Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2764Visninger
AA

14. Kapitel 12

Kapitel 12

"Venskabets kuldegysninger.." 

 

Det ser lækkert ud, Karen” roste min mor nydeligt Tylers mor. Som aftalt var vi alle samlet og skulle til at spise. Min appetit var ikke særlig stor eftersom Tyler lille episode stadig påvirkede mig. Heldigvis kunne han ikke huske at han havde stået ved min dør og det var det vigtigste, for selvom han går rundt med tvivlen, vil han ikke vide at han konfronterede mig med det. Dog havde han kigget mærkeligt på mig hele dagen, hvilket bare gjorde mig endnu mere bekymret. Jeg kendte Tyler. Hvis han fandt ud af mit sande jeg, ville han ikke blive sur over hvad jeg var, men at jeg ikke havde fortalt ham det før.

“Hope? Hører du overhovedet efter?” hørte jeg min mor gentage og lidt efter mærkede jeg Christer puffe til mig. Jep, han var kommet med. “Ja. Ja, undskyld. Jeg tænkte bare lige på.. en opgave.” Christer grinede af mig, så jeg prikkede til ham. “Nåh, det var godt min pige. Hvordan går din skole?” spurgte Karen og kiggede på mig med et smil. Jeg trak på skuldrene og kørte en hånd gennem håret. “Det går fint. Jeg har ikke rigtig kunne følge med, så min lærer gav mig en opgave for, som altid,” sagde jeg og smilede lidt. Falske smil reddede min dag når jeg havde brug for det. “Hvad har du så lavet? Gået rundt og tryllet?”

Jeg vendte mit blik over imod Tyler der sad med et sarkastisk smil, og selvom det kun var mig og Christer der forstod at det ikke var en joke, smilede jeg alligevel. “God joke,” kommenterede min mor og rystede på hovedet af ham. “Han er så komisk som altid.”

Jeg fjernede ikke mit blik fra ham i flere minutter, og jeg kunne mærke en gysning i mig som ikke var sædvanlig. Lad være med at kigge på ham, det vækker mistanke. Tak Klaus, det hjælper rigtig meget.

Efter lidt tid kiggede jeg på de andre og vi begyndte langsomt med at spise. Jeg havde brug for at snakke med Valentine, det var så lang tid siden. Hvordan mon hun havde det med Wren? Jeg tog min telefon op af lommen og skrev en hurtigt besked om at hun skulle ringe og kalde akut.

Der gik ikke fem minutter før hun ringede og jeg tog den. For at virke dramatisk rejsede jeg mig op og gik rundt. “Virkelig?” spurgte jeg chokeret om og kiggede rundt på de andre. “Ja. Val, rolig. Jeg kommer.” Jeg lagde på og gik hen til de andre. “Hvad sker der skat?” spurgte min far, og jeg sukkede lidt. “Valentine slog op med sin kæreste, og hun siger at hun har brug for mig. Må jeg gå?” spurgte jeg trist om. “Tja, hun har jo brug for dig.” “Lad hende gå, hendes veninde har brug for hende,” sagde Karen til min mor. Jeg gik hen og kyssede hende på kinden. “Tak.” Mit blik røg hen til Tyler. “Vises, ikke?” spurgte jeg og smilede til ham for at virke normal.

Okay, det lød ikke normalt.

“Ja, det gør vi,” svarede han med et mindre smil som jeg havde regnet med fra hans side af. Jeg kiggede på Christer og viftede med hånden, “Vil du køre mig? Det er mørkt og jeg har ikke lyst til at køre.”

“Hun har ret Christer, det er mørkt. Du kan bare køre hjem efter.” Han nikkede til min far og rejsede sig op for derefter at tage sin jakke og puffe mig ud af. Da vi begge trådte ud af hoveddøren med overtøj og sko på, begyndte vi med at grine. “Du er simpelthen så syg i hovedet. Skrev du seriøst til hende at hun skulle ringe dig op og kalde på dig?”

