Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2703Visninger
AA

17. Kapitel 15

Kapitel 15    
"One pain leads to another.."

 

“Ring til mig  efter. Jeg vil hører den mindste detalje” var det sidste hun sagde, da jeg tog hjemme fra hende. “Eller vent, ikke alt. Ikke hvis det udvikler sig til noget intenst” råbte hun mens hun små fniste efter mig, da jeg smuttede ud af døren næste dag. Jeg viftede min hånd mens jeg grinte.
“Vi ses, Val” råbte jeg og satte kursen mod Travis.

Flere gange vendte jeg mig om og var klar til at tage hjem igen, men så tog jeg imod Valentine’s råd og fulgte mit hjerte.

Dog var problemet at det ikke var så nemt. Jeg havde ikke lyst til at tilgive ham, men jeg kunne heller ikke forblive sur eller skuffet. Jeg blev nødt til at få sagt de ting der skulle siges - godt eller dårligt. Det endte i hvert fald godt med Tyler, men nu havde jeg også kendt ham i længere tid end hvad jeg havde kendt Travis.

Nogle gange følte jeg mig dum fordi jeg havde valgt at bygge følelser op for ham, for det var forkert. Meget endda. Jeg burde have kontrol over mine handlinger og følelser, men det var ikke svært når en del af mig stadig havde menneskelige instinkter. Så nemt var det ikke at slippe af med dem, når jeg havde boet som menneske i næsten hele mit liv. Jeg håbede bare ikke at Travis ville gøre det sværere for mig; for os begge to.

Jeg bankede på døren da jeg kom frem til hans hus, og til syne kom en pige. “Hej,” sagde hun smilende. “Er Travis hjemme?” spurgte jeg direkte og fandt ingen tid til hverken at hilse tilbage, ”og hvem er du?”

“Geraldine, hvem er kommet? “ hørte jeg Travis spørge indefra inden hun fik chancen for at svare. Jeg nikkede. Jep. Det var han. Jeg ville træde ind i huset, men fortrød i samme sekund at jeg var kommet. Der stod en pige som jeg ikke kendte og så ikke ud til at kende mig. Det tegnede ikke godt, og jeg ville ønske at jeg kunne være ligeglad, men mine instinkter fortæller mig at det ikke er noget godt - og at jeg følte et stik af jalousi. Hvem kunne den pige være?

“Hope,” sagde jeg højt og trådte ind alligevel, men jeg mærkede en hånd tage fat om mit håndled. Jeg vendte mig om mod pigen og sendte hende et mærkeligt blik. “Hvem er du?” spurgte hun og så ikke ud til at ville slippe min hånd, “du kan da ikke bare komme ind sådan der.”

Jeg mærkede irritationen stige og jeg ruskede min hånd ud af hendes greb. “Du vil kende mig snart, bare rolig,” sagde jeg og gik indenfor hvor Travis havde rejst sig op og kiggede på mig med en blanding af et vredt og overrasket blik. “Hvad.. laver du her?” spurgte han og knyttede sin ene næve mens han kom tættere på, “Tror du at du bare kan komme brasende ind i MIT hus?”

Pigen, der åbenbart hed Geraldine hostede falsk og kiggede på os. “Jeg prøvede på at fortælle hende det samme, men hun lytt-” “Luk arret,” afbrød jeg hende og kiggede irriteret på hende. “Jeg er her ikke for at snakke med dig og spilde min tid på at lytte på det du lukker ud,” tilføjede jeg og kiggede på Travis. “Siden du ikke havde tænkt dig at undskylde, så kom jeg selv for at give dig chancen til det.”

Han grinede kort og kiggede på Geraldine. “Gå op på værelset, så kommer jeg efter.” Hun så ud til at ville insistere, men et blik fra ham var nok til at få hende op på værelset. Hans grin lød ironisk, og hans blik ramte mit igen efter et par sekunder. “Er du virkelig her for at få mig til at undskylde? Hvem fanden tror du jeg er? Undskylde for noget som var din egen skyld? Aldrig i livet,” sagde han og kom et skridt nærmere, mens jeg tog et skridt bagud. “Min egen skyld? Hvad snakker du om? Du snakkede og handlede uden at tænke og forventer at jeg accepterer det? Du sagde og gjorde grimme ting,” svarede jeg ham og kørte en hånd gennem håret af frustration. Hvad fablede han om? Han var ude af sig selv siden at han gav sig selv ret. Det han sagde gjorde mig bare endnu mere irriteret og jeg fik lysten til bare at gå derfra, men nu var diskussionen i gang og jeg løb ikke væk fra dem. “Det kan godt være, Hope Walden, at du er vant til at folk sidder på knæ foran dig og undskylder for ting de måske ikke har gjort forkert, men mig får du ikke til det. Jeg er ikke så ynkelig,” var alt han kommenterede på det. Nok til at få mig oppe på det røde felt. Nok til at gøre mig vred.

