Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

2Likes
12Kommentarer
690Visninger
AA

20. Teleskopets Hemmelighed

"Hv...hvor skal vi hen?", pustede Sophia, idet vi løb gennem skoven.

"Du tror det er løgn", sagde jeg, "....vi skal tilbage til din bedstefars laboratorium".

"Tilbage til Spejlsøen?", spurgte hun forundret.

"Netop! Ifølge Solen i Regnen er det der vi finder sværdets gemmested!"

Lidt efter lidt blev vi trætte af at løbe, og fortsatte turen i normalt gå tempo. Solen var efterhånden på sit højeste, og man kunne mærke hvordan dens varme stråler bagte ned på os gennem de høje trækroner, og oplyste den smukke skov. Jeg havde ikke rigtig lagt mærke til det før nu, men nu når jeg befandt mig i direkte sollys, kunne jeg mærke hvordan min krop langsomt blev fuld af energi, og når jeg kiggede direkte op mod solen, i stedet for at blive blændet, kunne jeg mærke at opladningen gik endnu hurtigere. Jeg havde ikke haft mulighed for at oplade mine kræfter før kampen mod Sila, og det havde resulteret i, at han havde fået bugt med mig så let. Fremover, måtte jeg være mere forsigtig, og kende mine svagheder.

Sophia førte trop, det var trods alt hende der kendte vejen, og hun kendte denne del af Evighedsskoven bedre end nogen anden. Pludselig stoppede hun op og hev sit lille teleskop op ad tasken.

"Så! Nu er vi her!", sagde hun og spejdede efter indgangen til søen.

"..............Jeg kan se den!", udbrød jeg lamslået.

"Du......du kan hvad??", spurgte Sophia mistroisk.

"Jeg kan se den", gentog jeg, "Jeg kan se søen!", sagde jeg og pegede ind mellem træerne.

"Det må være på grund af Måne Øjet", sagde Viridia, "Husker I ikke? Det ser igennem alle illusioner og parallel dimensioner".

Jeg hørte dårligt efter hvad Viridia sagde. Jeg var så overrasket over at jeg kunne se søen, uden brug af teleskop eller kikkert, at jeg som i trance var på vej hen mod det usynlige magiske kraftfelt, der skjulte Spejlsøen for resten af verden. Jeg lagde hånden på den usynlige væg for at nærstudere den, og pressede så til, hvorefter min hånd, med lidt modstand, røg lige igennem. Jeg fortsatte igennem kraftfeltet, og mine venner så måbende til, idet jeg pludselig forsvandt ud i den blå luft.
Sophia hev straks sit teleskop frem igen, og pegede det i retning af den skjulte sø.

"Det var pokkers!", sagde hun, "Jeg kan se ham!"

"Skal man normalt bruge det teleskop du har der, til at kunne få adgang til søen?", spurgte Viridia.

Sophia nikkede.

"Hmm, hvem fik du det af?"

"Min bedstefar", svarede Sophia, "Den samme mand der overrakte både dig og Malik jeres halvdele af Lysets Hjerte".

"Javel ja. Er det så muligt, at han har haft kastet et tid og rum forvrængende kraftfelt over sit laboratorium for at beskytte sin research, og har baseret magien i dit teleskop på Måne Øjets?", sagde Viridia, "Måne Øjet besidder evnen til at se igennem illusioner og negere dem, så dit teleskop må være et apparat han har lavet med en linse baseret på Måne Øjet".

Sophia gav Viridia og Dice instrukser om at tage fat i hendes skuldre, hvorefter de alle tre forsvandt ud i ingenting, via det magiske teleskop.

Ved søen var alt som det plejede, men hvor længe ville det blive ved med det? Veronica var garanteret ikke langt bag os, så vi skyndte os videre til Luftspejlingsøen. Normalt kunne man kun se den under de rigtige omstændigheder, selv med teleskopet, men mit øje, ville ifølge Viridia bøje reglerne og få os derhen med det samme.

"Jamen så er der jo kun ét problem tilbage", sagde Dice, og pegede ned mod vandkanten hvor båden fra mit og Sophias sidste besøg lå fortøjet, "Der er kun én båd, så hvem skal med Malik?".

Vi stod alle og kiggede søgende på hinanden, indtil Dice besvarede sit eget spørgsmål.

"Personligt vil jeg mene at det er bedst at Viridia og jeg bliver tilbage. Det er kun Malik der kan skaffe sværdet, og Sophia kender øen... så kan hende og jeg blive tilbage og holde vagt".

