Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

2Likes
12Kommentarer
686Visninger
AA

19. Solen i Regnen

Da jeg kom til bevidsthed, lå jeg i Sophias arme, stadig med kurs mod landjorden, men denne gang i et kontrolleret tempo. Sophia var kommet mig til undsætning igen, denne gang, havde hun uden tøven, kastet sig ud af vinduet efter mig, uden en plan af nogen art, da kæmpe blå sommerfugle vinger pludselig var vokset ud af ryggen på hende. Var det mon en side effekt af Midnatsblomstens magi?

"Heheh...", grinte jeg fjoget, "Det er ved at være en dårlig vane det her. Det er anden gang du redder mig uden at tænke på dig selv".

"For det første, ved jeg ikke hvad jeg ville gøre uden dig", sagde hun og smilte, "For det andet, er det takket være dig at jeg overhovedet er i live".

"Haha, ja, vi er vidst lige gode om det", grinte jeg.

Oppe i tårnet, var kampen mellem Dice og Sila fortsat. Min formodede død havde sprængt en sikring hos Dice, der var gået fuldstændigt amok mod sin tidligere kammerat. Sila, der før havde haft uovertruffen banefordel, så nu sig selv trængt op i en krog, og kunne dårligt holde trit med Dice' endeløse angreb.

"Ramte jeg en nerve?", grinte Sila hånende for at prøve at fremstå kølig, mens han febrilsk parerede Dice, sværd med sit eget.

"Hold kæft!!", råbte Dice rasende, "HOLD KÆFT!!!!! Du har dræbt min bedste ven, det tilgiver jeg dig ALDRIG!!!"

"Din bedste ven?? Hahaha, jeg troede JEG var din bedste ven??", indskød Sila.

"Jeg kan ikke genkende dig mere, Sila. Efter alt hvad der er sket i her i tårnet... hvad end vi to havde sammen, er det slut!!!!", råbte Dice, mens tårerne løb ham ned ad kinderne, og han hoppede højt op i luften for at levere det endelige stød. Han tænkte tilbage på alt det han havde haft sammen med Sila, fra de voksede op sammen og til han forsvandt i monsunen. Han tænkte på alt det han og jeg havde været igennem, om end vi kun havde kendt hinanden i meget kort tid til sammenligning.

Han kunne ikke bære det, det var for meget for ham, i nat havde han mistet to nære venner. Han havde endelig fundet sin forsvundne ven, blot for at finde ud af at denne var blevet forpurret af Regntårnet, og derefter bevidne sin nye ven blive kastet i døden.
I blind vrede koncentrerede han ubevidst alle sine kræfter i ét mega angreb, der gennemborede Sila, og pulveriserede gulvet under dem, hvorefter de begge styrtede ned mod basen af tårnet. På grund af kraften fra Dice' sidste angreb, faldt de med raketfart, og nåede bunden af tårnet på rekordtid, hvor Sila nu lå med Dice' samurai sværd igennem sit blødende bryst.

Vandet fra lokalet i top etagen var lækket igennem det enorme hul Dice havde lavet i gulvet, og var fulgt efter dem som små vandfald der nu omringede dem og var begyndt at fylde foyeren op. Sila smilede djævelsk.

"Hah...hahahahah......så længe jeg har vand, kan du ikke besejre mig!!!", grinede han.

Han ventede på at vandet skulle helbrede hans kampsår, så han kunne komme på benene igen og gøre det af med Dice, da de pludselig hørte en knitrene lyd komme oppe fra toppen af tårnet, og kort efter så tusindevis af tordenkiler suse ned mod dem, der lyste hele tårnet op på deres vej.

Dice, reagerede hurtigt og skyndte sig at hoppe i sikkerhed på et brudstykke af det gulv han før havde ødelagt, idet tordenkilerne øjeblikket efter skabte kontakt med Sila gennem sværdet som han ikke havde haft tid til at trække ud af sin nemesis. Han så målløst til, idet den voldsomme elektricitet, som kun blev forstærket af alt det vand der lå på gulvet, og det faktum at Sila var gennemblødt i forvejen, fuldstændigt gennemristede hans tidligere kammerat.
Dice kendte kun én person, der kunne have gjort dette.

