Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2724Visninger
AA

15. Kapitel 13

Kapitel 13

"Tiden er inde.." 

 

Regnen dalede ned udenfor. Jeg sad alene på gulvet med ryggen op af min seng. Jeg kunne ikke rumme det hele på en gang. Ikke nok med at jeg havde søgt tilflugt hos en familie, så blev jeg i sidste ende fundet. Kun på grund af min egen dumhed.


 

Regnen raslede hårdt ned mod vinduet. Hvad skulle jeg gøre? Jeg havde lukket mig inde på mit værelse da Klause havde fortalt hvad der ventede mig, efter jeg på en måde havde lavet rod i det hele.

 

Du har fjernet usynligheds besværgelsen, der har holdt dig skjult i alle disse år. Nu har de nemt ved at finde dig, Hope” havde han sagt. “du bliver nødt til at holde lav profil indtil jeg finder en løsning.”

Hvad havde jeg dog gjort? Det var en stor fejl at snakke med Tyler i første omgang - nu ville han altid have et spørgsmålstegn når det kom til mig. Det var hårdt ikke at kunne fortælle ham om hvem jeg i virkeligheden var. Nu var spørgsmålet bare om han ville grave mere i det, om han ville finde ud af det og så blive bange for mig. Det var nok det sidste jeg ville have. Jeg håbede bare at Klaus ville finde en løsning hurtigst muligt.  

 

Det bankede på døren. “Hope, må jeg komme ind?” hørte jeg min bror sige. Jeg svarede ham ikke. For jeg havde bare lyst til at være for mig selv lige nu. Det hele var et stort rod. Et kæmpe stort rod.  “Hope?” kaldte han igen, da jeg ikke svarede. “Gå din vej” råbte jeg med tårer rendende ned af mine kinder. Jeg græd uden selv at bemærke det. “Du ved godt vi kan fikse det, ikke?”  “
“Fikse, hvad?” Jeg snøftede og tørrede et par tårer væk fra min kind. “Det hele er ødelagt. De finder mig og dræber mig” “Nej de gør ej!” sagde han tilbage. “Christer, gå din vej” sagde jeg med en hævede stemme. Jeg trak min ben op under mig og lukkede mine øjne da jeg hørte hans skridt begyndte at bevæge sig væk fra døren.

“Lad mig tale med hende” hørte jeg Haylies stemme. Jeg blev stiv i kroppen for et minut. Hvad lavede hun her? Det hele var hendes skyld. “Det tror jeg nu ikke er en god ide” sagde Christer. Jeg åbnede mine øjne og rejste mig op. Hun skulle ikke sige et ord. Ikke et eneste ord! Den lille…

 

Jeg stormede ud af døren og gik direkte hen til hende. “Hvad tror du, du laver her?” råbte jeg. Christer nåede lige at stande mig ved at tage fat om mine skulder og trak mig tilbag inde jeg ville give hende en i ansigtet. “Hvad mener du?” spurgte hun chokeret og gik nogle skridt tilbage. “Hope tage det nu roligtt. Du tænker ikke klart!” prøvede Chris at beroligede mig med. Jeg prøved at rive mig fri og sagde: “Du skal slet ikke spille dum. Det hele er din skyld! Du skulle aldrig have komme hører du?” Hun rystede på hovedet og trådte nærmere.

 

“Nej, nu skal du høre?” sagde hun vredt. “Jeg er så træt at dig og dit temperament - du kigger altid efter nogen at skylde skylden på, Hope” JEg rystede på hovedet. “Det dig derr startede det hele, Haylie” råbte jeg. Jeg stoppede brat op og kiggede på hende inden jeg knipsede med min pege - og tommelfinger, hvorefter jeg så hende blive kastet tilbage i gangen vi stod i.

