Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

2Likes
12Kommentarer
676Visninger
AA

4. Spejlsøen

Vi var gået længe nu, jeg havde aldrig været så dybt inde i skoven før, og da jeg vågnede i morges havde jeg aldrig drømt om den hvirvel af begivenheder jeg var blevet rodet ind i. Men jeg var lysets vogter, dét havde valgt mig, og jeg havde selv, af egen fri vilje, valgt det, da jeg sagde ja til at bære Lysets Hjerte som barn. Det var et stort ansvar, men Hans havde haft tillid til mig, så det måtte jeg også have, det nyttede ingen hvis jeg begyndte at tvivle på mig selv nu.
Spørgsmålet var så bare.. om pigen jeg fulgtes med, delte sin bedstefars overbevisning. Sophia var det? Jeg var endnu ikke helt sikker hvor hun havde mig henne. Jeg tror ikke hun bebrejdede mig personligt for sin bedstefars død, men det var klart at hun var lidt emsig over det. Jeg håbede bare, at hun ville lukke mig ind, når hun var kommet sig over chokket, for ellers blev det her en meget lang tur.

"........jeg kunne mærke at der var noget galt, og kom så hurtigt jeg kunne......", hørte jeg hende pludselig sige, hvilket rev mig ud af mine tanker, "gudskelov at du var der, og kom min bedstefar til undsætning", fortsatte hun, og jeg troede nærmest ikke mine egne ører, hun var ikke vred på mig?


"....det var ikke din skyld det der skete, havde du ikke været der, var det gået meget værre".

Hun vendte sig pludselig om.. og smilede til mig?

"Undskyld jeg kaldte dig en usling", sagde hun så, "lad os starte på en frisk, jeg hedder Sophia, og du... Malik, var det ikke?".

Jeg var målløs, sagde hun lige alt det? Jeg var overrasket over hvor hurtigt hun var kommet op ad kulgraven igen, men også lettet, jeg hadede at være uvenner med folk.
Jeg ændrede mit vildredte blik til et smil og nikkede samtykkende.

"Jo, og alt forladt", svarede jeg. Hun smilede gengældende, og rettede hovedet frem igen.

Der havde været tavst mellem os i nogle minutter, kun afbrudt af nattens lyde.

"Er der langt endnu?", spurgte jeg.

"Næh, vi er der faktisk nu", sagde hun mens der stadig var skov så langt øjet rakte.

Jeg rynkede let på brynet i skepsis, mens jeg forsøgte at tyde om hun tog gas på mig.

"Hvad snakker du om? Vi er midt i en skov. Der er da ikke nogen sø her!"

Hun fniste drillende og vendte sig om. Så tog hun noget gyldent frem af inderlommen. En kikkert? Nej... et teleskop!

"Det her er et magisk teleskop jeg fik af min bedstefar da jeg var lille", sagde hun og foldede det forsigtigt ud, "det viser ting, der er sløret af magi, gemt for det blotte øje, og er den eneste måde at finde Spejlsøen på". Hun vendte sig mod mig igen, holdt det op for øjet, sagde næsten med det samme, "jep, jeg kan se den", og rakte mig så hånden.

Jeg tøvede lidt, ikke at jeg tvivlede på hende, men fordi jeg var så forbløffet over at hun bar på et så mageløst objekt.

"Men.. hvorfor skal jeg.."

"Fordi du ikke kan komme med, hvis du ikke holder mig i hånden", sagde hun tålmodigt.

"...øhm...okay", sagde jeg så, gik hen, og tog imod hendes bagudstrakte hånd. Mit hjerte slog et slag over.

"Luk så øjnene"

"Okay...?"


Pludselig mærkede jeg en kølig brise gennem mit hår, som når man står ved havet, efterfulgt af den sagte lyd af bølger, og vand der berørte mine sko. Derefter begyndte vand langsomt at danne sig for mit indre blik, tåget først, men blev derefter gradvist tydeligere. Det var som at have åbne øjne, mens man havde dem lukkede. Så hørte jeg Sophias stemme igen.