Jeg trak på skuldrene og kiggede mærkeligt på ham. “Hvordan vidste du det?” Dumt spørgsmål, Christer kendte mig bedre end ingen andre. “Jeg mener.. Come on,” sagde han grinende og satte sig ind i bilen. “I know, right.”
Jeg kunne stadig ikke slå hans mærkværdig blik ud af hovedet. “Hvad tænker du på?” spurgte Christer og slog mig ud af mine tanker. “Jeg bekymre mig lidt for om Tyler ved noget..” sagde jeg usikkert og kiggede på min bror. Han kiggede på mig undrende og startede motoren. “Som?” spurgte han og gloede på mig som om jeg var en idiot. “Årh, come on!” udbrød jeg og brød ud i latter. “Er du sikker på at du har det godt, Hope?”
Nej, jeg er ikke okay. Min tvilling har prøvet på at slå min barndomsven ihjel. Og du spørger om alt er okay? Selvom han vidste at der var noget anderledes ved mig - at jeg var en overnaturligt væsen, kunne jeg stadig ikke fortælle ham det. Inderligt ønskede jeg at jeg kunne. I sidste ende holdt jeg inde med at grine af frustration og blev stille.

 

“Spyt ud. Fortæl hvad der foregår!” ville han vide. Han kørte væk fra Tylers hus og faldt i retning af hvor Val boede. “Jeg har bare meget at tænke på” mumlede jeg og kiggede ud af vinduet. “Hmm, og min moster er Beyonce” sagde han og jeg kunne mærke hans blik på mig for et øjeblik inden han vendte sin opmærksomhed på vejen. “Hope -” “Christer lad vær, okay” afbrød jeg ham. “Der er nogle ting som jeg ikke kan fortælle dig nu. Så please lad være med at spørg” Jeg kiggede på ham med et undskyldende blik. Han kiggede på mig ud af øjenkrogene og nikkede. Derefter var det kun tavsheden der talte.


 

“Ring, hvis du får brug for noget” sagde han da jeg steg ud af bilen og ville lukke døren. “Ja, ja det skal jeg nok” jeg vinkede til ham og sendte ham et lille smil. “Christer jeg skal nok passe på hende” råbte Val og gav mig et chok. Jeg krummede sammen og vendte mit hovedet over til lyden. Hun stod i vinduet til stuen. Hun vinkede. “Det godt at høre, Valentine” sagde han og smilede til mig. Jeg smækkede døren i og gik op til hoveddøren. Døren åbnede jeg bare hurtigt da kulden havde omfavnet mig. “Hooope,” sang Valentine og løb hen til mig for at give mig et kram. Jeg krammede grinende med og var bare så glad for at jeg endelig kunne være sammen med min bedste veninde.

“Hey,” mumlede jeg og trak mig så fra krammet for derefter at trække hende med ind i stuen. “Hvor har du dog været tøs?” spurgte hun og kiggede fornærmet på mig, så jeg smilede stort og puffede til hende. “Det må man spørge dig om. Du har sikkert ikke lavet andet at være sammen med Wren. Du glemmer mig jo helt.” Nu var det min tur til at se fornærmet ud. Hun nikkede og erklærede sig enig i det hvilket bare fik mig til at grine endnu mere. “Hvad med dig? Hvordan går det med ham Travis fyren?”

Skulle hun absolut spørge ind til det? Selvfølgelig skulle hun det.

“Ehm, vi hader stadigvæk hinanden. Intet der.” “Helt sikkert,” sagde hun hurtigt og viftede med hånden, hvorefter hun forsvandt ud i køkkenet. “Skal du have cola?” hørte jeg hende råbe derude fra. “Ja!” råbte jeg tilbage og satte mig ned på hendes sofa.

Hvis der var noget jeg elskede ved Valentine, så var det at hun var så hygiejnisk. Hvis huset så rodet ud kunne hun ikke sove, det skulle være så rent som muligt. Jeg havde flere gange spurgt om hun ikke ville rydde mit værelse op, men nej, det ville hun ikke. Jeg skulle åbenbart selv lære det. Hun havde nok ret.

“Der er så mange ting jeg skal fortælle dig,” sagde Valentine da hun kom ind med en to liters cola flaske og to kopper. Jeg lagde hovedet en smule på skrå og nikkede så. “Go girl.”

 

Vi sad og snakke om alt fra hendes date med Wren til deres forhold der åbenbart var virkelig kompliceret. De havde været oppe at skændes om ingenting og det var altid det samme. Valentine der var så jaloux og Wren, der var så populær på skolen. På en måde forstod jeg godt hvorfor hun var så overreagerende, men alligevel ikke, for jeg kendte Valentine ret godt og hendes jalousi er værre end alt andet. Jeg sad bare og drak cola imens jeg lyttede.

“Og så sagde han at jeg prøvede på at bestemme alt i forholdet. Altså come on, det gør jeg jo ikke,” brokkede hun sig og kiggede på mig med ikke-rigtigt blikket. Jeg trak lidt på skuldrene og prøvede på at virke støttende, men det virkede ikke rigtigt når hun sad der og snakkede om hendes komplicerede forhold med Wren som jeg ikke engang havde med Travis, for den fyr stolede jo slet ikke på mig.

