Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2714Visninger
AA

16. Kapitel 14

Kapitel 14
 

"Kærligheden har sin uro." 

“Vi bliver nødt til at fortælle ham det!” sagde hun bestemt efter at jeg havde fortalt hende så mange gange, at det var for risikabelt.
“Han er den eneste der kan hjælpe og beskytte os” forsatte hun og satte sig på min seng. Jeg forblev siddende på gulvet og så op til hende. Hun virkede ret urolige end hvad jeg var vant til at se hende. Hun rejste sig op hurtigt igen og gik hen mod min dør og forsvandt.
Hvor skal du hen? sendte jeg min tanke til hende.
Klaus, svarede hun kun og forsvandt helt. Hun var altid klar. Det var også hende der altid var den modigste af os to, mens jeg var den forsigtige type.

 

Jeg rejste mig op at stå og kiggede lidt omkring i værelset, mit blik faldt på familiebilledet der stod på mit skrivebord. Mine forældre som stod yderst mens Christer og jeg stod i midten og smilede. Et normalt lykkeligt familie foto. Ikke andet,  Det var også her jeg kom i tanke om Christer. Jeg gik ud af mit værelse og direkte hen til hans værelsesdør, hvor jeg stoppede brat og og holdt min knytnæve parat til at banke på, men inden jeg fik chancen til at fuldføre handlingen åbnede døren sig og til syne kom Christer.
Hans blik stivnede da han så mig og ville smække døren i hovedet på mig igen, men jeg satte besværet min fod i klemme, inden han lukkede den.
“Hope, gå din vej” sagde han kort.
“Jeg går ingen stedet før du lader mig fortælle dig hvad der virkelig foregår, Christer” Han svarede ikke. Prøvede kun ihærdigt på at smække døren i, mens jeg stadig stod med min fod i klemme. Selvom det gøre ondt, holdt jeg smerten ud. Han skulle vide hvad der foregik.  

 

“Christer, stop nu” råbte jeg frustreret. Jeg lagde mine begge hænder på døren og skubbede ind mod Christer og uden at jeg havde set det komme lykkes det mig at skubbe døren op, fik Christer skubbet til side. “Hope, jeg har virkelig ikke lyst til at se eller tale med dig. Forstå det nu!” sagde han vredt, Jeg kunne ikke rigtig forstå hans vrede og frustration. For jeg havde jo ikke gjort ham noget, vel?

Jeg rystede afvigende på hovedet. “Den Haylie du så tidligere. Den Haylie jeg slog bevidstløs tidligere, var ikke den rigtige Haylie” var det eneste der kom ud af min mund inden jeg vendte ryggen til ham og smuttede ind i mit eget værelse igen hvorefter jeg låste døren.

 

Jeg fandt min mobil frem og ringede Valentine op.
Den gik direkte på telefonsvareren. “Val ring til mig når du kan. Det haster” sagde jeg og lagde beskeden inden jeg lagde på.
“Hope, hvad mener du med at det ikke er den rigtige Haylie” hørte jeg Christer spørge fra den anden side af døren. Han bankede på lidt efter, Jeg åbnede ikke døren bevidst. Han kunne sku da bare ikke være vred over noget jeg ikke havde gjort ham for og nu var han blevet blødt op fordi han havde fået at vide at jeg ikke havde gjort min tvillingesøster ondt. Det tror jeg sku ikke.
“Kom nu. Luk op” sagde han lidt bedende. Jeg gik hen til mit skab, hvor jeg hev nogle sneakers frem, tog dem på og gik hen til mit vindue. Han bankede stadig på. Det fik mig en smule til at smile.
Han ville sikkert blive sur over at jeg havde ladet ham stå dér om lidt som en idiot, mens han bankede på. Og ville have nogle svar. Men nope. Det fik han ikke. Det var han selv uden om, ligemeget hvor ufattelig meget jeg havde dummet mig - han var min bror og skulle støtte mig.
Jeg åbnede vinduet og hoppede ud. Med hastige skridt gik jeg imod Tyler’s hus, og denne gang fik han ikke lov til at blive sur og kaste rundt med ting - eller svine mig til. Det kunne jeg ikke tillade, og slet ikke hvis han ville finde ud af nogle ting der ikke skulle vides. Min telefon vibrerede i min lomme, så jeg tog den op og kiggede på displayet; Valentine. Et suk røg ud af min mund. Mine høretelefoner fik jeg frem og proppede dem i øret før jeg trykkede på accepter. “Hope, er du okay?” spurgte Valentine og lød bekymret i den anden ende af telefonen. “Ja.. Nej.. Jeg ved det ikke,” sagde jeg muntert og passerede nogle forladte huse jeg kunne huske at jeg havde mareridt om da jeg var mindre. “Undskyld at jeg ikke har været der for dig, mens du har haft problemer med Travis. Wren fortalte mig alt hvad der foregik, og det gør mig sur at jeg ikke kunne være der til at sparke røven ud af ham. Jeg har bare haft det virkelig travlt - med arbejde og så videre.” Det var sødt af hende at bekymre sig og endda forsvare mig, men hun ville alligevel ikke kunne deale med de ting jeg havde været igennem de sidste par uger. Alle de overnaturlige ting var overbelastet, og snart kunne jeg ikke klare det normale liv længere. “Det er okay Val, bare du er her for mig nu. Kan jeg komme over om en time? Jeg skal lige ordne nogle ting først,” fik jeg sagt og nærmede mig Tyler’s hus. Det var længe siden at jeg havde været her, for sidst var Tyler glad for mig og vi var bedste venner, men nu. Alt var ændret hundrede og firs grader. Jeg nåede ikke at høre efter hvad Valentine sagde, men jeg fangede et ja, så jeg sagde bare farvel og lagde på.

