Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2737Visninger
AA

30. Kapitel 28

Kapitel 28

“At miste håbet.”

 

Fuldkommen stilhed rummede hele soveværelset. Lige så tom og stille det var - lige så tom følte jeg mig indeni. Jeg lå sammenkrøbet på den side af sengen jeg plejede at ligge i med min næse mod hans pude så jeg kunne dufte hans   duft. Jeg havde klemt en af hans trøjer i min favn og lå i sengen fuldstændig slap. Verden var gået i stå. Tiden var standset. Jeg var ikke mig selv mere. Jeg havde… jeg kunne ikke engang få mig selv til at tænke på ham på den måde. Det fik kuldegysningerne frem på mig og fik mig til at skælve.   
    Mørket der herskede over soveværelset forsvandt pludseligt, og fik mig til at knebe mine øjne. Solens stråler fik frit løb ind i værelset og jeg tog dynen op over mit hovede.
“Hope, du skal spise..”, hørte jeg min mors stemme sige.  Jeg kunne hører hende komme over til sengen og tog dynen over mit hovede. Jeg lukkede automatisk øjne, da lyset var for skrapt.
Hun satte sig ned ved fodenden og jeg kunne mærke hendes blik på mig. Hvis jeg skulle være ærlig, troede jeg heller ikke hvordan min mor skulle reagere eller opfør sig. Valentine havde åbenbart ringet og fået mig hjem efter hændelsen.
Jeg huskede intet, men det, det jeg får fortalt.
Da jeg åbnede mine øjne langsomt, fik jeg øjenkontakt, og kunne mærke hvor bekymret hun var for mig.                   
“Du bliver nødt til at spise noget, skat! Jeg har lavet din livret” sagde hun og pegede over på det lille bord, der stod ved vinduet, hun lige havde trukket gardinerne fra. Jeg sagde ikke noget, trak kun vejret tungt. “Hope, du bliver nødt til at - “ hun stoppede sig selv. Hvad skulle hun sige? Hun rejste sig og kom over til mig, tog fat i mine hænder og trak mig op at sidde.
“Hope, skat” sagde hun og aede mig blidt på min kind. “Jeg ved, og kan  forstille mig hvilke fase du er i  “ Jeg rettede mit blik på hende, og spurgte : “Hvordan?” Jeg gjorde mig fri fra hende hånd fra min kind og rejste mig op.  
    Jeg tog en skælvende indånding og gik frem og tilbage fra den ene side af sengen til den anden.
“Sig mig hvordan kan du forestille dig, hvilken fase jeg går igennem!” sagde jeg med en hævet stemme og tog mine hænder op til mine tindinger.

“Det hele er min skyld” mumlede jeg. “Jeg kunne have stoppet det”  “Det ikke din skyld, du kunne ikke have vidst det ville ske” prøvede min mor at berolige mig med. “Jeg kunne have kontaktet Eric. Jeg kunne have taget Travis’s dødssyn seriøst...men det gjorde jeg ikke”
“JEG GJORDE INTET FOR AT STOPPE DET!”, råbte jeg og tog fat i gardinerne og hev i dem. “Jeg gjorde intet” råbte jeg højt og skreg.  Jeg trappede med den ene fod den på gulvet hårdt og begyndte at hulke højlydt. “Hope tag det roligt!” sagde min mor og rejste sig op.
“Og nu sørger jeg over at han ikke er her mere” blev jeg ved med at råbe og gik hen mod bordet hvor bakken med maden hun havde taget med ind, og tog glasset med vand i og kylede det ned mod gulvet, hvor det gik itu mens vandet sprøjtede. “DET HELE ER MIN SKYLD!”
“Hope, stop!” hørte jeg min mor sige og prøvede på at tage fat i mig, men jeg trådte væk og skubbede nu hele bakken ned på gulvet, mens jeg græd og skreg af frustration.
   “DRENGE! råbte min mor i panik. “Hope, du kunne ikke have vidst det ville ske” prøvede hun at trøste med, mens jeg græd. Døren gik op og ind kom Tyler og Christer. De direkte over til mig og tog fat i hver min arm og førte mig over til sengen. “Det er min skyld” mumlede jeg grædende og var drænet for energi.
“Hvad er det der sker?” hørte jeg Tyler spørge trist. “Hun giver sig selv skylden. Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det længere” De lagde mig ned, hvor jeg kunne mærke en en hånd på mit hovede som aede mig blidt og et kys på kinden.


