Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2717Visninger
AA

22. Kapitel 20

Kapitel 20

“Bubble Goom.”

 

Det var ikke svært at finde frem til caféen for jeg havde besøgt det sted siden min barndom. Det var bare lang tid siden at jeg havde været der grundet forandringer i mit liv med hensyn til mit andet identitet. Mit paraply puttede jeg i min taske og kigger rundt.

Jeg kørte en hånd gennem håret og gik indenfor hvor jeg blev mødt af en duft af kaffe.

“Hey,” hørte jeg en sige bag mig og da jeg vendte mig om stod Wren foran mig.

“Hej med dig,” sagde jeg og smilede kort før vi udvekslede et hurtigt kram. “Hva så?” spurgte jeg ham om imens vi gik hen til et bord og satte os ned.

“Har du snakket med Valentine?” spurgte han og kiggede på mig med en bekymring jeg ikke kunne forstå. “Nej, hvorfor?” spurgte jeg bekymrende om. “Vi slog op.. i sidste uge,” sagde han nedtrykt og foldede hænderne på bordet. Jeg stod chokeret tilbage. “Hvorfor?” spurgte jeg. Det var faktisk trist for Valentine kunne virkelig godt lide ham. “Fordi.. ej, det er en underlig grund,” sagde han og viftede med sin hånd. Jeg valgte at lade det ligge for det var tydeligt at han ikke ville snakke om det, så jeg kom ind på det jeg virkelig ville vide. “Hvorfor ville du mødes Wren?”

Jeg betragtede ham tage menukortet op og kigge på menuen. “Jeg ville spørge om du kunne snakke med hende? Måske hjælpe mig med at sige undskylde..”

Jeg bed mig i læben og tænkte lidt over det han sagde. “Jeg vil ikke blande mig i jeres forhold, men jeg kan vel godt tage en snak med hende.” Han smilede til mig og nikkede så. Hver gang han smilte mig kom jeg i tanke om den måde han havde forsøgt at komme tæt på mig til festen.

“Tak Hope.”

“Du bliver nødt til først at forklare mig hvad der er sket imellem jer..”

Jeg kløede mig på kinden og ventede på en afvisning på mit spørgsmål, men overraskende, så valgte han at snakke om det. “Vi snakkede om hvor mange vi har været sammen med og da jeg sagde at det var ligegyldigt, så blev hun vred på mig og begyndte med at spørge mere ind til det. Jeg sagde at det ville jeg ikke snakke om, men hun blev ved. Der startede skænderiet og hun sagde at hvis ikke vi kunne snakke om hinandens fortid, så behøvede vi ikke at være sammen. Jeg prøvede flere gange på at forklare hende, at fortid var fortid, men hun ville ikke komme videre. Jeg sagde at det var slut og skred. Siden da har vi ikke snakket sammen.”

Jeg løftede begge øjenbryn og åndede lettet ud da han var færdig. Det var en hel mundfuld.

 

“Jeg forstår,” sagde jeg. Valentine kunne godt være en smule for jaloux ind imellem.
“Hvor lang tid er der gået siden skænderiet?” spurgte jeg ham, og ventede på et svar. Han kiggede på mig for et sekund, og det lignede til at han ikke ville kunne svare på mit spørgsmål. Jeg kom med en tsk lyd og rystede håbløst på hovedet. Hvem prøvede jeg at narre - de alle var ens. “Jeg tror jeg har fået mit svar” sagde jeg henkastet. Fyren kunne ikke engang svare hvor lang tid der var gået siden de ikke havde talt sammen, og hvem ved? Måske vidste han ikke engang hvor mange han havde været sammen med i sin tid. Eller endnu værre, måske kunne han også være en psykopat..   

     Jeg rejste mig op fra bordet vi sad ved og ville vende mig om, men han tog fat om min hånd og stoppede mig. “Hope vent!” sagde han og rejste sig op. “Lad mig forklare” sagde han og kiggede på mig med en tiggende måde. Jeg rystede afvisende på hovedet og tog min hånd til mig og af en eller anden grund, ville jeg have at han skulle føle smerte. Da jeg kiggede ham direkte i hans grå øjne, tog han sine hænder op til tindingerne og lavede en grimasse og jamrede sig.
    “Arrrhhh,” sagde han og bukkede sig let forover. Hvad skete der? Jeg kunne mærke folks blikke flakke over på os, da han jamrede en smule højt. “Wren, hvad sker der?” spurgte jeg mens jeg bare stod der og betragtede ham. Han støttede sig op af bordet, mens han strammede sit greb om bordpladen.
“Få det til at stoppe!” skreg han og bevægede sig hurtigt ud af døren til cafeen. Jeg fulgte efter ham og da jeg kom ud så jeg ham siddende på hug på asfalten, og vred sig i smerte.
“Hope, få det til at stoppe!” skreg han, mens han trykkede sine fingre ind mod sine tindinger. Jeg bevægede mig tættere mod ham og forstod intet af hvad der skete. “Jeg forstår ikke hvad du mener?” råbte jeg af ham. Jeg kom op ved siden af ham og ventede på et svar.

       “Hope, jeg ved hvad du er. .. jeg ved hvilke kræfter du besidder” sagde han. Hans ord ramte mig som et slag i ansigtet og hvert et hår på kroppen rejste sig. Hvordan? “Jeg ved det er dig, som straffer mig lige nu - fordi du tror jeg fortjener det. Så...jeg beder dig..” han skreg endnu engang.
“VÆR SØD AT STOPPE SMERTEN!”

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...