Det lød som en plan, og vi skulle lige til at vedtage den, da Sophia kom i tanken om noget og hev en slags terning af glas op ad lommen.

"Hvad er det?", spurgte Dice.

"En af min bedstefars opfindelser, jeg fandt den på mit værelse sidst Malik og jeg var her", sagde hun, "Den lå sammen med et brev fra ham, om at han havde repareret den, men at jeg skulle være forsigtig med den".

Hun forklarede, at Skabelsesterningen var den sidste af hendes bedstefars store opfindelser. Den indsamlede livsessens omkring sig via det magiske glas den var lavet af, som så akkumulerede inde i den, og derefter kunne blive til stort set hvad som helst brugeren tænkte på, når man knuste den mod gulvet.

"Jeg sætter stor pris på din omtanke og dit mod, Dice", sagde hun, "Men jeg synes nu, at vi alle skal tage afsted. Sammen er vi stærkest hvis der skulle ske noget derovre, og da stedet her eksisterer i sin egen dimension takket være kraftfeltet, så burde vi ikke have noget at bekymre os om til at begynde med".

Hun havde en god pointe, og Dice nikkede i enighed. Sophia holdt terningen frem for sig, lukkede øjnene og koncentrerede sig, hvorefter man så småt kunne se en vind af lysenergi, som blev trukket fra alt planteliv omkring hende, blive suget ind fra hver side af den hånd store glas terning, og samle sig i midten til en lyskugle af en art. Da den var færdig med at suge til sig, åbnede hun øjnene igen, og smadrede terningen i jorden, som splintredes til atomer. Lysenergien slap ud, og med et blændende skær, stod der pludselig en ekstra båd foran os, magen til den anden.

"Wuav, fantastisk!!", udbrød vi alle målløse.

"Men, nu kan du så ikke bruge den mere?", sagde Viridia.

Sophia smilede snedigt og rakte hånden frem, "Ork jo, det er det geniale ved den", sagde hun hvorefter terningen genskabte sig selv i et glimt af lys i hendes hånd, "Den genskaber sig selv efter brug, den kan ikke ødelægges".

"Seeeeejt!!"

Vi satte os i hver vores båd, mig og Sophia, Dice og Viridia, og satte af.

Da vi nåede øen, gik vi direkte mod observatoriet, men Sophia stoppede pludselig op i gårdspladsen og kiggede sig omkring.

"Hvad er der?", spurgte jeg i døråbningen.

Der gik lidt tid før hun svarede.

"......jeg har det dårligt med at stedet her bare får lov at stå og falde hen......", sagde hun så, "Bedstefar er borte, og jeg rejser rundt og redder verden sammen med dig", hun tænkte tilbage på alle de gange hun havde besøgt sin bedstefar som barn, hvordan hun havde leget i den lille skov, og hvordan hun havde siddet oppe på sit værelse på øverste etage i tårnet der udgjorde hovedbygningen, og leget at hun var en prinsesse der boede på et hemmeligt fortryllet slot. Hun huskede hvordan hun havde besøgt sin bedstefar i hans laboratorium, som altid stod åbent, hvor han altid var igang med at sysle med noget nyt og spændende. Det her, var stedet hvor magi og videnskab mødtes.

"Bare rolig", sagde jeg og lagde hånden på hendes skulder, som om jeg havde læst hendes tanker, "Vi skynder os at redde verden, og når det er overstået, kommer vi tilbage og sætter stedet her i stand".

"Vi?", spurgte hun sagte og kiggede på mig.

Jeg nikkede, "Selvfølgelig, du skal da ikke være alene om det".

Hun smilede, gav mig et kram, og fortsatte så ind ad døren til de andre.

".........Sophia?", kaldte jeg efter hende.

Hun stoppede op i døren, "Ja?".

Jeg tav, "........lige meget, glem det".

Inde i laboratoriet var alt, som vi forlod det. Dice og Viridia var dybt imponerede over stedet. Dice kastede sig straks over Hans' bøger, mens Viridia lod sig betage af alle de mange apparater og dingenoter der stod rundt omkring. Mens min og Sophias opmærksomhed, var støt rettet mod det store teleskop midt i rummet.

"Hvad så nu?", spurgte Sophia.

