Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2709Visninger
AA

28. Kapitel 26

Kapitel 26

“Besøget.”

 

 

To måneder var gået siden hun sidst havde vist sig med synet om Travis’ død. Jeg havde ikke fortalt ham om det, men jeg havde ingen grund til at bekymre ham når jeg ikke selv troede på det ville ske.

Vores forhold var blevet så meget bedre og vi var lykkelige. Jeg havde også snakket med Evy og vi havde fået et godt venskab - nu manglede jeg bare at præsentere hende for Travis.

 

Mange ting havde ændret sig på to måneder. Jeg havde snakket ud med mine adoptivforældre og fundet ud af hvem de var og hvordan de beskyttede mig. Udover det havde Tyler og Haylie fundet sammen hvilket både gik bag på mig og alligevel ikke. Hvordan jeg fandt ud af det?

Jeg skulle snakke med Haylie om noget, så jeg gik ind på hendes værelse, hvor de sad og kyssede.

Først var det kvalme vækkende at se min tvilling og bedste ven sammen, men efter noget tid havde jeg vænnet mig til de utallige morgener hvor han sneg sig ud af huset for ikke at blive busted.

Indtil på værelset.

 

Nu ville han slet ikke forlade og det begyndte med at være ret normalt at se ham i huset.

 

Forresten, havde jeg fortalt at jeg var flyttet ind hos Travis? Jeg ville være tæt på min søster og kæreste eftersom Christer var taget ud og rejse igen. Denne gang var han taget til Japan for at opleve deres kultur og så var der noget Klaus bedte ham om at lede efter.

 

Når det kom til vores træning, mødtes vi med ham en gange om ugen og udøvede vores kræfter. Selvom vi havde oplevet så mange ting, så blev vi ved med at brokke os over timerne og de kræfter vi skulle bruge. Det var han blevet vant til efterhånden.  

Travis var også begyndt med at vænne sig til mine kræfter for til tider skulle jeg øve mig derhjemme. Nogle gange gik jeg ned i kælderen, men der var flere gange hvor Travis var kommet hen til mig og sagde, “Du kan bare gøre det her. Jeg elsker at se dig udøve dine kræfter,” for derefter at kysse mig på kinden.

 

Derudover var vi begyndt i skole igen. Det var længe siden jeg sidst havde været der grundet al den drama i mit liv. Den sværeste del kom rent faktisk efter det her, for havde jeg mødt Valentine?

Nej.

I to måneder havde jeg ikke set hende. Vi havde hverken snakket over telefon eller mødtes i virkeligheden - det var hårdt. Jeg havde heller ikke set hende på skolen.

Jeg havde dog snakket med Wren. Han ringede tit og spurgte mig om hvordan jeg havde det og om han kunne hjælpe med noget, men jeg havde flere gange afvist og sagt at han skulle fokusere på at vinde Valentine tilbage.

 

Efter aftenen hvor han sendte mig afsted med Travis, havde han fortalt alt til Valentine. Om sig selv, om mig, Haylie og de højere magter. Om vores verden og identitet. Han hørte ikke fra hende siden, for det skulle hun lige vænne sig til. Jeg kendte til min bedsteveninde og selvom hun sagde til sig selv at hun var ligeglad, så var hun det mest følsomme menneske jeg kendte til.

Jeg savnede hende, men hun skulle have den tid hun havde brug for.

 

“Hvad tænker du på?”

 

Jeg mærkede et par arme rundt om mig bagfra og et kys på min kind. Jeg lukkede kort øjnene og betragtede udsigten.

Vi var alle fire taget til et sommerhus for at komme væk fra omverdenen. Jeg stod og kiggede ud på udsigten og havde ikke bemærket at Travis stod der - indtil han krammede mig bagfra.

“Jeg tænker bare på hvor meget mit liv har ændret sig på et år.” “Mhm,” mumlede han bare og trak mig tættere ind til ham.

 

“Hey turtelduer, vi skal spise,” hørte jeg Tyler råbe inde fra. Jeg grinede lidt og kyssede kort Travis inden jeg trak mig væk fra ham og gik indenfor hvor jeg kiggede på Tyler med et løftet øjenbryn. “Du skal slet ikke snakke. Du vil vel ikke have at jeg nævner alle de ting jeg ved I to laver,” sagde jeg og pegede på ham og Haylie.

 

Han løftede begge hænder foran sig i forsvarsposition og grinede. “Rolig tiger.”

Jeg smilte bare og satte mig ned ved bordet. Haylie satte sig ned ved siden af mig og klemte kort min hånd. Jeg sendte hende et smil og vi begyndte med at spise.