 

“HOPE!” råbte Christer og ruskede i mig. Jeg kiggede helt forbavset over på hende og så hvordan hun blev blæst bagover mod væggen. Helt forbavset. Hvad havde jeg gjort? Selvom at hun fortjente det, så måtte jeg lære at styre mine kræfter. Det hjalp ikke noget at gå imod hinanden - især ikke nu, hvor vores kræfter er forenede og skal arbejde sammen, ikke imod.
“Hvad har du dog gjort?” spurgte han chokeret. Han tog sine hænder væk fra mine skulder og ville gå frem mod Haylie, men stoppede brat da hun tumlende kom op på benene. Hun kiggede på mig og brød ud i en håndfuld latter. “Årh, se vores lille Hope” sagde hun grinende. Hun trådte et par skridt nærmere. “Kom kære søster, vis hvad du kan?” Hendes øjne lyste af irritation. Et stort had begyndte vokse.

 

“Du skulle aldrig været komme” råbte jeg og holdt mine hænder udstrakt. Jeg gik imod hende og tog fat om arm og knyttede min hånd og strammede min hånd så stramt som muligt. Min vrede og kræfter blandede sig sammen og lidt efter kunne jeg hører hende trække efter vejret. Hendes øjne mødte mine og jo mere jeg kiggede på min søster strammede jeg min knyttede hånd og blokerede for hendes luftvej. Hun prøvede i panik at fjerne min ene hånd men kunne ikke da mit tag var fat og stærk, af en grund jeg ikke kendte til. Hendes øjenæbler blev store og hun faldt ned på gulvet. Jeg slap mit tag om hende og betragtede hende der hvor hun lå slapt på gulvet.   

 

“Hope, hvad laver du?” råbte Christer bebrejdende til mig og skubbede mig væk. Jeg blev stiv i kroppen, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hvad havde jeg gjort Jeg havde gjort hende fortræd.

 

“Er hun okay?” hviskede jeg. Min bror knælede sig ned ved siden af Haylie og mærkede på hendes puls. Jeg forstod virkelig ikke hvad der skete af mig og mine kræfter. Det var som om at noget mørkt rammede mig - det var som en mørk kræft da hun grinede sådan. Jeg vidste at jeg havde ladet min vrede gå alt for meget ud over hende, og nu skulle jeg bare bede om tilgivelse. Da jeg skulle til at tage et skridt frem forsvandt Haylie’s skillelse ud fra min rækkevidde. Mit blik faldt på Christer der kiggede på mig med et tomt blik. “Det var grænsen, Hope.” Han gik ind på værelset og smækkede døren i efter sig hvilket efterlod mig mundlam.

Min egen bror var sur på mig.

Imens jeg tænkte over hvad jeg havde gjort begyndte det at svige på min skulder, så jeg trak ned i min trøje og kiggede. Tatoveringen havde nået over min skulder og var på vej mod min ryg. Chokeret rørte jeg ved. “Av,” mumlede jeg da det brændte i min håndflad. Jeg sukkede kort for derefter at koncentrere mig om det rigtige problem.

Haylie. Jeg måtte finde hende.

Klaus. Kan du høre mig? Jeg måtte tænke grundigt for at kunne komme i kontakt med ham. Der gik dog ikke lang tid før jeg fik et svar; Ja. Hope, du må komme til samtale. Mød os ved kirkegården nu.

Os? Hvem var os? Han kunne vel ikke mene Haylie, for hun var her lige før og hadede mig som pesten. Jeg havde lyst til at gå ind til Christer og undskylde, men jeg havde ikke tid, så jeg forsvandt hurtigt ud af døren med en frakke på, og var ellers på vej over til kirkegården. Jeg forstod stadig ikke hvordan Haylie hun bare forsvandt på den måde, for hvis hun kunne, så kunne jeg vel også? Jeg tænkte ikke mere over det og fandt mig selv ved kirkegården på under fem minutter. Derfor var det godt at min slags ikke blev træt - eller forpustet. Mit hår var vådt på grund af regnen - jeg havde helt glemt at det stadig regnede.

 

“Der er du,” hørte jeg en sige bag mig - stemmen tilhørte Klaus.

