Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2703Visninger
AA

13. Kapitel 11

 

Kapitel 11
"Mystisk..." 

“Så du siger at du også har fået tatoveringen.. og at det gør ondt,” gentog Haylie og kiggede seriøst på mig. Jeg havde sat Tyler af, undskyldt og kørt hjem. “Det er lige præcis det jeg siger, Haylie,” svarede jeg og sukkede tungt. Det var ikke en overraskelse at det samme skete for Haylie, for hvad var det mesteren sagde? Det der skete mod mig, ville ske mod Haylie.

Hun satte sig ned på sengen efter at have gået rundt i over fem minutter, og så ud til at tænke.
“Der er ikke ret meget at gøre,” sagde hun pludselig og kiggede på mig. “Vi kan ikke fortælle mesteren det her. Først må vi selv finde ud af hvad det her det er, og så kan vi se på det efter. “ Hurtigt rystede jeg på hovedet. Det kunne hun ikke mene. “Haylie, hører du selv hvad du siger? Mesteren ved mere om det end vi gør, og hvad hvis det er noget farligt?” Selvom jeg kiggede på hende med et seriøst ansigtsudtryk begyndte hun med at grine. “Hope, tror du ikke det bare er en magisk tatovering fordi vi netop har fundet os selv og begyndt vores undervisning? Hvis mesteren hører os brokke vil han presse os endnu mere, og hvor meget af den undervisning og kræft tror du at vi vil kunne håndtere på en gang? Tænk på det engang,” forklarede hun og viftede med sine hænder. “Derfor min kære søster, så må vi holde vores mund.”

Det hun sagde lød fornuftigt, men alligevel havde jeg en dårlig fornemmelse. Der var noget der i min hjerne der blev ved med at kradse, men jeg kunne simpelthen ikke komme på hvad det var. Jeg nikkede bare som svar og spjættede da der blev banket på døren. Haylie forsvandt hurtigt da døren blev åbnet og Christer kom ind. “Hey, har du tid i et øjeblik?” spurgte han og sendte mig et broderligt smil. Jeg nikkede kort og klappede på sengen hvorefter han lukkede døren efter sig og satte sig ned. “Undskyld for tidligere,” startede jeg ud med. “Det var dumt af mig ikke at tro på dig, men det er ikke så let når jeg er den jeg er. Alt kan ske.” Han lagde en arm rundt om mig og kyssede mig i håret. “Jeg forstår det godt Hope, men tro på mig, der er noget ved den bog. Noget som jeg ikke kan se, men du måske kan se.” Mit blik mødte hans og jeg løftede et øjenbryn, “hvad mener du?”

“Der er noget jeg ikke har fortalt dig helt korrekt. Jeg vidste du ikke ville tro på mig og hvis jeg sagde sandheden ville du heller ikke tro på det.” Kuldegysninger overtog hele min krop og jeg vidste ikke hvorfor. “Fortæl det. Jeg lover at tygge på det og komme på et fornuftigt svar i mit hoved.” Christer satte sig i skrædderstilling foran mig for derefter at tage begge mine hænder. “Jeg var i Colombia som du ved, men det var ikke der jeg fandt bogen. Jeg vågnede en morgen i en parkeringsplads som jeg slet ikke husker at jeg endte i.” “Men du drikker jo ikke?” afbrød jeg ham og blev bekymret.

“Nej, det var også det jeg tænkte. Jeg rejste mig op og udforskede stedet, men jeg vidste ikke hvor jeg var eller hvad tid det var. Heldigvis var min telefon ikke stjålet, så da jeg tjekkede tiden ikke mindst datoen, blev jeg chokeret. To dage før lå jeg i et hotel, men da jeg vågnede igen var jeg endt et fremmed sted. I lidt tid gik jeg og ledte efter noget som kunne vise mig vej. Pludselig kørte en bil hen til mig og en midaldrende mand dukkede op.”