“Du har ingen idé om hvad du siger! Er du godt klar over hvad du beskyldte mig for at gøre selvom jeg intet havde gjort? Du tror at du er så stærk nok til at forholde dig kold og så bad boy agtigt, men tro mig, det fungerer ikke ved mig. Jeg ved ikke hvad dit problem med mig er, men lad mig minde dig om at det var DIG der løb efter mig og bad mig om at give det en chance imellem os, så hold din kæft og lyt til hvad jeg har at sige. Du har intet at sige i forhold til alt det der er blevet sagt og gjort imellem os. Jeg ved så ikke hvad du gør ud af dig selv ved at gå i seng med piger højre til venstre, men jeg har ikke tænkt mig at falde for det du tror du laver. Jeg er godt træt af at folk dømmer mig før de overhovedet ved noget, og jeg er dum nok til at tro du var anderledes, men du er bare endnu en type, jeg afskyr.” Efter at have snakket og kommet ud med de ord jeg ville ud med, bemærkede jeg hvad jeg havde sagt. Gå i seng med piger højre til venstre? Hvor kom det fra?

“Hope, jeg har aldrig været illoyal over for dig. Hverken været dig utro eller sagt noget bag dig. Du aner ikke selv hvad du laver, men du har været så hemmelighedsfuld at man ikke kan tro andet. Du står og snakker om at virke kold og have en facade, men du bruger det selv imod mig når du ikke har andet at sige. Hvis du ikke kan se din egen fejl, hvorfor skal jeg så se min egen?” svarede han og kom helt tæt på mig, “Er du jaloux?” spurgte han og løftede sine øjenbryn. “På Geraldine?”

Det gjorde mig både irriteret at han havde ret og fordi at han nærmest var så tæt på mig at det var svært at trække vejret.

“Nej, hvorfor.. skulle jeg være det?” stammede jeg og kiggede lidt væk, men endte alligevel med at kigge ham i øjnene. “Sådan som du opførte dig overfor hende og tror at jeg er sammen med andre piger fordi jeg ikke er sammen med dig.” Han blev ved og ved, for meget og alligevel ikke. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige og selv hvis jeg gjorde var det svært at sige noget, sådan som han stod helt tæt op af mig. Jeg gik bagud igen hvor jeg ramte væggen - hvorfor hader de vægge mig? Det er hver gang jeg vil flygte fra ham, så skal jeg ramle ind i en væg. “Jeg.. tror ikke noget,” benægtede jeg og prøvede på at løsrive mit blik fra hans. Han kom tættere på, så det endte med at jeg kunne mærke hans bryst mod min. “Hvorfor benægter du?” spurgte han lavt og kiggede først på mine læber og så mine øjne.

“Stop,” mumlede jeg og trak vejret tungt, “Du gør det igen.” Han kiggede uforstående på mig og lod et skummelt smil passere hans læber. “Hvad gør jeg?” spurgte han og holdt sit blik på mine læber. “Du..” “Shh,” sagde han lavmælt og lagde en finger på min underlæbe. “Du snakker for meget,” hviskede han og kom tættere på mine læber.

Lige da jeg havde lukket mine øjne og skulle til at overgive mig, reddede en person mig som jeg rent faktisk ikke kunne fordrage - allerede ved første blik.

“Travis?”

Jeg skubbede ham hurtigt væk og åndede lettet op hvorefter jeg hurtigt løb ud af huset. Hvad gik der af mig? Det var ikke meningen at det skulle ende sådan, og slet ikke den del hvor han var ved at kysse mig. Jeg kunne snyde mig selv og benægte at jeg faktisk blev revet med, men det var tydeligt at jeg blev det. Der var noget ved ham der gjorde at jeg ikke kunne holde tilbage.

Turen hjem var lang da vi ikke lige boede tæt på, så jeg tog fat i mine høretelefoner og satte noget musik på efter at have proppet dem i ørerne. Det var også her det først gik op for mig hvor meget der rent faktisk skete i mit liv. Jeg var både en banshee og en halv cadeuax - en sjældnere form for en banshee. Jeg havde alle fem elementer i mit herredømme men jeg skulle bare få lært hvordan man brugte dem.

 

Ikke nok med det så delte jeg min evner og sjæl sammen med Haylie. Det var lidt svært at forstå, men sådan var det. Underligt nok. Alligevel var det hele en stor mundfuld. På et eller andet punkt, kunne jeg godt mærke på mig selv at jeg skulle holde tungen lige i munden for ikke at flippe ud og løbe skrigende væk. For meget besvær. For meget at rumme.