Jeg vendte mig om og mit blik faldt ikke på Klaus - men Haylie. “Haylie? Hvor er jeg glad for at se dig. Undskyld, undskyld, undskyld.” Jeg gik over til hende og krammede hende hvorefter jeg bare åndede lettet ud. Det var en lettelse da hun krammede tilbage. “Hvad mener du Hope? Du har ikke gjort noget forkert, og det er mig der skal undskylde. Jeg burde have mere forståelse for det du føler, det er jeg ked af.”

Undskyld, hvad? Jeg trak mig fra hende og kiggede spørgende på hende. Lavede hun sjov med mig? Hvor var den vrede Haylie der sagde alt muligt og så forsvandt? “Hope, er du okay?”

Jeg veg mig tilbage og nikkede lidt. “Ja.. Ja, jeg er okay. Hvad gør vi nu?” spurgte jeg og kiggede på Klaus, men i smug på Haylie, der virkede mystisk i mine øjne. Hvorfor var hun så sød? Det skræmte mig at hun ikke var sur, og jeg troede aldrig at hun selv ville undskylde.

 

“Kan du huske de tre dage du ville have for dig selv?” spurgte Klaus og bragte mig tilbage fra mine tanker. “Ja” mumlede jeg. Inderst inde ville jeg faktisk spørger Haylie hvad fanden der var galt med hende. Det kunne ikke..

Tag det nu roligt, tænkte jeg til mig selv. Jeg var ret sikker på at alt havde sin forklaring.
Sagen var bare at jeg stadig havde synet af hendes besvimede skikkelse klistret fast på min nethinde. Synet af hende der lå hjælpeløs i mit hjem gav mig kun mere skyldsfølelse og gåsehud.
“Hope!” hørte jeg nogen kalde. Jeg fik fokus tilbage, da Klaus kom og knipsede med sine fingre lige ud foran mit ansigt.

“Ja, undskyld” mumlede jeg.

“Hørte du overhovedet efter, min ven?” spurgte han, Jeg forblev tavs. Han kiggede lidt undrende på mig og rystede så afvigende på hovedet. “Jeres træning begynder hermed i dag. I mødes her efter daggry hver anden dag” startede han med.

 

det så ud til at Haylie ville sige noget men Klaus kom hende i forkøbet og sagde: “Jeg vil ikke have nogle protester. Sagt er sagt!” Hun nikkede og kiggede på mig. “Er du nu sikker på at du har det godt?” spurgte hun. Jeg nikkede kort. “I må gerne holde fokus piger” sagde han og klappede i sine hænder for at fange vores opmærksomhed. Han stillede sig på den måde at han stod imellem os.

 

“Dagens lektion er at I skal lære at bygge et skjold - nu hvor Hope har ødelagt besværgelsen der har holdt jer og jeres kræfter skjult i alle disse år” startede han og lød ret skuffet med det sidste han sagde. “Derfor..” begyndte han og trådte et skridt bagud. “vil I nu begynde at bygge jeres egne og hjælpe hinanden med at bygge det op” Han gjorde tegn til at vi skulle træde hinanden nærmere og holde hinanden i hånden. “Nu skal I tømme jeres sind fra alt og være rolige” Haylie lukkede sine øjne og tog en dyb indånding. Jeg lukkede selv mine og prøved at tomme mit sind, men der var så meget oppe i mit hovedet at alle mine tanker viklede sig ind i hinanden. Et helt stort rod.

 

“I skal nu gøre nøjagtig som jeg siger og ikke noget andet, forstået?” sagde han.
for et øjeblik var alt stille. Lyden af regndråberne der dalede ned over os var det eneste der gav lyd fra sig, og var også grunden til at vi blev våde. “Jeg vil nu afprøve nogle besværgelser af på jer, som vil give jer en smerte. Derfor skal I ikke tænke på noget og have tømt jeres sind og holde jer selv fokuseret for at besværgelsen ikke skal ramme jer. I skal ikke lade jer narre” hørte jeg ham sige.
Lidt efter hørte jeg ham messe lavmælt. Ord efter ord. Lavt og som gjorde det hele mere utydligt. Det var også der jeg kunne mærke en brændende fornemmelse ved mine fingerspidser. Jeg skulle blokere det af, ligesom han havde sagt. Tømme mit sind. Det var det jeg skulle gøre. For helvede…

Jeg tog et par dybe indåndinger og prøvede alt hvad jeg kunne for at holde smerten væk, men det nyttede ikke rigtig noget, da Haylie blev ved med at dukke op og efterlod et stort spørgsmålstegn hos mig. Derfor endte det med at jeg knækkede under øvelsen og åbnede mine øjne, og faldt ned på den ene knæ da smerten begyndte at videre op af mine arme og ned til min underkrop.

