Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2724Visninger
AA

25. Kapitel 23

Kapitel 23

“En følelse af desperation.”


 

Det hele var gået så hurtigt, at det var svært og følge med. Jeg blev såret over den måde Travis handlede på. Selvom han var sur på mig behøvede det ikke gå ud over mit venskab med Valentine.

Det han havde sagt til Geraldine om at jeg var en kælling - det ramte mig en del.

    “Hope, slip mig,” hørte jeg Travis sige med en stemme fyldt med had. Jeg lukkede øjnene og lod for første gang mine tårer trille ned for alvor. Jeg slap hans hånd og vendte mig om mod ham.

“Hvad har jeg gjort dig Travis? Er jeg virkelig sådan en dårlig person siden du skal hade mig så meget? Eller er jeg en kælling der prøver på at gøre sin veninde fortræd ved at være sammen med hendes kæreste?”

    Han kiggede lidt væk og hostede lidt før han igen kiggede på mig. “Du kyssede med-” “Ja, fordi du var der! Jeg har før i tiden sagt at vi ikke skulle være sammen fordi jeg ville såre dig eller fordi jeg ikke er den person du troede jeg var, men jeg kunne ikke holde mig tilbage. Jeg prøvede på at holde dig væk fra mig, så du ikke skulle indblandes ind i mit rod!”

   Han tog et skridt tættere på, men jeg tog et skridt tilbage. “Du gør det hele tiden Travis. Kysser mig når du ikke har andet at sige. Er du klar over hvad du lige gjorde?”

“Hope,” startede han ud med. “Nej Travis. Jeg har lige mistet min veninde igennem flere år fordi DU ikke kunne holde dine egne problemer tilbage.”

    Jeg trak vejret dybt og prøvede på ikke at hulke. Jeg snøftede kort. “Hun kommer ikke til at stole på mig igen!”

“Undskyld.”

Jeg satte mig ned på fortovet og kiggede ned. “Jeg tror ikke på at du mener det. Du kiggede på mig med stor had Travis - du hader mig.”

Han satte sig ned ved siden af mig. “Jeg hader dig ikke.”

“Hope.”

Jeg kiggede op og da jeg så en person jeg virkelig havde brug for rejste jeg mig hurtigt op hvor jeg krammede ham. Så kunne jeg heller ikke lade være med at hulke.

“Shh,” sagde han og kørte en hånd igennem mit hår. “Jeg er her nu.”

   Efter så lang tid var det rart endelig at have Tyler tilbage i mit liv. Han har altid været min klippe når Christer ikke var der. Min bedste ven, bror og klippe.

Jeg elskede Tyler meget højt - faktisk elskede jeg ham mere end jeg elskede mig selv. “Valentine hader mig,” sagde jeg imellem mine hulk.

“Nej hun gør ikke. Hun skal nok komme over det, men først..”

Han slap mig hvorefter jeg kiggede på ham. Han kiggede over på Travis og gik hen til ham. “Hvad var det jeg sagde til dig da du fandt sammen med Hope?”

Travis kiggede lidt ned, men så op igen. “Tyler, jeg..” “Nej! Når jeg siger til dig at du ikke skal såre hende, så skal du fandme heller ikke gøre det.”

Travis kiggede over på mig og så på Tyler. “Jeg ville aldrig s-” “Det har du gjort! Er du klar over at hun ikke er en person, der græder bare sådan? Det tog mig to år at få hende til at græde da vi var små fordi hun ikke ville ud med hendes problemer.”

 

“Unds-” Mere nåede han ikke at sige da Tyler gav ham en knytnæve i hovedet.

Jeg lagde min hånd over min mund og stod chokeret. “Tyler!” råbte jeg og gik hen til ham. “Hvad laver du?”

Tyler vendte sig om mod mig. “Jeg sagde det for ti år siden og nu siger jeg det igen; Ingen skal såre dig Hope. Om det er mine venner eller fremmede, du er vigtigst.”

 

Det gjorde mig glad at han sagde det, men jeg ville ikke have at han slog Travis. Jeg satte mig på hug foran Travis der sad på jorden. Jeg tog fat i ham og trak ham op. “Undskyld,” sagde jeg, men han rystede bare på hovedet.

