Twins of mystery

Forældre døde. Sendt ned til en anden galakse for beskyttelse.
Hun kan risikere at miste livet hvert øjeblik...
Ingen ved hvem hun eller hvad hun er - hverken hendes adoptivforældre eller hendes venner.
Hope er nødt til at leve blandt mennesket for beskyttelse - så De Højere magter ikke får fat på hende på grund af hendes kræfter og misbruger dem. Men en ting hun ikke ved er, at for hvert øjeblik der går, vil det blive svært for både hende og de personer hun elsker, for i det øjeblik hun falder for den forkerte person, er alt... sat på spil.

6Likes
10Kommentarer
2718Visninger
AA

12. Kapitel 10


Kapitel 10

“Kærlighed er en distrahering..”

 

 

“Hvad skete der før?” spurgte Travis da vi nåede til min hoveddør. Vi havde været på date, men jeg havde været så fraværende hvilket slet ikke var meningen. Efter daten var vi kørt over til Tylers hus for at hente noget tøj, og der dukkede genfærdet op igen midt under vores samtale, og jeg frøs nærmest til is da hun begyndte med at fortælle mig nogle ting om kærlighedens dårlige sider, især nu hvor han var et menneske. Hun havde ret.

Jeg havde dummet mig ved ikke at afvise ham igen, men jeg kunne bare ikke. Han fejede benene væk under mig.

“Jeg tror bare jeg fik det dårligt.” Han slukkede for motoren og vendte sig mod mig med et suk. “Hope jeg vil rigtig gerne stole på dig, men så..” Nu begyndte han igen. “Så stol på mig. Jeg har ikke gjort noget siden du skulle have mistanke om noget” sagde jeg lidt irriteret og tog selen af. Jeg ville åbne døren men han tog blidt fat om min hånd. “Shh Shh” sagde han og fik mig drejede over til ham i sædet. Han lagde sine hænder på mine kinder og lænede sin egen pande mod min og kiggede charmerende på mig, hvilke jeg ikke kunne modstå og blev helt blød indeni.

“Jeg vil ikke have at vi skilles dårligt, okay?” Jeg nikkede kun. Vi sad i den stilling i hvad?  Et par minutter uden at sige noget. Jeg lukkede øjne og fandt det på en mærkelig måde beroligende. “Jeg tænkte på at, nu hvor vi kender Tyler lige så godt kunne vi arrangere en velkomstfest for ham” sagde jeg og brudte det perfekte øjeblik. Travis brudte i grin og trak sig væk. Jeg betragtede ham mens han grinte og det endte med at jeg heller ikke kunne beherske mig og grinede med.

“Der fik jeg vist ødelagt vores øjeblik, var?”sagde jeg grinende. Han rystede på hovedet og tog fat i min hånd og flettede sine hænder ind i mine. “Nej slet ikke. Men jeg tænkte på det samme, vi snakkes ved i morgen” sagde han og smilte. Jeg smilte tilbage.  Han lænede sig ind over mig og kyssede mig blidt på kinden. “Drøm om mig, ikke?”hviskede han. Jeg rødmede og jeg kunne ikke gøre for det. Han havde en helt anden effekt på mig, som blev kraftigere for hver gang vi var sammen. “ Det skal jeg fortælle dig i morgen når vi mødes” sagde jeg med et glimt i øjet.

 

Klokken var omkring ti tiden da jeg kiggede på uret fra mobilen og mine forældre var allerede gået i seng for intet lys var tændt da jeg kom ind. Jeg gik videre op til mit værelse. Efter jeg havde hoppet i mit nattøj tændte jeg for min Macbook og som jeg havde forventet var der en besked fra min bror.

Husk at være der til tiden. Klokken præcis tolv letter mit fly. Ses søs!

Det var fandme længe siden vi havde set ham. Christer var en fyr, der kunne lide at gå på opdagelse og han elskede forskellige kultur og historie fra andre lande. Det var bare lidt ærgerligt at han kun var i tyverne og ikke havde fundet én endnu. Men jeg var ret sikker på at det nok også skulle komme en skønne dag.

Da jeg ville lukke macbook en ned poppede der en ny besked. En ny fra Christer.