 

En gyselig koldhed fik mig til at stoppe brat op på fortovet. Og foran mig stod hun.  Det var længe siden, hun var kommet og havde vist sig. Jeg havde ikke set hende efter at hun havde trukket mig ind i et minde. Mine nakkehår rejste sig da jeg kom i tanke om det. Derfor rystede jeg det væk fra mit sind og fokuserede kun på hende.
De nærmer sig….
Jeg kiggede hjælpeløst på hende og tænkte hvem? Hun rystede på hovedet.
Hun gik stadig rundt med blodpølen under sig og en hals der var såret som før. Du bliver nødt til at hjælpe mig… jeg husker intet.. Hun rystede forvirrende på hovedet og så sig panisk omkring inden hun trådte nogle skridt frem mod mig og satte i løb. Mod mig. Jeg forstod ikke hvad der skete for lige inden hun ville ramme mig blegnede hun bort.

Jeg kiggede op mod himlen og mumlede for mig selv, “Åh min herre - hjælp mig med at finde den indre styrke i mig.”

 

Jeg gik i mine egne tanker da der blev taget fat om min hånd, så jeg slap et skrig ud af min mund.

“Hey hey, rolig nu.” Det var Tyler. Jeg lukkede kort øjnene og holdt hånden til hjertet hvor jeg så kiggede på ham. “Er du okay? Du ser helt bleg ud,” sagde han og kiggede bekymret på mig imens han blidt nussede min arm. “Ja.. ja, jeg er okay,” sagde jeg.

Han betragtede på med sit kærlige blik og sagde : “No you not Hope” “Hvor er du på vej hen? Eller hvor har du været?” spurgte han.

Jeg bed min underlæbe og flyttede mit blik ned til asfalten. “Du ved godt du kan fortælle mig alt,ikke “ lokkede han med og smilte med øjnene.

Jeg kunne ikke fortælle ham det. Det ville bare hjælpe ham til ikke at synes godt om Travis. For Tyler var lidt af en gentleman da det kom til opførelse over for kvindekønnet.

“Tyler det -” jeg stoppede brat op for det virkede mistænksomt. For overfor fortovet var der - det så ud til at være to mænd der havde en kappe med hætten trukket ud over deres ansigter og inden

de trak deres tryllestav frem, havde jeg skubbet Tyler bag mig uden at jeg havde lagt mærke til det. “Hey, hvad laver du?” spurgte han overraskende.
Jeg vidste at jeg var på røven nu. For min fornuft fortalte mig at tiden var kommet. Jeg slugte klumpen der havde vokset sig i min hals og prøvede på at bevare fatningen og kontrollen så jeg ikke gik kold. For de skulle ikke få lov til at få fat i mig. Ikke i dag.

 

