Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2696Visninger
AA

5. Kapitel 3

Kapitel 3

“Den kolde hilsen.”

 

 

Den plan røg ligesom i vasken.

Vi har blevet sat sammen til engelsk hvilket gjorde det svært ikke at snakke sammen. “Okay, vi kan skrive om menneskerettigheder eller om The Blitz” foreslog han. Jeg kiggede lidt skævt på ham. Var det seriøst hans alvor? Jeg gad ikke rigtig at diskutere med ham så jeg gav ham et kort nik. “Menneskerettigheder lyder fint.” Og derfra gik vi i gang med at skrive opgaven. Vi fordelte opgaven imellem os, så den ene af os skulle finde forskellige oplysninger og den anden skulle skrive det ned.

Jeg smuttede på et tidspunkt for at gå på toilettet.

Kæft det var seriøst akavet imellem os. jeg ved ikke om det var fordi vi havde mødtes på en underlige måde hver eneste fucking gang. Jeg ved det ikke. Jeg var lige ved at runde hjørnet af i gangen for at gå på toilettet, da jeg hørte nogen hviske mit navn. Jeg stoppede brat og vendte mig om, men der var ikke nogen, så jeg trak bare på skuldrene og skulle til at gå igen, da stemmen lød, og så så jeg ham. Han var kommet fordi jeg ikke havde søgt ham tidligere. Han gjorde tegn på at jeg skulle følge efter ham og derefter vendte han ryggen til og gik ud af gangen.

“Hvad blev der af at du skulle komme min pige” sagde han med det samme da vi stod udenfor. “Jeg havde ikke tid. Undskyld” sagde jeg. Han sukkede af mig og sagde: “Vi mødes i dag hjemme hos dig efter skoletid” Han løftede hånden op for at signalere at jeg ikke skulle afbryde ham, da jeg åbnede munden. “Jeg gider ikke at høre på nogle undskyldninger. Du bliver nødt til at lære den rigtige side at kende inden det er for sent” sagde han og lyste bort lige for næsen af mig, jeg blev stadig nødt til at vende mig til det forsvindingsnummer.

 

Da jeg kom ind i klassen igen, overbombarderede Dean mig med alt det han var nået frem til, at jeg skulle skrive ned. “Det tog lang tid” kommenterede han på og kiggede på mig ud af øjenkrogen. “Såh, hvad er du kommet frem til?” spurgte jeg udenom. “Jo nu skal du høre. jeg har snakket med Karen, hun fortalte at Tyler havde fået det bedre i forhold til tidligere” “Stop lige en halv” afbrød jeg ham. “Hvornår har du talt med hende?” Han flyttede sit blik fra pc skærmen til mig og for første gang under hele lektionen fik vi øjenkontakt. Kæft man, han havde nogle flotte blå øjne. “Før timen startede.. men jeg undrer mig virkelig over hvorfor vi ikke har mødt hinanden før” “ Hvor lang tid har I to kendt hinanden da?” spurgte jeg ham. “Snart 10 år” svarede han. Hans stemme var som altid kold og sendte flere kuldegysninger ned af min ryg, men jeg var efterhånden blevet vant til det.

Jeg vendte mig tilbage til min bærbar og søgte videre. Vi sad lidt i stilhed og arbejdede videre indtil han spurgte: “Hvis du har tid efter skoletid, kan vi så ikke arbejde videre?  “ Jeg var ved at svare ham, men så kom jeg i tanke om at jeg skulle mødes med den gamle efter. “Det går ikke, jeg har en aftale” Han nikkede kun.

 

“Du kommer for sent” sagde han med det samme, da jeg trådte ind af døren. Han stod lænet op ad dørkarmen med korslagte arme. “Giv mig lige en chance. Please” sagde jeg til ham. “Jeg tror du har haft rigeligt med tid indtil nu” kom han med. Han vendte sig om med ryggen til mig og gik ind i stuen. “Hvis du får lettet rumpen, så tænker jeg at vi kan komme i gang” sagde han lidt skeptisk. Jeg gik efter ham hvor han gjorde tegn til at jeg skulle stå overfor ham. Stuen var mørklagt, da han havde trukket gardinerne for og på sofabordet så jeg nogle stearinlys. “Kom frem med din håndflade” kommanderede han. Jeg gjorde som han sagde og derefter lagde han et lys på min håndflade. “Hvad skal vi lave?” spurgte jeg nysgerrigt. “Okay. Du skal prøve på at få den energi du har i din krop ud til lyset, så den tændes” Jeg rynkede panden. “Hvordan skal det lade sig gøre?” “Til at starte med skal du lukke øjnene og slappe af, så du kan tømme dit sind og derfra vil resten komme” Da jeg stadig stod og stirrede på ham og lignede et spørgsmålstegn, sagde han, “kom nu min pige.”