 

“Stop!” råbte jeg i smerte og kiggede på Klaus.

Lige så snart han tav forsvandt smerten og jeg kom op på benene. “Hvad skete der?” spurgte haylie og slap min hånd. “Hope kunne ikke blokere for smerten jeg sendte ind over jer” svarede han og kiggede undersøgende på mig. “Jeg har det fint nu” sagde jeg forsikrede.

Okay, det var sværere end jeg troede. “Okay, lad os prøve øvelsen hvor I skal beskytte hinanden” sagde Klaus. “Hvordan?” røg det ud af mig lidt nervøst. “Lad os starte med Haylie” startede han med og kiggede på hende. “Du skal nu bygge dit skjold op omkring Hope, så det beskytter hende mod den besværgelse jeg kaster på hende” Hun nikkede. “Det eneste du skal gøre er det samme som det gjorde før da du lavede øvelsen på dig selv, men du skal huske at sende din positiv energi til Hope”
 

“Er du sikker på du kan gøre det?” sagde jeg uden at tænke mig om. Jeg ville nødig mærke smerten i mig igen. hun lagde hovedet på skrå og smilede. “Nu skal du ikke blive bange” sagde hun lidt hånligt men for sjov. Jeg kunne mærke på hende at hun morede sig over at jeg vidste at hun havde min beskyttelse i sine hænder. “Godt så - hold hinanden i begge hænder denne gang og lad os starte” sagde han.

 

Haylie tog mine hænder i sine og blinkede til mig inden hun lukkede dem. Mine nerver begyndte at røre på sig og det var ikke rart. Jeg hørte Klaus sige nogle utydelige ord igen og en koncentreret Haylie. Men langsomt som jeg hørte ordene så jeg også en glimtrende barriere som blev forbundet fra Haylie til mig. Det var også der jeg åndede lettet op, da jeg indså at hun havde brygt sin evne til at beskytte mig i stedet for at gøre mig fortræd.

 

Jeg ville bare ønske at det samme var sket da jeg skulle prøve at beskytte hende. Mine dumme tanker havde spoleret det hele, og derfor havde været skyld i at Haylie blev kastet bagud og ramte hård græsplænen der lå bag alle gravstederne. Det var også her jeg ønskede at jeg kunne grave mig dybt ned i et hul hvor ingen kunne finde mig igen. Jeg havde fejlet. Igen.

 

Jeg løb over til hende og ville hjælpe hende op, men hun ville rystede min hånd af sig jeg holdt for hjælp, og råbte: “Hvad er der med dig?”
Hun kom op på benene og børstede græsset af sig og kiggede på mig. “Du har været underlig lige fra starten af du kom” blev hun ved. “Mig? Underlig?” gentog jeg forbavset. “Det sku da dig som har opført dig underlig. Først dukker du op og siger alt mulig lort og så er du pludselig her og opfører dig som ingenting” ordene strømmede ud af munden på mig. Hun kiggede uforstående på mig. “Hvad snakker du om Hope? Jeg har været sammen med Klaus lige siden du smed os ud efter dit hysteriske anfald”  Jeg..

Hvad sagde hun? Jeg forstod det ikke.

“Haylie, laver du sjov med mig?” spurgte jeg og blev lidt irriteret, men hun rystede bare på hovedet af mig. “Hope, du burde få noget søvn.”

