Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2741Visninger
AA

19. Kapitel 17

 

Kapitel 17

“Når man ser fremtiden i øjnene.”

 

Det bankede på døren. “Hope kan vi tale sammen?”  hørte jeg Christers stemme bag døren. Det var også her jeg blev trukket ud af den underlige trance jeg var havnet i efter at jeg var blevet kastet ud af bogen for mindre end to minutter siden. “Bare kom ind,” sagde jeg og gemte hurtigt bogen ind under sengen hvorefter jeg så Christer liste sig ind på værelset og lukke døren efter sig.
Jeg havde ikke spor lyst til at snakke med ham, men hvis jeg så sandheden i øjnene, så var han den eneste jeg kunne snakke med. Den eneste der ville lytte til mig uden at dømme - og jeg vidste at han havde det dårligt over at have have troet jeg ville skade Haylie. “Er du okay?” spurgte han og satte sig ned ved siden af mig.

    Jeg rystede på hovedet, og kiggede op på ham. “Nej”  ordene slap ud af munden på mig, uden jeg havde tænkt mig om. Hans øjne hvilede på mig og han betragtede mig nøje. Det var som om han ville sige noget, men holdt det inde.

“Hør, det der skete tidligere..” startede han med at sige, men jeg brudte ind: “Det lige meget. Det betyder  ikke noget, Christer.” Jeg rejste mig op og gik hen til døren. Jeg havde brug for luft.
“Hey, hvor skal du hen?” spurgte han. Jeg kastede mit blik på ham. “Jeg har brug for noget luft” mumlede jeg og fandt mig selv udenfor.  Jeg trak vejret dybt ind til mine lunger. Jeg følte at Christer ikke vil kunne forstå det der havde sket inden han dukkede op. Jeg havde brug for at snakke med nogen om det der var sket.

 

Mens jeg stod ude foran hoveddøren og mærkede den lette vind, begyndte nogle kulde at trænge sig på. Jeg himlede med øjnene og tænkte, ikke igen.

 

Hjælp mig

  Ordene kunne høres før hun selv var kommet frem.
Du har mødt ham, ikke? Hun kiggede på mig med sine udtryksløse øjne. Hvad mener du? spurgte jeg hende.  
Hun lagde hovedet let på skrå og noget frygt tog over hende.  Ham, du mødte for noget tid siden.. Hendes ord kom meget stille og tumlende efter hinanden. Det var som om at hun ikke var helt sikker på hvad hun sagde.

    Nervøsiteten begyndte at tage over mig og jeg tog en indånding og spurgte hende, Hvem er ham? Og vigtigst af alt, hvem er du ,og hvad er der sket med dig?
Et sørgeligt smil fandt hendes læber og hun kiggede ned af sig selv. Mig? sagde hun. Jeg er dig. Dit fremtidige jeg.
Jeg kneb øjnene lidt sammen og rystede forvirret på hovedet. Hvad sagde hun? Hendes øjne så også velkendt ud. Som om..
Jeg holdt vejret. Hvem er du? gentog jeg. Chokeret.
Hvis du ikke tager dig i agt, bliver det ren barnemad for ham.
Hvem er han? spurgte jeg igen. Mere desperat.
Hun kiggede sig til siderne ligesom for at sikre sig at ingen lyttede efter. Hvorefter hun synkede dybt. Hun hviskede ordene, selvom hendes stemme var ret lav, føltes det som et slag i ansigtet jeg fik, da hun sagde, Eric.
    Jeg trådte lidt tilbage. “Jeg forstår det ikke?” mumlede jeg for mig selv. Jeg pegede på hende og spurgte:” Vil det som er sket for dig, ske for mig?” Jeg begyndte at skælve indvendigt. Hun rystede på hovedet. Det vil kun ske hvis du lader ham gøre det. Lær at kæmpe imod.

   “Hvordan?” spurgte jeg højt. Hun smilte lidt sørgeligt til mig. Lær din anden halvdel at kende. Lær at bekæmpe de Højere magter..
Med de ord forsvandt hun.

