Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2726Visninger
AA

27. Kapitel 25

Kapitel 25

“Et forfærdeligt besøg..”

 

Han er kommet tættere på…

De fem ord blev ved med at gentage sig inde i mit hoved, lidt ligesom en ridset plade, der ikke kunne afspilles videre. Samtidige noget koldt luft jeg kunne mærke konstant ved min nakke, som gav mig gåsehud.
   Jeg var smuttet ud i køkkenet med min mobil og så at jeg havde 10 ubesvarede opkald. Jeg bandede for mig selv. Mine forældre var sikkert blevet pisse bekymret. Jeg satte mig ned ved spisebordet og så at min mor havde ringet fem gange, mens min far havde ringet tre og Valentine havde ringet to gange.
Min mor havde selvfølgelige også sendt en masse beskeder.
Hvor er du blevet af?
HOPE RING MED DET SAMME, NÅR DU SER MIN BESKED osv…
Det underlige  ved dem var, at de havde vidst hvem jeg var siden..ALTID. Så jeg ville da gætte på at jeg var i god behold, siden hun var en beskytter.
    Alligevel ringede jeg til hende, og hun svarede med et:
“Hope er det dig?”
“Mor, ja jeg - “
“Ved du hvor sygt bekymret jeg har været, unge dame!” sagde hun med en blanding af vrede og lettelse.
Jeg støttede mit hoved på min håndflade og..
Han er kommet tættere på..
Denne gang sad hun overfor mig med sit blev på mig. “Hope!” kaldte min mor fra telefonen af.
Jeg tog mig sammen og svarede: “Mor jeg kommer hjem inden det bliver sent, ikke? Jeg har noget jeg vil tale med dig om”
“Jo, hvornår vil du være hjemme?” spurgte hun.
“Jeg ved det ikke, jeg skal ordne nogle ting, og så er jeg hjemme” sagde jeg og afsluttede samtalen.

    Mit blik var stadig på hende. Hun kiggede på mig som havde jeg gjort noget forkert.

Han er meget tættere på end du tror Hope. Jeg forstod det ikke. Hvad mener du?

Eric ved hvor du er. Han vil skade alle der står i vejen for ham - han vil finde dig meget snart.

    Jeg rystede på hovedet. Jeg giver ham ikke lov til at skade nogen. Ingen skulle skade dem jeg holdt kær, om han så er himlens mægtigste eller ej.

Det skal du ikke være sikker på.

Jeg kiggede uforstående på hende. Lad mig vise dig noget Hope, men du må passe på med det du ser.

Jeg nikkede bare og langsomt forsvandt hun. Alt omkring mig begyndte langsomt at forsvinde og jeg kom til en svømmehal.

Undrende kiggede jeg rundt. Hvorfor var jeg her?

 

“1,2,3!”

 

Jeg vendte mig om mod stemmen og så til min store overraskelse, at Travis sprang ud af en vippe for derefter at svømme.

“Travis?”

Han hverken stoppede op eller kiggede rundt omkring - han kunne ikke høre mig. Han var den eneste i svømmehallen og eftersom jeg kunne se, så havde han booket hallen for at få noget ro.

 

Hvad havde det med hende og Eric at gøre?

    Pludselig begyndte det at plaske i vandet og jeg gik derhen af hvor jeg kunne se Travis dykke ned. Jeg ventede på at han kom op igen, men jeg lagde mærke til at han ikke svømmede.

Han sank ned.

Noget trak ham ned. “Travis!” Råbte jeg, men han kunne ikke høre mig. Jeg blev bange. Var det det hun mente? For jeg kunne ikke lide det.

Han kom op og flere gange kastede han ud med armene. “Hjælp!” Nåede han at råbe før han igen blev trukket ned under vandet.

Jeg begyndte med at gå i panik og tårer begyndte at samle sig i mine øjne. “Travis. Nej, vent! Der må ikke ske noget!”

Lidt efter stoppede det med at plaske og der var stille i vandet. Kom han op?

    “TRAVIS!” Skreg jeg og trak vejret hurtigt. “Nej, nej nej..”

Jeg faldt ned på knæ og kiggede rundt. “Er her ingen?! Du må ikke dø, Travis!”

Jeg satte mig ordentligt og hoppede ned i vandet for jeg ville redde ham, men pludselig blev alt lyst. Svømmehallen forsvandt og jeg fandt mig selv siddende på gulvet i køkkenet. Min vejrtrækning var stadig ikke faldet til ro.

“Nej nej.. Det må ikke ske!” råbte jeg og brød sammen i næste sekund. Jeg sad og hulkede højt.

    “Hope! Hvad sker der?”

Haylie og Tyler kom løbende ind i køkkenet og satte sig ned ved mig. Jeg sagde ikke noget for det føltes som om at der var en klump i min hals, der gjorde at ord ikke ville ud.

“Du må ikke dø,” hviskede jeg og kastede ud med armene i mens jeg græd vanvittigt.

“Hope for fanden!” udbrød Tyler og trak mig ind til sig. “Nej!” skreg jeg og skubbede ham væk. “Han dør forfanden, så hjælp dog!”

Jeg kunne se at Haylie kiggede bekymret på mig. “Hvem dør Hope?”

    Jeg mumlede bare for mig selv, hørte ikke på hvad de sagde. “Nej.. Det må ikke ske. Det er bare Eric, der leger med mig.. Nej..”

    “Eric? Hvad har han gjort Hope?” Haylie lagde en hånd på min kind.

Jeg kunne hverken trække vejret eller forstå hvad de sagde.

“Haylie, Tyler, hvad sker der?!” “Hun er ude af den, vi ved ikke hvorfor.” “Der er denne her fyr fra de højere magter, der er ude efter os.. Jeg tror han leger med hende.”

“Nej nej nej,” blev jeg ved med at sige til mig selv og rystede på hovedet. “Det kan ikke ske.”

Jeg græd stadig og det sveg i mine kinder. “Jeg skal nok prøve på at få hende til at falde ned.” “Jeg tror ikke det virker.” “Lad mig prøve.”

   Jeg kunne fornemme at Haylie og Tyler flyttede sig hvorefter jeg så en sætte sig ned på hug foran mig. “Hope.. Kan du høre mig?”

Jeg kiggede lidt op da stemmen mindede mig om Travis.

Eller.

Det var ham.

Jeg snøftede lidt. “Travis?” Han nikkede til mig, “Nej,” sagde jeg og skubbede ham væk. “Umuligt, nej.. Der må ikke ske noget. Nej!” “Hope, jeg er her!”

Jeg blev ved med at ryste på hovedet og prøvede på at trække vejret. “Hope, træk vejret.”

“Giv hende en lussing,” sagde Haylie. Jeg trak vejret tungt.

“Hvad? Nej.” “Gør det nu bare,” sagde hun og bed sig i læben. “Det kan jeg ikke.”

Hun trak på skuldrene.

   Lidt efter kunne jeg mærke en sviende smerte på min kind - jeg havde fået en lussing. Det hele blev lidt tydeligere og jeg kiggede frustreret rundt indtil mit blik faldt på Travis. Jeg tog min hånd op til min kind. “Hvad har du gjort Haylie?”

“Det hjælper, tro mig,” sagde hun og satte sig ved mig. “Hope?”

Jeg kiggede bare på Travis. “Travis?” “Jeg er her,” sagde han stille og tørrede mine kinder væk. Jeg kiggede lettet på ham og krammede ham. Grædende gemte jeg hovedet ned i hans skulder. Jeg kunne dufte hans parfume. Han lagde armene rundt om mig og sådan stod vi indtil jeg faldt i søvn i hans favn.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...