“Jeg ved det ikke Val. Måske er du lidt overbeskyttende, og hvis du vil have det til at fungere må du altså stole lidt på ham. Hvis han elsker dig vil han jo ikke lægge an på andre piger, men hvis du bliver ved med at være sådan der vil han blive træt af dig eller noget i den stil.”

Hendes ansigtsudtryk afslørede at hun var overrasket.

“Mener du helt seriøst det der? Hvem er du? Jeg vil have min kedelige og uduelig veninde tilbage,” kom hun med. Jeg grinede af hende og løftede et øjenbryn, “så du synes jeg er uduelig? Jeg siger altså bare hvad jeg synes.”

“Sagde du virkelig til din mor at vi havde slået op?” spurgte hun grinende og jeg nikkede, “hvad skulle jeg ellers sige? Mor, jeg keder mig.”

Hun sukkede og nikkede så. “Du har ret. Er du sikker på at Travis ikke har ændret dig?”

Hvorfor i alverden skulle hun bringe det op igen? Jo han har, men det er ikke på den gode måde - ihvertfald ikke når jeg føler alt det her for ham som jeg ikke burde.

“Okay okay, jeg sagde ikke noget,” forsvarede hun sig da jeg så vildt irriteret ud. “Er der noget som du vil fort-” hun nåede ikke at afslutte sin sætning da hendes telefon startede med at ringe. “Wren!” udbrød hun smilende og tog telefonen imens hun rejste sig op og gik ud i køkkenet. Den pige var skør. Hun sad lige før og brokkede sig over Wren, men da han ringede blev hun vildt glad.

Deres forhold var hvad jeg kaldte for kliche kærlighed. Jeg ville ønske jeg havde noget i den stil, men min natur forbød mig det.

Mor, hvorfor sendt du mig herned?

Da Valentine kom tilbage havde hun et stort smil om sine læber.

“Vi skal til fest!” hvinede hun og kom hen til mig. “Nu?” spurgte jeg hende om imens jeg lavede en grimasse med ansigtet. Jeg magtede simpelthen ikke at tage til fest.

“Ja og jeg tager ikke imod et nej. Vi finder noget tøj til dig.” Hun trak mig op på hendes værelse og åbnede sit klædeskab. Jeg stod bare med armene over kors og kiggede på hende imens hun ledte efter tøj.

“Den her,” sagde hun og så fik jeg et par shorts i hovedet samt en top som faktisk var ret pæn.

“Og,” blev hun ved med og kastede tøj i hovedet på mig. “Hvor lækkert,” mumlede jeg og smed tøjet ned på sengen.

“Du skal have den her kjole på, og så tager jeg shortsene med toppen.”

Så nu skulle jeg også have en kjole på. Hvor herligt. Uden at kommentere yderligere på det, tog jeg kjolen fra sengen som forresten var sort og havde choker om halsen. Lidt for lækker efter min mening.

“Hvorfor skal jeg have sådan en lækker kjole på og du skal have det der på?” spurgte jeg og pegede på hendes tøj. “Så du kalder mig for usexet?” spurgte hun fornærmet om hvilket jeg hurtigt rystede på hovedet af og grinede. “Forget it,” sagde jeg og klædte mig om.

Det tog os en halv time at gøre os klar og da vi var færdige tog vi mange billeder som hun hurtigt sendte til en fotograferings butik som skulle få dem printet ud. Den pige var vild.

 

“Wren er her,” sagde hun og tog sin læderjakke på. “Skulle han hente os?” spurgte jeg og tog den clutch jeg lånte af Valentine som lå på sengen.

“Ja,” sagde hun hurtigt og vi gik sammen nedenunder og ud på gangen. Jeg tog min jakke på og de stilletter jeg havde efterladt hos Valentine for lang tid siden. Da vi trådte udenfor tog jeg automatisk fat i min amulet da tanken om episoden med Wren kom til mig. Jeg måtte lære at komme videre. Vi gik hen til bilen og jeg satte mig ind bagved. “Hey,” sagde jeg og smilede til ham. “Hej Hope,” svarede han igen og gav Valentine et kys da hun satte sig ind ved siden af ham. Jeg kunne godt lide at se dem sådan. Glad og forelskede.