“Jeg ved ikke rigtig” sagde jeg tøvende. Derefter.. vidste jeg ikke rigtig hvad der skete.

det eneste jeg gjorde var at jeg slappede helt af i kroppen og prøvede på at tømme mit sind. Og det virkede åbenbart for jeg hørte ham komme med et tilfredsstillet grin. Da jeg åbnede mine øjne var alle de stearinlys der var stillet rundt omkring tændt og flammerne blafrede roligt.

 

“Har jeg gjort det?” spurgte jeg lidt ængsteligt.

Han nikkede lidt ivrigt på hovedet. “Er du klar til det næste forsøg?” spurgte han så. “Men Klaus, kan du ikke fortælle mig lidt om os selv, så jeg kan have et klart billede over det” spurgte jeg ham. Jeg tænkte lidt inden han nikkede. “Hvad vil du vide?” spurgte han. Jeg trak på skuldrene. “Okay, lad mig starte med at sige, at som du ved, er du en Banshee og samtidig

halv Cadeaux. Vi bansheer kan fornemme døden og kan se og tale med de ånder der har brug for hjælp til at komme over på den anden side, men i dit vedkommende har du en ekstra gave. Du er samtidig også en Cadeaux. En mere speciel udgave af Banshee, deres evne er at de har magten over de fem elementer, men i det fleste tilfælde kan nogle af dem også skade de personer de holder af, da de ikke kan styre eller adskille deres følelser og deres evner fra hinanden.” fortalte han mig. Det var meget information på en gang. “Det var bare lige det overordnede af det hele, men med tiden skal jeg nok fortælle det hele” sagde han så.

“Hvad så med..” Jeg tøvede lidt, “mine forældre?”

 

“Lige nu skal du fokusere på den magi du har i dig, Hope. Du kan ikke tænke på din fortid og lade dig blive påvirket af det. Når tiden er inde, vil jeg fortælle dig alt du behøver at vide.” Jeg nikkede lidt og betragtede den magiker der stod foran mig.

Klaus var en af mine forældres gamle venner, jeg tror vist at det hang sådan sammen med at han havde skygget over mig lige siden jeg var sendt ned til jorden, og så ville han komme og vise sig frem når tiden var inde, som den nu var og lære mig hvad og hvem jeg i virkeligheden var. Jeg lagde lyset fra mig på bordet, samtidig med at han knipsede med sine fingre hvor alt lyset blev slukket. “Jeg tror det er nok for i dag, min pige. Jeg vil komme en gang om ugen og give dig undervisning. Er du med?” spurgte han. “Ja, jeg er med” svarede jeg ham. Hvis bare mine forældre ikke var hjemme til den tid.

Jeg havde altid tænkt på hvorfor mine biologiske forældre aldrig havde opsøgt mig, men nu forstod jeg bedre. De ville beskytte mig.

Men for hvad?

Jeg nåede ikke at sige noget, før Klaus forsvandt og jeg stod alene med mine hænder løftet op foran mig. “Det skal jeg vænne mig til,” mumlede jeg og kiggede så rundt.

Ærlig talt havde jeg regnet med, at det ville tage længere tid, men da det ikke gjorde og jeg nu var ledig, tog jeg min telefon op og ringede til Dean. Han havde givet nummeret til mig hvis nu jeg ændrede mening.


 

“Hallo?”