Imellemtiden var Sophia og jeg landet sikkert udenfor tårnet, hvor solen stadig havde svært ved at trænge igennem de sorte tordenskyer og regnen fortsat silede ned. Vi havde holdt en kort vejrtrækningspause, og var nu på vej tilbage til tårnet for at hjælpe Dice, da vi pludselig så noget utroligt. Som med én stemme, var det som om, at alle de elektriske ladninger i himlen samledes og søgte ind mod tårnet, som om nogen styrede dem. I løbet af sekunder, begyndte lysende sprækker at sprede sig fra tårnets bund og op mod toppen, hvorefter det eksplodererede med et øredøvende brag!
Ikke så snart var tårnet sprængt i stykker, før himlen klarede op, regnen ophørte, og morgensolen tittede frem. Vi skyndte os derhen for at se, hvad der var sket.

Ved siden af Dice, mellem ruinerne af Regntårnet, stod nu en høj rank fyr, med rødt intimiderende strithår, øjne gule som torden, og et sort lynformet mærke ned ad højre kind. Han stod med en bleg lyshåret pige i armene, som han hurtigt satte ned. Det var Viridia, han havde reddet hende ned fra tårnet før det kollapsede.

"Hah.........haaaaaaaaah.......", stønnede Sila, "Jeg............er............ikke.............færdig..................ENDNU".

"Det er nok, Sila", sagde fyren med en dyb maskulin stemme, "Du har tabt, erkend nu bare dit nederlag".

"Men....men jeg......jeg MÅ beskytte Solen i Regnen", hostede Sila, "Det er min pligt".

"Se dig omkring, Sila", sagde manden, "Regntårnet er ikke mere, dets forbandelse er hævet, og med det, dets byrde på dine skuldre. Desuden, skal Dice bruge den, så vær nu en god dreng og giv ham den".

"Hah.....hahahaha", grinede Sila, men denne gang var det ikke en nedladende latter, den var nærmere...lettet, "Du...du har altså en spøjs måde at bede folk om noget på................Scorch".

"Jeg tænkte nok det var dig", sagde Dice efter et øjebliks stilhed, "men...hvad laver du her?"

Manden kiggede over mod Dice.

"Du er blevet stærk, Dice", sagde han og vendte blikket tilbage mod den sårede Sila, "Jeg har selv ledt efter Sila siden han forsvandt, så da jeg fik et tip fra vores mester om at du havde fundet en ledetråd, kom jeg så hurtigt jeg kunne", han gik hen til Sila, der lå og kæmpede for sit liv, og trak sværdet ud af hans bryst. Varmen var det enorme elektriske angreb, havde fordampet det meste af vandet, men der lå lige nok pytter rundt omkring, til at han kunne lukke sit sår, hvorefter Scorch fik ham hjulpet på benene igen.

"Hmph", fnøs Dice med et smil, "Ja hvorfor overrasker det mig, du har altid foretrukket at gøre tingene alene".

Han kiggede på Sila, der nu stod og støttede sig op af Scorch med armen om ham. Da Sila mødte Dice' skarpe blik, kiggede han hurtigt væk igen, som om han skammede sig over hvad han havde gjort. Han rakte sin anden arm op i luften med hånden opstrakt, og gjorde en kort vi viftende bevægelse med pege- og langefinger. Dice kiggede op i luften, og ligeså gjorde vi, da vi pludselig så et skarpt lys stige ned fra himlen.

Det lysende objekt landende i Dice' udstrakte hænder, og gav sig til kende i form af en gylden kugle med mystiske streger og symboler på sig.

".......værsgo, Dice, det var den her du kom efter", sagde Sila med lavmeldt stemme, "Det der, er Solen i Regnen, Regntårnets skat, som jeg har vogtet de sidste ti år. Tag den, og hjælp din ven med at finde sværdet".

Dice kiggede forundret på kuglen i hans hånd, "Men...min ven....Malik......han...........han er væk.........."

Viridia, der indtil nu bare havde stået og lyttet, pegede hen mod mig og Sophia. Da Dice så det, gibbede det i ham og han vendte sig om hvor han øjeblikkeligt fik øje på os og skyndte sig hen til os. "Tak for liftet", sagde Viridia til Scorch, der sendte hende et bekræftende nik, før hun vendte om på hælene og og sluttede sig til os andre.

"Malik...og Sophia...I lever!?!", udbrød Dice.