“Han har ret Hope. Jeg skulle have tænkt mig om.”

Ham og Tyler gav hinanden hånden og krammede kort før han igen kiggede på mig. Denne gang med et blidt blik.

Jeg lagde en hånd på hans kind da han blødte på øjenbrynet og læben. Dog fik jeg ikke kigget ordentligt på ham da en bil trillede ind ved siden.

“Hop ind!”

Christer.

Jeg blev så glad for at se min bror igen. Uden at vente trækkede jeg min hånd til mig og satte jeg mig ind bagved, og lidt efter satte Travis sig ind ved siden af mig.

Tyler satte sig ind foran og smilte kort til mig.

Jeg lagde hovedet på Travis’ skulder og lukkede øjnene da han lagde armen om mig.

Utroligt hvordan aftenen havde ændret sig på en drastisk måde. Det var rart endelig at være tæt på Travis igen, men jeg vidste at det var forkert. Jeg kunne bare ikke holde mig væk fra ham - for jeg havde så mange følelser for ham. Godt nok havde jeg ikke haft noget med ham i lang tid eller bare tænkt på ham, men mine familieproblemer var for store til at kunne tænke på andet.

Jeg savnede Haylie og det var ved at gøre mig sindssyg at jeg ikke kunne finde hende. Jeg savnede når hun kom ind i mine tanker og distraherede mig hver gang jeg snakkede med en eller anden og hun altid skulle komme med en spydig kommentar.

Hun var min tvilling, jeg kunne ikke hade hende selvom vi ikke var vokset op sammen.

Hun var en del af mig som jeg ikke kunne beskrive og hver gang jeg kiggede på hende, så kom jeg i tanke om at hun var det eneste jeg havde brug for i denne verden.

Udover Travis.

Travis gjorde at jeg følte mig levende. Som et normalt menneske, der hverken kunne bruge kræfter eller snakke igennem sine tanker.

Aldrig havde jeg følt så levende før da han første gang kyssede mig ved vores veranda. Første gang jeg var blevet så glad for en person.

 

Og den glæde havde jeg delt med Haylie, men når hun ikke var her føltes det som om at jeg ikke kunne blive glad. Det var præcis det Eric ville have.

At jeg skulle miste håbet og vende tilbage til ham, men det skulle ikke ske.

 

Mhm

 

Jeg åbnede øjnene og satte mig op. Hvad var det? Jeg lagde en hånd på mit hjerte og kiggede rundt. Der var et eller andet.

“Hope, er du okay?” Jeg kiggede til siden hvor Travis kiggede på mig. Hurtigt kiggede jeg hen på Christer og Tyler.

“Haylie..”

De stoppede bilen og kiggede på hinanden. “Hvad mener du?” “Hun er her!”

Jeg åbnede bildøren og steg ud mens de andre råbte efter mig. “HAYLIE!” Råbte jeg ud i mørket. Der var ingen.

“Haylie, hvor er du?!”

De andre steg ud af bilen og kom hen til mig. “Hvad sker der Hope?” spurgte Christer og jeg kiggede på ham. “Eric.. sagde at jeg vidste hvor Haylie var, men at jeg ikke tænkte godt nok. Jeg kan føle det - hun er her et sted.” Tyler kiggede på mig med et suk og kom hen til mig. “Hope, Trav-” “Nej Tyler, min tvilling er her et sted.”

På det tidspunkt havde jeg glemt alt om Travis. Min søster var nået ind i mine tanker og jeg skulle bare finde hende. “Haylie!” begyndte Christer at råbe og Tyler med. Travis stod bare og kiggede på mig. Jeg satte mig ned på jorden. “Hun er her et sted, jeg ved det.”

 

Tyler satte sig ned på hug foran mig og kyssede mig i håret. “Vi skal nok finde hende Hope.”

Ho..pe.. Jeg för sammen og kiggede rundt. Haylie. Jeg rejste mig op og kiggede rundt, hvor mit blik til sidst endte på bagagerummet. Mit hjerte bankede hurtigere for hver gang jeg nærmede mig. Var hun..?

Langsomt åbnede jeg bagagen og kiggede rundt. Der var ikke nogen.

 

Da jeg ville lukke det igen fik jeg en underlig følelse og uden at være bevidst rakte jeg hånden ud og trak noget væk, der lignede et lagen.