"Jeg...ved det ikke. Men ifølge det syn jeg havde tidligere idag, har nøglen til sværdets gemmested noget med din bedstefars teleskop at gøre".

Vi undersøgte det fra top til bund, og fra alle tænkelige vinkler, men vi kunne intet finde.

"Vent lige lidt!!", sagde hun så, og hev noget op ad tasken... et rør.

"Hvad så?"

"Jeg fandt den her på mit værelse sidst vi var her", sagde hun og rystede et sammenrullet stykke papir ud af røret, "Jeg ved ikke hvorfor, der var bare noget der sagde mig, at den var vigtig at få med". Det var en tegning af teleskopet, "Jeg tegnede det en dag jeg var hernede, hvor min bedstefar lige havde gjort en stor opdagelse, jeg tegnede det fordi jeg altid havde syntes det var så flot, og ville derfor give ham en tegning af det i anledningen, men jeg blev aldrig helt færdig med den som du kan se".

Jeg kiggede grundigt på tegningen, og var egentlig imponeret over at en 7 årig pige kunne tegne så godt. Jeg kiggede frem og tilbage mellem teleskopet og tegningen, for i beundring at se hvor mange detaljer hun havde fanget. Da bemærkede jeg noget.

"Sophia?", sagde jeg, "De der farvede knapper på siden på tegningen... hvor er de på teleskopet? Tilføjede du dem selv?"

Hun rystede på hovedet, "Nej, jeg tegnede det nøjagtigt som jeg så det den dag".

"....I så fald....", sagde jeg og tog et nærmere kig på teleskopet.

Jeg studererede området på siden af det, hvor de farvede knapper på Sophias tegning havde været, og følte mig frem for at se om der var noget vi havde overset. *klik* Sagde det pludselig, hvorefter en af metal pladerne gled til side, og afslørede et hemmeligt kontrolpanel.

"Så er der jackpot", hørte jeg mig selv sige.

Nu kom Dice og Viridia rendende.

"Har I fundet noget?", spurgte Dice.

"Jeg tror det", sagde jeg, "Sophias gamle tegning ledte os frem til det her hemmelige panel".

"Hmm, og du tror det har noget med sværdet at gøre?", spurgte han videre.

"Rimelig sikker", svarede jeg, "Mit syn fra før viste mig teleskopet, og Sophia sagde at hun tegnede tegningen i anledning af at hendes bedstefar havde gjort en stor opdagelse".

"......kan han have fundet det?", kom det pludselig fra Viridia, "Kan det være det der var hans store opdagelse? Vi ved i forvejen at han baserede teknomagien i Sophias mini teleskop, på Måne Øjets evne til at kunne se det usete, måske researchede han også Lysets Klinge?.....måske ledte han efter det, så han kunne overdrage det til den udvalgte".

Vi kiggede nærmere på panelet, og fandt ud af, at knapperne var til at indtaste koordinater med, men... koordinater til hvad?

"Viridia? Du sagde at Orion var den oprindelige bærer af både Lysets Hjerte, og sværdet, ik?"

"Jo?", svarede hun.

Jeg vendte mig og tog et ekstra kig på kontrolpanelet.

"Og du sagde, at da han døde, sørgede han for at gemme det et sikkert sted, så det ikke kunne falde i de forkerte hænder....ik?"

"Jo?", gentog hun, "Hvor vil du hen med det?"

Sophia lignede et spørgsmålstegn og rakte ud til Dice, der hurtigt forklarede hende, at det var noget vi havde snakket om mens han havde ledt efter formularen til at genoplive hende.

"Er det så muligt...", sagde jeg, "...at han aldrig skilte sig af med det til at begynde med? Hvad hvis han tog det med sig i døden, fordi han mente, at den bedste til at passe på det, selv i døden, var ham selv?"

"Siger du at....?!"

"Sophia! Må jeg lige se tegningen igen?"

Hun skyndte sig over til mig for at give mig den, "Værsgo... men hvad skal du...".

"Jeg tror jeg har knækket den!!", sagde jeg og indtastede farvekombinationen fra tegningen, hvorefter hele teleskopet rotterede med en mekanisk brummen, og Orions stjernebillede dukkede op på panelets display, "Da Orion døde, ærede guderne ham ved at uddødeliggøre ham som et stjernebillede.... og jeg tror, at han tog sværdet med sig!"

