Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2715Visninger
AA

4. Kapitel 2

Kapitel 2

 

“Undskyldninger kan medføre konsekvenser”

 

 

Siden lørdag havde jeg ikke snakket med Valentine og af en eller anden grund havde jeg heller ikke lyst til det. Mest af alt ville jeg ikke spørges om alt muligt omkring festen og hvorfor jeg pludselig forsvandt. Jeg kunne jo ikke bare fortælle hende, at den lækreste dreng på skolen, ikke mindst hendes crush, havde lagt an på mig.

For det første ville hun ikke tro mig og for det andet ville hun blive pisse sur over at jeg ikke havde flirtet med ham. På trods af at vi havde været veninder i snart 12 år, så forstod hun stadigvæk ikke at jeg ingen interesse havde for drenge.

I hvert fald ikke for en som Wren Holdes. Allerede ved første samtale opførte han sig underligt. Måske hvis jeg havde leget med ville jeg bare sikkert blive endnu et trofæ han havde erobret, hvem ved?

 

Jeg sad ved køkkenbordet med en kop kaffe og så ud ad vinduet. Mor var gået ud for at handle - hun ville nok komme tilbage om 20 minutters tid eller noget, mens min far var taget afsted på arbejde på en søndag. Tik takken fra uret der hang på væggen rummede hele køkkenet.
.. Tik.. tak.. tik.. tak.

Mine tanker ledte mig hen til lørdagens hændelse. Hvis ikke vi gik i skole sammen, så ville det ikke pine mig, men det at Wren gik på skolen gjorde det hele værre.

Hvad hvis han prøvede på noget igen? Eller måske starte rygter op omkring at det var mig, der lagde an på ham. Nu hvor han var så populær, ville det ikke undre mig.

Jeg hoppede ned fra køkkenbordet med koppen tom og stillede den i vaskemaskinen hvorefter jeg traskede ud på gangen. Jeg havde brug for at gå en tur ellers ville jeg højst sandsynligt falde i søvn derhjemme.

Da jeg var kommet udenfor skinnede solen klart, og det lettede måske lidt på mit humør og efter at have gået lidt valgte jeg at tage ned til havnen. Duften af havsalt og vinden der legede let med mit hår fristede mig endnu mere til at gå derned..

Da jeg drejede om hjørnet af gaden gik jeg ind i en person. Vi gik ind skulder mod skulder. Med et chok kiggede jeg op, men kunne ikke tyde hans ansigt da han havde hætte over hovedet. Ærlig talt fik jeg en underlig følelse da han stødte sin arm mod min, men jeg lod det være. Han mumlede et undskyld inden han fortsatte videre uden at jeg overhovedet nåede at sige noget.

“Det er okay,” mumlede jeg for mig selv og undrede mig over hvorfor han skyndte sig så meget. Et suk røg ud af mig og jeg begyndte med at gå videre og da jeg endelig nåede ned til havnen, førte jeg lettet en hånd gennem mit hår og udforskede stedet endnu engang.

 

Jeg satte mig ned på en bænk nær vandet og tog min telefon frem som jeg satte mine høretelefoner i og startede min playliste som jeg altid gjorde når jeg sad her ved havnen og slappede af med blæsten, der legede med mit hår.

 

“Du ser ud til at koncentrere dig meget om musikken.”

 

Jeg spjættede lidt og kiggede til siden hvor jeg så en person jeg helst ville undgå at se - Wren Holdes. Jeg rev et af høretelefonerne ud af øret og løftede et øjenbryn. “Hvad laver du her?” spurgte jeg irriteret. “Fik du ikke nok i lørdags?”

Jeg var stadig chokeret over hans handling, mest vred. Han kendte mig ikke engang, hvordan kunne han tillade sig at røre mig. “Det er derfor jeg kom, Hope. Jeg ville undskylde. Ærlig talt ved jeg ikke hvorfor jeg gjorde det, måske var jeg bare fuld.”

Jeg nægtede at tro ham.

“Hvorfor skulle jeg tro på dig?” spurgte jeg og tog en finger op, kun for at pege på ham, “du var ved at kysse mig.”

Han så ud til at være irriteret over mine ord og lidt efter satte han sig ned på bænken ved siden af mig, lagde armen på ryglænet og kiggede på mig med et anstrengt smil. “Hør her Hope. Det er ikke hverdag at jeg undskylder over for folk, så når jeg gør det, mener jeg det oprigtigt. Tro det eller ej, men det er sådan jeg er.”

Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige, så jeg kiggede væk fra hans ansigt og foldede hænderne på mit skød. “Hvorfor var du så interesseret i mit venskab med Valentine i lørdags?” spurgte jeg pludselig mest for at komme væk fra undskyldningen som jeg ikke var klar til at tage imod. “Fordi jeg interesserer mig for Valentine,” sagde han hurtigt, men lagde hurtigt sin hånd op til munden. “D-det var ikke meningen du skulle vide det,” sagde han i et suk og rejste sig op. Da han skulle til at gå, råbte jeg efter ham; “Hvis du er interesseret i hende, skal du tage dig sammen. Hun er min bedsteveninde og hvis du gør hende noget, er jeg den første der står i vejen for dig.”

Han vendte sig mod mig og smilede lidt, “Bare rolig Hope Walden, jeg vil ikke skuffe dig.”

“I hope so,” mumlede jeg inden han forsvandt.

Jeg sad og begyndte at smile for mig selv som en idiot, og jeg vidste ikke hvorfor. Måske fordi jeg synes at situationen var ret lam og underlig. Med hensyn til hans undskyldning, var det ikke hverdag man stødte ind på fyre, der tog sig sammen og undskyldte.

 

Jeg tog høretelefonerne i ørene igen og ville trykke på afspil, da min mobil begyndte at ringe. Jeg stivnede for et øjeblik. Det var Valentine.Tænk hun ringede, og hvorfor tænkte jeg også sådan? Jeg svarede med et: “Det er Hope” “Hey, tøzen. Hvor du henne?”  Jeg er ved havnen og nyder vejret. Hvad med dig?” Der var et øjebliks stilhed i røret. “Kan vi mødes?” spurgte hun lidt efter. “Jo selvfølgelig” svarede jeg hende. Hun lød lidt oprevet og jeg vidste ærlig talt ikke hvad der var galt med os. Vi var veninder for god sake, hvordan kunne det være jeg holdt mig væk fra hende? Det faktum at Wren var vild med hende skræmte mig en del. Hvad havde hun dog rodet sig ud i? En som Wren kunne man aldrig stole på. “Skal jeg komme hjem til dig eller hvordan?” “Jeg kommer over til dig, kan jeg ikke?”

Det var måske bedst at jeg tog over til hende for at undskylde over for min opførsel. Ikke nok med at jeg forlod festen, så svarede jeg heller ikke på hendes opkald. “Jeg er hjemme,” afsluttede hun samtalen med og lagde røret på. Efter al den snak mellem hende og Wren, og så Valentine efter gjorde at jeg opgav at høre musik, så jeg viklede høretelefonerne rundt om telefonen og lagde den så i lommen, hvorefter jeg traskede afsted - mod Valentines hus.

 

Efter hvad jeg kaldte for en halv time bankede jeg på døren. Der gik fem sekunder før den blev åbnet og Valentines ansigt kom frem.

“Kom,” sagde hun kort og åbnede døren hvorefter hun gik ind i stuen. Jeg tog skoene og jakken af hvorefter jeg gik ind til hende.

“Vale-” “Nej Hope. Nu sætter du dig ned og fortæller mig alt hvad der sker. Her og nu.” Jeg stoppede brat ved døråbningen ind til stuen. Og vidste ikke hvad der skete. Eller jo, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle håndtere dette her.

“Wren overfaldt mig,” røg det pludselig ud af mig. Hvad skete der for min -hold det hemmeligt for Valentine- aftale?

“Hvad?” “Du hørte mig. Han prøvede på at kysse mig, så jeg forlod festen. Jeg har sagt til dig en gang og nu siger jeg det en gang til, forhåbentlig sidste gang; Vil du ikke lade være med at tro at jeg er interesseret i fester og drenge? For jeg interesserer mig ikke for det. Du prøver hele tiden, men Valentine, det hjælper ikke. Jeg kan ikke lide det.”

Hun sukkede og satte sig ned på sofaen med et irriteret blik. “Jeg prøvede bare på at hjælpe dig. Hvis du kunne komme ud af din kedelige skal, så ville du faktisk nyde livet.” “Kedelige skal? Come on Valentine, tror du virkelig jeg gør det med vilje? Det er sådan her jeg er, og accepter det eller ej. Vi har været veninder i snart 12 år, hvorfor bliver du ved?” spurgte jeg

 

“Du må gerne gå,” sagde hun, men kiggede ikke på mig. Vent. Bad hun mig om at gå? Hendes lange lyse hår faldt til siden da hun kiggede lidt ned og hendes vipper var tydelige, så lange og fyldige. “Det mener du ikke, vel?”