De sad og snakke oppe foran imens jeg kiggede ud af vinduet og havde mine høretelefoner på. Jeg tænkte på Travis. Han kaldte mig bogstavelig talt for en bitch, der bare var ude efter at være kysse venner hvilket ikke gav mening, overhovedet. Jeg afviste ham fra starten af og gjorde alt for at holde mig væk mens han gerne ville på date. Alt jeg gjorde var bare for at beskytte ham imod mig selv og mine kræfter, men det ville han aldrig forstå.

 

“Jorden kalder Hope!” kaldte Valentine. Jeg fik øjenkontakt med hende gennem bakspejlet. “Du må meget gerne være svare mig, så jeg ikke lyder som en idiot der taler for ig selv” sagde hun og fik et smil frem på mig. Ja, hun måtte meget gerne få nogle andre tanker oppe i mit hoved for det næste stykke tid. “Jeg har skrevet til Tyler om han ikke ville komme senere hen” meldte Wren ind med. “Af hvad har du?” udbrød jeg uden at tænke mig om. For de ville sikkert spørger om hvorfor? Det vidste jeg hellere ikke, eller.. JEg vidste det jo godt, men han havde bare en mistænksom mine over sig over til middag her tidligere.

 

“Hvad er der nu sket mellem jer to?” spurgte hun. “Jeg ved det ikke.. Hør lige lad os tale om noget andet” sagde jeg. “Okay, hvor skal vi hen?” spurgte Val spændt. “Vi skal en tur hen på Crazy Daisy” svarede Wren. “Wuhu!” råbte Val og klappede spændt som et lille barn der havde fået noget slik. I altså Val. Jeg grinte af hende.

 

Lige da vi var kørt forbi en tank råbte Val” Stop. Stop, vend om” og fik Wren til at standse brat op midt ude på vejen. “Hvad sker der nu?” spurgte han irriteret. Jeg kunne godt forstå ham, hvis der ikke var nogen bag os var vi sikkert blevet påkørt. “Vi skal ikke til nogen fest før vi har varmet os op med en smule champagne” sagde hun og kiggede bagud af ruden til tanken. Wren kiggede håbløst på Val med et smil på læberne. “Mener du det seriøst? Du kunne have fået os dræbt, Val” sagde han og lavede en u-vending og kørte tilbage mod tanken. Han holdt inde lidt væk fra indgangen til selve shoppen, og hurtigt var Valentine ude af bilen. Hun løb nærmest til shoppen. Jeg kunne ikke beherske mig og brudte ud i grin. “Typisk Val” sagde jeg og gik efter hende.

Det endte med at vi købte to flasker champagne og en flaske whisky. Derefter satte vi kurs mod danseklubben. Jeg kunne mærke på Val at hun var blevet en smule påvirket af den whiskey vi havde købt, men det så nu ud til at hun morede sig. Hun tændte for radioen i bilen og sang skrækkeligt med på sangen der spillede. Endnu en grund til at elske berusede folk - nogle af dem blev kærlig ligesom Val eller som mig, blev de en smule kysse trængende. Jeg rødmede ved tanken og smilede lidt for mig selv. Takket været mit berusede jeg, var jeg havnet en del af pinlige situationer og var løbet væk. Efter at have fået fornuften tilbage.

“Åååhhh, Hoooopee” sang hun højt. “Vi skal så meget finde en slem fyr til dig” blev hun ved og havde næsten bundet halvdelen af flasken.

 

Jeg rejste mig lidt op og tog flasken ud af hendes hænder og satte flasken mod mine læber og lod whiskey’en få det frie løb ned i mit system. “Det kan du bande på vi skal!” udbrød jeg og lod mig rive med. Wren grinede af os, han synes sikkert at vi var mærkelige.

Alkohol og mig, det var ikke et godt tegn. Dog var jeg kun beruset, så det var ikke så værst. Da Wren havde parkeret tog han flasken fra mig. “Så er det nok. Gem til senere.”

Vi steg grinende ud og hen mod hoveddøren. Wren holdt Valentine i hånden og kyssede med hende et par gange hvilket fik mig til at tænke tilbage på aftenen hvor jeg havde kysset med Travis. Det gjorde mig en anelse trist. Da vi kom ind gav jeg min jakke til dørmanden og så blev jeg ellers mødt af mange fulde mennesker. Det lugtede af alkohol over alt og det undrede mig ikke hvis flere havde kastet op på gulvet. “Lad os drikke noget!” råbte Valentine for at overdøve musikken og så tog hun min hånd hvorefter vi sammen gik op til baren. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige eller gøre, for jeg var ikke typen der drak for at få sorgen væk. Denne gang var det anderledes - hvis jeg skulle bevise at jeg var et normalt menneske, skulle jeg først starte med at overbevise mig selv om det.

