Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

2Likes
12Kommentarer
669Visninger
AA

10. Viridia

Jeg vågnede ved lyden af knitren, og en behagelig sagte varm mod mit ansigt. Jeg åbnede øjnene. Jeg sad i en lænestol, i hvad jeg umiddelbart genkendte som stue, med et dejligt blødt tæppe over mig. Jeg drejede hovedet varsomt om kiggede ind i flammerne i pejsen.. prøvede at huske hvad der var sket.. hvor længe havde jeg været væk?

"...du er vågen?", hørte jeg pludselig en blid stemme overfor mig.

I den anden lænestol sad en pige med langt hvidt hår, bleg hud, og iført en simpel hvid kjole.. det var næsten som at se et spøgelse. Faktisk, så så hun en smule falmet ud. Jeg studerede hende i nogle sekunder, og pludselig gik det op for mig, at jeg havde set hende før. Jeg vendte straks hovedet mod familieportrættet der hang over kaminen, og kiggede derefter tilbage på den blege pige i lænestolen, for at bekræfte det for mig selv.

"...du...du er jo....?", sagde jeg tøvende og pegede på hende.

"Kald mig Viridia", sagde pigen, og stirrede fortsat tomt ind i ilden.

Pludselig kom jeg i tanke om kampen mod Veronica, hvor jeg var blevet hårdt såret og tvunget ud af Hyper Stadiet. Panisk mærkede jeg efter på min mave, undrende over at jeg intet kunne mærke, hvorefter jeg fjernede tæppet for at se efter. Det dybe sår, Veronica havde påført mig med sine dæmoniske kløer.. var væk. Jeg kiggede forvirret op på Viridia.

"H-har du...??"

"Du var heldig at det er fuldmåne i aften", sagde hun, "ellers havde du næppe overlevet sådan et grimt sår".

"Fuldmåne? Overlevet? ...hvad snakker du om? ...hvem ER du?"

Først nu kiggede pigen over på mig, "Jeg er... essensen af det gode der stadig er tilbage i Veronicas hjerte. Da du affyrede din sidste trumf, din store lyskanon, mod hende, gennemsyrede det hende med din positive energi, forstærket af Hyper Stadiet, før hun nåede at flytte sig for at angribe dig bagfra, til det punkt at noget af din gode energi fandt vej ind til det sidste glimt af lys der var tilbage i hendes hjerte, og gav det fysisk form.. da blev jeg født.. du gav mig en ny chance", hun holdt en kort pause, trak sine bare fødder op i stolen, og kiggede igen ind på ilden i pejsen, "mørket og korruptionen i Veronicas hjerte, var så stærkt til sidst, at jeg intet kunne stille op, hun kunne ikke høre mig længere for sit eget had, og jeg faldt i en dyb søvn i mange år.. indtil jeg blev vækket af dit lys, som var så stærkt at det skubbede mig ud af min egen krop".

Hun kiggede over på mig igen, "Angående dit dybe sår. Som du nok ved, er det solen der lader dine kræfter op, som bærer af den anden halvdel af Lysets Hjerte... hvor månen, den helbreder dig, og jo fuldere den er, desto mere effektiv er den, men du skal have direkte øjenkontakt med den for dens fulde effekt. Så din hurtige helbredelse er skam ikke min fortjeneste, det er helt din egen.. jeg sørgede blot for at få jer i sikkerhed og give jer nogen varme ovenpå regnvejret".

"Så det VAR dig jeg så", sagde jeg så, "den hvide skikkelse, før jeg besvimede for anden gang".

"Det må have været mig, ja".

"Hvad med Dice?? Er han??"

"Jeg er okay", lød det ovre fra et hjørne, hvor han stod og sleb sin katana.

Hans skader var ikke nær så voldsomme som dine, plus at han er meget hårdfør, så han vågnede igen kort efter jeg havde ført jer herind og sat noget varme på.

"Nåh det var godt", sagde jeg med et let smil, hvorefter jeg pludselig huskede lys bombe eksplosionen som Sophia... "SOPHIA?!?! Hvad med Sophia??", udbrød jeg så og rejste mig straks fra stolen.

Viridia sænkede hovedet og kiggede bedrøvet ned i gulvet, hvorefter hun langsomt rejste armen og pegede hen i midten af rummet. Jeg fulgte med frygt hendes arm, rædselslagen over hvad den ville vise mig. Der, ovre på en sofa, lå Sophia. Jeg spurtede hen til hende, og ruskede i hende for at vække hende.

"Sophia!! SOPHIA!!!! Det er MIG!!! VÅGN NU OP!!!!!", råbte jeg i vildrede.. men til ingen nytte, "nej... Sophia... du må ikke...", begyndte jeg at græde.

"Der er en udvej.. det er ikke for sent.. du kan stadig nå at redde hende", sagde Viridia der var kommet hen til mig.

Jeg kiggede op på hende med tårer i øjnene, jeg troede næsten ikke mine egne ører.

"Hv-hvad sagde du", spurgte jeg med bævende stemme.

"...Midnats Blomsten...men vi må handle hurtigt!", sagde hun og kiggede alvorligt på mig, "den vokser her i nærheden, og blomstrer kun én gang under en fuldmåne hvert hundrede år. Den bruger alle disse år på at absorbere månens lys, og besidder derfor helbrede kraft nok, til at den kan vække de døde til live igen. Men den SKAL plukkes på slaget midnat, ellers virker magien ikke, og derefter skal den i kontakt med patient indenfor en time, ellers visner den og mister sin kraft".

"Ved slaget midnat siger du?", sagde jeg og rejste mig op og tørrede mine tårer, "det vil sige at vi har... EN TIME?!", udbrød jeg og kiggede på mit armbåndsur, "hvor er den blomst??"

"I en hemmelig have ikke så langt herfra.. nordvest tror jeg"

Næppe havde hun talt færdig før jeg allerede var på vej mod døren ud til foyeren.

"Vent, Malik!", sagde Dice, der havde hørt det hele og havde forladt sit hjørne, "jeg tager med dig, fire øjne er bedre end to".

"Tak Dice, jeg får nok brug for hjælpen, hvem ved hvad der er derude", nikkede jeg med et smil.

"Så er det afgjort", sagde han, "godt, vi er daffet!".

Jeg kiggede over på Viridia, som kiggede bedrøvet ned på Sophia.

"Viridia.. holder du øje med Sophia for os?", spurgte jeg med alvor i stemmen.

Hun kiggede op på mig, nikkede, og smilede, "Selvfølgelig. Se I nu bare at komme afsted!"

"Tusind tak, jeg skylder dig.. nåh, vi er gået!", sagde jeg men nåede dårligt at tage et skridt før Viridia stoppede mig.

"Vent!!!", råbte hun selvom jeg stod knap 3 meter fra hende, hun rakte hånden ned i lommen på sin hvide kjole og hev et lille objekt op som hun rakte til mig, "Jeg havde nær glemt.. værsgo, ta den her, det er nøglen til haven. Den er omgivet af en magisk barriere, så I kan ikke komme ind uden den".

Jeg rakte hånden frem og tog imod den lille gyldne nøgle, knugede den i min hånd som var jeg bange for at tabe den, stak den ned i lommen og nikkede samtykkende til Viridia.

Med det, var vi ude ad døren og tilbage i skoven så hurtigt vores ben kunne bære os. Vi havde mindre end én time, til at finde den hemmelige have Viridia snakkede om, og få plukket Midnats Blomsten, der nu var mit eneste håb, for at se Sophia smile igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...