“Jo, gå,” sagde hun fast, men lød som en der kunne knække når som helst. Uden nogen form for besvarelse, vendte jeg ryggen til hende og forlod stedet med en irriteret mine. På grund af Wren, var vores venskab gået i vasken og medmindre hun selv kom over til mig, så ville jeg ikke have kontakt med hende. Ikke indtil hun fattede at jeg var den jeg var, og hun kunne umuligt ændre mig. Mit temperament var ved at koge over. Jeg kunne stadig ikke fatte det. Jeg havde virkelig lyst til at skrige af frustration nu. For helvede Valentine!

Mørket var ved at lægge sig, og jeg var stadig ikke kommet hjem - hvis ikke jeg fik skæld ud over at jeg ingen beskeder gav om at jeg ville gå ud.

Jeg trak ned i håndtaget derhjemme og åbnede døren som jeg smuttede ind af. Lugten af hvidløg ramte mine næsebor. Min mor var hjemme, og var igen med at tilberede aftensmaden. “Hope, er det dig?” “Jaaa” jeg trak ordet ud imens jeg lagde nøglerne på entre bordet. Havde hun seriøst gjort vores venskab forbi på grund af noget dumt, som Wren og at jeg ikke var interesseret i fester som hun var? Ærlig talt kunne man godt gøre sådan noget?

 

Min mor stak hovedet ud til entreen og kiggede på mig. “Spyt ud! Hvad er der sket?” spurgte hun med en blanding af nysgerrighed og bekymring. Hun vinkede mig hen til sig, så jeg gik hen og satte mig ned ved spisebordet. Og åndede tungt ud. Hun kom hen og satte sig overfor mig. “Hun er virkelig for langt ude,” sagde jeg inden hun fik lov til at spørge ind til det. “Hvem? Valentine?” spurgte hun. Jeg løftede blikket fra mine knyttede hænder til min mor og fik øjenkontakt med hende. Jeg nikkede let på hovedet. Hun lagde hånden på mit knæ og gav det et blidt klem. “Har du lyst til at fortælle, hvad der er sket?” “Jeg ved det ærlig talt ikke.. hun er irriteret på mig, men det værste af det hele er, at jeg ikke har gjort hende noget! Der i lørdags, ikke? Hun havde jo lokket mig med til fest, ikke?” sagde jeg. Hun nikkede og lyttede oprindeligt efter. “På et tidspunkt..” jeg stoppede mig selv, for selv min mor vidste det ikke med hvad der var sket i mellem Wren og mig. Hun ville sikkert blive pisse irriteret på mig over at jeg ikke havde fortalt hende det. “var der denne her dreng, der holdt festen. Wren Holdes,” fortsatte jeg og sukkede kort før jeg snakkede videre, “Han var sød i starten, men så blev han intens og prøvede på at kysse mig.” Hun løftede brynene og kiggede skævt på mig. “Og det fortæller du mig først nu?” spurgte hun irriteret. Jeg trak let på skuldrene og svarede hende stille: “Måske var jeg bange for din reaktion. Jeg mødte ham i dag, hvor han undskyldte for hans opførsel”  “Har du så tilgivet ham?” spurgte hun nysgerrigt. “Jeg svarede ham ikke rigtig. Det er heller ikke det der er pointen. Pointen er at Valentine ikke forstår mig, hun ud af alle burde vide hvem jeg er, men det gør hun ikke,” sagde jeg med en trist mine. På en måde gjorde det mig ked af det, at hun opførte sig sådan, men på den anden side gjorde det mig også sur. “Nåh lille pus, det skal nok gå” sagde hun. “Tror du det?” spurgte jeg hende. “Ja. Hun vil nok indse sin fejl og undskylde. Jeg tror bare du skal lade hende være lidt i fred. Så kommer hun nok selv til dig, skat” Hun rejste sig op fra sin plads og kiggede ned på mig og sagde så: “Kom op og hjælp mig med maden, vil du ikke?” “Jo selvfølgelig,” svarede jeg og rejste mig op for at hjælpe.

 

Jeg tog i skole næste dag, hvilket jeg hurtigt fortrød, for jeg havde mange fag sammen med Valentine. Hun gik direkte forbi mig, da hun så mig i klasselokalet der hvor vi plejede at sidde sammen. Ikke i dag. Jeg var ikke i humør til at diskutere. Et suk røg ud af mig, hvorefter jeg satte mig ned på min stol. Klokken ringede lige i det øjeblik den sidste person traskede ind i lokalet.