Da jeg var færdig med at forklare, trykkede jeg på den stjerne i stjernebilledet på displayet, der udgjorde hans sværd, hvorefter koordinaterne rettede sig ind derefter, og teleskopet nu fokuserede på den ene stjerne. Jeg vendte mig om, de andre gloede målløst på mig, jeg var ikke engang selv sikker på hvad der lige var sket, pludselig stod det hele bare klart for mig hvorefter det føltes som om alle brikkerne faldt på plads af sig selv.

Det var godt nok højlys dag udenfor, men Hans havde installeret en særlig linse i sit teleskop, der gjorde det i stand til at se stjernerne på himlen, selv om natten. De er der jo hele tiden, vi kan bare kun se dem om natten
fordi solens lys reflekterer havets farve i atmosfæren og gør himlen blå.

"Jeg tror du har ret", sagde Viridia så, "Jeg tror du er inde på noget af det rigtige. Og jeg tror, at Hans fandt frem til det samme svar som dig, men at han ikke nåede så langt som til faktisk at få fat i sværdet, da han ikke var i besiddelse af Lysets Hjerte... så koordinaterne på dets gemmested, var det tætteste han kunne komme, selvom han var et geni".

Jeg så Sophia smile stille for sig selv, som om det gjorde hende glad at Viridia kaldte hendes højt elskede bedstefar for et geni.

"Men...men hvad skal jeg så gøre nu?", spurgte jeg.

"Du er kommet så langt på egen hånd", sagde hun, "Jeg er sikker på du kan resten af vejen selv".

Jeg nikkede, og vendte mig om for at kigge ind i teleskopet, da Sophia pludselig stoppede mig.

"Værsgo", sagde hun.

"Men...Sophia...det her er jo, min gamle lommelygte som jeg gav dig"

"Ja", bekræftede hun, "Men der er noget der siger mig, at du får brug for den til det her", sagde hun og lagde den i min hånd, hvorefter hun kyssede mig på kinden, "Kom nu sikkert tilbage".

Jeg tog mig til kinden, som om det lige skulle gå op for mig hvad der var sket. Ingen af os vidste hvad der ventede mig, men Sophia havde en mavefornemmelse, og ville sikre sig at der ikke skete mig noget.

Jeg smilede nikkende til hende, vendte mig om med lommelygten i hånden, og kiggede ind i teleskopet med mit Måne Øje, hvorefter jeg straks mærkede et sug i kroppen, som om jeg blev suget ud i rummet, og jeg mærkede, som i en trance, hvordan jeg pludselig mistede bevidstheden.

Da jeg kom til mig selv, befandt jeg mig i tusmørke. Jeg kunne intet se, selv mit Måne Øje var ikke til noget hjælp. Jeg prøvede at generere lys fra min krop.. men det kunne jeg heller ikke. Hvad foregik her? Hvor var jeg? Havde dette sted zappet mig for mine kræfter?

Jeg mærkede noget rundt og aflangt i hånden, og kom i tanke om, at Sophia havde lånt mig min gamle lommelygte. Jeg havde givet hende den, da jeg endelig fik lært at bruge mine kræfter, for at den kunne passe på hende når jeg ikke kunne... nu havde hun lånt mig den tilbage, for at passe på mig, når hun ikke kunne.

"....tak.....Sophia....", hviskede jeg for mig selv, og tændte lommelygten med et klik.

Jeg befandt mig i et mørkt lokale lavet af et mystisk sort stenagtigt materiale, det lignede lidt marmor til forveksling, men det kunne det ikke være. Selv med lygten kunne jeg kun se et par meter frem for mig. Det var dog stadig bedre end at vandre rundt i blinde, tænkte jeg.

Pludselig så jeg et lys skinne igennem min jakkelomme. Jeg tog Solen i Regnen op ad lommen og kiggede på den. Alle de mystiske tegn og streger på den var begyndt at lyse op, og jeg kunne nu pludselig læse det. Det var lysskrift.

"Jeg leder efter solen i regnen,
leder efter noget bedre,
leder efter et lys på min vej,
dette er for evigt
", læste jeg.

Og i det samme jeg havde, lyste den endnu klarere op end den havde gjort før, nærmest som en lille stjerne. Den slog nogle fine sølvfarvede, næsten insekt agtige vinger ud, lettede fra min hånd, og fløj afsted med en vandvittig fart.

Med lommelygten i hånden, satte jeg efter det lille kugle lyn så hurtigt jeg kunne. Det ville føre mig til sværdet, det var jeg sikker på!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...