De tog et skridt nærmere inden de mumlede nogle ord der ikke kunne tydes, hvorefter de slyngede deres tryllestav frem og sendte nogle lysstråler hen imod mig . Jeg fik blokerede dem af, ved at jeg byggede det indre skjold Klaus havde lært os forleden dag.
“Hope, hvad sker der?” hørte jeg Tyler spørger chokeret. Jeg svarede ham ikke, jeg gik kun til angreb på de andre. Jeg satte i tilløb mod de andre og mens kunne jeg hører hendes stemme i mit sind.
Jeg advarede dig.. Brug en af de 5 elementer til at hjælpe dig selv og dine styrke du har i dag.
Jeg havde knyttede mine begge næver og stoppede så op og veg fra et af deres angreb de sendte ind mod mig. Derefter skyllede der en lugt af brændt træer ind foran mine næsebor, og jeg kunnne mærke jorden under mine fødder og da energien kom selve jorden kunne mærkes i hele min krop trampede jeg foden hårdt ned mod asfalten og med det samme fik en stor revne os adskilt. Det hele rystede og fik os til at føle os ustabil på selve stedet men jeg havde ikke andre chancer eller valg. Mændene mistede balancen og faldt, jeg betragtede dem kun i afsky og ventede på deres næste angreb.
Det var også der jeg hørte mit navn der blev sagt fra dem: “Hope Quinn Walden…” Hvorefter der blev sluppet en kold latter ud. “Ian Waldens datter - det havde aldrig faldet mig ind overhovedet ville dig igen” forsatte han med at sige. Det løb koldt ned af ryggen på mig, da jeg hørte min fars navn.
“Hvorfra kender du min far?” kom ud af mig.
Der kom ikke noget svar, men til gengæld de mig slået bagud, da jeg ikke var opmærksom og havde mistet mit fokus på dem. Den ene af dem fik slyngede mig bagud ret hårdt, at der slap et “Arrgh” ud af mig. Jeg krympede mig sammen og håbede på at smerten ville gå der havde overtaget hele min krop. Jeg kunne se skyggen af dem ene der nærmede sig mod mig. Det var ude med mig, jeg havde ikke været stærk nok til at beskytte mig selv.
“Hvad sagde jeg?”hørte jeg så Haylies stemme sige højt. Haylie? Hvor kom Haylie fra? Jeg prøvede at løfte mit hoved men det dunkede så meget, at jeg ikke kunne. “Haylie, de er her. Gå” sagde jeg næsten halvkvalt.
“Hvem er her?” spurgte hun så og jeg kunne mærke hende trække vejret besværligt. Hun knælede ned til mig og smilte lidt beklageligt. “Hvem er her?” Jeg kneb mine øjne sammen og holdte et smertefuldt skrig inde. “Næste gang for vores begge tos skyld.. ikke miste fokus, så vi ikke ender med at miste livet, søs” sagde hun.
“Laver du sjov med mig?” sagde jeg næsten vredt og satte mig op at sidde besværligt, da jeg kiggede rundt var den store revne væk og Tyler var der heller ikke. De to andre mænd var der heller ikke.
“Er du okay? spurgte hun så da jeg flyttede mit blik på hende til sidst. Hun hostede lidt og trak vejret ind i små hivn. “Jeg forstår ikke… De var her” stammede jeg og kiggede rundt på vejen igen og tilbage. Jeg var forvirret. Jeg tog mig til hovedet og lavede en grimasse.
Hun pustede tungt ud og satte sig ned på asfalten ved siden af mig.
“Det var Klaus” sagde hun så.
“Klaus?” gentog jeg med rynket pande.
“Ja, piger. Det var mig, der stod for det der lige skete” hørte vi Klaus stemme hvorefter han dukkede op foran os.
“Er du sindssyg?” røg det ud af mig. “Hope, jeg bliver nødt til at udsætte jer begge for nogle tester ind imellem. I kan ikke gå fredeligt rundt også til sidst gå i kamp. Det får I ikke noget godt ud af” Han forstod det ikke. Problemet var ikke at han udsatte os for test. Tidspunktet var ikke godt. “Du gjorde det foran Tyler” “Du har jo allerede fortalt det til ham Hope,” sagde han og kiggede seriøst på mig. Hvordan vidste han det? “Da du fortalte det fik jeg en vision i tankerne, hvor jeg kunne se det.”

Var det muligt at gemme noget fra ham? “Nej,” svarede han og smilede til mig. Hvorfor blev han ved med at læse mine tanker? “Hvorfor læser du mine tanker?” Spurgte jeg ham. “Det gør jeg ikke, jeg ved bare hvilke spørgsmål du stiller. En ting mere I skal vide Piger,” startede han ud med og kiggede skiftevis på os. “Siden Hope er speciel og I er tvillinger, så angår det også dig Haylie. Ingen kan læse jeres tanker, for I er tvillingerne. Du er Hope’s tvilling og hun har anderledes evner. Da hun blev sendt ned til jorden blev hendes tanker beskyttet med de første kræfter hun fik.” Han kiggede på mig. “Jeg kan heller ikke læse dem. I kan kun læse hinandens hvis I giver lov og sådan er det, en af grundene til at de ikke kan finde dig,” sagde han og kiggede på mig. “Husk at man kun kan læse dine tanker hvis du er for svag eller hvis du selv tillader andre at læse. Derfor er det vigtigt at du aldrig gør det - end ikke til mig.”

Jeg nikkede til det han sagde og tog Haylie’s hånd, “vi vil altid passe på og beskytte hinanden. For one pain leads to two right,” sagde jeg og kiggede på Haylie.

“Arh!” Jeg faldt ned på knæ og kunne mærke noget stikke i min ryg, endnu værre, det føltes som om at de stak en kniv igennem min hud. “Stop det!” Skreg jeg til Klaus og holdt på siderne af mit hoved. Tårerne væltede ud af mine øjne og jeg kunne knap nok trække vejret.

“Hvad sker der?” Spurgte Klaus chokeret og lidt efter knælede Haylie ned, og kom med ligeså smertefulde lyde som jeg selv gjorde. “Piger, laver I sjov med mig?”

“Tester du os igen?” Spurgte jeg inden jeg igen skreg af smerte. Klaus rystede kraftigt på hovedet og lagde hver sin hånd på vores hoved. Han lukkede øjnene og hviskede. Jeg fangede lidt af ordene, men ikke alt, “douleur loin”

Lidt efter stoppede smerterne og vi begge to hev efter vejret hvorefter jeg lukkede øjnene og trak vejret dybt ind. “Hvad skete der?” Spurgte Klaus og kiggede på os, men jeg kiggede på Haylie. “Undskyld,” sagde jeg. Hun rystede på hovedet og tog min hånd, “som du sagde, one pain leads to two, søster.”

Jeg kiggede op på Klaus. “Jeg ved det ikke.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...