Mine skridt blev langsomme eftersom jeg kom nærmere og nærmere - det var nemt at blive sur og sige nogle grusomme ting, men når man står ansigt til ansigt med selve problemet, begynder det at svige. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigt, og jeg var nervøs for at konfrontere Tyler med disse ting. Hvor ville jeg gerne fortælle ham alt, men den risiko kunne jeg ikke tage.


 

Jeg bankede på døren og ventede på at der blev åbnet imens jeg legede med mine fingre af nervøsitet. Kort kløede jeg mig på kinden og og kørte en hånd gennem håret. Døren blev åbnet og Karen kom frem. “Hej min pige, hvordan går det?” spurgte hun og gav mig et af hendes moderlige smil. “Det går fint tak. Jeg skulle snakke med Tyler, har han tid?” Jeg var lettet over at han ikke havde sagt noget til sin mor, for så ville vi ikke kunne snakke sådan her. Det ville ikke være behageligt at blive hadet af begge to. “Ja selvfølgelig, kom du bare ind,” sagde hun og flyttede sig fra dør kammen. Jeg trådte ind og kiggede rundt hvorefter jeg gik videre ind mod stuen der førte ud til trappen hvor jeg kunne gå op til Tyler. Da jeg var kommet op bankede jeg på og håbede bare på at han ville lukke mig ind.

“Kom ind,” hørte jeg ham sige imens at jeg kunne høre ham flytte rundt på ting - det kendte jeg ham for godt til at vide var noget han tit gjorde. Tyler var ikke et menneske med samme orden. Han skulle hele tiden skifte rundt og få et nyt værelse at se på. Det var noget han gjorde hun at tøve, og det beundrede jeg. Nogle gange kunne jeg ønske at jeg havde så farverig en hverdag som Tyler, og han var slet ikke som andre. Det var netop derfor han var min bedste ven, for han var unik og ikke nem at vinde. Det var en af grundene til at jeg var så bange for at miste ham, for hvordan skulle jeg så vinde hans tillid igen?

Jeg åbnede langsomt døren og gik ind. “Hey,” sagde jeg lavmælt og bemærkede at han stod med ryggen til mig. Han vendte sig rundt og hans ellers så fine ansigtsudtryk ændrede sig hurtigt til et vredt et. “Hvad laver du her?” spurgte han koldt og trådte et skridt frem.

 

Det var ikke rart at se den side af ham. Overhovedet.