Jeg håbede virkelig ikke at han jokede med mig. “Jeg spurgte ham om hvem han var, men han gav mig kun den her bog. Først ville jeg åbne den, men han lagde hånden ovenpå den og rettede sine kolde øjne imod mig. “Smerte.” Mere sagde han ikke og forsvandt. Jeg blev efterladt med chok og angst. Bilen efterladte han tændt, så jeg regnede med at han overlod den til mig. Da jeg kørte ind til byen fandt jeg ud af at jeg var endt i Nashville.” Han sukkede kort og kørte en hånd gennem håret hvorefter han igen placerede den på min hånd. “Jeg overvejede at ringe til politiet, men så skete der noget..” Han tøvede. “Christer,” mumlede jeg og kiggede alvorligt på ham, “sig det.”

Han nikkede så. “Jeg så en drøm den nat. Om dig. Nogen efter dig, men jeg kunne ikke helt se hvad eller hvem det var. Bogen var med dig overalt, men den skabte kun problemer. Jeg vågnede dagen efter og åbnede bogen. Først der lagde jeg mærke til en seddel hvor der stod en adresse på. Heldigvis var det i Nashville, så jeg tog derned for at spørge om bogen. Det viste sig at være en boghandler - en boghandler der for flere år siden var blevet lukket. Kvinden bag skrænten kiggede utålmodigt og mærkeligt på mig. Jeg viste hende bogen, hvor hun begyndte med at smile. Det undrede jeg mig selvfølgelig over.” Han kiggede en smule væk. “Hun spurgte om hvem der havde givet den. Jeg beskrev manden. Hun sagde sådan her, sig til personen som den her bog tilhører, at den vil hjælpe med alle problemer der er involveret i den magiske verden. Jeg stod bare med en fornemmelse af at hun vidste hvad der foregik. Jeg spurgte hvem ejeren var, og hun sagde..” han stoppede lidt op og kiggede på mig igen. “Hun sagde dit navn, Hope.”

Jeg trak mine hænder ud af hans og blev irriteret. “Laver du sjov med mig Christer? For det er ikke spor morsomt,” udbrød jeg og rejste mig op. Hans seriøse blik hvilede stadig på mig, og jeg troede på det han sagde, men jeg ville ikke. “Hun sagde også noget andet.” Jeg rystede hurtigt på hovedet og kiggede på ham. “Jeg vil ikke høre mere. I hvert fald ikke for i dag. Det har været en stor mundfuld. Du må fortælle det andet en anden dag.” Jeg kiggede bedende på ham, for jeg var virkelig træt af alt det der foregik. Jeg ville ikke kunne håndtere noget nyt. Han nikkede, rejste sig op og krammede mig. “Undskyld,” hviskede han, men jeg kyssede ham kort på kinden. “Christer, det er ikke din skyld. Jeg er bare træt.”

Jeg gabede kort og gik så hen til sengen hvor jeg lagde mig ned. Christer gik ud af værelset og lukkede døren efter sig, hvorefter jeg bare gemte mit ansigt i puden.

Der blev pludselig banket på ruden og jeg måtte indrømme jeg fik et chok. Hvem var det nu?

Med tunge skridt gik jeg hen til vinduet og så ingen andre end Travis stå med et skævt smil og de himmelblå øjne rettet imod mig. Ikke lige nu Travis. Perfekt timing. Jeg smilede hurtigt tilbage, dog falsk, og åbnede for vinduet som han kravlede ind af. “Hvorfor bankede du ikke på hoveddøren?” spurgte jeg grinende om og hjalp ham med at komme ind. Han trak på skuldrene og krammede mig ind til sig. “Dine forældre skal da ikke møde mig sådan her,” svarede han og kyssede mig på panden. “Jeg har savnet dig.”