Jeg har noget til dig som måske kan hjælpe dig på vej hen med det hele du står imod.

Hvad kunne det være? Nu jeg tænker mere over det så havde Christer altid vidst, at jeg beherskede over noget magisk. Men mere vidste han hellere ikke. For jeg havde ikke tid til at fortælle ham ALT. Men ligeså snart han var ved min  side ville han hurtigt spørger ind til hvad der var sket, hvornår der var sket og vigtigst af alt hvorfor jeg ikke havde sagt det til ham noget før. Selvom vi ikke var biologisk set søskende så var han alligevel min bror og vi holder utrolig meget af hinanden desuden har han en tendens til at være beskyttende over for mig, at det næsten kvæler mig.

Jeg ville dø af nysgerighed omkring hvad han havde fundet til mig som kunne hjælpe mig på vej, som han selv havde sagt i beskeden. Hvad fanden kunne det være?
Du kan tro jeg glæder mig, Christer. Er rigtig spændt på hvad du har til mig, kan ikke vente til at se det, skrev jeg i en besked inden jeg lukkede macbook’en ned og gik i seng.

 

Heldigvis var det lørdag og jeg kunne sove indtil klokken 10, hvor min alarm ringede og vækkede mig. Jeg strakte mig ud af min seng over til mit natbord der stod stående ved min seng og slukkede for det. Jeg gik ud af min varme dyne og gik videre ud til badeværelset og tændte for vandet til bruseren, jeg lod vandet løbe lidt indtil temperaturen blev perfekt. Imens gik jeg ind på værelset og tog min badekåbe der hang bagved døren og mit blik faldt over min mobil der lå på natbordet. Ny besked modtage oplyste den på skærmen. Det var fra Travis.
Taak for igår. Ses senere!
Min mundvig gik automatisk op ad, han gjorde mig tosset i hovedet på den gode måde, og måske endda farlig måde, who knows..? Det gjorde jeg i hvert fald ikke. “Ikke det rette tidspunkt for at tænke negativt” mumlede jeg for mig selv og gik tilbage til badeværelset og ind under bruseren. Hvor det varme vand faldt ned over min bare krop en dråbe efter en.

Jeg tog shampooen og begyndte at smøre sæben ud og da jeg ville sæbe min krop ind stoppede jeg brat. “Hvad fanden..” mumlede jeg. Nede ved min ankel, var der kommet et mønster, hvis jeg ikke vidste bedre skulle man tro at jeg havde fået en tatovering. Mønsteret var formet som en række lænker der var forbundet. Og det var kun på min højre side. Det startede fra min ankel og da jeg kiggede videre op af mig selv, gik lænkerne videre op af mit ben og hofte og sluttede  lige under min brystkasse ved at lænken blev brudt så det ud til. Det lignede at den manglede nogle dele til at blive fuldendt.

 

Uden at jeg tænkte eller vidste det, råbte jeg efter Haylies navn:”Haylie!” Jeg skyllede hurtig min krop af for sæbe og trådte ud af bruseren. Jeg stillede mig foran spejlet der hang ved vasken. Jeg kiggede på mig selv. “Hvad er det her?” sagde jeg chokeret. Jeg rørte ved min hofte og drejede mig lidt mere ud til siden så jeg kunne se bedre. “Haylie, jeg har brug for dig” sagde jeg højt. Hvorfor var det hun ikke kom? Var hun blevet fornærmet for det jeg havde sagt i går aftes? Jeg spjættede da det bankede hårdt på badeværelsesdøren. “Hope er du okay? Har du brug for noget?” hørte jeg min mor spørger. Jeg vendte mig om og så på døren. “Nej, nej “ svarede jeg hurtigt. “Kommer du snart ud, skat for ellers springer min blære” sagde hun til anstrengt. “Jo selvfølgelig” Jeg tog min badekåbe på og låste døren op og stod ansigt til ansigt med min mor. Hun så lidt mistænksomt ud. “Må jeg komme forbi?” spurgte hun så. Jeg trådte til siden hvorefter hun forsvandt ind og lukkede døren efter sig.