Jeg hoppede lidt tilbage af chok.

“Haylie!”

Christer løb hen, og sammen med Tyler hjalp de hende ud af bagagerummet mens jeg stod tilbage med et kæmpe chok.

Haylie var bevidstløs, så da de lagde hende ned på jorden, satte jeg mig på hug ved siden af hende. “Haylie?”

Jeg lagde en hånd på hendes kind og sukkede.

“Christer?” spurgte jeg og kiggede op på ham. “Ja?”

Jeg viftede lidt med min hånd. “Kan I bakke lidt ud?”

Han nikkede og bakkede ud med Tyler, men Travis stod bare. “Hope, hvad sker der?” spurgte han mig overrasket om.

Ham havde jeg glemt alt om.

“Der er ikke tid nu Travis, jeg fortæller det senere. Bak ud.”

Han gjorde som jeg sagde og lidt efter tog jeg begge hendes hænder i mine. Jeg kunne huske det Klaus havde lært os omkring at give energi til den anden.

Jeg lukkede øjnene og mumlede ordene, “Envoyer mon énergie pour mon jumeau.”

Gentagne gange kom ordene ud og langsomt begyndte der at lysne omkring os. Jeg kunne mærke energien, der flød i mine årer, ryge ned igennem mine hænder og ind i Haylie’s krop. Jeg mumlede ordene tydeligere og da lyset havde samlet sig rundt om os gav jeg slip. Jeg blev kastet tilbage og ramte jorden med min ryg.

“Hope!” hørte jeg Christer råbe og han kom hen til mig. Med hjælp kom jeg op at sidde. Jeg kunne mærke at jeg var drænet for energi og at det havde kørt mig udmattet. “Er du okay?” spurgte Tyler og lagde en hånd på min skulder. Jeg nikkede og kiggede væk fra Tyler.

Mit blik endte på Haylie. Lyset var forsvundet og jeg vidste ikke om jeg havde klaret det. Det var ikke fordi jeg havde lyttet særligt meget efter da Klaus lærte os nogle ting.

 

Det skulle jeg have gjort.

 

“Mhm..”

Haylie begyndte med at bevæge sig hvilket gjorde at jeg tog fat i Christer og rejste mig op for ikke at vælte. “Haylie!” udbrød jeg og gik hen til hende hvor jeg satte mig hos hende.

 

“Hope,” mumlede hun og satte sig op. Hendes øjne var mørke og man kunne se hvor meget hun havde været træt. “Du er tilbage,” sagde jeg og krammede hende ind til mig.

At kramme hende var noget jeg længe havde haft lyst til.

“Jeg er okay,” sagde hun og kiggede på de andre. “Men,” startede hun ud med, “hvorfor er Travis her Hope?”

Jeg kiggede over på Travis. Åh gud, hvad skulle jeg sige til ham?

“Det hele skete spontant. Jeg forklarer dig det senere, men lige nu må vi få dig hjem.” Hun nikkede, men lidt efter kiggede hun nervøst på mig. “Men mine adoptivforældre… smed mig ud.”

 

Jeg sukkede, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Seren og Austin, som var mine adoptivforældre, de var meget strikte når det kom til sådan noget. De ville acceptere hende, men i sidste ende ville de ikke kunne tage ansvaret.

 

“Hun kan bo hos mig. Jeg har alligevel brug for en bofælle nu hvor jeg bliver nødt til at smide Geraldine ud.” Det var første gang Travis snakkede.

Jeg rejste mig op og gik hen til Travis hvor jeg lagde en hånd på hans arm, men han rykkede sig lidt væk. Var det på grund af lige før? “Du behøver ikke hjælpe Travis. Plus, Geraldine er din..” “Hun er ikke noget Hope. Jeg gjorde det kun for at gøre dig jaloux og desuden, jeg vil ikke bo med hende længere. Jeg skylder dig en undskyldning og jeg kan ikke gøre andet end det her.”

Jeg nikkede lidt og kiggede på Haylie. “Er det i orden med dig?”

 

“Ja,” sagde hun og rejste sig op. “Lad os tage afsted,” mumlede jeg og tog Haylie’s hånd. Jeg havde savnet min tvilling og nu er hun ved min side igen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...