 

Christer havde været hos mig hele dagen og prøvet på at proppe mad i mig, men han forstod ikke at det havde jeg ikke lyst til.

Efter episoden i svømmehallen ringede Valentine til min bror og bad ham om at komme hjem.

 

Der var gået to uger siden Travis’ død og jeg havde ikke forladt sengen en eneste gang. Jeg havde hverken snakket med Haylie eller Valentine. Den eneste jeg havde lyst til at snakke med var Tyler. Jeg følte mig tryg hos ham og han mindede mig så meget om Travis.

 

Jeg havde beskyldt Haylie for Travis’ død, men jeg vidste at det ikke var hendes skyld. Det var nok det nemmeste, så jeg kunne komme væk fra alt. Haylie havde lovet mig, at Travis ikke ville komme noget til, og det var også det jeg brugte da jeg sagde at det var hendes skyld.

Valentine kunne jeg ikke se på. Når jeg kiggede på hende kom jeg i tanke om Wren og det han havde gjort - det gjorde for ondt.

 

Jeg kunne ikke klare tanken om at være sammen med hende og så leve i episoden hvert sekund.

 

“Hope,” blev Christer ved, men som altid skubbede jeg det ud af hånden på ham, så det røg på gulvet. Jeg snakkede ikke.

Det var sjældent jeg gjorde det.

 

“Jeg skal nok snakke med hende.”

 

Jeg kiggede på Tyler. Hurtigt satte jeg mig op og tørrede mine øjne for de tårer, der lige før var trillet ned.

 

De andre gik ud af værelset og lukkede døren.

 

“Hey,” mumlede han da han havde sat sig ved siden af mig. Christer gik ud af værelset og lukkede døren efter sig. Jeg gav ham et kram. “Hey,” sagde jeg stille.

 

Han trak dynen over os begge og jeg lagde hovedet på hans bryst. “Hvorfor spiser du ikke Hope? Han er din bror og han vil dig det bedste. Din mor også. Hun bliver ked af det.”

 

Det irriterede mig at han havde ret, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg elskede Christer og det var måske derfor jeg holdt ham væk - for jeg ville ikke miste ham også. Min mor havde jeg ikke snakket med i et stykke tid på grund af alt den drama, så hende havde jeg ikke noget at snakke om med.

 

“Kan vi snakke om noget andet?” spurgte jeg ham. Jeg kunne mærke at han nikkede. “Hvad vil du snakke om?”

 

“Hvordan har min søster det?”

 

Tyler kørte fingerspidserne igennem mit hår og legede med det hvilket havde en beroligende effekt på mig. “Hun er trist og savner sin tvilling. Hun tror stadig at det er hendes skyld.”

 

Jeg sukkede lidt. Jeg ville ikke have at hun skulle være ked af det, men jeg vidste at det var for det bedste. Jeg mistede dem jeg holdt af - så at holde dem væk var måske det bedste.

 

“Jeg kan ikke tilgive hende lige nu,” løj jeg og bed mig i læben, “det er for hårdt.”

 

Han nikkede lidt. Tårerne begyndte at trille ned igen og jeg kiggede på Tyler.

“Travis er død, Tyler. Han er død,” sagde jeg og begyndte med at hulke - denne gang lavt. Han kyssede mig i håret og nussede i det. “Jeg ved det Hope… jeg ved det.”

 

Det gjorde ondt at tænke på det.

 

“Hope?” Hørte jeg Tyler kalde, så jeg snøftede lidt og tørrede mine kinder hvorefter jeg kiggede på ham.

“Hvorfor tager du ikke hjem til dine forældre? Bliver der lidt tid og falder til ro inden du bor her?”

 

Jeg rystede på hovedet og satte mig op. “Nej. Det her hus er det eneste minde jeg har om ham. Hans duft, hans nærvær, alt. Jeg kan ikke bare forlade det.”

 

Tyler kyssede mig igen i håret og tørrede mine kinder med sin hånd. “Okay, bare du har det godt.”

