Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2733Visninger
AA

23. Kapitel 21

Kapitel 21

“Kysset.”

Jeg ved ikke hvordan han kom til sig igen, eller hvordan smerten kom eller gik. Det eneste jeg vidste var at jeg blev mere og mere forvirret.  Jeg stod stadig oppe og kiggede uforståeligt på Wren som sad på kantstenen ude foran cafeen. Han sad og trak vejret med nogle dybe indåndinger og pustede dem ud igen.
  “Jeg forstår ikke en pind af hvad du -” jeg stoppede mig selv. Jeg vidste ikke engang hvilke ord jeg skulle bruge. Det var for mærkeligt.
Jeg vendte mig om og gik. Han var ude af sig selv. Han vidste ikke hvad han sagde.
“Jeg ved godt du er en specialudgave af en banshee, Hope” sagde han efter mig, og fik mig stoppet. Det kom som et chok og på en måde som en overraskelse. Spørgsmålet var bare: hvor vidste han det fra?
     “Det fordi jeg er fra rådet, som tilhører de højere magter” sagde han, og svarede på mit spørgsmål. Det var også her jeg kunne mærke, at panikken begyndte at tage ind over og en klump der begyndte at vokse sig i halsen på mig. Ville jeg kunne stadig nå i sikkerhed hvis jeg løb?
Jeg knyttede mine hænder stramt og kunne mærke mine negle borede sig ind i huden på min håndflade. Derefter satte jeg den ene fod foran den anden og blev ved indtil jeg satte i løb - hjem til mig selv.  Som måske ikke det rigtige sted at løbe hen men jeg havde ikke andre steder at gå hen. Og hvorfor havde jeg ikke opdaget noget mærkværdigt før omkring ham. Han var fra rådet. For helvede!
Jeg løb ad helvedes hurtigt mellem menneske mængden. Jeg hørte et par :
“Pas på!”, “Se dig dog for” og “Er du blind?” Da jeg ramte folk mens jeg løb mellem mængden. Selvom trafikstøjen var høj,  kunne jeg stadig hører hans stemme som trængte ind gennem støjen.  
“Hope!” kaldte han, som gjorde at mit puls kom højere op og gjorde mig mere panikslagen. Det virkede som om at han vr lige ved siden at mig, men det var han jo ikke, eller var han?
    “Pas på!”, var der nogen som råbte. Nogle hårdt bremsende hjul fik mig stoppet op, samtidige et hårdt men alligevel et blødt greb om min arm, fik mig hevet tilbage på fortovet. Det var også her jeg blev opmærksom på, at jeg var løbet ud på vejen og var ved at blive kørt ned. Jeg fik trukket vejret skælvende ind og pustede det ud igen, da jeg vendte mig om for at se hvem det var som havde reddet mig. Men gid jeg ikke havde set mig tilbage på personen.
     “Okay, slip mig!” var det første jeg sagde, stadig med en skælvende stemme. Jeg prøvede at rive mig fri fra hans tag, men han blev ved med at holde i mig. “Tag det nu roligt!” sagde han og prøvede på at beroligene mig. “Travis,  slip!” Han slap mig og kiggede overrasket på mig. “Hope, er du sindssyg? Tænk hvis der var sket dig noget!” Jeg kiggede rundt og så på Travis. Det var først gået op for mig nu at Travis stod foran mig. Uden at tænke mig om lagde jeg armene om ham og krammede ham. Jeg var så chokeret at jeg havde lyst til at græde og grine på samme tid. Wren var en af dem. Lidt efter kunne jeg mærke hans arme om min ryg og sådan stod vi i to minutter før jeg blev trukket væk.