“To gange shots!” råbte Valentine til bartenderen. Jeg smilede af hendes berusede tilstand, og det var ikke altid at jeg fik æren for at se hende sådan - jeg tog nemlig aldrig med til de fester hun inviterede mig til.

Der blev lagt fire shots foran mig hvilket fik mig til at kigge mærkeligt på hende. “Sagde du ikke lige to?” spurgte jeg, og hun smilede stort. “To gange shots - hver person får fire.” Holy.. Hun ville have at jeg skulle drikke så meget når jeg ikke var vant til det? Som om hun læste mine tanker, rystede hun hurtigt på hovedet og skubbede dem helt hen til mig. “I aften skal vi have det sjovt!” udbrød hun og bundede alle shotsene, en efter en hvorefter hun tog noget citron i munden. “Wow,” mumlede jeg og kiggede på drinksene. Nu skulle der festes.

Jeg tog fat om den ene og bundede den helt. Uden at tænke mig yderligere om bundede jeg dem alle sammen og gjorde ligesom Valentine, tog noget citron i munden.

Sådan gik det til. Få shots blev til mange, men jeg gjorde alt for ikke at miste kontrollen. “Jeg tror jeg..” mumlede jeg og kiggede rundt, “jeg skal altså lige holde pause.” Jeg hoppede ned fra stolen ved baren og kunne lige akkurat holde balancen da mine fødder ramte gulvet. “Hvor skal du hen?” hørte jeg hende råbe efter mig, men jeg svarede hende ikke, eller ænsede hende et blik. Jeg vinkede bare et afledende vink med min hånd og smuttede. Jeg  rundt i menneskemængden og ledte efter noget plads hvor jeg kunne få noget luft.

Desværre var der folk over det hele i huset. Jeg valgte nu alligevel at gå udenfor foran huset, og satte mig fortumlet på verandaen. Ved siden af mig var der et par der snavede, røg pot og forneden af verandaen var der andre der drak og hylede til musikken der stadig kunne høres selvom man var udenfor. Lidt luft hjalp på den indelukkede varme jeg havde været en del af og føltes nu rigtig godt at sidde herude - nu da det også var sommeraften og vejret stadig var lunt.

 

Jeg lagde mærke til at musikken blev tydeligere da døren blev åbnet og Val der satte sig tungt ved siden af mig og lagde sin arm om mig og grinte “See” sagde hun fortumlet og satte sin læber til endnu en flaske med alkohol i og drak. “du kan ikke gemme dig” grinte hun og rokkede os frem og tilbage. Jeg grinte med hende. Vi sad og rokkede fra side til side som to idioter. Fulde idioter. Hun flyttede sit blik til parret der kysset ved siden af og sagde:” Har du fundet en fyr du kan have det lidt sjov med?” Jeg rystede på hovedet. Hun rejste sig op og hev mig med, med en fart der var så hurtig at vi begge vaklede lidt bagud. “Pas nu på, vi skal nødig falde” grinte jeg. “Shhhh” tyssede hun af mig i latter. “Lad os finde dig en cutie én” sagde hun og hev mig med indenfor.

 

Hun lagde flasken fra sig på et bord inden vi fortsatte ind på dansegulvet. Val var født til at danse og faldt hurtigt ind i takten der var i musikken. Hun løftede sine arme over hovedet og smilede til mig. Jeg rystede grinende på hovedet af hende og vrikkede med hofterne. Hun lagde sine hænder på hver af mine hofter og fulgte hurtigt ind på min rytme. Jeg blev grebet af musikken og slap mig frit løs og bevægede mig frit med Valentine. Jeg vendte ryggen til hende, mens hun stadig holdte om mig og begyndte at bukke lidt ned mine knæ. Jeg hørte hende hyle og mærkede at hun fulgte med i mine bevægelser. Vi rettede os op og hvor hun så flettede sine hænder ind i mine og sammen løftede dem op over vores hovedet og rokkede til musikken.    

Jeg ved ikke hvordan eller hvornår der skete men pludselig befandt jeg mig i en fyrs arme og gnubbede mig op af ham med ryggen fra neden og op hvorefter jeg lagde mine læber mod hans.  “Lad os gå hen til et sted hvor det bare er os to” hviskede han ind i mit øre og tog fat i min hånd og trak mig ud af dansegulvet og førte mig til et af værelserne der var i huset.