 

Hvad var det,jeg havde fået på min krop? Jeg gik videre ind på værelset og tog hurtigt noget noget ud fra skabet. Bare jeg kunne få et svar. Og hvorfor Haylie ikke gad at svare undrede mig rigtig meget. Jeg begyndte at børste mit hår og fik det tørret og flettede det i en fletning. Jeg hoppede i nogle jeans og tog en t-shirt. Derefter tog jeg nogle sneakers på og gik nedenunder. Min far var allerede i køkkenet  og var i gang med at læse sin morgenavis mens han sad og drak morgenkaffe. “Godmorgen min pige” sagde han uden at løfte sit blik fra avisen. “Godmorgen far” sagde jeg og gik hen og plantede et kys på hans kind inden jeg gik videre hen til komfuret og tog termokrus fra skabet og hældte kaffe i. “Hvor skal du hen så tidligt på en lørdag?” spurgte han nysgerrigt. “Jeg skal hen til Tyler. Han bliver jo udskrevet her senere idag”
“Når ja, det også rigtig, Karen sagde det godt i går da vi snakkede sammen”   
“Yeah, vi skal lave noget der kan få ham i godt humør efter hans trafikuheld, “ fortalte jeg ham. “Jamen så må du hilsen drengen. Vi kommer jo også i aften, Karen spurgte din mor om vi kunne, så ja” sagde han. “Det lyder da hyggeligt” svarede jeg og gik ud af køkkenet og videre ud til entreen. “Men far, vi ses senere” råbte jeg og tog bilnøglerne der lå i skålen på kommoden i entreen. Jeg åbnede hurtigt døren straks efter jeg havde lukket mig ud, og råbte:”Forresten, jeg har taget bilen” “Det fint, vi skal hellere ingen stedet” svarede han.

 

Jeg startede for motoren og kørte ud af indkørslen. Episoden fra badet sad stadig fast oppe i hovedet på mig. Var det noget at være bekymret for eller skulle jeg tage det med ro. “Ikke tænkt på det nu. Du skal fokusere og virke normal overfor din bror når han ser dig” sagde jeg for mig selv og trak en dybt indånding. Jeg tændte for radioen. Musik kunne distrahere mig fra mine tanker. Nummeret If I lose myself af OneRepublic kunne i hvert fald sørge for det. Jeg skruede helt op, at jeg kunne mærke bassen fra nummeret fra højtaleren der sad ude i siderne på bildørene. Jeg begyndte at synge med og kørte stille og roligt ud på motorvejen hvorefter jeg satte farten op.

 

Da jeg kom hen til lufthavnen parkerede jeg bilen og bevægede mig indenfor og ventede ved ankomsthallen. Der var mange mennesker, så jeg blev nærmest mast til jeg kom helt op foran så jeg nemmere kunne se Christer. Det virkede som om at savnet blev større for hvert et sekund der gik, hvor jeg stod og ventede på ham. Men det der gjorde mig mere skræmt eller nervøs, var det han havde med hjem. Hvad det end så var, vidste jeg ikke om det var godt eller ej. Dér. Nu begyndte dørene at åbne og en flok hjem kommende folk kom videre ind i hallen og mine øjne ledte automatisk efter en høj fyr med mørkebrunt hår og en kropsbygning der var kraftigt bygget - ikke fordi han var overvægtig, men han kunne lide at træne en del, så han havde store overarme.  Og dér var han jo. Han begyndte at smile stort og vinkede til mig da han også fik øje på sin lillesøster - nemlig mig!

Han havde en sort sportstaske om den ene skulder og en kuffert i sin venstre hånd.

“Hej søs” sagde han da han omfavnede mig. “Velkommen hjem Christer” svarede jeg og lagde mine arme omkring ham. “Du har ikke sagt at jeg komme, vel?” ville han straks vide. “Årh, tror du nu ikke engang på din egen søster” spillede jeg fornærmet. Han trak sig væk og kiggede på mig smilende. “Jo, det må du aldrig have en mistanke om” svarede han med nu en seriøst tone. “Godt lad os se at komme hjem” sagde jeg og sammen gik vi over til bilen.