Jeg nød hans varme i et par minutter, men så indså jeg at bogen lå på kommode bordet. “Ja, også mig,” sagde jeg langtrukkent og gik lidt baglæns mens jeg holdte hans ene hånd. “Er din bror kommet? Jeg har snakket med Ty, og han sagde du dumpede ham.” Et grin forlod mine læber endnu engang imens jeg prøvede på at virke nærværende. “Tja, Tyler er vant til det.” Han tog mine skridt som et tegn, så han begyndte med at følge mig mens jeg bakkede ud. Pludselig stod jeg op af væggen med Travis lidt for tæt på. Jeg vendte mit ansigt lidt om mod kommoden og så bogen. “Så, hvordan var din dag?” spurgte jeg med en flirtende stemme og vendte mit ansigt mod ham. Hvis bare han slap min anden hånd, så jeg kunne få fat i bogen.

“Ikke så god. En fra mit hold har brækket benet, så han kan ikke spille,” sagde han og viste et falsk smil frem. “Hvad var det nu du spillede?” spurgte jeg om, og da han endelig slap min hånd for at placere sin egen på væggen, fandt jeg muligheden for at række min hånd lidt ud imens vi snakkede. “Du ved ikke engang hvad jeg spiller?” spurgte han og rystede på hovedet for at vise at han var fornærmet.

“Vi kender jo ikke hinanden så meget. Vi har kun været oppe at skændes,” sagde jeg så og kiggede ham i øjnene, mens jeg prøvede på at strække min hånd helt ud til bogen. “Hvorfor ser du så anstrengt ud?” spurgte han så og løftede et øjenbryn. “Det gør jeg da ikke.”

Han skulle til at vende sit ansigt om mod min hånd, da jeg trak ham helt hen til mig og kyssede ham, for derefter at nå til bogen, så den faldt ind bag sengen. Han trak sig kort ud, “hvad var det?”

Jeg rystede på hovedet. “Shh. Du ødelægger romantismen.” Med et smil, lænede han sig frem og sådan endte vi med at stå i et par minutter.

Det var ikke fordi jeg ville væk fra ham, men han kunne simpelthen ikke se den bog. Jeg skubbede pludselig Travis hårdt væk fra mig, så han vaklede lidt tilbage. Hans hænder havde været om mine hofter, hvor det begyndte med at svige. Jeg glemte fuldstændig at Travis var der, så jeg trak op i min bluse og kiggede på tatoveringen. Der var brandmærker og tatoveringen så helt anderledes ud end den var i morges. Mere.. færdiggjort.

“Hvad fanden?”

Travis kiggede underligt på mig og så på mine hofter, hvorefter jeg hurtigt trak min bluse ned. “Hope, hvad er der sket?”

Hvad skulle jeg sige? “Det er ikke noget, jeg har bare brændt mig.” Flot Hope, hvem ville tro på det?

“Hope, det er begge dine hofter og ingen andre steder så sådan ud, plus nu har du en tatovering, det havde du altså ikke for et par dage siden.” Jeg smilede til ham, prøvede alt hvad jeg kunne for at se overbevisende ud. “Jeg fik den lavet i går, og..” “Vi var sammen i går,” sagde han afbrydende og lagde armene over kors. “Og det kan ikke være før vi mødtes for der var tidspunkter hvor du lænede dig ned og man kunne se din mave. Der havde du intet.”

Klogt Hope, find på en løgn nu hvis du kan. “Hvad skal jeg sige? Tror du jeg er tryllekunstner der bare tryller det frem? Hvad er det du prøver på at sige?” Hvis jeg brugte lidt selvforsvar her ville han måske lade det være, men det lød det ikke til han ville. “Hope, lyver du over for mig?”

 

Hvorfor følte jeg at han vidste alt om mig? At han kunne se igennem mig og vide når jeg løj om noget? Det var da helt utroligt.

“Hvorfor skulle jeg lyve?” spurgte jeg fornærmet og kiggede irriteret på ham. Da han skulle til at svare gik døren op og ind kom min bror. “Hope..” Han kiggede over på Travis og rakte en hånd ud. “Hej. Jeg er Christer, Hope’s storebror. Du er? Hendes kæreste?” kommenterede han med en kold attitude.