   Mit blik hvilede stadig på det sted hun var dukket op henne og var forsvundet igen. Det forblev kun mærkeligere for hver dag der gik. Jeg satte mig ned på et af trappetrinet op til huset uden at flytte mit blik. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre?

   Jeg begyndte at gå. Bevæge mig væk fra husets område. Følelsen af fortabthed rummede hele mit sind, sammen med en følelse af at jeg ikke vidste hvilken vej jeg skulle tage. Jeg var faret vild i alt det kaos jeg var blevet en del af. Jeg manglede et kompas. Manglede en der kunne forstå mig fuldt ud. Og med det samme kom jeg i tanke om hvad hun havde sagt.
 

Lær din anden halvdel at kende.
Haylie. Bare hvis jeg vidste, om hun også så nogen form for genfærd eller spøgelser. Jeg havde aldrig spurgt hende.

 

Uden jeg havde lagt mærke til det, havde mine fødder ført mig til kulturhuset. Jeg stoppede brat op, da  jeg endte op ved parkeringspladsen. Det ville da ikke skade at gå ind vel tænkte jeg og bevægede mig nærmere.
  Da jeg trådte ind, så det ud til at være ret tomt. jeg gik gennem hoveddøren og videre hen forbi garderoben og ud til det store hoved lokale hvor udstillingen blev holdt.
   “Hej, Hope” sagde  en velkendt stemme et sted bag mig. Det kom som et chok, og da jeg vendte mig om så jeg Evy med en bunke mapper under armen. Det var godt nok lang tid siden jeg havde set hende. Hvor var tiden gået stærkt.
“Hej… det er Evy, ikke?” spurgte jeg lidt usikkert, Hun nikkede smilende. “Jeg håber det er i orden at jeg kigger lidt rundt. Uden at forstyrre, men jeg kan sagtens gå hvis det er,” sagde jeg hurtigt og kiggede undskyldende på hende, men hun rystede bare hurtigt på hovedet og smilede stort til mig. “Nej nej, det er helt fint. Det var faktisk godt du kom for jeg begyndte med at kede mig ihjel med alle disse opgaver min mor har sat mig til at lave.”

Jeg nikkede kort og kiggede rundt.
“Det ser lidt anderledes ud her. Er det en af opgaverne som din mor har givet dig?” spurgte jeg grinende om og kørte en hånd igennem mit hår, der efterhånden var blevet en vane. Evy nikkede og så ud til at være glad over det, men det så også virkelig flot ud. Belysningen, dekorationen og det hele.

“Jeg er ret stolt af mig selv.” Hun smilede og lagde mapperne på bordet ved siden af hende. “Har du lyst til en kop kaffe? Der er en café lige ved siden af. De har lige åbnet den.”

    Det lød til at være en god idé, så jeg nikkede hurtigt og vi begyndte med at gå i stilhed der hverken var akavet eller ubehagelig. Sådan en stilhed havde jeg brug for når jeg var sammen med nogen - ingen behov for at snakke eller bestræbe sig for at virke interessant.

Stilheden varede dog ikke længe for da vi kom ud kunne man høre bilerne dytte og folk råbe af hinanden på gaden. Jeg kiggede på Evy og sendte hende et lille smil da hun drejede til højre og gik mod en café.

“Skal du ikke låse dørene?” spurgte jeg og kastede et blik tilbage til kulturhuset. Da jeg vendte blikket mod hende igen stod hun parat med et svar for hun holdt en nøgle med knapper på op foran mig. “Vi har lige fået lavet de her nøgler, så når man trykker på den røde, så ruller der metaldøre ned foran. Ret smart, ikke?” svarede hun.

   Hun var meget anderledes. En meget smart og intelligent pige, der virkede mystisk, men alligevel så hun så bekendt og venlig ud. Det var som om at ikke kun en person leve i hende, men to forskellige personligheder spillede på en gang med en energi der var svært at forklare.

Ellers var det bare den overnaturlige mig, der var for poetisk til tider. I hvert fald så jeg ud til at beskrive hver en person på en anderledes måde.