 

“Bare så du ved det, du køre. Jeg orker ikke den lange vej hjem” sagde jeg hurtigt da vi var kommet ud til bilen. Han grinte af mig. “Hvorfor det sjovt” ville jeg vide og kiggede undrende på ham. “Du har altid hadet at køre langt derfor. og nu føles det som om at jeg har tvunget dig helt herud” sagde han og skubbede  til mig med sin skulder. “Nej, slet ikke. Jeg glæder mig bare til at se mor og fars reaktion når du træder ind af døren” sagde jeg og hoppede ind ved siden af førersædet. “Du har ret, for det gøre jeg også” sagde han og tog noget ud af sin sportstaske. Det lignede.. en bog? Han smed tasken ind bag bagsædet og satte sig ind ved siden af mig og gav mig bogen. Den var rigtig tyk. “Hvad er det her?” spurgte jeg nysgerrigt og kørte min hånd over forsiden. For den havde ingen titel. Da jeg åbnede bogen og bladrede siderne igennem så jeg at alle siderne var tomme. Helt blanke.

“Du må ikke grine af mig så siger jeg det” sagde han. Jeg kiggede lidt mistænksom på ham. “Lover du mig det?” spurgt han da jeg ikke sagde noget. “Okay men hvorfor skulle jeg grine af dig” spurgte jeg. “Fordi min kære søster det jeg vil fortæller dig nu vil måske lyde tosset” begyndte han med at sige. “Du begynder at gøre mig bange” sagde jeg usikkert.

 

“Den bog du sidder med der i dit skød er endelig ikke en normal bog” Hvad havde han nu gang i. Det var sikkert en af hans syge jokes han lavede på mig igen. Det kunne han nemlig godt lide at udsætte mig for engang imellem. “Hope, jeg har jo altid vidst eller sagt at der beherskede noget magisk over dig, ikke?” sagde han så. “Ja men jeg forstår det ikke.. hvad prøver du at fortælle mig? “ “ Da jeg var i Columbia faldt jeg over en bog, som er den du sidder med der nu. Det er bogen der måske kan hjælpe dig med at forstå din rigtig identitet, den del du ikke kender til endnu. Hvis du vil..”
“Vent lige” afbrudte jeg ham og rystede uforstående på hovedet. “Min rigtig identitet? Hvad snakker du om? “Jeg har været vidne til nogle uforklarlige ting der skete under mit ophold nede i Colombia. Ting som du måske ville kunne forstå hvis du gad at give det en chance” “Give det en chance?” gentog jeg. “Hør, det kan godt være du har ret angående om mig, men jeg tror virkelig ikke at en bog der ikke engang har nogen form for skrift i sig kan hjælpe mig!” fortsatte jeg. “Nej, nej - jeg glemte at nævne at fortælle dig at kvinden som solgte bogen til mig fortalte at indholdet inden i bogen kun vil vise sig den til rette”

 

Det var jo helt vildt sindssygt. Endda på den skræmmende måde . “Det er jo helt sygt i hovedet” sagde jeg halvt skræmt. “Du er sikker på, at du ikke har slået hovedet på vej herhen?” spurgte jeg med et irriteret ansigtsudtryk for det var altså ikke sjovt det her. Enhver kunne sælge en bog og sige at det var en magisk bog.

“Se, du tror ikke på mig,” sagde han med et suk, men hvordan havde han regnet med at jeg ville tro på det så let?

Vent lige.

“Du har ikke fortalt noget om mig vel?” spurgte jeg ham, og da han rystede på hovedet blev jeg rolig igen. “Hvad hvis jeg havde gjort? Det ville ikke gøre nogen forskel.”

“Jo det ville,” svarede jeg. “Der er nogle ting du ikke ved. De leder efter mig, og de kan få kontakt overalt på jordkloden. Han nikkede lidt og drejede ind af indkørslen. “Lad os snakke om det senere. Jeg håber du vil tro på mig en eller anden dag,” mumlede han og parkerede. Det var ikke min mening ikke at tro på min egen bror, men en som mig burde at passe på med at tro på andre - især hvis det angår overnaturlige kræfter. Jeg smilede lidt til min bror og trådte ud af bilen. “Jeg er virkelig glad for at du er hjemme,” sagde jeg og gik over til ham for at give et sidste kram inden mine forældre ville overfalde ham med spørgsmål.