"Åbn øjnene igen, Malik"

Jeg gjorde som hun sagde, og med ét, stod vi ved en kæmpe sø! Hvad der før havde været kilometervis af skov, havde nu ryddet sig og banet vej for den største sø jeg havde set i mit, med det klareste vand, der indikerede, at mennesker ikke ret ofte kom her, og endnu ikke havde haft mulighed for at besudle stedet.

"Hv-hvor er vi?", stammede jeg af forundring.

Sophia strakte armen ud i stolthed, som for at præsentere mig for et fysik projekt.

"Malik, velkommen til Spejlsøen!", sagde hun muntert, "et magisk sted, beskyttet af magi, som kun meget få har adgang til, og endnu færre har set!".

"Wuav!!", udmeldte jeg sagte, mens jeg forsøgte at tage det hele ind. Den klare sø oplyst af månen, de funklende stjerner der spejlede sig i dens overflade, de smukke grantræer der omkransede den.. men.. hvor var øen?

"Øhh.. hvor er Luftspejlings Øen?", spurgte jeg, hvorefter ironien i navnet gik op for mig.

Sophie vendte straks blikket fra mig og kastede det ud mod søen.

"...gud ja...hvor er den??", spurgte hun sig selv.

"Er du sikker på vi er det rigtige sted?", spurgte jeg, men kunne godt selv høre hvor dumt det spørgsmål lød, da jeg ikke antog der var ret mange magiske søer i området som man skulle bruge et magisk teleskop for at finde. Sophia lod også til enten at ignorere mit spørgsmål, eller slet ikke at have hørt det, ovenpå sin egen undren.

"Det forstår jeg ikke", sagde hun, "kom, lad os lede".

"...lede, efter en ø?", tænkte jeg.

Hun gik længere hen ad bredden, hvor jeg nu så, at der lå robåde fortøjede, let gyngende i vandkanten. Var det bare nogen der lå her til sejllads over søen.. eller var der virkelig en ø? Jeg gik hen og hjalp hende med at få den gjort søklar og sat ud på vandet. Normalt ville jeg råde mod at sejle ud på en sø midt om natten, men det her var vigtigt, og Sophia lod også til at være ret målbevist. Vi greb en åre hver, og begyndte at ro.

Vi sejlede rundt i en times tid, kiggede over det hele, og tog pauser en gang imellem for at hvile musklerne. Under disse, lænede jeg mig tilbage, kiggede op mod månen og stjernerne, og forundrede mig over, hvordan det fungerede, at søen var der, men alligevel ikke, men at det var den samme måne jeg kunne se oplyse nattehimlen.. hvis det da var den samme måne.

Sophia, kiggede over på mig, fulgte mit blik op mod månen, og kunne tilsyneladende fornemme hvad jeg tænkte.

"Den er smuk i aften, er den ikke?", sagde hun. Jeg nikkede samtykkende. "Det er den samme måne som du kender, det er svært at forklare, men søen eksisterer i en magisk dimension, en slags tidslomme. Den er her, og samtidig, er den her ikke. Hvis du ikke har teleskopet kan du lede skoven tyndt, uden at finde den, men i det øjeblik du spotter den ved hjælp af teleskopet, og ønsker at være her, bliver du ført herhen. Vi er stadig på Jorden, vi er stadig i Evighedsskoven.. bare, en parallel dimension af den".

Det lød indviklet, men jeg forstod godt kernen af hvad hun prøvede at forklare, og nikkede forstående. Vi sad der nogle minutter endnu, da Sophia tog fat i sin åre igen, indikerende at jeg skulle gøre det samme.

"Jeg.. tror ikke at vi finder den i aften", sagde hun. Jeg var enig, og roede ind til land igen.

Tilbage på land, lavede vi et lille bål, og fandt nogle soveposer frem, der lå gemt væk i robåden.