Vent.

Den person havde jeg set før. Eller ikke ansigtet, og jeg kunne stadig ikke se det. Ham drengen jeg gik ind i, med hætten over hovedet. Han var iført et par sorte jeans og en grå hættetrøje som igår da jeg gik ind i ham. Igen var hans ansigt dækket til med hætten og et par solbriller. Hvem gik også med solbriller indenfor? Faggot. Nu var jeg ikke fordomsfuld vel. Han satte sig ned overfor mig og lænede sig bagud i stolen. “Okay allesammen, hør her” råbte vores lærer ud til os i lokalet. “Mr. Dean er ny i blandt os og jeg håber at I tager godt imod ham” Siden han var kommet ind til engelsktimen og havde sat sig ned, så regnede jeg med at han var ny på skolen. Som vores lærer sagde som forresten hed Samuel. Vi kaldte ham altid Sammy eller Mr. Witson, som hans efternavn var.

Efter en kedelig time ringede klokken. Endelig.

Jeg pakkede mine ting hurtigt sammen og smuttede. Jeg havde virkelig brug for et pusterum fra alt og alle lige på tiden.

Musiklokalet plejede at være ledigt på det her tidspunkt og det var det selvfølgelig også. Jeg smuttede hurtigt ind og lagde min taske fra mig på gulvet. Det var faktisk det eneste sted jeg nogenlunde kunne være mig selv, altså den rigtige mig. Den rigtige Hope Quinn Walden. Jeg kiggede mig omkring kun for at være sikker på at der ikke var nogen her. Det eneste jeg så var et stort sort klaver, nogle stole der var stillet op på rækker, og nogle stativer.

Jeg gik hen til klaveret, og lukkede mine øjne i. Jeg koncentrerede mig rigtig meget om at få bragt den skjulte del af mig selv frem. Den del jeg blev sendt ned til jorden for. Den del ingen måtte vide. Der var nemlig rigtig mange der troede de kendte til mig, men i virkeligheden kendte de mig slet ikke. Jeg begyndte så småt at mærke en dejlig varme der bredte sig i kroppen på mig. Jeg tog den ene hånd op til min amulet og mærkede på den. Godt. Den var også varm. Jeg åbnede mine øjne langsomt igen og mit syn mødte et helt aflagt mørkt lokale..Blandt mørket kunne man ane en anelse af lysglimt. Jeg havde gennemført det endelig.

Både mørket og lysglimtet sammen med min koncentration svækkede, da jeg hørte noget vælte. Fuck! Bare hvis der ikke var nogen, der havde set det. Jeg vendte hurtigt hovedet til siden og så at en af stativerne var væltet samt med at døren stod på klem. Havde jeg glemt at lukke døren helt, eller var der kommet nogen og havde set mig? Jeg stod tilbage med et stort spørgsmålstegn.

 

Jeg havde proppet høretelefonerne i ørene efter skoletid og holdt virkelig lav profil. Jeg havde endnu trukket hætten af min jakke over hovedet, og tænkte stadig over om nogen havde set mig. Min opmærksomhed til gengæld kom tilbage til realiteten, da jeg gik ind i nogen - igen. Med et undrende blik kiggede jeg op og jeg sværgede, det var de flotteste øjne jeg længe havde set, som kiggede ind i mine. Dog med en kold brise og et skær af vrede lyste op i hans blålige farve.

Drengen med hættetrøjen.

Dog var der noget. Han havde et stort blåt mærke ved øjet og det var ikke bare et normalt mærke, det så ud til at være.. brutalt. Måske var det derfor han havde solbriller og hætte på.

“Kig dig dog for, tøs,” sagde han kort og koldt, så det løb koldt ned af ryggen på mig. Der var noget over hans øjne, der sagde stop.

“Undskyld,” sagde jeg og betragtede ham tage et skridt tilbage.

“Bare hold dig væk,” sagde han irriteret. Han havde et undrende blik i øjnene, jeg så det og det gjorde mig lidt.. mistænksom. Uden at jeg nåede at sige mere, vendte han sig om og gik mod sin bil.

Hvad var det lige for noget? Hans kolde attitude og den måde hans øjne stirrede ind i mine på. Det bekymrede mig mere end det burde. Alligevel var det som om jeg blev trukket ind i ham som en magnet.

Han var tiltrækkende.

Selv med blåt mærke.

