Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

2Likes
12Kommentarer
695Visninger
AA

7. Terningerne er Kastet

Det var blevet mørkt da vi kom tilbage til Spejlsøen, vi behøvede ikke Sophias teleskop for at komme tilbage til Evighedsskoven, blot at gå langt nok væk fra søen, uden at kigge os om, så vi kunne slippe ud af det magiske felt. Sophia havde taget sin nye lommelygte frem og lyste vej for os, jeg havde overført noget af min energi til den da jeg gav hende den, så den aldrig løb tør igen. Hvis vi nogensinde blev skilt fra hinanden, skulle hun ihvertfald ikke fare vild i mørket.

Vi vidste ikke rigtig hvad vej vi skulle gå, men alt var bedre end bare at stå stille. Vi havde gået og snakket i noget tid, da jeg pludselig så et lille objekt komme flyvende imod mig med en gevaldig fart. Objektet snittede kun lige mit hår, hvorefter jeg fortumlet vendte mig om, for at se hvad det var, og hvor det landede. Men ikke så snart havde jeg vendt hovedet, og identificeret objektet, der havde boret sig ind i et træ.. som en terning? Før jeg så silhuetten af en skikkelse ud af øjenkrogen, der hang i luften over mig, med armene hævet, bærene på en lang spids genstand.. et sværd? Jeg havde ikke tid til at tænke, men hev instinktivt Sophia til mig, og blokerede angrebet med min arm, hvor et skjold af lys øjeblikkeligt manifesterede sig mellem skikkelsen og jeg, og slog den tilbage.

Skikkelsen landede solidt på benene nogle meter far os, satte sværdet i skeden, og trådte så ud af skyggerne idet den gik os nærmere. Det var en dreng på ca. min alder, langt strittende, pjusket brunt hår, og en lang mørk frakke med matchende støvler.
Han mødte os med en alvorlig, nærmest udtryksløs mine.

"Godt pareret..", sagde han så, og hævede hånden hvorefter terningen der sad fast i træet bag mig, fløj tilbage i hans hånd, det var først nu jeg lagde mærke til, at det var en rollespilsterning, "mit navn er Dice, jeg er rollespiller, og terninger er mit våben, de bestemmer bl.a hvor stærkt mit næste angreb bliver, hvilken effekt det vil have, og diverse andre ting".

"...okay, Dice", sagde jeg tøvende, mens jeg beskyttende holdt armen in foran Sophia, "men hvorfor fortæller du mig det? Og hvorfor angreb du os?"

"Rygtet går, at du er den nye vogter af lysets hjerte, så jeg er kommet for at teste dig", svarede han, "og hvis lysets vogter ikke havde kunnet afværge et simpelt overraskelsesangreb, så ville du ikke være min tid vær, eller have skyggen af en chance mod de udfordringer der venter dig".

Pludselig formede der sig terninger af varierende størrelse og form, mellem hver af hans fingre på hans højre hånd, det var tydeligt han ikke ville lade os gå uden en kamp. Jeg ville ikke udsætte Sophia for fare, men det var måske også en glimrende måde at teste mine kræfter i kamp på - hvis jeg ikke kunne klare ham, kunne jeg vinke farvel til alt håb, om at kunne besejre Veronica.

Jeg stillede mig klar til kamp. Idet Dice registrerede det, kastede han uden yderligere advarsel, alle 4 terninger han havde i hånden, imod mig med samme høje hastighed som tidligere. Hvis hver terning korresponderede med én af hans egenskaber, såsom angrebsstyrke, så måtte der vel også være én der styrrede hans forsvar? Spørgsmålet var bare, hvilke terninger der gjorde hvad? Og det var ikke ligefrem fordi han gav mig tid til at stå stille og undersøge det. Splitsekundet efter han havde kastet dem, trak han igen sit sværd, som jeg nu så var et japansk samurai sværd, en katana, og løb så hurtigt imod mig, at det så ud som om han gled hen over jorden. Denne gang var jeg dog forberedt, undveg alle terningerne med lysets hast, og blokkerede på ny hans overhånds angreb med min arm. Hans angreb var tungt, min arm sitrede, men jeg lod ham ikke komme igennem.