“Tyler, jeg vil snakke med dig,” svarede jeg og bed indersiden af min kind af frygt for at han ville smide mig ud eller bare bede mig om at gå. “Vi har intet at skulle snakke om.” Hans sætning var kort og koldere end nogensinde. Aldrig havde jeg hørt ham være så vred før. “Jeg har meget at sige, og du har meget at lytte til,” sagde jeg og tog et skridt frem, men han stoppede mig ved at holde en hånd oppe. “Hold dig væk fra mig. Du er sindssyg.” Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, for det var første gang det her skete. Jeg havde godt vidst at det ville være svært at håndtere når folk fandt ud af det, men så svært anede jeg ikke det ville være. “Tyler, jeg beder dig. Lad mig ta-” “Nej Hope, jeg beder DIG om at gå. Du har vist og sagt nok, mere skal der ikke trænges på,” afbrød han mig med og der var noget i hans stemme der mindede som frygt - om det var fordi han var bange for mig vidste jeg ikke, men hvis det var tilfældet ville jeg ikke kunne klare at acceptere det.

“Nu lytter du til mig Tyler. Jeg er altså virkelig træt af at du ikke lytter til hvad jeg har at sige, eller at du bare kommer til mit hus og plaprer løs når jeg ikke engang får samme chance. Tror du at det er nemt for mig at komme her og snakke med dig? Jeg har overvejet hvert et eneste ord jeg ville sige, men da jeg kom her røg alt ligesom i luften,” sagde jeg irriteret, “Jeg har i virkelig lang tid sagt til mig selv at jeg har en normal hverdag som dig fordi jeg har jer som venner - dig og Valentine. I var de eneste der gjorde min hverdag normal og lidt værdifuld. Det har du ikke ret til at tage fra mig, så sæt dig ned og lyt til hvad jeg har at sige.” Alt det der røg ud af min mund var ikke nem at sige, men sand. Jeg havde holdt på så mange ting og nu ville jeg gerne ud med det. Godt nok havde jeg lovet mig selv at det ikke skulle blive sagt og at det var risikabelt, men nu blev jeg nødt til at fortælle det. Hellere at han vidste det og afviste mig end at han ikke vidste det og afviste mig igen. Jeg havde intet at miste lige nu. Tyler satte sig ned og så ikke ud til at ville have noget med mig at gøre, men han gjorde ikke noget. “Jeg lytter kun fordi jeg engang havde respekt for dig og den respekt er ikke nem at tage væk. Snak og gå,” sagde han og undgik at have øjenkontakt med mig.

 

“Det hele startede før jeg blev født..” startede jeg med og kiggede lidt rundt hvorefter mit blik ramte Tyler igen. Jeg gjorde alt for ikke at tøve eller stamme, for det var nemt at tænke på de ting jeg var igennem eller de ting mine forældre havde været igennem, men at snakke om det og opleve det er en del sværere end det ser ud til. Jeg hostede kort før jeg fortsatte, “Mine forældre.. Altså mine rigtige forældre, havde mig i deres arme. Dengang jeg stadig var i himlen,” sagde jeg stille og kiggede på Tyler med et suk. “Alle de ting du så forleden og de andre gange, var ægte. Jeg er ikke et normalt menneske - det har du lagt mærke til. I himlen har vi de højere magter som styrer os og har kontrol over vores kræfter. Ja, vores kræfter. Jeg har kræfter og er overnaturlig, men jeg har prøvet på at leve normalt hele mit liv. De højere magter kunne ikke klare at jeg var et stærkere væsen end alle de andre og næsten ligeså stærk som dem allerede som baby. De kunne fornemme mine kræfter, så de var efter mig fra starten af. Min biologiske mor blev nødt til at holde mig i sikkerhed - ved at sende mig til jorden,” sagde jeg og trak vejret dybt. Tyler kiggede ikke på mig, og hans blik var rettet mod væggen. Derfor kunne jeg ikke se hans ansigtsudtryk, men jeg vidste at et eller andet sted forstod han godt hvad jeg sagde, ligegyldigt hvor svært det var at tro på.

“Jeg blev adopteret af Seren og Austin, men det ved du jo godt i forvejen. I vores verden fungerer det sådan, at når man nærmer sig de atten år, så kommer der en lærer fra himlen og hjælper dig med at kontrollere dine kræfter. Kun én lærer kan hjælpe mig og ham har du allerede set. Han er mine forældres ven og skal tage sig af mig indtil jeg bliver atten. Derefter skal jeg begynde med at kunne bruge de kræfter jeg har, men med omhu da de højere magter ikke skal finde mig.” Jeg holdt en lille pause og kiggede fortsat på Tyler, der for første gang kiggede på mig med en mine jeg ikke kunne finde ud af hvad betød. “Ham manden fra den anden dag.. var det ham?” Da jeg nikkede til hans spørgsmål rejste han sig op og gik rundt på værelset. “Okay stop,” mumlede han. “Du har holdt det hemmeligt i alle disse år?” Han kiggede såret på mig og rystede på hovedet, “hvorfor fortæller du mig det først nu, Hope?”