Han havde lige åbnet døren og ville trække mig med ind,  da en anden tog fat i min anden hånd fra den anden side. Jeg stivnede og blev koldt da jeg hørte stemmen der sagde:” Du kommer med mig “ Det var Travis. Fyren kiggede fra mig til Travis. “Hvem er du så lige?” Han slap min hånd og kiggede oprigtig på Travis. “Hvad rager det dig” vrissede han og trak mig hen til sig.  Han lagde sin arm rundt om mig  talje og trak mig tættere ind til sig. Han stank af røg. “Gider du lige” udbrød jeg og skubbede mig ud fra hans tag. “Hør lige, er det her en joke. Hvem er det her?” “Det er ingen - lad os bare gå ind” sagde jeg og gik forbi Travis og ind på værelset. Jeg vinkede fyren ind til mig, og da han ville træde et skridt videre greb Travis ham om hans krave og sagde vredt. “Jeg tro ikke du høre til ved hendes side” Han vristede sig fri og fik skubbede Travis lidt bagud. “ Hvem tror du lige du er. Tror du virkelig-”  Han blev afbrudt af at Travis skubbede ham væk fra værelset mens han råbte :” Du hørte mig godt, idiot! Hun er min. Ikke din”  

Wouw! Blev han lige jaloux der? Jeg holdte et grin inde og holdte min kolde facade på. Han vendte sig om med et blik der var fyldt med vrede og afsky. “Du er virkelig ynkelig, Hope” sagde han til mig og gav mig elevatorblikket. Han begyndte for alvor at pisse mig af. “ Er det mig der er ynkelig?” vrissede jeg af ham og pegede på mig selv. Jeg trådte nogle skridt nærmere mod ham. “Det dig der er ynkelig. Desuden hvem tror du er siden du kommer og jager ham væk på den måde. Jeg er ikke din og vil aldrig være det.” Han var så ynkelig lige nu at det var helt vildt.

“Hope. Hvad sker der her?” Wren. Gudskelov. Han dukkede op ved siden af Travis mens hans blik flakkede mellem Travis og mig. “Ikke noget. Du kan bare gå” sagde Travis vredt og vendte hans hovede til ham. “Wren vil du ikke køre mig hjem”sagde jeg og gik hen til ham, men Travis greb mig om håndleddet og trak mig tilbage. “Travis giv slip” udbrød jeg og prøvede at vride det fri. “Ikke før vi har talt” “Vi har intet at snakke om. Og slet ikke når du er så beruset og påvirket af noget andet”

Han rystede frustreret på hovedet og begyndte at gå imod værelset og hev mig med. “Så giv dog slip”

“TRAVIS” råbte jeg da han ikke reageret.  “Du hørte godt hvad hun sagde. Giv slip”  sagde Wren og fik Travis stoppet.

Han gav slip på mig  og vendte sig om til ham og gik hen imod ham. “Wren du skal blande dig uden om”Travis lad hende være. Du er påvirket - det kan ende galt det her” “Hvad hvis jeg ikke vil” prøvede Travis Wren af med. “Så sørger jeg for du ikke gøre det” Han kiggede overrasket på ham og tænkte sikkert over hvordan. “ Aaaa. Hvordan har du så tænkt dig at gøre det?” spurgte Travis. Wren smuttede hurtigt forbi Travis og tog mig i hånden og førte mig ud af gangen vi stod i og førte mig ud til den anden side der endte ud til stuen. Det nyttede ikke fordi Travis kom bagfra og slog ud efter Wren med en knytnæve. Wren dukkede sig og skubbede mig ud af banen. Og han vendte sig hurtigt om mod  Travis og sendte ham i gulvet med en knytnæve hvorefter blodet kom ud af hans næse.

Inden jeg havde bemærket det, var der nogle der havde råbt “ Slåskamp “ og folk havde omringet drengene mens de slog efter hinanden og rullede rundt på gulvet. Skete det her virkelig? Hvor var Valentine?  Jeg kiggede ivrigt efter hende men hun var ingen steder at se. Hvad skulle jeg gøre? Jeg måtte finde på noget. Jeg begyndte at trippe med foden af nervøsitet og bevægede min pegefinger i små  cirkler i luften. “Få nogen til at gribe ind og afslut slåskampen “ mumlede jeg for mig selv og efter nogle sekunder kom der nogle andre fyre og trak Travis og Wren fra hinanden med nød og næppe. Travis blev trukket væk hen mod hoveddøren og råbte: “Du er færdig, høre du”

Jeg gik hen til Wren og spurgte om han var okay. “Hope, er du okay?” spurgte han så og kiggede på mig.   