Den måde hun reagerede på var både surrealistisk og underlig. “Haylie, jeg mener det. Jeg så dig for mindre end en halv time siden - vi kom op at slås og så forsvandt du,” sagde jeg muntert og kiggede afventende på hende, hvor hun derimod kiggede på mig som om jeg var skør. “Hope, jeg kan love dig for at jeg var sammen med Klaus. Hvad sker der?”

Der var et eller andet, der legede med mig.

“Klaus, er det okay vi tager hjem? Vi skal lige ordne noget,” spurgte jeg Klaus. “Ja, det er fint. Er alt vel?” spurgte han og kiggede spørgende på mig, men jeg nikkede bare og ville ikke rigtig sige noget endnu. Det er for tidligt at sætte ord på hvad der skete rundt omkring. Han nikkede så som for at sige at det er okay, og jeg tog Haylie i hånden og begyndte med at gå væk fra kirkegården for derefter at gå hjemad. Der var et problem og jeg skulle finde ud af hvad.

“Hope, hvad skal vi?” spurgte Haylie og fulgte efter mig efter at have sluppet min hånd. “Vi skal finde ud af hvad der sker, for nogen leger med os. Jeg er sikker på at jeg så dig, og du er sikker på at du slet ikke har set mig i dag.” Hun nikkede til mig og da vi kom op til huset skyndte vi os bare op på værelset hvor jeg fandt bogen frem.

“Kan du trække ned i min trøje og kigge på tatoveringen, om der står noget?” spurgte jeg og pegede på min ryg.

“Tatovering?” “Gør det nu bare,” anbefalede jeg. Hun gjorde som jeg sagde og trak ned i den. “Ehm,” mumlede hun og trak så op i den igen. “Der står 27.”

Ihærdigt bladrede jeg frem i bogen som Christer havde givet mig og kiggede så på den. Det skulle forestille sig at være en tegning.

Jeg slap bogen da tegningen begyndte med at bevæge sig, og da bogen faldt på sengen, blev tegningerne virkelige i den. Der var to personer; samme ansigt. Haylie. “Hvad sker der?” spurgte hun chokeret og kiggede.

Jeg begyndte med at læse hvad der stod Je ressemble a la jumelle et maintenant c’est l’heure de prendre la fille. “Hvad betyder det?” spurgte Hayley og kiggede på mig, mens jeg bare kiggede chokeret ned i bogen. “Jeg ligner tvillingen, og nu er det tid til at tage pigen.” Jeg rystede på hovedet af det. Det kunne ikke være sandt. “Og det betyder?” Hun lignede en der ikke kunne slå to og to sammen, så jeg prøvede på at få ordene ud, “Det betyder Haylie, at der er en der forestiller at være dig for at nå til mig.”

Jeg prøvede på at synke det hele ned på en gang. Det betyder at de nu skal passe mere på hinanden og frygte for at den falske Haylie kommer frem når som helst - hvor som helst. “De er efter mig, og de er kommet nærmere,” sagde jeg lavt og satte mig ned på gulvet med ansigtet i hænderne. “De får fat i mig,” mumlede jeg og trak vejret tungt. Haylie satte sig ved siden af mig og tog fat i mine hænder. “Ikke så længe vi to kæmper sammen,” sagde hun tydeligt og løftede mit hoved op. “Vi kan skændes og slås, men vi er søskende - endda tvillinger. Hvad der sker for dig, vil ske for mig. Derfor søster, så må vi have håb - det er jo det dit navn står for. Det er ikke for sjovt at mor at givet dig det navn.” Det hun sagde fik mig til at smile, og jeg viklede min arme rundt om hende for at give hende et kram. “Tak Haylie,” mumlede jeg i hendes skulder og smilede i mens. Selvom det var skræmmende at tænke på, så følte jeg at vi nok skulle kæmpe imod dem, for der var jo en grund til at jeg havde alle disse kræfter. De skal bruges imod fjenden, og det skal være uden at de rammer mig eller min tvilling.

 

“Klaus..” mumlede Haylie for sig selv noget tid efter. “Hvad?” Jeg kiggede på hende undrende. “Han bliver nødt til at få det her at vide?” sagde hun så og rejste sig op. Det havde jeg slet ikke tænkt over. “

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...