 

Han så ud til at være mere chokeret end såret, og det havde han al ret til at være, for jeg har hverken været loyal eller normal. Det var ikke altid at man mødte overnaturlige væsner. “Fordi Tyler, jeg prøvede på at beskytte dig og indtil et par måneder siden vidste jeg heller ikke noget til de store kræfter jeg havde. Jeg troede jeg var en normal en af slagsen, men jeg har anderledes evner og kræfter.” “Stop,” sagde han og kiggede på mig. Så ud til ikke at ville høre på mere, måske fordi det var for meget at vide på en gang. Han sukkede og satte sig ned hvor han trak vejret tungt. Han lukkede kort øjnene og så ud til at tænke imens jeg ventede på at han sagde noget. “Jeg ville ikke miste dig Tyler. Du ville blive bange og holde dig væk fra mig. Derfor valgte jeg ikke at sige noget,” fortalte jeg og tog et skridt frem. Da han ikke så ud til at insistere, gik jeg helt tæt på ham.

“Du har ikke ret til at tage det valg for mig!” Udbrød han og slog ud med armene. “Du er et eller andet som jeg ikke ved hvad er, og jeg var nær ved at miste livet udelukkende på grund af dit pis, så det mindste du kan gøre er at fortælle sandheden!”

 

Jeg stod og kiggede overrasket på ham. Han følte at jeg var skyld i hans ulykke, og at hvis der skete mere ville det være min skyld. Det begyndte med at svie i øjnene grundet tårerne der pressede på og jeg indrømmede at det var første gang det var så hårdt at høre på det Tyler sagde. “Undskyld,” mumlede jeg lavmælt og vendte mig om parat til at gå. Jeg bevægede mig ud af værelset og ned af trapperne mens jeg hørte Tyler råbe mit navn. Jeg skulle ud herfra hurtigst muligt. Jeg nåede dog ikke ud af porten da der blev taget fat i mit håndled og vendt mig rundt. Tyler stod med ligeså tårefyldte øjne som jeg gjorde. “Hope, jeg mente det ikke. Jeg ledte efter en at skyde skylden på. Det er ikke nemt at få alt det her at vide. Jeg har så mange spørgsmål at det gør ondt og bære på. Jeg var så sikker på at lavede sjov med mig og slet ikke så mig som ven, og derfor har jeg kun været rasende.” Han trak mig ind i et kram. Det var svært at blive sur på Tyler og at forblive det er endnu værre. Jeg kunne mærke hans dejlige arme og den duft som kom fra hans parfume. Tyler betød mere for mig end jeg selv gjorde, og at han ikke hadede mig var den bedste følelse. “Hvad gør de hvis de finder dig?” Spurgte han og trak sit hoved lidt væk fra mig, for derefter at lægge en hånd på min kind. “De højere magter,” mumlede han og så ud til at tygge på ordene.

“Det ved jeg ikke. Tage mine kræfter, bruge dem imod de andre - jeg har ingen anelse. Jeg ved bare at det ikke er godt, og at en af dem vil have mig mere end de andre.”  

Han nikkede til det jeg sagde og kyssede mig på panden. “Det føles mærkeligt at have en veninde, der er magiker,” sagde han grinende og kiggede på mig mens jeg bare sendte ham en grimasse. “Jeg er ikke magiker min ven, det er noget helt andet. Jeg forklarer det senere,” sagde jeg og lod Tyler tørre mine tårer væk med sin tommefinger. “Jeg skal over til Valentine, men vi kan snakke i aften. Jeg ringer til dig,” sagde jeg og ventede på at han nikkede, men hans ansigt stivnede. “Ved Valentine…?” spurgte han og jeg rystede hurtigt på hovedet. “Nej, jeg fortæller det ikke endnu. Det er kun dig der ved det, for jeg skal lige finde ud af mig selv først.” Han nikkede kort og gik baglæns. “Vi ses, ikke?”

