Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2734Visninger
AA

18. Kapitel 16

Kapitel 16

“En tur i himlen.”

 

“Den er godt nok stor,” mumlede jeg og kiggede på Haylie der så lige så overrasket ud som jeg gjorde. “Hvis det er hvad de kalder for beauty, så vil jeg ikke have det. Det er så grimt.”

Jeg kunne ikke lade være med at grine da hun kommenterede på den tatovering der nu også var dannet på hendes ryg. Jeg kunne se tatoveringen på min egen krop nå helt ned til det højre ben, hvilket forklarede smerterne. Jeg havde aldrig troet at det ville gøre ondt at den voksede, men det gjorde den altså.

“Jeg synes nu, at den er fascinerende,” kommenterede jeg og trak ned i min trøje og trak mine shorts op igen. “Lad os nu fokusere på meningen,” mumlede hun blot og viftede med hånden, så jeg grinede bare og gik hen til sengen hvor jeg bukkede mig ned og trak en tyk bog frem aka bogen Christer havde hentet til mig. Jeg blev automatisk i dårligt humør da jeg bladrede i bogen og betragtede de bogstaver der blev dannet. “Så, hvilket tal?” Spurgte jeg og kiggede på Haylie. Hver gang at tatoveringen voksede kom der et tal på og efter vi havde tjekket det ud, forsvandt tallet igen. “41.” Jeg nikkede og bladrede om på side 41 hvor der denne gang ikke stod noget. “Hvorfor st-”  
“Et skridt tættere på!” Blev der råbt fra bogen af, så jeg kastede bogen væk og lagde en hånd på hjertet. “Hvad fanden var det?” Spurgte jeg chokeret og prøvede på at holde mig i ro. “Jeg forstår det ikke,” sagde Haylie og tog sig til hovedet. Et skridt tættere på? Hvad betød det? Ingen af os forstod hvad der skete. Jeg huskede hvad hun sagde til mig, “de nærmer sig.” Jeg bed mig i læben og kiggede nervøst rundt omkring. “Hope?” Kaldte Haylie og kiggede på mig. “Ja?” Jeg kom ud af trancen og fokuserede på Haylie i stedet. “Hvorfor ser du forskrækket ud? Er der sket noget som jeg ikke ved?” Spurgte hun og lagde en hånd på min skulder. Jeg rystede på hovedet. “Nej nej, jeg kom bare i tanke om at de højere magter leder efter os.” Jeg havde ikke spor lyst til at fortælle Haylie hvad der foregik med hende. Det ville bare ikke passe ind på nuværende tidspunkt. “Bare rolig, vi finder på noget.” Det varmede mig at hun sagde de ord, for vi havde aldrig haft et søskendeforhold og alle de gange de har haft kontakt har vi kun hadet hinanden. Dengang var vi også yngre og dumme at høre på, for vores kræfter var ikke kommet i gang - vi var kun amatøre. Nu var vores bånd stærkere og svær at bryde.

   Der var gået lidt tid efter at Haylie havde forladt huset, og jeg sad foran min seng med bogen i hånden. Skulle jeg eller skulle jeg ikke?

Jeg åbnede den og bladrede om på side fjorten, for på en eller anden måde følte jeg at jeg skulle bladre om på det modsatte af enogfyrre. Det var blankt og jeg lod mine fingre strejfe siden der lidt efter begyndte med at danne bogstaver. Jeg kiggede på siden og jo mere jeg betragtede det, jo mere blev jeg fanget i det. Efter et par minutter blev alt sort.

Hallo?” Spurgte jeg og kiggede rundt. Hvad skete der?

Hope?”

Jeg kiggede rundt og prøvede på at finde retningen stemmen kom fra. “Hvem er det?”

Er det virkelig dig?”

Langsomt begyndte det at lysne og denne gang var alt hvidt, og der var ingen døre at se. Det føltes som om jeg var i himlen. “Hvor er du?” Spurgte jeg og lagde mærke til at min stemme var skrøbelig. Jeg prøvede på at snakke lidt tyderligere, “Vis dig frem.”

Jeg kunne mærke en varme tæt på mig, bag mig og den var ikke rar. Jeg kunne føle det. Jeg vendte mig om og var ved at falde ned. “Hvem er du?” Var alt der kom ud af min mund. Personen foran mig så ikke ud til at trække en mine og jeg kunne ikke tyde det blik der blev givet mig. Jeg lagde mærke til en streg i ansigtet som så ud til at være et ar, og selvom det ikke så lovende ud, havde jeg lyst til at strejfe det.

Noget fik mig til at ryste indeni, og jeg kunne se de utrolige flotte grå øjne der kiggede ind i mine og så ud til at bevæge læberne, men lukkede dem igen. “Hvor er jeg?” Prøvede jeg denne gang og kunne ikke trække mit blik væk - jeg blev suget ind i de grå øjne. Eller det føltes det som om. “Du ved det ikke?” Stemmen var kold som is og alligevel så varm som glødet fra en smed, der lavede sværd og andre metalting med varme. “Nej, og igen, hvem er du?”

Jeg skulle til at røre ved hans ar, og jeg ved ikke hvad der fik mig til at løfte min hånd, da han tog fat om mit håndled og stoppede min handling før den blev fuldendt. “Jeg har savnet dig,” sagde han koldt og kom tættere på mig. “De tog dig fra mig for hurtigt.”

Hvad?

Men jeg vil se dig meget snart. Lige nu har jeg en du skal møde. Vi ses, min engel.” Sagde han som de sidste ord og plantede et kys på min kind. Da han forsvandt rørte jeg ved min kind og kunne ikke lade være med at føle mig stærk og.. på en måde glad? Det var svært at beskrive den følelse jeg havde.

Hope, er det dig?”

Denne gang var det en kvindestemme der snakkede, og da jeg vendte mig om så jeg en smuk kvinde stå og kigge på mig. “Undskyld?” Jeg kiggede nysgerrigt på hende og da jeg kiggede nærmere fik jeg store øjne. “Mor?” Spurgte jeg lavmælt og tog et par skridt fremad hvorefter hun omfavnede mig. “Min skat, hvor er det godt at se dig igen. Din far kunne ikke komme denne gang, men han hilser dig.” Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Min mor.

Hvor er han?” Spurgte hun og hendes ansigt så vred ud. “Hvem?” Jeg kiggede mærkeligt på hende og hendes sidste ord fik mig. “Eric.”

   Det blev mørkt og inden at jeg kunne tælle til to blev jeg kastet ud af bogen og ramte væggen bag min seng. “Urgh,” stønnede jeg af smerte. Det tog mig lidt tid at komme op på mine ben. Jeg var lammet af chok. Hvad skete der lige? Havde jeg set min mor? Men der skræmte mig mest var, Eric. Eric havde vist sig. Det kunne ikke være et godt tegn. Hvad nu hvis han viste sig. Igen. I virkeligheden. Hvis jeg ingen kontrol havde i min drøm, så ville jeg heller ikke have det i virkeligheden. Jeg havde følt glæde ved ham, men i virkeligheden var der ikke andet end at afsky. Troede jeg.

Det var hårdt nok at se min mor for første gang, og at hun forsvandt efter få sekunder var endnu svært. Aldrig havde jeg troet at det var sådan jeg skulle møde min mor for første gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...