“Jeg er okay -” svarede jeg og kiggede på ham. Jeg pegede på hans mundvig. “Du bløder” Han tørret blodet af med sin pegefinger og kiggede på det. “Lad os komme væk herfra” sagde han efter.  Jeg kiggede søgende efter Valentine. Hvor fanden var hun henne? “Ved du hvor Valentine er henne?” spurgte han og kom til min undsætning. Jeg kløede mig i nakken nervøst. “Det ved jeg ikke, sidst jeg så hende var.. Vi dansede sammen og så ved jeg ikke” sagde jeg usikkert. “Vi må finde hende, for ellers slå hendes søster mig ihjel” sagde han alvorligt. “Har du mødt Valerie?” spurgte jeg overrasket og kiggede på ham med oprejst bryn. Han små smilede. “Ja, hun insisteret på det, men jeg fortæller det senere. Vi har en Val at finde”

 

Vi startede med at lede efter hende fra stueplanen i huset, og derefter delte vi os op, hvor Wren gik ovenpå mens jeg smuttede nedenunder. Det værste var at der var folk over det hele. Og musikken overrumplede det hele. “Val.. hvor er du,” mumlede jeg og kiggede rundt. “Valentine!” jeg så hende sovende på gulvet, hvilket fik mig til at sukke. Pigen var jo helt væk. Jeg viftede med hænderne da jeg så Wren og han kom hurtigt hen til os hvorefter han tog hende op i favnen og vi gik sammen ud af huset.

Der var så mange ting der kørte rundt i hovedet på mig, at jeg næsten ikke kunne finde rundt i det. Hvordan jeg formåede at trække problemer til mig og gøre mit ikke så virkelige verden mere kompliceret. Det var derfor at jeg havde holdt mig væk fra det i så lang tid og frygten om at lave mere rod i det gjorde mig virkelig forvirret. Heldigvis var vi smuttet før Tyler kom.

Da jeg kom hjem lagde jeg mig ned på min seng og lukkede mine øjne, men det varede kort før der var nogen der bankede på døren. Min far stak sit hoved ind af døren med et smil, “Tyler er her, og han vil gerne snakke med dig.”

Hvorfor kunne jeg ikke være alene i bare fem minutter? Jeg nikkede bare til min far og kort efter kom Tyler ind af døren. “Hey,” sagde han og prøvede på at smile, men det virkede ikke rigtigt. “Du ville snakke?” spurgte jeg direkte og pegede på min seng, “bare sæt dig.” Han satte sig ned og knyttede sine hænder sammen. Han lignede en der ikke vidste hvad han skulle sige, og det var forståeligt nok, for hvis jeg var i hans sted kunne jeg slet ikke fatte at der var noget unaturligt med min bedste ven. “Kan vi snakke om min ulykke?” spurgte han og kiggede seriøst på mig. Nu kom det.

“Ja?” spurgte jeg og lod som om at jeg ikke forstod noget. Han kunne ikke huske at han havde fortalt mig det før. Derfor lod jeg ham snakke uden at afbryde.

“Hvor var du da jeg kørte galt?” spurgte han og undgik at have øjenkontakt med mig. “Jeg var hjemme, hvorfor?” Jeg var helt ærlig, for jeg var altså hjemme. Han vidste bare ikke at den skikkelse han så var Haylie, ikke mig. “Er du ærlig?”

Mit ansigtsudtryk ændrede sig helt og jeg kiggede irriteret på ham. “Ja, jeg er sikker Tyler. Hvorfor stiller du mig så mærkelige spørgsmål? Hvad sker der?”

Han kiggede lidt ned. “Hvis det ikke var Hope, hvem var det så?”

Det var nok ikke meningen at jeg skulle høre det, men jeg var heller ikke normal, så det kunne vi lige så godt springe over.

“Hvad sker der Tyler?” spurgte jeg og foldede mine hænder ude på mit skød. Det var svært ikke at fortælle ham hvad der skete, men jeg kunne ikke risikere noget som helst. “Jeg så dig,” sagde han pludselig og rettede sig lidt op. “Du var der, Hope.”

Jeg rystede hurtigt på hovedet. “Hvorfor skulle jeg lyve Tyler? Jeg var hjemme og blev ringet op af Valentine - hvorfor tror du ikke på mig?”