"Hehe, ja, Sophia redede min røv igen", grinte jeg fjoget.

"Hehe, det er en røv der er værd at rede", sagde Sophia og tog min hånd.

"M..men hvordan?! ....Nej vent, det kan I fortælle mig senere!! Se hvad jeg har!"

Han rakte den mystiske kugle frem for os.

"Er det?", spurgte jeg.

"Det er det nemlig!", svarede Dice, "Solen i Regnen, det mystiske artifakt som Regntårnet vogtede ifølge legenden".

"Så den her tingest, er nøglen til at finde Lysets Klinge?", spurgte Sophia.

Viridia studerede kuglen Dice havde i hænderne.

"Kan du tyde det?", spurgte jeg.

Hun var tavs et øjeblik, hun koncentrerede sig.

"Jeg leder efter solen i regnen,
leder efter noget bedre,
leder efter lyset på min vej,
dette er forevigt
", læste hun.

"Hmm, hvad betyder det mon?", spurgte Dice.

"Jeg ved det ikke", sagde Viridia, "Men det er det der står, en gåde måske?"

"Hmm... lad lige mig se den", sagde jeg og tog imod den.

I samme øjeblik jeg fik den mellem hænderne, så jeg et syn for mit indre øje. Det gik stærkt, og alt var mørkt, men alligevel forstod jeg hvad kuglen prøvede at fortælle mig. Det var som om den reagerede på, at en med Lysets Hjerte, havde den i hænderne, og nu prøvede at guide mig hen til hvor sværdet var gemt.

"Malik.....? Er du okay?", spurgte de alle i kor.

Pludselig kom jeg til mig selv igen, det føltes som om jeg var faldet i staver et kort øjeblik. Jeg kiggede bestemt på dem.

"Kom venner! Jeg ved hvor sværdet er!", sagde jeg og begyndte at gå.

"Vent lige lidt!", sagde Dice og løb tilbage til ruinerne af tårnet, hvor Scorch og Sila stadig stod.

"Hvad så?", spurgte Scorch.

"Malik ved hvor sværdet er! Kom med os!"

Scortch tav et øjeblik.

"Det ved du godt jeg ikke kan", sagde han så, "Du husker vel nok hvorfor jeg forlod jer og Mester til at starte med, og ikke tog med på missionen om at finde den udvalgte?"

Nårh ja, det huskede Dice godt noget om. Scorch havde altid være den stolte enspænder, der foretrak at gøre tingene selv, på egen hånd. Han nægtede at lægge sin skæbne i andres hænder, så da Dice og Sila blev sendt ud for at finde den udvalgte, gik han sin egen vej, i overbevisning om, at han selv kunne besejre Veronica, når han var blevet stærkere.

"Intet har ændret sig siden, Dice", sagde han, "og jeg er ikke just imponeret af din ven, efter hvad jeg så idag".

"Du fangede ham bare på en dårlig dag", insisterede Dice, "jeg har været sammen med ham det sidste døgns tid. Han har et enormt potentiale, bare giv ham tid".

"Det er tid vi ikke har", sagde Scorch, og holdt en kort pause, "Men hvis du er så sikker på ham, så respekterer jeg din beslutning om at følge ham.........og så vil jeg kæmpe mod ham, når han er blevet stærkere".

Det overraskede Dice at høre. Scorch havde altid været den stærkeste af de tre. Så at høre at han ville udfordre Malik....han kunne ikke lade være med at smile og glæde sig. Han nikkede, og løb tilbage til sine venner. Han havde været ved at give Sila hånden til farvel, men havde fortrudt, da han stadig ikke var klar til at tilgive sin gamle ven.

Scorch og Sila betragtede Malik og vennerne, efterhånden som de blev mindre og mindre og forsvandt ind i skoven.

"Hvorfor?", sagde Sila og kiggede på Scorch, som han stadig støttede sig til, "Hvorfor lægger du så meget tillid i ham? Jeg troede du ikke ville lade andre styre din skæbne?"

"Dice har altid haft en vilje af stål, og en sans for retfærdighed", svarede Scorch, "Jeg følger min egen vej, men han er fast besluttet på at følge sin, og det kan jeg kun respektere". Han mærkede hvordan iveren efter at kæmpe mod Malik, når han var blevet stærkere, fremkaldte små flammer i hans frie hånd, som han hurtigt slukkede igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...