Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

2Likes
12Kommentarer
704Visninger
AA

6. Observatoriet

Jeg havde gået i observatoriet i en times tid, og kigget på alle de finurlige dimser, dutter, og apparaturer Hans havde indrettet stedet med, samt nær studeret nogle af de mange bøger han havde, da Sophia forpustet stormede ind ad døren.

"Undskyld det tog så lang tid", stønnede hun, "...har du fundet noget?".

"Åh hej Sophia!", sagde jeg overrasket og kiggede kortvarrigt op fra den bog jeg stod og læste om hvordan man brugte lys som våben, ved at fokusere det i en fysisk masse, "Næh...tjoh...en masse...men jeg ved jo ikke hvad jeg leder efter", sagde jeg så lettere opgivende, "Hans sagde at jeg ville finde alle de svar jeg søgte her, mente han bøgerne?"

Sophia kom nysgerrigt hen mod mig for at se hvad jeg læste.

"Hvad er det?", spurgte hun.

"Den hedder Kend dit Indre Lys", svarede jeg, "den forklarer hvordan man, hvis man er i perfekt kontakt med sit indre lys, kan kanalisere og påkalde det så man kan bruge det... men bruge det til hvad?", sagde jeg holdt en kort pause, idet jeg lukkede bogen sammen og lagde den fra mig på bordet, "inden du kom, har jeg forsøgt at føle mit indre lys.. Lysets Hjerte din bedstefar gav mig. Da jeg jog Veronica på flygt med et lysglimt fra mit bryst, sagde han at det var tegn på at jeg endelig var klar til at bruge mine kræfter.. men jeg føler mig ikke klar, jeg ved ikke hvad det ER jeg skal føle mig klar til, jeg ved ikke hvad det er for en "perfekt kontakt" jeg skal føle efter", sagde jeg frustreret og kiggede i min håndflade, der var så bleg og normal som den altid havde været.

Sophia havde samlet bogen op efter jeg lagde den fra mig, havde stået og kigget i den mens jeg havde lavet monolog, og gik nu hen og lagde trøstende hånden på min skulder.

"Malik.. da lyset agerede på egen hånd, og forsvarede dig mod Veronica.. mærkede du da noget? Måske er det den følelse du skal tænke tilbage på og hive frem!", foreslog hun.

"Måske..", svarede jeg, lukkede øjnene for at koncentrere mig, og holdt hånden for mit bryst, i håbet om at kunne mærke noget.
...
...
...
"...nej...ingenting", sagde jeg og sukkede.

Sophia gik rundt og inspicerede observatoriet videre. Det så ud som hun huskede det, blot en smule mindre. Alting var så lyst og skindende, hendes bedstefar havde sat stor ære i at passe på sine ting og holde dem i stand. Loftet ligeså var gyldent, dekoreret med stjernebilleder man må formode lyste op når lyset var slukket, på nær ét enkelt loft panel der var fjernet, for at bane vej for det store gyldne teleskop der stod i lokalet.

"Malik! Kom op og kig!", råbte Sophia der selv var gået i forvejen. Jeg tøvede lidt ovenpå min frustration, men overvejede at lidt stjernekiggere måske aflede mine tanker, eller være en inspiration, og gik op på podiet for at slutte mig til hende.

"Er det ikke bare smukt?!", strålede hun af begejstring efter jeg havde stået der et øjebliks tid.

"Jo, meget!", sagde jeg i enighed mens jeg beskuede det majestætiske ydre rum, "men, er det ikke højlys dag? Jeg troede at natten var et mere ideelt tidspunkt at kigge på stjerner", kom det så ud af mig.

"Jo, så ret du har.. under normale omstændigheder", svarede Sophia med et stort smil, "ser du bedstefar ønskede ikke at være bundet af tid når han ville studere himmelrummet, så han installerede en special linse, der trænger igennem ozon laget, som jo er dét der i dagtimerne for himlen til at fremstå blå pga. havets spejling. På den måde kunne han kigge på stjernerne når som helst det passede ham, uafhængig af tidspunktet på dagen". Det var ret tydeligt at hun var stolt over sin bedstefars opfindelser og kreationer, men det havde jeg også været i hendes sted.

"Vil det så sige", sagde jeg og flyttede hovedet fra teleskopet og rettede mit blik mod hende, "at det ikke så meget er selve dit mini teleskop der er magisk, men mere glasset der sidder i det?", spurgte jeg.

Det gav et overrasket gisp i hende, "det.. kan det meget vel være, det har jeg faktisk slet ikke tænkt over", sagde hun idet hun tog det frem fra sin skuldertaske for at nærstudere det, som jeg først nu bemærkede hun havde.

"Hvor fandt du den henne?", spurgte jeg og pegede.

"Åh den her?", sagde hun og kiggede på sin taske, "jeg..", hun tøvede, som om hun skammede sig over hvad hun havde lavet mens hun var væk, "...jeg fandt den oppe på mit gamle værelse", kom det så ud af hende, mens hun kiggede ned i jorden. Vi står med jordens skæbne i vores hænder, så jeg var nødt til at se det en sidste gang, hvis nu jeg aldrig fik mulighed for det igen".

Jeg gik hen og lagde hånden på hendes skulder. Hun kiggede op og jeg smilede. "Det er helt okay, jeg forstår", sagde jeg, og hun smilede tilbage, "tak", sagde hun.