 

De andre begyndte med at snakke om forskellige ting imens jeg bare tænkte. Efter synet med Travis havde jeg været urolig. Jeg kunne ikke sove om natten for jeg var altid bange for at Eric skulle komme hvert sekund og gøre ham fortræd. Jeg kunne ikke svømme længere, for hver gang jeg gjorde følte jeg at jeg blev trukket ned og jeg lod heller ikke Travis svømme.

Han havde flere gange spurgt ind til det, men jeg havde bare ladet som ingenting.

 

“Er det ikke rigtigt Hope?”

 

Jeg kiggede op på dem. “Undskyld, hvad?”  Jeg  kiggede op fra min tallerken til nogle bekymret øjne. “Har vi ikke snakket om det her før?” mumlede  Haylie og  kiggede over på Travis uden at han lagde mærke til det.
“Tyler spurgte bare om du kunne lide sommerfugle?” spurgte Haylie.
Jeg kiggede undrende på Tyler.
“Sommerfugle?” gentog jeg. “Jeg hader sommerfugle. De er klamme, giver mig gåsehud og så ved man aldrig om de flyver op i ens ansigt” sagde jeg.
“Okaaay” sagde Travis og trak ordet ud.  “Det var mærkeligt” og kiggede forvirret på os alle tre. Jeg ville have sagt noget, men dørklokken brudte den underlige stemning blandt os.  
“Er der nogen som venter gæster?”, spurgte Tyler og kiggede i retningen af hoveddøren.
“Nope” svarede Travis, mens Haylie og jeg rystede på hovedet.
Nogle hård banken på døren kunne høres i nogle uregelmæssig tempo. “Jeg ser lige hvem det er inden personen sparker døren ind” jokede Tyler med og forsvandt ud i entreen.
“Valentine?” hørte jeg Tylers stemme sige spørger. “Valentine? Hvad laver hun her?” spurgte Haylie og kiggede ud i entreen, hvorefter hun flyttede  sit blik på mig.
“Har du inviteret hende over?”

Jeg rystede på hovedet og rejste mig fra bordet.
“Tyler, jeg håber at Hope er her” kunne jeg høre hende sige i panik.  “Ja, men hvad - “ han nåede ikke at sige mere, for hun var allerede kommet ind til stuen hvor vi var.
Hun stoppede brat op og da hun fik øje på mig begyndte hun at få tårer i øjnene. “Hope - “ snøftede hun. “Jeg vidste ikke hvem jeg ellers skulle gå til” sagde hun og begyndte at græde. Jeg gik rundt om bordet og stillede mig ved siden af hende.
“Hvad er der i vejen?” spurgte jeg uroligt og lagde min hånd på hende arm. Hun rystede på hovedet.
“Wren er væk” hviskede hun og slog armene om mig, og hulkede hun ned i min skulder. Jeg lagde mine arme om hende og trak hende ind til mig.
“Hvad mener du med at Wren er væk?” spurgte jeg. Jeg kunne mærke på hende at hun begyndte at ryste voldsomt.
“Jeg fik et brev her for en time siden..en - “ hulkede hun. Jeg tog hende med over til bordet og fik hende sat ned på en af stolene, hvor jeg trak en stol hen og satte mig ved siden af.
“Hvad stod der på brevet, Valentine?” spurgte jeg og prøvede på at få øjenkontakt med hende, men forgæves da hun græd så meget og fordi hun ikke kunne sidde roligt og fokuseret på stolen.    

“Valentine, hør her. Tag dybe indåndinger” sagde jeg og tog fat om begge hendes hænder. Jeg klemte dem blidt. Jeg tog indåndinger for at hjælpe hende på vej til at falde til ro.
Hun kiggede på mig, og gjorde det samme.
Rystende tog hun sin ene hånd fra mit tag og stak den i sin sidelomme på sin jakke, og tog den rystende ud igen mens hun holdt stramt om et stykke papir.
“Hvad er det, Val?” spurgte jeg forsigtigt, og prøvede at tage papiret ud af hendes hånd, men hun holdt det stramt. Hun begyndte at ryste igen, da jeg prøvede at få fat på det.
Da jeg så endelig fik det ud af hendes hånd, ramte de ord som stod på det brev hun fortalte om, som et slag i maven.
Jeg tabte det på gulvet og rystede på hovedet i vantro. Det kunne ikke passe. Det måtte ikke passe.
“Hvad er det, Hope?” hørte jeg Tylers stemme bag mig. Jeg kiggede på ham mens jeg rystede på hovedet og sagde: “Eric”
Haylie bukkede sig ned og tog brevet fra gulvet, og rev det over med det samme, da hun læste det i raseri.
“Vil nogen sige hvad der er sket?” spurgte Tyler irriteret.
Haylie kom med en tsk lyd. “Eric har ramt os, uden at vi har vidst det”
“Hvordan?”
“Han har taget Wren. Uden at vi har vidst det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...