“Hey, det er mig Hope. Jeg tænkte på om vi ikke kunne mødes alligevel. Min aftale blev aflyst,” løj jeg. “Hmm. Jeg er på hospitalet. Vi kan mødes der hvis du vil”  “Jeg er der om cirka tyve minutter,” sagde jeg og efter at have lagt på, tog jeg min rygsæk fra gulvet og gik ud på gangen for at tage overtøj på. Jeg tog bilnøglerne fra bordet da jeg opdagede at mine forældre havde ladet bilen være derhjemme, og gik ud af huset. Jeg gik ned til bilen og låste den op hvorefter jeg satte mig ind i den. Et dæmpet skrig kom ud af min mund, da jeg fik øje på ham. Den døde fyr. Han stod lænet op ad hoveddøren og kiggede direkte på mig med sine udtryksløse øjne. Jeg satte nøglerne i tindingen, men startede ikke motoren. Det var som om jeg var lænket til stedet, jeg kunne hverken tage mit blik fra ham eller foretage mig en anden handling. Jeg var simpelthen lænket fast til sædet i bilen. Da jeg så endelig tog mig sammen kiggede jeg mig omkring og fik tjekket op på om folk der var i kvarteret kunne se ham, men de så helt normale ud. Så det var kun mig?

“Hope Quinn Walden, Banshee folket har budt dig velkommen. Tegnet vil vise sig når tiden er inde,” sagde han og forsvandt for øjne af mig.

Hvad mente han med at tegnet ville vise sig? Hvad?

 

En hård banken på ruden fik mig til at hoppe i sædet og jeg blev revet ud af min chokerede tilstand. Da jeg kiggede mig til siden og fik øje på.. min far. Far? Var han allerede kommet tilbage fra arbejdet? Han åbnede bildøren. “Er du okay?”

Jeg kiggede på ham og lignede sikkert et stort spørgsmålstegn for jeg svarede ham ikke med det samme. Da jeg fik taget mig nogenlunde sammen nikkede jeg kort. “Far, du er tilbage!” Jeg steg ud af bilen og gav ham et kram. Han knugede mig ind til sig, jeg indåndede hans duft. Ny plukkede æbler. Min far arbejde i et æble firma og jeg kunne huske, at da jeg var mindre kom han med tonsvis af æblejuice og friske æbler med hjem. “Hvorfor er du hjemme så tidligt?” spurgte jeg ham. Han trak på skuldrene og kom med et, ”vi havde ikke travlt idag.” Jeg nikkede kort og smilede til ham.

“Hvor er du på vej hen?” spurgte han og mit ansigt blev en anelse trist.“Hospitalet. Du har vel hørt det der er sket?” spurgte jeg ham. Et snert af tristhed viste sig i hans mørkebrune øjne, og han nikkede. “Du må hilse, ikke? Det kan være at jeg kommer forbi når jeg har tid,” sagde han og kyssede mig kort i håret hvorefter han forsvandt indendørs.

 

***

 

Jeg var lige ved at trykke håndtaget ned til det værelse Tyler lå i da jeg blev opmærksom på nogen der kaldte på mig. Jeg vendte hovedet til den retning stemmen kom fra og så Dean komme gående med to krus i hver hånd. “Hvad laver du her?” røg det ud af min mund før jeg tænkte mig om. Han lagde hovedet på skrå og kom med et lusket smil. “Vi har jo tilfældigvis ikke en fælles ven, og du ringede slet ikke,” sagde han sarkastisk. Jeg rynkede på næsen. Hvor var han irriterende og dejlig på samme tid. Vent. Hvad tænkte jeg lige der? “Hvad er det..” “Hvad med en kop kaffe efter vores besøg “ brudte han ind med. Mente han seriøst det der? “Undskyld, hvad?” Jeg forstod virkelig ikke hvor han ville hen, først var han vildt irriterende og nu var han flink nok og inviterede mig ud.

“Du hørte mig godt” sagde han kort, og skubbede døren op med albuen.

 

“Nåh makker, hvordan har du det?” spurgte han Tyler. Spurgte han virkelig ham om det? Hvad var det for et spørgsmål han kom med? “Bedre I forhold til de sidste par dage” “Ved du hvornår du bliver skrevet ud?” kom jeg med. “ikke endnu kære,” svarede hans mor mig med et lille træt smil.