"....hvorfor kan vi ikke finde den?", spurgte jeg roligt, forsøgende ikke at lyde bebrejdende, mens jeg lå i min sovepose og vendte blikket fra stjernetæppet på himlen, over på hende. Sophia sad ved bålet, var ikke krøbet ned i sin sovepose endnu, og stirrede tryllebundet ind i bålets knitrende flammer. Det slog mig, at hun nok tænkte på sin bedstefar. Det var uhyggeligt, hvordan ild kunne være så beroligende og hjælpsomt et middel når man sad ved et bål og blot skulle have varmen eller riste snobrød.. men samtidigt så alt ødelæggende hvis man ikke holdt det under kontrol.
Der gik nogle øjeblikke før hun svarede. Lukkede øjnene i et stille suk, og åbnede dem igen, stadig med blikket ind i flammerne.

"Jeg ved det ikke..", sagde hun, "for at være ærlig, har jeg ikke været her siden jeg var meget lille, så jeg kan ikke huske om der var noget bestemt man skal gøre for at den dukker op", hun holdt en kort pause, som om den næste del var svær for hende at sige, noget hun prøvede at glemme, "da jeg var lille, elskede jeg at være hos min bedstefar, der boede ude på øen dengang, han var astronom, havde sit ejet laboratorium med alle mulige mærkelige gesimser og redskaber.. det hele var som et magisk eventyrslot for mig. Nogle gange lod han mig kigge i sit store teleskop i observatoriet, mens han fortalte mig fantastiske historier om planeter og stjernebilleder", hun holdt endnu en kort pause, denne gang kneb hun øjnene sammen, som i smerte, "men mine forældre mente altid at han var en særling, og at han var til fare for mig med alle de skøre historier han bildte mig ind. De ville have at deres datter skulle være jordnær med en sund fornuft grundet i den virkelige verden.. ikke fylde mig med alt muligt sludder.. så en dag holdt jeg op med at komme herude.. de tvang mig til at blive hjemme", hun åbnede øjnene igen, fandt sit teleskop frem, og kiggede intenst på det, "..men den sidste dag jeg var hos ham, for at sige farvel.. dybt ulykkelig.. gav han mig dette i afskedsgave. Han krammede mig, og sagde, at med dét, ville jeg altid kunne finde vej tilbage", hun pausede igen, "mine forældre kendte naturligvis ikke til dette sted, de vidste bare, udfra de historier jeg fortalte dem når jeg kom hjem, at der var noget i gærde".

"...det gør mig ondt", sagde jeg.

Hun rystede let på hovedet og smilede skævt, "tak, men det skal du ikke tænke på.. det er så lang tid siden nu". Hun kiggede på mig og derefter ud mod søen, "imorgen prøver vi igen", sagde hun så.

Jeg havde svært ved at forestille mig hvad der skulle have ændret sig imorgen, men nikkede bare og sagde ja.

Resten af aftenen, før vi faldt i søvn, gik med at vi udvekslede anekdoter, og jeg fortalte hende hvordan jeg mødte hendes bedstefar, den aften for mange år siden. Hun kendte godt historien, hendes bedstefar havde fortalt hende om hvordan en lille dreng, var foret vild i skoven, havde set lyset, og havde fundet vej til hans fyrtårn, og om hvordan han havde kunnet mærke, at jeg var den rette.

Den aften, havde jeg været helt alene ude i den mørke skov, indtil jeg fandt fyrtårnet. Men i aften, i aften havde jeg selskab. Det var en dejlig følelse.

Næste morgen var vi tidligt oppe, det var Sophias blide hånd der vækkede mig.

"Er du klar, Malik? Vi tager ud på søen igen", sagde hun. Jeg nikkede, vi pakkede vores soveposer sammen, lagde dem tilbage i både, og satte ud på søen igen.

Det var ved at lysne, men der var stadig nogle timer til at solen stod op, måske håbede Sophia at vi kunne se bedre i dagslys, hvilket ville give mening, men en så stor ø, som Luftspejlings Øen lød til at være, kunne da ikke være sådan at overse, selv om natten?
Vi sejlede rundt længe, som vi havde gjort det aftenen forinden, indtil vi lagde vores årer fra os af træthed.