Et lille smil viste sig på mine læber da jeg med langsomme skridt gik mod busstoppestedet, men jeg nåede ikke langt da en bil dyttede af mig. Jeg kiggede til siden og sukkede højlydt da en velkendt person kørte ind ved siden af mig for derefter at rulle ned for vinduet. “Hej Hope. Skal jeg give et lift?”

 

“Nej jeg klarer mig,” men idet jeg sagde det, øsede regnen ned fra himlen som stod englene klar med spand og det hele, for bare at straffe mig. Nu havde jeg ingen udvej. “Kom nu, det regner.” Han pressede på.

“Okay, fint, men KUN fordi det regner,” understregede jeg og satte mig ind i bilen. Da varmen omfavnede mig, lukkede jeg kort øjnene og kørte en hånd gennem håret. Hvordan var Wren overhovedet kommet herud? Hvorfor?

“Jeg kørte Valentine hjem, og så kom jeg tilbage fordi hun plaprede løs om jeres skænderi,” sagde han som havde han læst mine tanker. Den fyr skræmmede mig rimelig meget for tiden. Hvis ikke jeg vidste han var et menneske, så ville jeg tro noget helt andet.

Hold lige.. Havde Valentine fortalt om vores skænderi? Hvad bildte h.. havde hun også fortalt om at jeg fortalte hende Wren’s grådige.. sig det løgn. “Hvad har hun sagt?” spurgte jeg irriteret og løftede et øjenbryn.

“Rolig nu. Hun sagde bare at du var irriteret på hende hele tiden, også selvom hun gjorde alt for dig, bla bla bla.”  

Hvad ragede det overhovedet ham? Og hvorfor ville han give mig et lift? Okay, hold lige igen Hope, du bliver paranoid hele tiden. Slap af, han giver dig bare et lift.

Jeg betragtede bygningerne vi kørte forbi, der var mørklagt overalt og bygningerne så ud til at kede sig trods deres kedelige grå-sorte farver. Det der gjorde det hele mystisk var deres form - de lignede skikkelser, og der var noget over dem, der fik himlen til at se mere mørk ud. Ellers var det bare mig, der analyserede stedet for meget.

“Du tænker meget,” hørte jeg Wren sige med et grin på læben, så jeg blev trukket tilbage til virkelighed.

“Du har ret.” “Hvad tænker du på?” “Jeg er bare træt,” svarede jeg muggent og da han parkerede foran min dør, steg jeg ud uden at vente på noget. “Vent Hope!” råbte han efter mig, og jeg kiggede over på ham, stadig med døren åben. “Ja?” spurgte jeg halvtræt og ventede på at han skulle svare mig. “Vil du ikke lade være med at sige til Valentine at jeg kørte dig?”

“Jo, for jeg snakker jo ikke med hende,” svarede jeg mens jeg rullede med øjnene, hvorefter jeg gav ham et kort smil og smækkede så døren i efterfølgende. Hurtigt løb jeg op til huset for at holde mig fra regnen.

Sikke en idiot! Han troede virkelig på at han kunne charmere sig ind på mig, men desværre gik det ikke i min verden. Hvis han var så vild med Valentine, hvorfor havde han så ikke gjort noget før i tiden frem for at gøre det efter at han overfaldt mig?

Jeg lukkede hoveddøren efter mig og sukkede dybt. Bare hvis det hele kunne blive lettere end hvad det i virkeligheden var.

Jeg gik ind i stuen efter at have hængt min jakke op på knagen og taget skoene af. Jeg havde lige sat mig ned i sofaen, da min telefon ringede. Jeg bøjede mig forover for at tage den, men stoppede min bevægelse, da jeg så hvem det var.

Valentine. Hvorfor ringede hun nu? Ville hun nedgøre mig endnu mere?

Hun var ivrig for hun blev ved med at ringe. Til sidste tog jeg den med et: “Val hvis du har noget negativt..” “Hope. T-tyler.. Han.. ” Hun lød virkelig bange“Valentine, hvad er der sket?” spurgte jeg hende mens jeg rejste mig op og gik mod entreen. “Han er kommet til skade..” “Hvad er der sket?!”halv råbte jeg og var ved at gå i panik. Hvis der skete Tyler noget vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre.

“Han.. i.. en bilulykke. Han er på hospitalet nu,” snøftede hun og uden at hun sagde mere, lagde jeg på. Jeg vidste nøjagtigt hvilket hospital de var på, så jeg halv løb den til gaden og tog min telefon frem. Hvordan skulle jeg komme frem i tide? Uden at tænke mig om, fik jeg ringet Wren op.