Jeg nikkede til ham og bakkede selv ud hvor jeg satte kurs mod Valentine’s hus. Jeg kom med et lettet suk og kørte en hånd gennem håret imens jeg tænkte på hvor nemt det var at fortælle det end jeg troede. Det hele kom bare ud, selvom jeg undlod nogle ting som han ikke skulle vide for hans eget bedste. De ting skulle jeg finde ud af hvordan jeg håndterede først, og vi havde stadig Haylie problemet som skulle løses - og det skulle gøres uden at Klaus mistænkte noget.

Jeg passerede en park hvor jeg med Travis tit hang ud og hyggede. Det var før alt det drama han skabte for os begge to, og selvom jeg havde lyst til at give ham ret, så kunne jeg ikke. Især ikke efter festen hvor han havde opført sig uacceptabelt - eller skænderiet hjemme hos mig som var det værste. Jeg vidste bare at jeg blev nødt til at snakke med en om det - ikke detaljeret - men bare overordnet. Den person ville være Valentine. Heldigvis boede Tyler og Valentine ikke langt væk fra hinanden, så jeg kom derhen på under fem minutter. Uden at banke på gik jeg ind, for det plejede vi at gøre, og gik ind i stuen hvor jeg fandt Valentine sidde med en flaske cola og noget chips. Typisk min bedsteveninde at gøre det klar før jeg kom over - nu skulle der laves gossip.


 

“Hej Val,” sagde jeg og gik helt ind. Hun vendte sig om imod mig og rejste sig op hvor hun hurtigt gav mig et kram. “Så længe siden,” mumlede hun og hun havde ret. Det var længe siden at jeg havde set hende og det var dejligt endeligt at snakke igen. “Ja,” svarede jeg og trak mig ud af krammet. Hun tog min hånd og trak mig hen til sofaen hvor vi fik sat os ned. “Hva så? Du havde brug for at snakke. Jeg lytter,” sagde hun og gav mig et blidt smil. Det var rart at have en veninde som Valentine, og selvom at hun ikke vidste hvad der foregik, så kunne hun alligevel være til stor hjælp. Bare ved at være der for mig.

“Travis,” sagde jeg kort. “Du har nok hørt hvad der er sket. Han er gået over stregen, men…” startede jeg ud med. Valentine klemte min hånd. “Men?” Spurgte hun og kiggede afventende på mig. “Men jeg kan ikke lade være med at tænke på ham. Han var den eneste jeg sådan har kunne lide i hele mit liv, og så ender det sådan her,” sagde jeg muntert og kløede mig på kinden. “Hm, så du kan lide ham? Sådan rigtigt?” Spurgte hun med et skævt smil, og puffede til mig, men jeg puffede bare tilbage og kiggede surt på hende. “Lyyyyyt nu,” sagde jeg og da hun nikkede, fortsatte jeg, “Jeg vidste at jeg fra starten af ikke skulle acceptere hele det forhold vi havde.” Jeg kiggede væk, men Valentine tog fat om min hage og vendte mit hoved om mod hende igen, for derefter at kigge mig i øjnene. “Hope nej, selvom jeg måske ikke har set jer sammen, har jeg godt kunne mærke at noget inden i dig at ændret sig” hun prikkede blidt i midten af brystkassen på mig. Hun sendte et varmt smil til mig.
“Hvis du ikke vil miste ham - så gør noget ved ” sagde hun og blinkede. Jeg trak på skulderen.
“Hvad skal jeg gøre?”
Hendes pupiller blev store og et skørt blik tog over hende. Hun smilede snedigt. “Du kunne jo tage hjem til ham - bare sådan nu her og spontant” Jeg sagde ikke noget. Hun var helt oppe og køre. “Hun slog sin skulder ind mod min. “Come on. Jeg tror ikke at han kommer til at afvise dig” smilede hun.
“Tror du nu, at det er en god ide?”  Hun nikkede ivrigt på hovedet.
Det så ud til hun overveje det engang til og sagde efter noget tid:
”Eller du kunne overnatte her og tag hjem til ham imorgen. Hvad siger du til det?”  
Det lød som en god plan.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...