Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2769Visninger
AA

21. Kapitel 19

Kapitel 19

“Sandheden på bordet.”

 

“Det ser ud til at du har fundet billederne” hørte jeg Klaus’s stemme.
Han kom op ved siden af mig. Jeg kunne mærke hans blik på mig.
“Hvordan?” mumlede jeg. Det gav nemlig ingen mening. “Har de kendt hinanden?” spurgte jeg så.  Jeg forstod det ikke. Jeg rystede forvirret på hovedet. Da jeg kiggede op over billedet, så jeg en ung midaldrende mand eller måske lidt ældre. Klaus. “Du er her også” sagde jeg så og pegede på billedet.   

   Han sagde stadig ikke noget men kiggede på billedet, hvor min adoptivmor og biologiske mor vr på. “Klaus du bliver nødt til at forklare det her?” sagde jeg og kiggede på ham. Et lille trist smil kom frem på ham. “Seren og Vivian” sagde han så. Han pegede på sofaen, et tegn på jeg skulle sætte mig. “Ser du Hope” begyndte han med, da jeg havde sat mig.
“De begge var en del af den klasse jeg underviste for længe siden. Længe inden du blev født faktisk”
Jeg kiggede op på ham. “Så de var også vogtere” røg det ud af mig. Men det er jo umuligt. “Jeg forstår det ikke?” sagde jeg rystende på hovedet. “Hvorfor har hun ikke sagt noget omkring at hun kendte min biologiske mor”
“Det ville kun øge risikoen for at de ville finde frem til dig og Haylie” fortalte han. Jeg blev ved med at kigge på ham. “Det her sted - “ begyndte han og så sig omkring. “Kaldes for det Hemmelige Kammer. Vi vogtere fik det opført længe siden, da en flok af os opdagede en vis mørke side af de højere magter. Et mødested for os som var og stadig er imod de uacceptable beslutninger de har truffet engang og stadig gør. “
“Kan du være mere præcis?” spurgte jeg ham.
“De højere magter faldt over en person med nogle kræfter vi ikke vidste eksisteret. De tog herredømmet over denne person. Holdt personen som gidsel og misbrugte personens kræfter til fordel for deres egne”
“Hvordan?”
Han rynkede panden. “Lad mig bare sige det sådan, at de suger alt kræften og holder det skjult for os andre - eller mere for dem selv. Da de tror at nogle skabninger med overnaturlige kræfter de højere magter ikke kan forstå kan skade andre og -”
“og det fører så direkte til mig” færdiggjorde jeg for ham. Han nikkede.  “Det hele ville faktisk være nemmere hvis Haylie og dig ikke var tvillinger. For det gøre jer to kun mere sårbare end normalt”
“Da vi deler sjæl og kræfter”
“Ja desværre”  Han han satte sig foran mig på sofabordet og kiggede direkte ind i mine øjne. “Hvad skete der med den person som fik taget kræfterne af de højere magter?” spurgte jeg om og kiggede på Klaus. Han så ud til at tøve med at svare, men foldede så hænderne foran sig og kiggede på mig med et seriøst blik. “Denne person blev sendt til jorden uden kræfter og med hukommelsestab-” “Så personen ved ikke selv at kræfterne eksisterer, men at de højere magter har dem?”

Han nikkede.

“Hvem er denne person?” spurgte jeg, men idet jeg spurgte rystede Klaus på hovedet. “Så meget information får du ikke Hope. Du skal bare vide at vi bliver nødt til at finde Haylie. Meget snart.”

“Spørgsmålet er bare, hvordan vi finder frem til Haylie.” Da han nævnte hendes navn, fik jeg det dårligt med det samme. Haylie.
Hvor var hun henne?

Før kunne jeg ikke klare tanken om at kalde hende min søster, og det var bare et stort rod at skulle lære hende at kende, og nu..

Nu ville jeg gøre alt for at hun kom tilbage og var okay.