“Hope?” “Wren jeg har brug for dig! Kan du hente mig? Jeg skal på hos-” “Jeg er der om to minutter,” sagde han og lagde på. Gudskelov.

 

Efter to minutter kørte den velkendte Audi ind af indkørslen og dyttede. Jeg løb hen til bilen og satte mig ind, mens tårerne trillede ned af mine kinder. “Wenstord hospital nu!” udbrød jeg og kiggede desperat på ham. “Hope, er du okay?” “Kør nu bare!”

Han kørte så hurtigt han kunne, og jeg kunne ikke tænke klart. Der måtte ikke ske ham noget, han var min bedre halvdel siden jeg kendte til mit navn.

Jeg sprang ud af bilen da vi var nået frem og jeg løb indenfor uden at tænke på Wren. Han kunne sikkert selv finde frem. ”Tyler McVenis?” spurgte jeg utålmodigt og kiggede på damen bag skranken. Hun havde briller på og så ud til at kede sig.

”Værelse 34,” sagde hun sagte og smilede venligt, men jeg havde for travlt til at gengælde det. Tårerne løb stadig ned af mine kinder og jeg løb ned af gangen for til sidst at ende foran værelse 34. Med et hurtigt tag, åbnede jeg døren og gik ind. Synet der mødte mig var forfærdelig. Tylers ansigt var fuld af skrammer og han lignede ærlig talt et... lig. Valentine var faldet i søvn ved sofaen hvilket fik mig til at smile lidt trist. Jeg havde savnet hende utrolig meget på den korte tid vi ikke havde snakket sammen.

Jeg spurtede hen til Tylers seng og satte mig ned ved siden af ham. ”Tyler?” hviskede jeg lavmælt og tog hans hånd. Han kunne åbenbart mærke mit tag om hans hånd, for lidt efter bevægede hans øjne og han åbnede dem for derefter hurtigt at lukke dem igen. Efter at have vænnet sig til lyset, åbnede han dem helt og kiggede op på mig.

”Hope,” mumlede han hæst og ville smile, men han skar hurtigt en grimasse. Jeg stoppede hans mund i at bevæge ved at lægge en finger på den. ”Shh, ikke snakke.”

 

 

”Hope?” Jeg åbnede hurtigt øjnene da jeg hørte Valentines stemme kalde på mig. Der opdagede jeg, at jeg var faldet i søvn ved siden af Tyler. Jeg satte mig op og kiggede på hende. ”Val,” startede jeg med, men hurtigt krammede hun mig ind til sig.

”Undskyld, undskyld, undskyld,” sagde hun hurtigt og knugede mig ind til sig. Jeg lagde armene rundt om hende og smilede lidt. ”Det er okay. Det var også lidt min skyld,” svarede jeg på hendes undskyldning og trak mig væk. Jeg gav hende et kys på kinden og kiggede på Tyler. ”Så du det?”

”Nej, men han var sammen med en anden dreng.”

En anden dreng? Hvem kunne det have været og hvis de var sammen, hvorfor var han så ikke blevet nævnt da jeg spurgte om Tyler til hende damen bag skranken?

”Forresten, Wren var her lige før. Han ville lige sige god bedring og at han ville hente os senere.

Wren.

Ham havde jeg helt glemt. Forhelved.

”Det lyder godt,” sagde jeg bare og kiggede på Tyler, der så småt var ved at vågne. ”V-vand,” hviskede han og jeg var hurtigt henne ved ham hvor jeg fyldte vand op i et glas. Sengen fik jeg lidt op ved hjælp af en fjernbetjening og tog fat om hans nakke imens jeg hjalp ham med at drikke. Da han gjorde tegn til at stoppe, hjalp jeg ham ned at ligge ned igen og lagde så glasset på bordet.

 

”Tr-av-” ”Tyler, du skal ikke belaste dig selv,” sagde jeg roligt og smilede til ham, men han blev ved. ”Hvor er h-han?” spurgte han igen og trak vejret i hurtige stød. ”Hvem?”

”Tra-” ”De fandt ikke nogen ved siden af dig,” afbrød Valentine ham og kørte en hånd igennem sit hår.

Var denne dreng så speciel for ham? Og hvorfor lod Valentine ham ikke snakke færdigt?

