Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2703Visninger
AA

20. Kapitel 18

Kapitel 18

“Kampen, der ikke har nogen ende.”

 

Hvis han ville kæmpe, så ville jeg også. Ingen skulle skade min søster og i hvert fald ikke hvis det var for at få fat i mig.

“Eric! Hvor er du? Din satan, vis dig frem! Giv mig min søster tilbage!”

Haylie sagde at jeg vidste hvor jeg skulle finde hendes fysiske krop hende. Jeg anede ikke hvor jeg skulle finde den?

Den satan tog min søster.

Det eneste jeg kunne komme i tanke om var kirkegården, så jeg satte i løb. Der var ingen tid at spilde.

   Jeg standsede op da jeg var ankommet til kirkegården. Jeg trak vejret forpustet og lænede mig forover bøjet og støttede mig til knæene. “Klaus!” kaldte jeg og kiggede mig omkring. “Klaus, jeg har brug for dig” Jeg kiggede desperat op mod himlen. “Klaus!” råbte jeg denne gang.
Hvor er du henne? Jeg kløede mig nervøst i håret.  

Kom nu, hvor er du henne? Jeg rettede mig op og begyndte at bevæge mig længere ind i kirkegården.

    “Hvor er du henne?” mumlede jeg for mig selv og blev forskrækket, da jeg hørte hans stemme bag mig. Jeg spjættede og tog mig til munden. Jeg vendte mig om mod ham.
“Du bliver nødt til at hjælpe mig..Haylie” sagde jeg i panik. Og gik hen mod ham. Han kiggede undrende på mig. “Hvad sker der min ven?” Et bekymret udtryk var faldet over hans blik. “De..han har hende” mumlede jeg.
“Vi.Du bliver nødt til at få fat på hende” blev jeg ved. “Jeg ved ikke hvor han har gemt hende henne?” forsatte min strøm.
“Hope -”
“Jeg følte en smerte.. her omkring mit bryst..” sagde jeg og tog min ene hånd op ved stedet, jeg havde følt smerten, uden at høre hvad han prøvede på at sige.
“Efter så jeg hende. Der var rigtig lyst alle steder. Hun virkede rigtig hjælpeløs. Hun -”
Jeg mærkede nogle hænder om mine arme, og en stemme der prøvede at nå ind til mig.
“Hope!” hørte jeg Klaus stemme et sted fra men jeg kunne ikke fokusere. Han ryskede i mig. “Hope, kan du høre mig?” spurgte han. Mit blik blev ved at at vige ned på græsset, vi stod på. Jeg kunne ikke nå hans øjne.
“Hope kig på mig” blev han ved.
    Selvom jeg ville kigge på ham, blev jeg svag i kroppen for hvert sekund der gik. Det føltes som om at alt energien  i min krop blev trukket ud af mig og havde efterladt mig slap og svag i Klaus's arme. Mit syn blev sløret og uden videre begyndte sorte brikker at spille sig frem i min syn.

 Da jeg åbnede øjne og var kommet til bevidsthed, opdagede jeg, at jeg lå i en seng i et værelse jeg ikke kendte til. Jeg havde ikke set det før.

 

En stemme skar ind i værelset.
“Det her ligger uden for, hvad vi selv kan klare, Klaus” vrissede en kvinde stemme. “Har du nogle forslag til hva jeg skulle have gjort?”
    Hvor var jeg henne?
Jeg rettede mig op at sidde og kiggede mig rundt i værelset. Væggene var hvide. Der var et vindue som var dækket til med gardiner, som var brune og ramte gulvet. Foran mig og sengen jeg lå i var der en gammel slidt kommode. Ellers var det tomt. Jeg svingede benene ud over kanten af sengen og satte fødderne på gulvet.
Jeg bevægede mig forsigtig mod døren og anstrengte mig for at kunne høre hvad der blev sagt.
    “Jeg håber for din skyld at det ikke ender dårligt” sagde kvinden.
“Åh Ela..” sagde manden og kom med en trist latter. Det var Klaus. “Selvom du kan dit kram, er du altid stædig, ikke?” “Det har jeg lov til at være. Vi ved ikke engang hvad det her ender med, Klaus”
“Du er en venlig sjæl hvis du ikke køre på hende, når hun vågner”
“Har jeg overhovedet et andet valg?” spurgte hun. “Men, hvorfor her? ” ville hun vide. “Hun er i sikkerhed her “ svarede han roligt. Derefter kunne jeg hører nogle skridt som bevægede jeg væk.

    Jeg åbnede døren forsigtig, og til syne kom der et rum som virkede til at blive brugt som et opholdslokale. Nogle sofaer som var lagt ved siden af hinanden og et sofabord i mellem. Og et stor lysekrone som hang over bordet. Som lyste rummet svagt op. lokalets ene væg som havde et vindue fra start til ende var dækket til at med gardiner. Da jeg vendte mit blik videre rundt så jeg et glasskab som indeholdte nogle rammer med billeder. Jeg bevægede mig hen imod det.
    Billederne var sorte og hvide. Det så ud til at være en gruppe vogtere. Da jeg lod mit blik glide videre over billederne, stoppede det brat da jeg så et velkendt ansigt.
Min mor. Faktisk begge mine mødre. Hende der havde adopteret mig og min biologiske mor. De begge kiggede ind på kameraet som havde taget billedet.  Kendte de hinanden?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...