"Ikke dårligt", smilede han drilsk, hvorefter forsvandt som et lyn foran mig, dukkede op bag mig, kastede terningerne igen, der på ny var vendt tilbage til hans hånd, og sparkede mig i ryggen med en sådan kraft, at jeg fløj flere meter væk, før jeg ramte jorden, og lettere fortumlet rejse mig og igen. Han kunne altså kun angribe én gang for hvert kast? Det var kun en hypotese, men hvis det passede var det en vigtig viden til at holde øje med hvornår jeg havde en åbning til et modangreb. Én ting var sikkert, han var hurtigt, og stærk. Jeg kunne nemt undgå, men det krævede at jeg vidste hvad jeg skulle undgå. Det værste var, at udover at terningerne bestemte hans midlertidige styrke, så kastede han dem så hårdt, at de også fungerede som improviserede projektiler. På den måde dækkede han sig selv, ved at give mig noget at afværge, i den tid det tog terningerne at gøre ham kampklar igen, hvor jeg ellers ville have haft en åbning.

Han kastede terningerne igen, og kom susende imod mig med sværdet hævet. Jeg undveg igen terningerne og blokkerede, men denne gang gjorde jeg klar til et modangreb mens jeg stadig var igang med at skærme mig for hans sværd. Jeg knyttede min anden hånd, og gjorde klar til at give ham et velplaceret uppercut, men ligesom jeg troede at jeg havde ham på kornet, mærkede jeg et sug af smerte i maven, hvor han nu havde plantet sin anden næve, og før jeg nåede at tænke "hvad i?!", hvirvlede jeg gennem luften igen, og landede på jorden nogle meter derfra med et cirkelspark fra ham.

"Hvad i?!?", udbrød jeg og rejste mig forslået.

"Du ser overrasket ud", sagde han underholdt, "du troede måske kun jeg kunne angribe én gang per kast?" fortsatte han og kastede terningerne op og ned i sin venstre hånd, "én af terningerne bestemmer også hvor mange gange jeg kan angribe i træk.. hahaha, og jeg må have rullet en kombo!", sagde han og grinede kækt.

Okay! Nu var jeg færdig med at lege og forsøge at analysere! Pointen var, at jeg skulle være varsom med hans angrebsstyrke, og forsøge at læse hvornår han havde en åbning!

Vi kæmpede hårdt og længe, vi tog begge en del øretæv, men rejste os altid igen, begge lige viljestærke og opsatte på ikke at give op. Det var tydeligt at én af terningerne også bestemte hans fart, da hans hastighed også svingede meget, hvilket jeg lærte at justere min egen hastighed til at matche. Men når du bruger et våben, må du også lære at kende dets svagheder, så din modtander ikke udnytter det, og Dice var mere end vant til at gøre op for sin egen uforudsigelighed, ved at kombinere fart, blokade, undvigelse, og modangreb. Han var en dygtig kæmper, det var der ingen tvivl om.

Sophia havde stået på sikker afstand og overværet hele kampen, ihvertfald det af den hun havde kunnet se, når det ikke var gået for hurtigt. Hun havde samtidig først at lægge mærke til, hvilke af Dices terninger der havde hvilke effekter, udfra hvordan han prioriterede sin kampstil efter hver kast. Pludselig fløj en vildfaren terning hen i retning mod hende, den ramte ikke, men hun nåede at se, at det var terningen der var bestemte værdien af Dices forsvar.
Det her var Maliks kamp, det vidste hun godt, det var en kamp om ære, for at teste hans styrke, og se hvor stærk han var, men hun ville så gerne hjælpe... ikke at hun ikke havde tiltro til ham, men hun ville så nødig se ham tabe.