”Jeg går ud for at købe noget te og sandwich. Skal I have noget?” spurgte jeg og kiggede på dem. ”En sandwich til mig tak,” sagde Valentine efterfulgt af; ”Selvom hospitals kantiner stinker. Føj.” Jeg grinte kort og kiggede så på Travis, der kort rystede på hovedet. Jeg forsvandt ud af døren, ned mod kantinen. Kantinen var et lille rum med få spiselige ting til folk der overnattede. Jeg greb hurtigt to sandwich, et krus te og lagde det på disken.

“10 dollars,” sagde hun og gav mig et falsk smil mens hun tog imod de penge jeg rakte hende.  Uden så meget som et smil, vendte jeg mig om, men det gik ikke særlig godt da jeg ramte en person og min te blev hældt ud over personen.

“Hvad i alverden,” sagde han og da jeg kiggede op fik jeg mig et chok.

Kunne det passe? Var han allerede kommet, jeg ventede ham ikke endnu. Jeg tror ikke at han vidste eller så hvem han var gået ind i, for et fjollet smil kom frem, da han kiggede på mig. Han tog sine solbriller ned til næsetippen og kiggede nøje på mig. Jeg så et glimt af hans skrigende gule øjne.  “Du er vokset en del min pige” sagde han. “Hvornår er du kommet?” spurgte jeg chokeret, og trak ham til side så vi ikke tiltrak opmærksomheden på os. “Du ved jo, at du skal i lærer inden din 18 års..” “Du kan ikke bare komme nu,” afbrudte jeg ham. Jeg kiggede mig omkring for at sikre mig om at der ikke var nogen, der lyttede efter. “Du kan ikke løbe fra det mere, du bliver nødt til at se det i øjnene. Du er ikke en del af dem. Du er meget mere,” hørte jeg ham sige med en monoton stemme. Idet han lagde en arm på min skulder, mærkede jeg teen blive hældt tilbage i kruset.

“Jeg skal nok, bare ikke lige nu. Min ven er her, jeg bliver nødt til at smutte.”

“Husk det jeg sagde og kom i kontakt med mig hurtigst muligt.”

Med et nik gik jeg ud derfra og som heldet var med mig, stødte jeg på endnu en person og denne gang flød teen altså ud over personen. Et gisp kom ud af min mund.

Fuck. det skete bare ikke det der. Ikke. Igen.

“AV FORFANDEN,” råbte personen foran mig og da jeg kiggede op, gispede jeg endnu engang.

“Dig?!” udbrød han vredt og kiggede ind i mine øjne. Jeg bed mig hårdt i læben og kiggede undskyldende på ham. “Undskyld,” mumlede jeg og blev helt opslugt i hans øjne. Der var et eller andet over ham.

“Undskyld? UNDSKYLD?” vrissede han og tog fat i min arm, men idet han gjorde det tog han et skridt tilbage. Hans øjne lyste af chok og vrede. Hvad skete der?

“Hør lige her” sagde jeg irriteret. han havde ikke ret til at tage fat om min arm. “Prøv lige at tage en slapper, ikke?” “Tage en slapper?” sagde han i frustration. “Det kan ikke være dit alvor. Jeg er syg træt af det vi har gang i” “UNDSKYLD, men hvad er det vi har gang i?” råbte jeg af ham. Han himlede med øjnene af mig og svarede: “Ved du hvad? Bare glem det! Jeg har ikke tid til det her lige nu.”

Jeg sukkede irriteret og tog noget papir fra bordet. Jeg brændte ham, der var ikke tid til diskussion. “Undskyld med hensyn til teen. Lad mig tørre,” “Nej lad det være,” afbrød han mig og vendte sig om før han forsvandt. Hvorfor skulle jeg hele tiden gå ind i ham?

Tag dig sammen Hope.

Opgivende begyndte jeg med at gå ud på gangen og hen mod værelset, da jeg hørte en person bande - ham drengen fra før. Jeg kunne ikke lade være med at kigge ind af sprækken mellem døren og så hans nøgne ryg. Damn.

“Bare ved at jeg kommer her, så sker der alt muligt. Hvorfor fanden kan der ikke gå en dag før en eller anden ryger ind i mig,” mumlede han og snakkede videre til sig selv; “Fanden tage det her liv.”

Han måtte virkelig være træt af sit liv. Han var så irriterende, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at stirre på han veltrænede ryg. Det var ret fascinerende af et menneske at være.

Hope, koncentrer dig. Jeg gik videre ned af gangen og vendte tilbage på det værelse Tyler lå.