“Nej, det er vi ikke,” sagde Travis pludselig. “Hvis vi havde, ville vi ikke lyve overfor hinanden. Ifølge Hope er vi bare kysse venner. Vi kysser når vi ikke vil snakke om ting.”

Hans ord sårede mig faktisk. “Skrid,” sagde jeg koldt og pegede mod vinduet. Efter to minutter var han forsvundet ud af det vindue han var kommet ind af. Jeg kiggede på Christer der knyttede sine næver. “Hvem fanden var han?” spurgte han. Jeg satte mig ned på sengen med ansigtet i hænderne. “En idiot.”

“Hvad skete der lige?” spurgte han sørgmodigt om da jeg så ked af det ud. Jeg trak bare på skuldrene og snøftede lidt da jeg ikke ville græde.

Lidt efter kunne jeg mærke et par stærke arme rundt om mig, så jeg omfavnede bare min bror og lod det hele komme ud. “Jeg ved ikke hvad der sker Chris,” mumlede jeg og trak vejret tungt. “Har jeg ikke ret til at være glad?”

“Selvfølgelig har du det,” sagde han bestemt og nussede mig på ryggen imens han fortsatte, “Vil du fortælle mig hvad der lige skete?” spurgte han trøstende om og trak sig lidt, så han kunne tørre tårerne af min kind. Jeg nikkede og kiggede på ham. “Jeg har fået en tatovering,” mumlede jeg og trak op i min bluse. “Det er ikke det eneste. Det går fra min ankel og op til skulderen. Nu også maven. Jeg ved ikke hvornår eller hvordan, det skete bare. Når jeg bare griner, smiler eller har det godt gør det ondt. Det er derfor jeg har de brandmærker som jeg har.” Jeg snøftede kort. “Travis ved ikke noget, og jeg kan ikke fortælle ham det. Det er derfor han tror jeg lyver.” Med et suk lænede jeg mig ned og samlede bogen op som jeg lod falde. “Det startede med den her bog. Den lod på kommode bordet da han kom ind og så blev jeg nødt til at fjerne den, så jeg skubbede den ned. Han så det, men jeg kyssede ham bare og da han rørte mine hofter brændte det.” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Det eneste jeg vidste var, at Travis kvajede sig denne gang. Han prøvede ikke på at forstå, og hans ord sårede mig vildt meget. Hvad hvis jeg var et normalt menneske og han opførte sig sådan? Det ville jeg ikke acceptere eller respektere. “Chris, kan jeg ikke sove hos dig i nat?” spurgte jeg ham træt om, og han nikkede. “Jeg sover her i nat. Jeg skifter lige tøj og så kan jeg også vise dig nogle af de tekster jeg har skrevet fra oplevelserne i Boston og så videre,” sagde han spændt inden han hurtigt forsvandt ud af døren, og efterlod mig helt alene. Jeg vidste ikke om jeg følte lettet eller ked af det. Det at holde afstand til Travis er en god ting, men det er ikke hvad mit hjerte siger. Jeg vidste ikke hvad jeg ville gøre hvis han hadede mig. Lidt efter kom Christer ind og satte sig ned ved siden af mig, under dynen iført sin sorte pyjamas. Det mindede mig om Travis, der næsten altid gik i sort. Jeg rystede det af mig og smilede til Christer, der begyndte med at bladre igennem sin tekstbog. "Hm. Hvad skal jeg vise dig først?” Mumlede han og var dybt koncentreret i bogen. “Der! Okay, så jeg var til den her rejse i Rom. Det var vildt fedt at se de forskellige værdifulde steder, men én begivenhed gjorde mig virkelig glad for denne tur. Jeg mødte en pige, der..” “A’ hvad gjorde du?” Afbrød jeg overraskende.  
 