   Ligesom da jeg først møde Travis.
Igen var jeg så-
“Oh,” mumlede jeg og lagde en hånd på mit bryst hvor hjertet var og følte en form for lettelse der var svær at beskrive. Som en byrde der på en måde stadig var der, men ikke var i stand til at være der. Jeg bukkede mig lidt ned og lukkede kort øjnene.

Kompliceret.

“Er du okay?” spurgte Evy bekymrende om og lagde en hånd på min skulder. Jeg kiggede op på hende og nikkede lidt. “Ja.. Jeg.. tror bare at jeg glemte at trække vejret i få sekunder. Det sker nogle gange,” sagde jeg og grinede lidt forvirret. Jeg rettet mig op igen og kiggede på caféen som vi stod ude foran. “Vi kan også drikke kaffe en anden dag,” kommenterede hun og kiggede stadig bekymrende, men jeg rystede på hovedet og tog et skridt forlæns. “Lad os drikke kaffe,” sagde jeg og gik indenfor.

Det duftede af kaffe og jeg elskede det. Gav en form for beroligelse i sig, også selvom at jeg stadig var forvirret over det der var sket for få sekunder siden.

   Hope.

Haylie. Hendes stemme lød dog ikke som normalt. Det lød.. hæst?

Jeg kiggede op på menukortet og prøvede på at koncentrere mig om Haylie imens jeg lod som om jeg læste.

   Hvorfor bliver du ved med at dukke op i mine tanker?

Jeg kiggede på Evy og sendte hende et kort smil hvorefter jeg igen kiggede op på menukortet. I virkeligheden skulle jeg bare have sort kaffe, men da jeg blev nødt til at kommunikere med Haylie imens, så havde jeg ikke andet valg end at lade som om.

Hjælp.

Imens mit blik vandrede rundt blev jeg fanget i mine tanker.

Mig.

Jeg forstod ikke hvad der skete, og slet ikke hvorfor hendes stemme lød så svag. Var hun okay? Hvis ikke, hvorfor var jeg ikke i samme tilstand? Vores sjæle var ligesom forbundet.

Laver du sjov med mig Haylie? Det er ikke sjovt, og hvorfor skal jeg hjælpe dig?

Hope, hvad skal du have?” Evy’s stemme var så lav i forhold til Haylie’s, at jeg ikke rigtig forstod det.

Hope.

    Hvis hun lavede sjov med mig ville- “Hope?”

Koncentrationen blev cuttet og jeg kiggede på Evy som en idiot. Da jeg kom til fornuft kiggede jeg på servitricen.
“Jeg vil gerne have sort kaffe, tak.”

Hun kiggede skeptisk på mig, men nikkede kort og kiggede så på Evy med et blidere smil. “Bare White mocha, tak.”

Pigen nikkede og gik om bagved med bestillingen, hvorefter Evy så kiggede på mig og grinede.
“Det tog dig godt nok lang tid at komme til beslutningen om kaffen.”

Jeg trak på skuldrene og smilede skævt. “Jeg kunne ikke vælge.”

   Vi satte os ned ved et bord og selvom at det var hyggeligt at være sammen med Evy, så havde jeg en dårlig fornemmelse og Haylie’s stemme ville ikke forsvinde ud af mine tanker. Jeg prøvede på at koncentrere og fokuserede på tallet på bordet, men hver gang jeg kom til at sende en besked, var det som om at det blev blokeret og jeg kunne ikke finde ud af hvor hun var.

Forbindelsen var brudt og jeg kunne ikke finde Haylie i mine tanker - lokationen var fuldstændig væk. Jeg fik det dårligt og mine hænder begyndte med at svede. “Hope? Er du sikker på at du er okay?” spurgte hun og rykkede tættere på mig hvor hun lagde en hånd på mit ben. Jeg vidste ikke hvad der skete, men da hun rørte mig brændte det i min hud og spjættede hurtigt hvor jeg faldt ned af min stol.

Folk kiggede på mig, men jeg kunne ikke koncentrere mig om dem. Faktisk begyndte det med at mørkne foran mig.

