Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2709Visninger
AA

31. Kapitel 29

Kapitel 29

“Det umulige.”

 

“Hvorfor har jeg også brugt den besværgelse?”

Det var en pigestemme.

Det var mørkt, men få lysskær brændte i mine øjne. Personen jeg meget lidt kunne se brokkede sig over et eller andet.

“Jeg burde have vidst, at hun har flere kræfter end hvad jeg har..”

 

Jeg stønnede kort af smerte og prøvede på at åbne øjnene. Hvor var jeg henne?

Det hele var så absurd, at jeg ikke kunne samle to og to sammen.

“Åh gud, du er vågnet!”

 

Mine øjne føltes tunge da jeg åbnede dem og kiggede rundt. Det første jeg fik øje på var at det var et andet værelse jeg lå i, ikke mit eget. Jeg trak vejret dybt. Væggene var lilla, og møblerne så moderne ud - meget formelt mente jeg. Alt var i orden, selv sengen jeg sad i. Den var rund og var kæmpestor med en blød madrasse og fine puder rundt omkring.

Jeg fik øje på en hylde hvor bøger var sat pænt op og så ud til at være ubrugt.

Især en bog tiltrak min opmærksomhed - en bog som jeg havde set før, men ikke kunne huske hvor. Det var svært at forklare følelsen jeg fik af at kigge på den, men et ord beskrev det godt; ubehag.

 

“Hope?”

 

Jeg stemmen forskrækket mig og da jeg  vendte mig om fik jeg et chok da jeg indså hvem der stod der. “Evy?”

Det kom virkelig bag på mig da jeg så hende stå og kigge på mig med et bekymret blik - hvorfor var hun her og hvor var jeg?

“Hvor er jeg?” spurgte jeg og kørte en hånd igennem mit hår. Frustreret som jeg var, satte jeg mig helt op. “På mit værelse,” svarede hun og satte sig ned ved siden af mig.

“Hope, der er noget du ikke ved om mig..”

“Såsom at du har kræfter?” afbrød jeg hende og sukkede, “jeg hørte besværgelsen før alt blev sort.”

Hun nikkede lidt og så virkelig nervøs ud. Det skulle hun også være, for hun havde været veninder med mig, hjulpet mig og set mig gå igennem et panikanfald på grund af Eric uden at reagere. Nu fandt jeg så ud af at hun havde kræfter.

Vent lige..

“Hvor ved du fra at jeg.. er du fra de højere magter?” Spurgte jeg en anelse skræmt og flyttede mig fra hende. Hurtigt rystede hun på hovedet og tog min hånd. “Nej Hope, det er jeg ikke. Jeg har altid vidst hvem du var. Siden vi stødte på hinanden på galleriet har jeg vidst at du var Hope Huricane, datter Ian og Vivian Huricane.”

 

Jeg stod som stivnet til sengen og kunne ikke følge med i det hun sagde. “Hvorfor… har du ikke sagt noget?” spurgte jeg. “Det.. jeg var bange for at du ville fortælle min bror om mig.”

 

Jeg kiggede dumt på hende, for hvem var hendes bror? Hvad snakkede hun om?

“Evy, kan du være lidt mere præcis? Jeg forstår ikke hvad du siger. Hvem er din bror?”

 

Evy rejste sig op og kiggede rundt før hun åndede lettet ud, og kiggede på mig. “Travis Emmons er min lillebror, Hope.”

 

Hvad?

 

“Nej,” mumlede jeg og rystede på hovedet, “det er umuligt.” “Hope, han er min bror.”

    Jeg tænkte tilbage på da vi mødtes.

“Mit navn er Evy Ammons.”

Jeg prøvede på at bevare roen, og sagde:
“Han er jo..død” Jeg hviskede det sidste ord, måske hvis jeg ikke sagde det højt, ville det forblive uvirkeligt. Måske havde han bare gemt sig et sted og betragtede os alle fra et hjørne og grinte af os alle. Men sådan var han ikke.
Hun lagde hovedet på skrå og bed sig i underlæben. “Det så det, jeg ville snakke med dig om” Jeg sendte hende et trist smil. “Det gør mig ondt. MEn du kunne jo have ringet eller noget - i stedet for det her” sagde jeg og kiggede rundt for påpege at hun på en måde havde kidnappet mig.

   Hun gik hen imod døren. “Vil du ikke have noget varmt at drikke? Jeg kan lave noget kaffe” spurgte jeg. Jeg rejste mig op og fulgte efter hende gennem en kort gang der forbandt hendes soveværelse med en stue og overfor sten var køkkenet. “Bare tag plads” sagde hun og pegede på det lille bord der var ved vinduet i det lille køkken vi var kommet til. JEg satte mig ned og betragtede hende.  Hun satte noget vand over kog på komfuret, og…
Mit hjerte begyndte at hamre. Dunk,dunk,dunk. Jeg tog min hånd op til brystkassen og lagde den midt på. Jeg lukkede øjne for et øjeblik og kunne høre Haylie i mit hovede.
    Er du okay?
Ja, det er jeg. Godt! svarede hun og forsvandt igen. “Må jeg låne badeværelset?” spurgte jeg og åbnede mine øjne brat igen. Evy stod stadig ved komfuret, hun vendte sit hoved om til mig og pegede med sin ene hånd mod entreen vi var kommet ind af. “Ja selvfølgelig, det ligger lige ved siden af mit værelse”