     “Hope,” mumlede Wren og kiggede fra Travis til mig igen. “Du bliver nødt til at komme med mig.” “Hun skal ingen steder,” sagde Travis og kom lidt tættere på, “hun bliver.” Jeg var på en måde glad for at han gjorde sådan, men jeg vidste også at jeg ikke kunne løbe fra Wren for evigt. Travis vidste heller ikke noget, så han ville ikke kunne relatere. Den eneste udvej var at skubbe Travis væk. Som jeg før havde bestemt mig at gøre. Wren kom over til mig, tog min hånd og begyndte med at gå. Først prøvede jeg på at befrie min hånd, men lidt efter gav jeg op, for han var en del stærkere end jeg var. Uden at vende mig om en eneste gang fulgte jeg med. “Du er bange for mig”, sagde han overrasket og så forbavset på mig. “Har jeg ikke ret til at være det? Du er en af dem!” svarede jeg ham spydigt.  
“Det kan godt være at jeg er en af dem, men det gør mig ikke til den onde skurk, Hope” Han rynkede panden og strammede sit tag for hver gang jeg var ved at løsne det. Jeg kiggede mig omkring. Der var mennesker overalt. Ville det virke, hvis jeg skreg om hjælp?
“Det kan du lige vove på!” sagde han advarende mens hans øjne blev større. “Du kan læse mine tanker?” røg det ud af mig.
“Du bliver nødt til at høre på hvad jeg har at sige” sagde han.
  “Nej, du bliver nødt til at give slip på mig inden -”
“Shhh” skar han ind og tyssede på mig. Han blev stiv for et øjeblik. Hans blik flakkede fra venstre til højre. Han kunne sense noget. Som var ?
   Han gik hurtigere. “Hvad laver du? Du skal give slip nu!” blev jeg ved. “Hvis du ikke holder din mund lige nu, bliver det værst for dig selv” svarede han stille og kiggede lige igennem mig og bagud. “Hvorfor? Hvad sker der?” spurgte jeg usikkert og kiggede mig omkring men kunne ikke se noget mærkværdigt. Han drejede rundt om et hjørne af en rød murstensbygning og pressede mig op mod muren. Han lagde sin hånd over min mund, da han så at jeg ville sige noget. Han gjorde tegn på at jeg skulle tie stille med sin anden frie hånd ved at tage pegefingeren op til sine læber. Derefter kiggede han ned som ville han høre noget, men hvad? Jeg ved ikke hvor lang tid vi stod sådan, men jeg var virkelig ved at få et anfald på grund af ham og situationen vi var i. Han var også alt for tæt på mig til at jeg kunne trække vejret ordentligt. Pludselig vendte han med fronten mod mig så han stod med ryggen ud til gaden. Hans øjne fortalte alt. Han var bange. Alt efter hvad jeg kunne se, var en person der havde en sort kappe med en hætte trukket ud over hovedet, der gik forbi.
     Wren trådte tilbage efter noget tid. Efter personen var gået. “Jeg giver slip nu, men lov mig nu at du ikke laver noget dumt”, sagde han. Jeg nikkede, hvorefter han flyttede hånden og tog et skridt tilbage. Jeg trak vejret dybt.
“Jeg forstår det ikke? Hvad skete der lige?” røg det ud af mig. “Ser du Hope, der er folk som vil have fat i dig, og personen,der lige gik forbi var en af hans mænd.”
“Og du er en af dem?” Spurgte jeg. Han pegede på sig selv. “Mig? Nej, eller jo i første omgang - men ikke efter jeg mødte Valentine og lærte både hende og dig at kende, der gav jeg op” Jeg rystede forvirret på hovedet. Det her var for meget. “Det giver ikke mening.”