“Det er jeg også. Nåh, men velkommen til helvede,” jokede han og gik op til hoveddøren. Jeg låste op og gik ind til entreen.

“Er du allerede hjemme?” hørte jeg min mor råbe ude fra køkkenet af, “skulle du ikke køre Tyler hjem og hjælpe?”

Et grin forlod mine læber i mens min bror stod bag mig. Jeg gik ind i stuen og min far kiggede pludselig overrasket på os. Jeg førte en finger op til min mund for at vise at han ikke skulle sige noget. “Hvorfor svarer du ikke?” Min mor kom ud fra køkkenet med et glas vand i hånden og irriteret ansigtsudtryk, men da hun så Christer tabte hun glasset, og kom med et stort hvin. “Christer min søn, åh gud!” Hun løb hen til os og krammede Christer mens jeg blinkede til min far. “Vidste du det?” spurgte min far og rystede grinende på hovedet imens han kom over for at kramme Christer.. Om et par sekunder ville min mor blive sur over at jeg ikke havde sagt noget før. “Hvorfor har du ikke sagt noget? Jeg kunne have lavet mad. Hvorfor er du så ond?” Min mor kiggede på mig mens hun skældte ud, så jeg bakkede lidt. “Undskyld mad mazel, men jeg må smutte nu. Hyg dig nu med din søn, det der kan vi tage senere. Tyler venter. Bye bye,” sang jeg og løb leende ud af huset selvom min mor råbte efter mig at vi ville tage diskussionen op senere. Jeg satte mig ind i bilen og bakkede ud hvorefter jeg kørte mod hospitalet. Indimellem tjekkede jeg mit ur, og blev enig med mig selv om at jeg ville blive ti minutter for sent.

“Ring til Ty McVemis,” sagde jeg højt til min telefon der var sat til bluetoothen i bilen. Efter et par gange kunne jeg høre en desperat stemme i baggrunden. “Hope, hvor er du? De har skrevet mig ud og jeg sidder her som en idiot.” Stakkels Tyler. “Undskyld! Jeg skulle hente Christer fra lufthavnen. Jeg er der om fem minutter,” sagde jeg. “Skynd dig, jeg vil hjem,” sagde han og lød ærlig talt som et barn der ikke ville i skole. “Ja ja,” svarede jeg og lagde på.

Der gik knap fem minutter da jeg kørte ind af indkørslen til sygehuset. Jeg steg ud af bilen og tog sportstasken med Tylers tøj hvorefter jeg ellers bare traskede ind mod gangen. Tyler rejste sig op da han fik øje på mig og krammede mig kort inden han tog tasken, mumlede et tak og forsvandt derfra. Det var godt at se ham gå igen.

 

Efter et par minutter kom Tyler ud med tøj på, hvilket så meget bedre ud end det hospitalstøj han havde på. “Så er det hjemad,” sagde jeg med et smil og sammen gik vi ud derfra. Mens vi gik begyndte min mave at gøre så ondt, at jeg blev nødt til at holde ved Tyler for ikke at falde.

“Hvad sker der?” spurgte han og kiggede bekymret på mig, så jeg trak på skuldrene og trak lidt op i min bluse og fortrød det straks. Tatoveringen var spredt ud og det blødte. “Har du fået dig en tatovering?” spurgte Tyler med et overrasket ansigtsudtryk. “Jeg troede ikke at du kunne lide den slags.”

Det kunne jeg heller ikke.

Måske skulle jeg spørge mesteren, for han vejledte os ind til den her undervisning - han vidste sikkert hvad det betød. “Vil du ikke lade være med at fortælle det til nogen?” Bad jeg ham om, for hvis min mor fandt ud af det ville hun helt klar have mig til at få det væk med laserbehandling da tatoveringen er ret stor, men det kunne jeg jo ikke.

Tyler nikkede og lagde en arm rundt om mig hvorefter vi gik mod bilen. Min mave gjorde stadig ondt. Imens jeg tænkte på hvad det kunne være, afbrød en velkendt stemme mig. Mød mig på dit værelse om en time. Vi skal snakke, det er vigtigt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...