Min hørelse trak hen til et andet sted da jeg pludselig hørte en hvisken. Hjælp mig! Stemmen kom herinde fra og der var en underlige fugtig kulde med. Jeg slog armene om mig selv og gned mine håndflader mod begge mine arme. Jeg prøvede febrilsk på at finde ejermanden til stemmen, men den var der ikke.

“Hope?” blev der sagt og jeg blev revet ud af den mærkelige trance og vendte min opmærksomhed tilbage på dem. “Ja?” sagde jeg fraværende. “Hører du overhovedet efter?” spurgte Tyler og små grinte af mig. Jeg trak på smilebåndet. “Jeg spurgte om du var klar til vores udflugt her i starten af sommerferien?” Var der blevet planlagt sådan en? Hvis der var, hvornår var den blevet planlagt? Drengene begyndte at grine stort og jeg følte mig virkelig som et stort spørgsmålstegn. “Hvad fanden griner I af?” spurgte jeg undrende. De udvekslede blikke og grinte endnu mere.

“Jeg glemmer bare hvor godtroende du er” sagde Tyler endelig efter han havde taget sig sammen. Jeg smilede kun af dem. Det var så en af ulemperne ved mig.

“Drenge, nu skal I ikke..” prøvede Tylers mor at sige, men blev afbrudt af Valentine der kom tumlende ind på værelset og sagde: “Hope, kom lige to sek.” Hun vinkede mig ivrigt til sig og havde det største smil. Jeg rejste mig op fra min plads og gik ud på gangen efter hende.

 

Lige så snart døren blev lukket efter os, tog hun fat i min hånd og klemte den hårdt. “Val! Ud med det! Hvad sker det?” spurgte jeg undrende og smilte af hende. Hun hvinede af glæde og sagde, “Wren har inviteret mig ud i aften. Vi skal ud og bowle! ” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sig eller gøre. Jeg kendte ham jo ikke rigtigt og  jeg håbede bare at han ikke ville såre Val. Hun kom dog til min undsætning ved at sige: ”Øhm jeg har på en måde også inviteret dig og ham den lækre med” Jeg åbnede munden men lukkede den igen. Hvad? Af hvad havde hun?

”Du må ikke blive sur..” sagde hun stille. ”Ham den lækre?” spurgte jeg. Hun kiggede lidt underligt på mig med sit blik der sagde tager-du.pis-på-mig. ”Ham der sidder inde hos Tyler ”  vent lidt.. var Dean.. Den lækre?

 

Klokken 18.00. præcis var Valentine kommet og dyttede af mig hornet med sin mors bil. Jeg blev seriøst tvunget til at tage afsted.. jeg vidste stadig ikke hvordan hun kunne gøre det imod mig. Jeg skulle på dobbeltdate. Dræb mig lige. Jeg kiggede på mig selv en ekstra gang på spejlet i entreen og så mit eget spejlbillede. Mødte mine mørke grønne øjne og mit brune skulder langt hår som jeg havde glattet  i aften. Det der tiltrak min opmærksomhed mest var..

Pigen der stod i baggrunden. Bag mig.

HJÆLP MIG..

Selvom hun stod ved døråbningen til entreen føltes det som om at hun stod lige ved siden af mig og hviskede det i øret på mig. Det begyndte at blive koldt også, jeg gned håndfladerne mod hinanden og kiggede nærmere på hende.

Hun havde løse cowboy bukser på med en sort skjorte stoppet ned. Det var så derefter jeg opdagede den blodpøl hun stod i. De dryppede nemlig fra hendes hals af.

Hjælp mig.. Vær sød..

Hvordan? Tænkte jeg automatisk. Hjælp! Var det sidste hun sagde inden hun forsvandt og lod mig være alene tilbage.

 

Valentine bragte mig tilbage til realiteten da der blev dyttet igen. Jeg tog min sorte skuldertaske og min jakke på, og smuttede ud af huset. “Det var på tide” sagde hun med det samme da jeg satte mig ind ved siden af hende i bilen. Jeg sagde ikke rigtig noget til hende da jeg stadig kunne se pigen for mig. “Hope, så slemt kan det da heller ikke være at du skal med i aften. Man skulle tro du havde set et spøgelse!” grinte hun. Problemet var bare, at det var rigtigt. Jeg havde set et spøgelse.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...