“Eric sagde at du vidste præcis, hvor du skulle finde den,” gentog jeg for mig selv og kiggede lidt rundt. Hvad mente han? Hvorfor ville han gemme Haylie’s krop et sted hvor jeg kunne finde den? Det gav ingen mening, og jeg havde ingen ideer om hvor jeg kunne finde hendes krop.

“Det her er for meget.. Jeg bliver nødt til at tænke. Alene.” Det var ikke nemt at tænke når man var sammen med Klaus og da slet ikke når der var en lige så magi fuld læremester som endda var en kvinde. Klaus nikkede og knipsede med fingrene, så hele rummet forsvandt - det samme gjorde kvinden - der vist nok hed Ela.

Tilbage var vi på mit værelse.

Jeg havde forladt Christer uden at snakke med ham og Evy.

Evy?

Åh gud, hende havde jeg glemt. Jeg var bare forsvundet efter caféen og hun var sikkert bekymret. Jeg burde kontakte hende og fortælle hende at jeg var okay, men hvordan vidste jeg ikke helt.

“Hope, kan du høre hvad jeg siger?”

Jeg rystede lidt på hovedet og kiggede på Klaus, der så ud til at have snakket i lang tid uden at få noget respons fra mig af. “Undskyld, hvad sagde du?” spurgte jeg og satte mig ned på min seng. “Jeg siger at hvis du kommer i tanke om steder hvor Haylie’s krop kan være, så kontakter du mig med det samme. Ikke mere drama på egen hånd. Aftale?”

Jeg nikkede til det han sagde og var ikke selv sikker på hvordan det skulle gå. Vi havde været i dybt vand i lang tid og at fortælle Klaus om de ting vi havde skjult var ikke noget vi havde tænkt på.

For eksempel om bogen.

Eller om Travis.

Travis. Jeg vidste endnu ikke hvor jeg havde ham for han vidste ingenting om mig og alligevel var han villig til at starte noget med mig.

Jeg følte at jeg havde været unfair overfor ham. Omkring alt. Jeg blev sur over de ting han sagde og at han ikke stolede på mig, men jeg tænkte aldrig over at jeg rent faktisk skjulte mit identitet og at han havde mere end ret til at opføre som han gjorde.

Jeg havde ikke været retfærdig hvilket først gik op for mig nu hvor jeg tænkte på hvor alvorlig hele situationen er. Vi burde slet ikke at være sammen.

Jeg skulle tage afstand fra ham. Ja, det var planen - hvis det overhovedet lykkedes.

    Da jeg kom til mig selv igen var Klaus forsvundet. Jeg havde ikke set ham forsvinde, så jeg må have været for optaget af mine tanker.

Jeg lod mig falde bagover og lå på sengen imens jeg kiggede op på loftet.

Det havde været en udmattende måned.

 

“They tried to give you angel wings, but you refused to fly.”

   Min telefon ringede, men jeg nød at lytte til sangen der spillede som ringetone. Lidt efter satte jeg mig op og tog min telefon op og trykkede på svar før jeg fik læst navnet på displayet.

“Ja?” Jeg havde lukkede øjne og man kunne høre regnen dale ned i den anden ende af røret. “Hope?”

Jeg åbnede øjnene og satte mig op. Hvorfor ringede han til mig? Der må være sket noget siden at han ringede og hvor havde han mit nummer fra?

“Er der sket noget?” spurgte jeg bekymret og kiggede rundt. Var det Val? For hvorfor ville han ellers ringe? “Nej nej. Jeg har bare brug for din hjælp. Kan vi mødes?”

Jeg åndede lettet op og sukkede så kort efter, for ville jeg mødes med ham? Alene? Selvom jeg havde tilgivet ham, så var jeg endnu ikke komfortabel når jeg var sammen med ham. Jeg tøvede kort før jeg blev enig om at mennesker begår fejl - heriblandt mig selv.  “Okay, lad os mødes. Hvad siger du til Bubble Goom?” spurgte jeg og kiggede rundt imens jeg ventede på svar.

 

“Deal.”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...