Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

2Likes
12Kommentarer
676Visninger
AA

25. Stjernehavet

Vi havde nået havet, solen var på vej ned. Vi havde gået i flere timer, men holdt pauser undervejs. Som jeg stod der og betragtede de rolige bølger, og lyttede til vandmassernes blide symfoni, spurgte jeg mig selv, hvordan noget så fredfyldt kunne eksistere, i en så kaotisk verden. Den blide ro jeg følte i dette øjeblik, stod i stærk kontrast, til hele vores mission. Jeg kunne mærke på de andre, at også de havde haft brug for et øjebliks pusterum.

"Nåh, nu er vi her", sagde Dice, "Hvad så nu?"

"Lad mig se", sagde jeg og rullede kortet ud, "Der står bare, at de to have mødes, når solen er gået ned, og månen kaster sit første lys, for da vil de tos kræfter gå i forening, og havet vil i et kort øjeblik være ladt med både positiv og negativ energi".

"Så vi skal altså vente til månen står op?", konkluderede Viridia.

"Ja, det lyder sådan", svarede jeg.

Vi samlede brænde til et bål, som vi sad og hyggede os ved, mens vi ventede på at profetien skulle gå i opfyldelse. Efter alle de kampe vi havde haft, og alt det drama der havde været, var det dejligt at kunne sidde sammen, allesammen, og bare være os selv. Sophia og Viridia havde lagt fortiden bag sig og var bedste veninder igen, ligeså havde Dice og Sila, der nu var som brødre igen, og sad og snakkede om alle de ting der var sket siden siden sidst. Det var dejligt at se alle være gode venner igen, men det var også om at nyde denne stund, for noget sagde mig, at vi ikke ville få et roligt øjeblik som dette igen, før alt dette med Veronica var overstået.

Jeg kiggede ud mod solnedgangen i horisonten, for at fange de sidste stråler af dens varme lys, og nyde dens smukke refleksion i vandoverfladen. Det er de små ting, der giver livet mening, tænkte jeg, og tænkte tilbage på det kys Sophia og jeg havde delt for nogle timer siden. Det var små ting som disse, der gjorde det værd, at være menneske.

Jeg flyttede blikket fra den glitrende havoverflade, op til skyerne i himlen, der reflekterede solens rød orange stråler. Da slog det mig, at de nærmest lignede... øer. Hvis man brugte fantasien, kunne man få selve himlen til at ligne hav, og skyerne til at ligne land. Var det mon... landet i himlen? Var det der vi skulle hen? I så fald, var jeg spændt på at se, hvordan det ville gå for sig.

Et land i himlen. Jeg havde nået at læse en smule om det, i en notesbog Hans havde haft efterladt ved søkortet nede i kælderen i observatoriet. Tilsyneladende, havde det engang være en del af livet på jorden, men efter den store krig mellem lys og mørke, som Orion vandt ved hjælp af Lysets Klinge, havde man besluttet ved hjælp af oldgammel magi, at hæve landet op i himlen, for at beskytte månebjerget, som havde været centeret for krigen. Man havde håbet, at ved at fjerne det element der havde forårsaget krigen, at den ikke ville ske igen.

Tja, der var gået omkring 5000 år siden da, så det havde umiddelbart hjulpet, men det ændrede ikke på det faktum, at Veronica nu søgte månebjergets kræfter, til sine egne katastrofale planer, og vi måtte op og stoppe hende for enhver pris.

Jeg lagde nu mærke til, at Viridia så mig lidt sørgmodig ud. Pludselig rejste hun sig, og gik ind mod skoven. Jeg skulle til at rejse mig for at følge efter og tale med hende, men Dice, der havde gjort samme observation, stoppede mig.

"....lad mig...", sagde han, rejste sig, og gik efter hende.

Hun var gået ind mellem træerne, ude af syne for os på stranden, men stadig indenfor rækkevidde, det var tydeligt at hun havde brug for lidt tid for sig selv til at tænke.

"Hey...er du okay?", spurgte en stemme bag hende der gav hende et lille sjok.

Hun vendte sig om, "Åh Dice...er det dig? .....Jeg............jeg havde bare brug for alene tid".

"Er der noget der går dig på?", spurgte han og gik hen til hende, men hun tav, ".......er det om Veronica?"

Hun nikkede sagte, var stille i lang tid, men sagde så, "Når vi kommer op til landet i himlen, så er der ingen vej tilbage, hvad end vi møder må vi stå ansigt til ansigt med, og når vi endelig står overfor Veronica", hun tav igen, "Hvad...hvad skal der så ske med mig? Hvad sker der med mig hvis Malik besejrer hende? Hvad sker der med mig, hvis han taber? Jeg ved ingenting, og det gør mig bange".