Jeg havde ingen fantasi for at jeg ville se min bror smile sådan. Overhovedet ikke. Og i hvert fald ikke på grund af en tilfældige pige. Men selv jeg kunne tage fejl engang  imellem. Jeg smilede varmt til ham.  “Nåh men hvad hedder hun?” spurgte jeg så. “Ever…” svarede han stille men henrivende. “Det lyder til at der er en der er vild med hende” drillede jeg ham med og skubbede til ham med min skulder. “Ja, ja men det der tiltrak min opmærksomhed ved hende efter vi har mødtes, var…”
“Har du været på date med hende?” udbrød jeg og afbrudte ham. Han kiggede på mig som om jeg var en komplet idiot. Han grinte af mig og sagde: “Hvorfor er du så overrasket?” Jeg trak på skulderne og svarede: “Tjaa, du er ikke ligefrem den der dater - nok derfor!” Min bror var ikke typen der spildte tiden på piger, men måske var der noget m´som havde ændret sig siden sidst. Det var alligevel et års mellemrum han havde mistet herhjemme. “Lyt nu bare,” mumlede han og lukkede bogen han havde i hånden. “Der var noget særligt over hende som jeg ikke kunne forstå”
“Som hvad?” Jeg kiggede undrende på ham og han var lige ved at sige det, men takket være min mor blev vi afbrudt. Hun stak hovedet ind og kiggede overrasket på os. Jeg tror nu ikke hun havde forventet at se hendes egne børn sidde side om side som normale personer uden at i det mindste at slå hinanden ihjel.

 

“Hvad laver I her inde?” spurgte hun og rynkede panden. Christer sagde: “Jeg fortalte hende bare om, hvad jeg havde oplevet i løbet af min jordomsrejse” “Det kan du nok gøre senere, for du har besøg” sagde hun og pegede på mig.
“Mig?” spurgte jeg. “Hvem er kommet?” “Tyler, han ser lidt oprevet ud. Du må hellere komme…” JEg rejste mig op og gik hen mod døren, “har I to været oppe at skændes?” spurgte hun efter. Jeg stoppede op ved døren og kiggede på hende. “Hvorfor spørger du dog om det?” ville jeg vide. “Han venter udenfor, da jeg inviteret ham indenfor afviste han mig pænt. Men skynd dig nu ned og lad ham ikke vente, ikke?” sagde hun og skubbede mig videre ud af værelset.

 

  

Han sad på trappetrinet. Selvom døren stod på klem, kunne jeg godt genkende ham bagfra. “Er alt okay?” var det første jeg sagde til ham, da jeg satte mig ned ved siden af ham. Han kiggede på mig og trak på skuldrene. “Det må du fortælle mig” svarede han. Hvad mente han? Jeg forstod intet omkring hvad han end hentydet til. “Ty, hvad snakker du om?”

 

Han har mistanke omkring dig. Sørg for at overbevise ham om at tager fejl, hørte jeg Klaus inde i mit hovedet.  Mistanke om hvad? tænkte jeg tilbage. Han svarede ikke tilbage men lidt efter dukkede han op for enden af indkørslen bag det store træ, der stod ved den ene side af vejen. “Hør, Hope… “ startede han ud med og knyttede sine hænder til en knytnæve. “Måske tager jeg fejl, det må du fortælle mig, men jeg har set nogle ting eller måske hørt noget der ikke giver mening” Jeg forstod ikke hvor det her førte hen.

“Såsom?” spurgte jeg. “Jeg husker et lille glimt fra trafikulykken jeg var med i. Inden jeg mistede bevidstheden så jeg en skikkelse” “Ja, men Tyler jeg forstår ikke hvorfor du først fortæller mig det nu?” “JEg ved det ikke.. jeg er også selv forvirret” han kørte en hånd igennem sit hår. “Men jo mere jeg husker og tænker på det er det som om at jeg kan se hændelsen klart for  mig” “Og?”
“Hope, den skikkelse der tilhørte var dig” sagde han til sidst.

 

Hvad? Hvad talte han om? Da jeg kiggede ved træet igen for at se om Klaus stadig stod der, var han væk.