Han rejste sig op og kiggede på mig med et hårdt blik. “Fordi du var årsagen til ulykken!” råbte han af mig og gik lidt tættere på, men jeg bakkede og blev ved med at ryste på hovedet. Han blev ved. “Hvad er det du siger Tyler? Hvorfor fanden skulle jeg prøve på at dræbe min bedste ven?” Det at han råbte hjalp slet ikke, for jeg blev irriteret på ham. På Haylie, på mesteren. Det var deres skyld, siden de kom ind i mit liv var alt blevet til noget værre rod. “Du lyver Hope,” sagde han og lagde en hånd på væggen hvor han med den anden tog fat om min arm. “Sig sandheden.”

“Tyler, stop det. Det gør ondt.” Han havde drukket. Drenge. Hvorfor skulle de altid drikke og så komme op at skændes? Var det nemmere for at dem at skade folk eller hvad var det? “Sig det!” blev han ved og jeg prøvede ellers bare på at rive mig fri af hans greb. “Sig at du gjorde det!” “Tyler, det gør ondt!” Han lyttede ikke og det gjorde mig både sur og ked af det. Hvad var der blevet af ham?

“Hold.. dig.. nu væk forhelved!” råbte jeg af ham idet lyset gik ud på værelset og Tyler slap min hånd. Lyset kom tilbage igen og flakkede mellem mørke og lys mens jeg så at Tyler sad ved hjørnet med hænderne om sine ører. Jeg sagde jo at det ikke ville ende godt. Jeg var totalt pissed og det gjorde at jeg gik over til ham. “Nu stopper du med at fortælle mig om hvad jeg skal gøre og ikke skal gøre. Hvis jeg siger til dig at det ikke er mig, så er det ikke mig!” sagde jeg med en hævet stemme og knyttede min ene hånd, så spejlet på værelset gik i stykke.

LIdt efter gik døren op og Christer kom ind. “Hvad… Hope?!”” udbrød han og kom hen til mig hvorefter han tog fat i mig. “Stop det!” sagde han og ruskede lidt i mig hvorefter jeg slappede af i kroppen igen og kiggede på ham. “Chris,” mumlede jeg og krammede ham. Tyler fjernede sine hænder og kiggede op på mig. Han rejste sig op og gik over til døren, “du er sindssyg.” Derefter forsvandt han.

Jeg stod bare i Christers arme og var helt chokeret over det jeg gjorde. Det var første gang at mine kræfter var gået amok på den måde og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Klaus og Haylie kom frem og kiggede på mig. “Christer, tag Hope ud af værelset, så ordner vi det her.”

Christer vidste ikke hvem de var, men han blev ikke spor overrasket og han tog mig med ud af værelset. “Hvad sker der? Tyler så helt oprevet ud.” min far kom hen til os. Ham havde jeg helt glemt. “Ikke noget, de kom bare op at skændes. Jeg skal nok snakke med hende,” sagde Christer og tog mig med ind på hans værelse.

“Hvad har jeg gjort?” spurgte jeg ham om imens jeg tørrede mine kinder. “Jeg så bare at lyset flakkede frem og tilbage. Alt andet er sløret.” Han trak på skuldrene. “Jeg ved det ikke Hope.”

Der blev banket på døren og Klaus kom ind med Haylie bag sig. “Hvad fanden laver du her?” spurgte jeg og rejste mig op, men Christer trak mig ned at sidde igen. “Det er din skyld!” sagde jeg af vrede.

“Hope rolig nu. Vi har snakket om det før og du skal vide nogle ting.” Klaus tog en bog frem og gav mig den. “Bladrer om på side 234.” Lavede han sjov med mig? “Så du hvad der lige skete? Vil du stadig prøve at lære mig op?!” vrissede jeg, men Klaus viftede bare med hånden. “Bladrer nu om på den side jeg bad dig om, Hope.”

Jeg gjorde som han bad mig om og skulede til Haylie et par gange. “Hope, du har brugt Femix kræften imod Tyler.” Jeg kiggede mærkeligt på ham. “Hvad er det?” “Læs.”


 

Contre votre volonté est maintenant ouvert à votre chemin.

 

“Hvad mener det med at imod min vilje er der nu åbnet for min vej? Hvad betyder det? Hvad har det med Tyler at gøre?” spurgte jeg og kiggede på Klaus. Han kiggede lidt rundt inden han kiggede på mig igen. “Tyler er din bedste ven, han er den du er opvokset med og han er indgangen til den du er i dag. Den besværgelse hope, den betyder, at du nu kan blive fundet.”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...