Dice lagde armene om hende, "Vi er alle bange, Viridia, ingen af os ved, hvad der venter os deroppe. Men hvad jeg er sikker på, er at vi må sætte vores lid til Malik. Lysets Hjerte valgte ham, fordi det så noget i ham, og jeg tror på, at han har hvad der skal til, for at rette op på alting ingen", han holdt en kort pause, "...og jeg ved også, at han ikke vil lade noget ske dig, ej heller vil jeg, vi står sammen om det her, og vi lader ingen i stikken".

Hun kiggede op på ham og smilede sagte, det lod til at han havde nået ind til hende.

"Dice..........tak, det var lige hvad jeg havde brug for at høre", sagde hun og lagde hovedet på hans bryst.

Pludselig lagde de mærke til, at skoven omkring dem, begyndte at lyse op. Overalt omkring dem, sprang lysende blomster ud i alle regnbuens farver.

"Det er Natteravne", sagde hun med et smil, "de er inaktive om dagen, og springer ud igen så snart mørket falder på, hvor de så afgiver det lys de har absorberet fra solen om dagen. Det er min yndlingsblomst".

Dice slap hende, gik hen og plukkede én af dem, der havde et klart gulligt skær, og satte den i hendes hår.

"Mon ikke det så er på tide, at vi går tilbage til de andre?", sagde han og smilede. Hun nikkede, og tog ham i hånden.

Det var snart tid, solen var gået ned, og månen var på vej op. Vi slukkede bålet og gjorde os klar til afrejse. Månen steg højere og højere op på himlen, og kastede sit smukke blanke lys, ned på havoverfladen, nøjagtig som solen havde gjort det før den, for blot en times tid siden. Men intet skete. Havde vi overset noget?

"Skulle der ikke ske noget?", sagde Dice forurettet, "Prøv at kig på kortet igen".

Jeg tog kortet frem igen på hans opfordring, men der var ingen yderligere detaljer om, hvad man skulle gøre for at nå landet.
Jeg gik langsomt ned mod vandet, for at kigge nærmere på sagen, og i samme øjeblik jeg satte fod i vandkantet, skete der noget. Jeg efterlod spor af lys i vandet hvor jeg var gået, og også vandet omkring mig lyste op.

"Malik, SE!!!", udbrød Sophia og pegede ud i vandkanten hvor jeg stod. Jeg kiggede ned i vandet omkring mig, og længere ned ad stranden. Lige så stille og roligt, begyndte små stjerne at lyse op i vandet, og selve vandet fik et klart blåligt skær, det var fuldstændigt som at stå midt i en stjernehimmel! Havde vandet reageret på mig? Var det Lysets Hjerte der havde udløst det?
Vi stod nu allesammen og så til, mens stjernehavet rejste sig fra det normale hav, og strakte sig langt op mod himlen. Det var vores signal til at komme afsted.

"Hvor er det dog smukt!", sagde Sophia, og fiskede Skabelsesterningen op ad sin taske, fyldte den med lys energi, og smadrede den ned i sandet, hvorefter der stod to store træbåde med årer foran os. Vi hjalp hinanden med at få dem søsat, og begav os så på vej op mod landet i himlen. Sophia og mig i den ene båd, Sila, Dice og Viridia i den anden.

Jeg fattede årerne på båden, men det føltes som om en strøm bar os opad, så jeg behøvede blot at holde båden igang. Sophia satte sig ned overfor mig.

"Malik...skal jeg ikke tage den anden åre?", spurgte hun.

"Det er sødt af dig, Sophia. Men det er ikke så hårdt som det måske ser ud, og jeg holder bedre takten alene", svarede jeg.

"Hmm...okay, hvis du er sikker. Men sig nu til hvis du har brug for en pause".

Sophia var næsten alt for sød til sit eget bedste, tænkte jeg. Vi anede ikke, hvad der ventede os oppe i himmel landet, udover at Veronica nok ikke ville være glad for at se os, hvis vi stødte på hende. Jeg håbede jeg var stærk nok til at stå over for hende denne gang. Jeg havde allerede mistet Sophia én gang, det ville jeg for alt i verden ikke lade ske igen! Jeg kastede et blik over til de tre andre i den anden båd, hvor Viridia havde sat sig i spidsen af båden og spejdede mod vores destination, mens Sila og Dice havde taget hver deres åre og var i perfekt synkron med hinanden.

Jeg ville ikke lade noget ske NOGEN af dem! Jeg svor, ved Lysets Hjerte- og Klinge, at jeg ville beskytte dem alle!

Jeg kastede et blik tilbage, og så hvordan Evighedsskoven langsomt forsvandt bag os... nu var der ingen vej tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...