"Jeg...jeg forstår det altså ikke, det ER her, den burde være her, det ER Spejlsøen", sagde Sophia opgivende og lagde sig tilbage i båden. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, hvis hun var så sikker måtte den jo være her et sted.. men her var ikke noget.. det var mystisk.
Jeg blev søvning, mens jeg lå og hvilede hovedet på bådkanten og stirrede ned i vandet, det var stadig meget tidligt, men nu begyndte da solen at titte frem over trætoppene.

Pludselig, syntes jeg at jeg så noget i vandet! Det lignede.. en bygning? Et spejlbillede?? Med et sæt der fik båden til at gynge, rejste jeg mig op igen, og kiggede efter det, der havde kastet reflektionen. Intet..

"Hvad laver du dog?", klagede Sophia.

"Kig ned i søen!!", udbrød jeg.

"I søen...?", gentog hun undrende og kiggede, "d-d-det... det er jo, Luftspejlings Øen!!!".

"Er DET øen?!? Jamen, hvordan kommer vi derhen?", pludselig kom jeg i tanke om noget, "Sophia!", sagde jeg, "brug dit teleskop!".
Sophia tog sit teleskop frem, foldede det ud, og satte det op for øjet.

"Der er den! Jeg kan se den!", udbrød hun og rakte mig sin hånd, ligesom hun havde gjort aftenen forinden da vi fandt søen, "Malik, tag min hånd og luk øjnene". Jeg gjorde som der blev sagt, og pludselig, så jeg for mit indre blik, en ø i mellemstørrelse, med grantræer, et tårn og et observatorium på. Der var den, vi havde fundet Luftspejlings Øen, den fandtes altså. Men tro mod sit navn, var den ligesom søen, man kunne kun få den til at dukke op ved at beskue den gennem Sophias teleskop, og åbenbart havde øen ydermere den egenskab, at den kun dukkede op ved solens første stråler, og ellers var utilgængelig resten af dagen.

Jeg åbnede øjnene igen.. men skoven var væk, vi sad stadig i båden, men nu var der helt tåget omkring os, på nær øen ret fremme. Hvad foregik der?

"Malik, kig ned i søen", hørte jeg Sophia sige, idet jeg kiggede over mod hende, der selv sad og kiggede ned i vandet. Jeg eftergjorde hendes eksempel, og så.. skoven?!

"Hvad sker der Sophie??", spurgte jeg. Hun sad med sit teleskop i hænderne og så meget tænkende ud.

"...nu forstår jeg...", sagde hun, "det her, er noget andet end da vi fandt søen".

"Hvordan mener du?", spurgte jeg.

"Igår fortalte jeg dig, at ved at kigge på søen gennem teleskopet, blev vi transporteret til en slags parallel dimension.. en anden udgave af Evighedsskoven, hvor søen faktisk eksisterer. Men det her er noget andet. Luftspejlings Øen eksisterer ikke PÅ søen.. men under den", hun tav et øjeblik mens hun selv prøvede at processere det hele, "det må være bedstefars magi der har gjort det, han har flyttet øen til en anden virkelighed, for at beskytte ikke blot sin research, men også hemmeligheden om Lysets Hjerte".

"Men, hvorfor gemte han så ikke også bare hjertet her?", sagde jeg mens vi begyndte at ro hen mod øen.

"Jeg formoder, at selvom hjertets sikkerhed var af høj prioritet for min bedstefar, så ønskede han stadig, at den udvalgte skulle kunne finde det på egen hånd, og havde han gemt det her, havde du aldrig fundet det. Plus, selvom det var mere risikabelt at gemme det i fyrtårnet, ude i den virkelige verden, så var han nok mere tryg ved at have det hos sig, og vide hvor det var".

"Det har du nok ret i", svarede jeg.

Øen kom tættere på, og det varede ikke længe, før båden var nået i land. Øen havde en fin lille fortøjningsbro, som vi brugte til formålet. Jeg kravlede op og bandt båden fast, hvorefter jeg hjalp Sophia op. Endelig var vi i land på Luftspejlings Øen. Jeg stak hånden i lommen og mærkede den nøgle Hans havde givet mig. Nu måtte vi finde det obserservatorium!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...