Jeg rejste  op og gik videre ud på entreen og fandt badeværelse. Jeg havde brug for at vaske mit ansigt, brug for at komme til mig selv. Jeg trak dybe vejrtrækninger og lukkede døren efter mig, da jeg var kommet ind på badeværelset.
Jeg elsker dig, jeg kom i tanke om hans ord han havde sagt inden han…
Jeg rystede på hovedet af mig selv. Jeg tændte for vandet og skyllede mine hænder med koldt vand, plaskede det i ansigtet og slukkede for det igen. Den underlige følelse jeg havde fælt for mindre end fem minutter siden, kom igen.  Et tungt tryk mellem mine bryster kom, jeg tog min hånd op til brystkassen og pressede håndfladen ned mod stedet om ømmede mig.
Jeg kiggede på mig selv på spejlet der hang over vasken og gik ud igen.
    Det var som om at jeg kunne høre mit eget hjerte dunken, da jeg forsatte videre ned af entreen tilbage til køkkenet. Mine nakkehår rejste sig med det samme, da jeg hørte en stemme sige mit navn. Jeg stoppede op.
“Hope”, sagde den stille. Det lød som Travis. Jeg slugte en klump der var vokset i halsen på mig. Det syn jeg der ventede mig, havde jeg aldrig i mit liv set komme. For det var umuligt. Deet kunne ikke ske. Hans blå øjne kiggede sig i mine, og han stod dér.
Dér foran badeværelsesdøren jeg lige havde gået igennem. Var det ham? Var det virkelig Travis?
Nej, Nej, Nej. Det kunne det ikke være.
Han var død. Jeg havde set ham..dø.
    Mine fødder begyndte at tage nogle skridt baglæns. “Hope”, sagde personen der skulle forestille at være Travis. Jeg rystede på hovedet i en stor sorg der var i mig, sammen med noget tvivlsomhed.
    Inden jeg vidste bedre, havde jeg vendt ryggen til ham og løb videre lige ud til hoveddøren af lejligheden - ud i opgangen. Jeg kunne høre Evys stemme kalde på mig i baggrunden, og et irriteret:  ” Jeg sagde jo du skulle blive væk indtil jeg ville sige til!” “Hope” kaldte han igen og fulgte efter mig. JEg rystede stadig på hovedet. Han kom efter mig.

    Jeg stoppede op ved en væg. Jeg førte hænderne op og prøvede febrilsk at finde en måde at slippe væk. Han stod for enden af trappen og så ned på mig. Jeg vendte ryggen helt op til væggen og så på  ham igen. Jeg begyndte at ryste. “Det er ikke Travis. Det ikke Travs,” begyndte jeg at gentage. “Travis er død. Høre du Travis er død. Han er død!” græd jeg lidt efter. Han så på mig med smerte. Han tog et skridt ned af trappen. Et skridt nærmere mod mig. “Nej,nej - jeg bliver skør” græd jeg og satte mig ned på gulvet. Jeg kiggede op på ham og råbte: “Travis er død. Hvem er du?”
Han svarede ikke men kom nærmere.
“Skrid. Du er død. Skrid, høre du. Skrid!” råbte jeg og trak mig helt op af væggen. Da han var kommet helt tæt på mig, satte han sig på hug og rakte hånden ud til mig. “Det mig Travis. Hope det er mig” Han tog sin hånd til sig da jeg ikke tog den. Jeg rystede stadig på hovedet mens tårerne havde frit løb.

    Jeg trak mig så meget op af væggen så muligt. Jeg rystede på hovedet da han rakte sine arme ud til mig og begyndte at græde selv. “Hope” græd han og fældede tårer. Han holdt sine hænder ud til mig og jeg rakte mine hænder ud til han og rørte dem. Jeg græd stadig. Han lukkede sine hænder om mine og tog dem med op til sin mund og kyssede dem.
“Nej, nej” udbrød jeg og krammede ham. Det var ham! Han åbnede sine arme til mig og jeg begravede mit ansigt i hans skulder. Han duftede stadig af det samme. Saltvand. Vi krammede hinanden mens vi sad på gulvet, begge med tårer ned af kinderne. Sådan sad vi i noget tid. Krammede hinanden. Mens tårerne løb. Jeg trak mig til mig og kiggede stadig på ham og det var faktisk der det gik op for mig at det virkelig var ham. Travis. Min Travis. Jeg tog mine hænder op til munden i chok. Han tog sin ene hånd og tog en tot hår der var faldet ned over øjnen af mig og tog den tilbage.  
“Du er ikke død. Du ikke død” mumlede jeg grædende. Han nikkede mens han rystede af mentalt smerte.





 

“Du lever!” sagde jeg så. Vreden i mig begyndte at boble. Jeg kiggede på ham og slog derefter hårdt på hans bryst at han var ved at falde bagover men holdte balancen.
“HVAD FÅR DIG TIL AT TRO, AT DU HAR RET TIL ,AT GØRE SÅDAN MOD OS ALLE!” råbte jeg i vrede, og blev ved med at hamre mine håndflade mod hans bryst.
“Folk var kede af det”sagde jeg med en hævet stemme, og blev ved med  at slå. Han prøve at standse mine slag, men jeg vred mig fri. “Hvordan kunne du gøre det” blev jeg ved og kiggede på Travis med en blanding af vrede og sorg, “Er du klar over hvad jeg har gennemgået på grund af dig?! Givet min søster skylden og lukket alle ude af mit liv! Du havde INGEN ret til at snyde mig på den måde,” sagde jeg hulkende og rejste mig op.

Jeg begyndte med at gå lidt inden hans ord stoppede mig,

“Jeg elsker dig Hope og vil altid gøre det. Eric sendte en besked til dig og jeg havde brug for tid til at kunne samle mod til mig inden jeg mødte dig.”


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...