 

Han var god til at skjule sine følelser, men jeg kunne se igennem min bedste ven og han så helt grædefærdig ud. Han mistede sin bedste ven. Jeg lukkede øjnene og lagde hovedet på hans bryst igen. På den måde faldt jeg i søvn.



 

Da jeg vågnede op var det blevet mørkt og jeg satte mig op. Kiggede til siden og tog det glas vand, min mor kom ind med senere på aftenen da jeg havde knust det andet.

 

Jeg kiggede til siden og så Tyler sove. Jeg smilede lidt. Det var altid rart at have ham ved siden af sig. Jeg sov bedre når han var der, og jeg kom i tanke om et minde fra barndommen.

 

“Tyler, ved du hvad far har gjort?” Græd jeg og sad på gulvet med min bamse, der ikke lignede en bamse længere.

“Hvad?” spurgte han og satte sig ned ved siden af mig. “Han klippede hovedet af,” græd jeg og prøvede på at tørre mine kinder samtidig. “Hvorfor?” spurgte han og begyndte selv med at græde. “Fordi jeg ikke ville sove.”

 

Han krammede mig. “Vil du sove med mig Tyler?” spurgte jeg og krammede tilbage, “jeg er bange. Hvad hvis der er noget under sengen? Far sagde han ikke ville sove med mig i nat.”

 

Han nikkede og tog min hånd hvorefter vi sammen gik op på mit værelse og jeg sov den nat uden at være bange for noget som helst. Han var min helt.

 

Dengang var vi blot syv år, men jeg kunne huske det tydeligt. Da jeg var fjorten år gammel græd jeg fordi at en dreng fra klassen havde kaldt mig dum og nørd, hvor Tyler næste dag kom op at slås med ham. Den nat sov han også med mig.

 

“Hvad kigger du på?” hørte jeg Tyler mumle. Han havde en arm over øjnene, så jeg havde ikke set ham vågne.

“Min bedsteven,” sagde jeg og krammede ham. “Kan du huske da min far havde klippet hovedet af min bamse og jeg var bange for at sove alene den nat?”

 

Han grinede kort og krammede med. “Ja, og kan du huske det jeg sagde til dig inden vi sov?”

 

“Hope, jeg vil altid beskytte dig. Fra alle  uhyrer,” sagde han og krammede mig. “Hvis de kommer vil jeg være din helt.”

 

Da jeg tænkte tilbage på det var det som at opleve det igen. Jeg trak mig væk og kiggede ned på mine hænder som jeg legede med. Tyler tog mine hænder og løftede mit hoved op med sin hånd. “Hope, hvad tænker du på?”

 

Jeg trak på skuldrene. “De uhyre jeg var bange for var ikke under sengen, de var med mig overalt - for jeg er uhyret som skræmte mig selv væk.”

 

“Hope, lad være med at sige sådan noget. Det er ikke rigtigt.” Han gav mine hænder et klem, “Du er bedre end du tror.”

 

Jeg kiggede på ham. “Er jeg?” Han nikkede og smilte til mig.

“Vil du ikke hente noget for mig?” spurgte jeg og kiggede på Tyler. “Jo selvfølgelig, hvad er det?”

 

Jeg trak vejret kort og pustede ud igen. “Vil du ikke hente mig glaskuglen, der ligger i skabet i stuen?”

Han rejste sig op og forsvandt ud af døren. Jeg sukkede og kiggede rundt.

 

Jeg spjættede da vinduet pludselig fløj op og al vinden kom ind - ikke noget med det, så tordnede det. “Hvad i alverden..” mumlede jeg og rejste mig op. Jeg gik hen til vinduet og ville lukke det, men det lykkedes ikke.

 

Jeg stod lidt og trak på skuldrene, hvorefter jeg vendte mig om.

“Hope.”

Jeg skreg.

“Shh!” Der blev lagt en hånd om min mund. Jeg kunne høre nogen løbe op af trapperne - det måtte være Tyler. “Nu må vi skynde os ud herfra.”


Der blev sagt få ord, som jeg hurtigt genkendte som “Dormi dans l'obscurité.” og så blev alt mørkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...