Han sukkede dybt og trådte et skridt tilbage.
“Eric sendte-” “Eric?!” udbrød jeg. “Lyt nu,” sagde han. Jeg nikkede lidt og valgte at lade ham give mig en forklaring på det. Måske ville det give mening.

“Han sendte mig ned for at lede efter dig og du ved, man kan ikke gøre andet end det han siger.” Jeg var enig. Når først Eric ville have noget, så fik han det også. “Jeg havde lærte Valentine at kende fordi hun var en af dine nærmeste og da jeg overfaldt dig til festen ville jeg tage dig med til Eric, men jeg er ikke en dårlig person. Jeg fik det dårligt over det, så jeg ville undskylde over for dig. Den dag jeg undskyldte var så jeg både kunne komme tæt på dig for ligesom at få fat på dig, og fordi jeg havde det dårligt med mig selv.

Valentine var en del af min rolle indtil jeg faldt for hende.”

      Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Det hele var noget rod.

“Men… du har jo ikke set mig så meget siden da? Jeg mener bare, at selvom du kom sammen med hende for at komme tæt på mig, så var det ikke tit I så til mig? Jeg har ikke været sammen med Valentine i lang tid,” sagde jeg og kørte en hånd gennem håret. “Præcis,” sagde han.
“Tror du på mig nu?”

Jeg nikkede til ham og kiggede rundt.
“Jeg skal nok snakke med hende.”

     Han smilte til mig og kiggede lidt rundt hvorefter han pludselig vendte blikket om imod mig for derefter at gøre noget som jeg virkelig ikke troede han ville gøre.

Han kyssede mig.

Jeg nåede først at reagere efter ti sekunder og det første jeg gjorde var at skubbe ham væk og give ham en lussing.

Han tog hånden op til sin kind og kiggede mod vejen, så tilbage på mig igen.

 

“Hvad fanden laver du Wren?!” råbte jeg chokeret og bakkede lidt ud. “Hope,” sagde han og kom tættere på, men jeg stoppede ham med min hånd og rystede på hovedet.

“Jeg var villig til at hjælpe dig og det er sådan du takker for det?”

Han rystede på hovedet og lagde en hånd på min arm som jeg hurtigt skubbede væk. “Det var ikke meningen jeg skulle kysse dig,” “Ikke meningen? Hvad snakker du om? Jeg vidste at du ikke var god nok til Valentine og at havde noget i tankerne. Det er virkelig klamt af dig at bru-” “Hope for fanden! Hold nu kæft og lyt,” afbrød han mig hårdt og kom tættere på mig. “Jeg gjorde det for at hjælpe dig. Jeg kan godt læse dine tanker remember? Det kunne jeg også da du stod med Travis og tænkte at du ville holde ham væk fra dig.”

Jeg blinkede et par gange. “Så?”

“Han kom efter os og da jeg så ham kyssede jeg dig for at få ham væk. Du vil jo ikke have at han finder ud af hvad du er, har jeg ret? Du vil ikke trække ham ind i din verden fyldt med rod.”

   Det gik bag på mig, at han havde ret - det var noget andet at tænke på det, og noget andet at høre det fra en anden. Jeg ville ikke trække Travis med ind i det her rod.

“Du kunne have sagt det. Det var ikke i orden at kysse mig på den måde og så ville jeg heller ikke snakke sådan til dig,” mumlede jeg og kiggede væk.

Han grinede lidt. “Hope, Hope, Hope.. Du er godt nok en person for dig selv, hva?”

Jeg ville grine, men jeg havde det dårligt over at have gjort sådan imod Travis. Selvom det var for hans eget bedste, så fik jeg det dårligt. Jeg havde udviklet så mange følelser for ham på så kort tid at jeg ikke nåede at følge med i det.

Også selvom at jeg ikke havde tænkt på ham et stykke tid eller jeg ikke havde set ham.

Nu tænkte jeg på ham hele tiden og det gjorde mig helt ør.

    “Skal vi smutte?” spurgte Wren og jeg nikkede hvorefter vi begyndte med at gå. Jeg regnede med at vi tog hjem til Valentine for at snakke med hende, for jeg synes ikke at de skulle slå op. Ja, jeg havde dømt Wren alt for hurtigt, men det var før jeg vidste hvem han var. Nu vidste jeg hvem han var og dårlig var han ikke.

Det tog os fem minutter at komme over til Valentine.

Før i tiden, da jeg skulle hjem til hende gik jeg bare fra Bubble Goom caféen og hjem til hende for der var kun fem minutters vej.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...