden.

Hjælp mig… HJÆLP.

Hendes ord fulgte efter mig samtidig med jeg bevægede mig væk fra stedet. “Hope,”  råbte han. Han lød ret oprevet og bekymret på samme tid. Jeg vendte mig ikke om. “Hope, gider du stoppe!”

Det der fik mig til at vende mig om var lyden af hårdt bremsende dæk.

En chokeret Dean der stod helt tæt op af en bil med hænderne på fronten af den, som kiggede på mig.

Chaufføren kom ud og spurgte om han var okay, og da han nikkede, kørte han videre. Dean kom hen til mig og tog fat om min hånd. “Hvor tror du, du skal hen?”  sagde han rasende og stadig chokeret. “Hvis du giver slip, så vil jeg gå.“ Jeg var irriteret og han havde på ingen måde ret til at være rasende på mig.  Han gav slip, og kiggede stadig undrende på mig.

 

Jeg vidste han havde ret, men jeg ville ikke tro det.

Var de allerede begyndt med at følge efter mig?

 

“Forresten! Jeg hedder forfanden ikke Dean, jeg hedder Travis!” råbte han efter mig.

 

Hvad?  
















 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...