Hans mor var kommet.

l

“Hej, Mrs McVemis” sagde jeg lavmælt. Hun rejste sig op fra stolen der var ved hans side og kom hen til mig. Hun gav mig et kram og og kyssede mig på kinden. “Hvordan går det min pige?” spurgte hun. “Jeg har det fint, tak” svarede jeg hende. “Han skal nok komme til sig igen. Det bare en grim situation han er i lige nu” Hun nikkede og lagde sin arm om min ene skulder og sammen gik vi hen til hans seng. Jeg kiggede på ham, han så rigtig fredfyldt ud der hvor han lå og sov, mens han trak vejret regelmæssigt. “Hvordan skete det?” spurgte jeg efter noget tid.  Jeg rakte Valentine hendes sandwich og kiggede så på Mrs. McVemis igen. Hun var klar til at svare, men blev afbrudt da døren blev åbnet og..

Jeg samlede mine læber til en smal streg.

Synes der mødte mig var surrealistisk og jeg lagde automatisk hovedet på skrå.  “Mrs. McVemis, jeg..” han stoppede sig selv da han fik øjenkontakt med mig. Det smil jeg hidtil havde haft på forsvandt.

Hvad lavede han her?

“Hej min dreng, hvor har du været?” spurgte McVemis, rettere sagt Karen. “Jeg hældte te udover mig selv, så jeg blev nødt til at finde noget andet at tage på.” Imens han sagde det, lå hans kolde blik på mig hvilket sendte forkerte signaler til min krop. Der var noget attraktivt i den tone han brugte, men jeg lod mig ikke rive med.

“Åh, er du okay?” spurgte hun ham bekymret og alt han gjorde var at nikke. “Jeg har taget tøj med til Tyler,” sagde han så og for alvor begyndte jeg at tvivle på hans tilværelse.

Hvor kendte han Tyler fra?

Jeg havde været venner med Tyler siden jeg fandt ud af hvem jeg var og jeg kendte stort set alle hans venner

Men det var noget andet med ham her.

“Det var godt. Tak for alt det du har gjort, hvis ikke det var for dig, så havde det være meget værre.” “Det vil jeg ikke høre igen. Du er som min mor og Tyler som min bror. Jeg er bekymret for ham,” sagde han med et smil på læberne. Første gang jeg havde set et smil fra ham, og det var altså et lækkert smil.

Det var dog kun noget jeg indrømmede overfor mig selv.

Det blå mærke han havde ved øjet var så småt ved at forsvinde. Som han tidligere nævnte, så kom han tit til skade. Det kunne man se.

 

“Mød Hope, Tylers barndomsveninde,” sagde Karen pludselig og smilede til mig. “Og Hope, mød..” “Jeg har mødt ham før,” sagde jeg sagte og smilede kort til Karen. “Jeg kommer tilbage i aften.” Jeg krammede Karen kort, trak Valentine op fra sofaen og gik ud af værelset.

 

“Hope?” lød det ivrigt fra Valentine. “Valentine?” svarede jeg igen.

“Hvornår har du mødt ham.. den lækre?”

Flot beskrevet Valentine.

“Bare en dreng der går i min klasse som jeg flere gange har stødt ind i. Han er som belast.”

Okay det var nok ikke helt sandt. Det var mig, der hele tiden gik ind i ham og han tænkte sikkert på det samme som mig, bare om mig; at jeg var belastende.

 

“Han er altså mega flot,” “Dater du ikke Wren?” spurgte jeg og løftede et øjenbryn.

Hun rømmede sig kort. “Nu du nævner ham. Han spurgte om jeg ville med ud og spise i aften.”

“Tag afsted,” sagde jeg smilende og gik mod hendes bil. “Hvad mener du? Du sagde jo at han..” “Ja, og han undskyldte. Han kan godt lide dig,” svarede jeg hende med pegefingeren peget mod hende. “Giv ham en chance.”

“Har jeg også gjort,” grinede hun og trak på skuldrene. “Han er sød.”

Jeg nikkede lidt og satte mig ind på passagersædet for derefter at binde selen rundt om mig. Det her skulle nok blive sjovt.

Jeg kendte ham ikke engang. Han kendte til mit navn, men det gjorde jeg ikke. Hans navn var stadig lige så mystisk som han selv var. Det var egentlig mig der afbrød Karen før hun nåede at færdiggøre sin sætning, men jeg vidste at hvis jeg kendte til hans navn, ville jeg søge mere.

Der var noget over ham, der tiltrak mig.

På den dårlige eller gode måde, vidste jeg ikke. Det ville tiden vise. Men en ting var sikkert; Jeg skulle holde mig væk fra ham.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...