Men det næste der skete, var umuligt.  Eller det var det jo ikke, men jeg skulle til at vende mig til det med at få tiden til at standse for et øjeblik. For det næste jeg så, var at Klaus stod foran mig og Tyler han stod helt stille. Næsten som en statue. Jeg rejste mig op og så på Klaus. “Hvad laver du?” udbrød jeg og kiggede chokeret tilbage på Ty. “Jeg har fundet ud af at, Haylie har løbet lidt skævt ind til din ven dér” sagde han så. “Hvordan?” “Ser du..” Han stoppede brat. “Lad mig først få knægten hjem i trygge rammer og slette hans tilværelse herfra så skal jeg nok fortælle dig alt” fortalte han. Jeg vendte mit blik på Tyler igen og bøjede mig lidt ind over ham og rakte min pegefinger ud og prikkede til ham på skulderen, i håb eller frygt om at han ville sige ‘Hey, hvad laver du’ men det gjorde han ikke. Han blev bare ved med at sidde helt stift og så lige frem for sig.  

 

Klaus gik tættere på ham og messede noget i hans øre og knipsede så med sin pege - og langefinger, og derefter var der ingen Tyler at se på trappetrinet op til hoveddøren. Magisk.

 

“Kommer han slet ikke til at huske noget så?” spurgte jeg. “Jo, han husker alt andet end at han er kommet her og har talt med dig” sagde han og kiggede på mig. “Og selvfølgelige den lille detalje fra trafikuheldet med at han tror at han så dig inden, som ikke rigtig passer. Da Haylie har været på spil” Jeg stirrede på ham et par sekunder uden at sige noget. Jeg kunne ikke rigtig få ordene til at give sammenhæng på hvad han lige havde fortalt. Hvorfor skulle Haylie…? “Klaus, hvad mener du?” spurgte jeg først, og inden han kunne sige mere, sagde jeg: “Hører du selv hvad du siger?” “Hope, jeg ved godt det er lidt svært og kompliceret at forstå men..” “Lidt svært og kompliceret at forstår?” udbrød jeg chokeret. Hvad havde hun nu haft gang i?  “Jeg har hevet hende til side og fået hende til at tilstå at hun var grunden til at han kørte galt” Jeg kom i tanke om hvad Tyler havde sagt til mig tidligere inden Klaus kom.   Den skikkelse tilhørte dig. “Det var derfor han sagde det” mumlede jeg for mig selv og bevægede mig nogle skridt væk fra hoveddøren. “Hvor er hun henne nu?” ville jeg vide og kogte at raseri. Min bedste ven kunne have blevet dræbt, kun på grund af min idiotiske tvilling.

 

“JEg har bedt hende om at holde sig væk et par dage, jeg havde set dit raseri komme” svarede han stille. “Det var nok klogt af dig “svarede jeg hisset. Jeg vendte mig om til ham igen og sagde: “Hør, jeg tror jeg har brug for noget tid alene. Nogle dage uden alt det her magisk-ny-verden-ting” “Det kan du ikke få, du har ikke tid nok” insisterede han på. “Tid nok til hvad?” råbte jeg i frustration og kørte hånden gennem mit hår. “Hope, jeg er blevet udvalgt som både din og din søsters læremester, du kan ikke forlanger at jeg holder mig væk. Det mit job at lærer jer hvordan I bruger jeres kræfter og hvordan I skal kunne beskytte jer selv” “Godt så, men ikke i aften. Der er  velkomstfest for Tyler i aften. Alle samles. Giv mig en dag til at samle mine tanker i det mindste. Hvor meget er det at forlanger?” bedte jeg ham om. Han kiggede lidt skævt på mig og rystede afledende på hovedet og sagde: “Godt så. Men du får KUN en dag. Så gælder mine regler” Jeg nikkede og gik tilbage til huset. Inden jeg smuttede indenfor vendte jeg mig om og spurgte: “Men hvorfor ville hun overhovedet gøre Tyler fortræd?”

 

Han trak lidt tvivlsomt på skulderen. “Det vel fordi hun er jaloux. Jaloux på dig og den perfekte måde dit liv er indrette på” sagde han og lavede gåsetegn med sine fingre ved perfekte.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...