“Hope!”

Evy’s stemme lød fjernt og flere gange prøvede hun på at hjælpe mig op at stå, men mine ben ville ikke samarbejde.

 

One pain leads to another.

 

Det var ikke Haylie’s stemme der spillede i mine tanker. Det var en anden stemme - dybere, men bekendt. Jeg begyndte med at ryste og trække vejret tungt, og det eneste jeg kunne tænke på var..

mor.

“Mor, stop!”

 Det stoppede. Langsomt begyndte rysten, sveden og sløvheden at forsvinde og jeg kunne igen fokusere på det der skete omkring mig. Jeg kiggede op og blev mødt af en chokeret Evy, der igen trak mig op at stå og denne gang kom jeg op. Jeg kiggede rundt og bed mig kort i læben da jeg bemærkede folk stirre.

“Undskyld,” sagde jeg kort og det næste der skete var at jeg forsvandt ud af caféen.

Hvad skete der lige?

Mine fødder satte i løb og jeg løb alt hvad jeg kunne - i frygt for at der var sket Haylie noget. HAYLIE! råbte jeg i mine tanker. “Der skal ikke ske dig noget søster,” sagde jeg for mig selv og løb samtidigt.

“Jeg har brug for dig!” sagde jeg lidt højere og blev ved med at løbe.

Pludselig begyndte et lys at samle sig om mig og vejen begyndte så småt at ryste under mig og jeg kom til et sted hvor der var helt hvidt.

Som min vision med mig selv i fremtiden.

Hvor var jeg? “Haylie!” sagde jeg højt og kiggede rundt - “er du her?”

“Her,” hørte jeg en lav stemme sige og jeg begyndte med at gå mod det sted stemmen kom fra. Et lille glimt af Haylie der sad og så udmattet ud gjorde at jeg satte i løb igen. Da jeg kom hen til hende satte jeg mig hurtigt ned og ville røre hende, men min hånd gik igennem. “Haylie, hvorfor kan jeg ikke røre dig?” spurgte jeg panisk og kiggede på hende. Hun kiggede på mig med sine trætte øjne. “Fordi jeg ikke rigtig er her. Jeg er inde i dit hoved - den eneste måde du kan kommunikere med mig på. Indtil jeg mister alle mine kræfter.”

Jeg rystede på hovedet og lod tårer vælte ned af mine kinder. “Hvad snakker du om? Hvorfor er du sådan her og jeg stadig er okay? Hvad har de gjort ved dig? Hvorfor hørte jeg mors stemme?”

“Mor?” spurgte hun om og kiggede på mig. “De puttede mig i den fake persons position. Hende der udgav sig for at være mig. Derfor kan du ikke blive skadet. Det har han sørget for. Min krop sover et sted, og jeg kan kun komme tilbage hvis du finder den.”

“Hvem er han?” spurgte jeg og kiggede bekymret på hende.

“Hvem tror du Hope? Han er efter dig. Han vil have dig.”

Eric.

“Præcis,” sagde hun og kiggede på mig. Hun havde læst mine tanker. “Hope, det er min skyld. Undskyld,” sagde hun og der kom tårer ned af hendes kinder. “Jeg troede at jeg kunne bekæmpe hende alene, men det kunne jeg ikke. Jeg troede at jeg var stærk nok. Jeg prøvede på at hjælpe,” hulkede hun. Hurtigt løftede jeg min hånd som ville jeg røre hendes kind, men jeg kunne ikke røre hende. “Haylie, det er ikke din skyld. Det skal nok gå, jeg skal nok få dig tilbage.”

Jeg kiggede rundt. “Hvor kan jeg finde din krop?” Hun trak på skuldrene og for hvert ord hun sagde forsvandt hun en smule, “Jeg ved det ikke. Eric sagde at du vidste præcis, hvor du skulle finde den.”

Derefter forsvandt hun. “Haylie?!” råbte jeg efter hende og begyndte med at gå i panik igen.
“Hvor er du?! Kom tilbage!”

   Eric ville have krig, og det skulle han få.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...