Hendes krop reagerede af sig selv, hun rakte hånden ud mod den lille terningen, der nu havde mistet så meget fart og kraft, at den var sikker at røre ved, og daskede til den så den fløj ind i et nærstående træ, og faldt ned på jorden.. hvor den landede på et fladt 0.
Idet hun så det, gjorde hun store øjne af begejstring, og råbte til mig af sine lungers fulde kraft, "Maliiiiiik!!! Hans forsvar er nede!!!".

I øjeblikket, var jeg ikke helt sikker på hvor hun kunne vide det fra, men jeg tog hende på ordet, og samlede al min styrke i ét slag der skulle afgøre det hele.. da jeg for sent opdagede noget der lå på jorden.. to terninger, en 24er.. og en 7er.. Jeg vidste det ikke på det tidspunkt, men Dice havde rullet det højeste modangreb han overhovedet kunne, 24 i styrke, og en fordobling på 7...

*SLAM!!!* sagde det, da jeg øjeblikket efter fik hans lynhurtige, ubarmhjertige næve ind på siden af ansigtet, og fløj lige så lang jeg var gennem luften, hvorefter jeg landede med et bump et stykke fra Sophia, der holdt hænderne op for munden med forfærdede øjne, over det voldsomme syn. Jeg kunne ikke komme op, jeg var færdig.
"Tsk tsk, du lod dine parader falde mester, du var for ivrig efter at vinde kampen", sagde Dice og løb truende hen imod os med sit sværd i hånden.
Sophia følte at det hele var hendes skyld, og tøvede ikke et øjeblik med at stille sig ind foran mig, for at beskytte mig mod yderligere angreb.

Da han nåede hen til os, skedede han sit sværd, smilede anerkendende og sagde, "Hmpf, du er jo slet ikke så tosset knægt.. men det er tydeligt at du først for nylig har fået vækket dine kræfter. Hvis verdens skæbne ligger i dine hænder, har du meget at arbejde med. Veronica er stærkere end du overhovedet kan forestille dig, og hun vil være endnu stærkere næste gang du ser hende".

Jeg var med ømhed kommet på benene igen, støttende mig til Sophia.

"Så hvad foreslår du at jeg gør?", spurgte jeg.

"Der ligger et hus i en lysning længere inde i skoven", sagde han, "gå derhen, og du vil finde svaret på, hvordan du udnytter dine kræfter optimalt".
Med de ord, drejede han om på hælene, og gik sin vej. "Terningerne er kastet, og lyset falmer fra vores verden", sagde han, "snart er det tid til det endelige opgør, sørg for, at du er klar til det".

Han var næsten ude af syne mellem skovens træer, da jeg råbte efter ham, "Hey Dice!!", hvorefter han stoppede kort op, "det var en virkelig god kamp vi havde, lad os mødes igen en dag og få den afsluttet!".

Han drejede hovedet, nikkede med et bekræftende smil, gav mig en tommel op, og gik videre.

Mig og Sophia blev siddende ved kamppladsen lidt endnu, indtil jeg var kommet mig helt, mens vi snakkede om den foregående kamp.

"Jeg er altså ked af det, Malik, det var min skyld at du mistede koncentrationen under kampen", sagde hun.

"Overhovedet ikke", svarede jeg og lagde hånden opmuntrende på hendes skulder, "du havde regnet hans svaghed ud, og hvis du ikke havde gjort mig opmærksom på, at hans forsvar var nede, så havde jeg ikke vidst at han var åben for angreb", jeg holdt en kort pause, "han overraskede mig bare midt i min egen over iver, det er det hele.. så om noget, er det min egen uforsigtigheds skyld".

Hun kiggede op på mig og smilede, "Tak Malik".

"Ikke noget at takke for du," sagde jeg og rejste mig op, kiggende målrettet ind mod skovens dyb efter jeg havde hjulpet hende op.
"Lad os så finde det hus Dice snakkede om!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...