Vi stod i et par øjeblikke og bare smilede til hinanden, indtil jeg besluttede at det var tid til at komme videre i teksten. Jeg pådrog mig en alvorlig mine, idet jeg igen kiggede op mod loftet, nærmere betegnet i midten, hvor jeg nu bemærkede en besynderlig anordning. Det lignede nærmest en højteknologisk lysekrone, udsmykket med utallige små spejle i diverse former og vinkler. Jeg fulgte den med blikket ned mod gulvet, hvor sidstnævnte var blevet ryddet for at gøre plads til en forhøjning af en art, og ved siden af forhøjningen, et kontrol panel med et stort håndtag, en masse målere og knapper, og et solur med et piktogram af bygningen, der viste hvornår solen stod præcist over oberservatoriet.

"Malik!", lød det pludselig fra Sophia, der stod og inspicerede lysekronen i loftet, mens jeg stod og prøvede at finde hoved og hale i kontrolpanelet, "jeg tror jeg ved hvad den skal bruges til, hvad det var min bedstefar ville vise os!".

"Virkelig!?", udbrød jeg, "jamen hvad dog??".

"Prøv at stil dig på forhøjningen!"

"Øhm.. okay", sagde jeg og gjorde som hun bad om, hvorefter hun tog min plads ved kontrolpanelet.

"Ifølge soluret, er der kun få minutter til at solen står på sit højeste..."

"Og hvad skal vi så bruge det til?", spurgte jeg undrende.

Sophia kiggede begejstret op fra panelet, som om hun lige havde løst svaret på alle livets gåder, "Malik, min bedstefar sendte os herhen, så vi kunne benytte hans opfindelse, til at kickstarte dine kræfter!".

"Hva siger du?!", udbrød jeg, "jamen... hvordan det??"

"Det skal jeg sige dig!", smilede hun, "med en lille dosis direktekoncentreret sollys! DET, er hvordan!".

Jeg kiggede overvældet op mod lysekronen der sad små tyve meter over mig.

"Kan du se alle de spejle?", sagde hun.

"Ja?"

"Ikke blot er de der for at dirigere solens lys ned hvor du står, men spejlen
e er specielt lavet til at mangedoble energien i lyset!", sagde hun, "....har du mod på at vi prøver den af?", spurgte hun tøvende, efter hendes puls var faldet lidt ned.
Jeg kiggede fra hende og op i lysekronen, på hende igen, og lysekronen igen... så bøjede jeg hovedet og kiggede på mine hænder. For 10 år siden havde Hans, Sophias bedstefar, set noget særligt i mig, og betroet mig med Lysets Hjerte, som så indtil nu havdet ligget i dvale indeni mig, indtil igår hvor det blev vækket da jeg kæmpede for at redde Hans og mig selv ud af kløerne på Veronica. Jeg havde fået et glimt af, hvad jeg var oppe imod, og skulle jeg have den mindste chance for at besejre det, måtte jeg have fuld kontrol over mine nye kræfter. Jeg knyttede min hånd i bestemthed, kiggede op på Sophia, og nikkede.

"Ja...det har jeg!", sagde jeg.

Hun nikkede tilbage, med samme bestemte blik som jeg, "Okay!", sagde hun og gjorde klar til aktivering, "ifølge soluret er der kun få sekunder til solen står på sit højeste.........10...9...8...7...6...5...4...3...2...1...og aktivér!!", talte hun og hev ned i det store håndtag så snart hun havde nået nul.

Med ét, åbnede håndtaget et cirkulært hul i loftet af kuplen, ovenover lysekronen, og som et lyn fra en klar himmel, strømmede sollys ind, blev opfanget af de mange spejle og sendte videre ned mod mig, der nu stod badet i ét stor søjle af lys. Jeg følte hvordan lyset gennemstrømmede mig, udfyldte hver en mikro celle i min krop med overvældende energi, og hvordan jeg pludselig blev hævet fra gulvet, med blikket rettet direkte op mod solen, som jeg lige kunne skimte via lofthullet. Jeg havde aldrig før kunnet kigge direkte på solen uden at få ondt i øjnene, men nu, mens jeg kiggede på den, følte jeg blot at jeg blev fyldt med varme og energi. Nu forstod jeg det.. Lysets Hjerte var som et batteri, og solen var min kraft!

Jeg hang i lyset i hvad der positivt føltes som en evighed, men i virkeligheden kun varede nogle få sekunder, hvorefter solen gled væk fra åbningen, og Sophia lukkede den med håndtaget og løb hen for at se om jeg var okay.
I et kort øjeblik efter lyset forsvandt, var mit krøllede uredte brune hår farvet hvidt, og idet jeg holdt mine hænder op foran mig for at mærke min nyfundne kraft, så jeg hvordan mine blodårer lyste blå op. Men idet Sophia nåede hen til mig var alt ved det gamle igen.

"Er du...er du okay Malik??", spurgte hun bekymret.

Jeg vendte mig langsomt om. Smilede til hende. Og gav hende en tommel op.

"Jep, jeg har det fantastisk!", sagde jeg så, og krammede hende, glad for at vi havde fundet hvad vi var kommet efter, takket være hende, og at alt var gået vellykket.

"Det er jeg glad for", smilede hun og krammede mig tilbage.

Efter krammet, trådte hun et skridt tilbage, studerede mig grundigt, og spurgte så, "Hvordan føles det så? Kan du mærke en forandring?".

"Om jeg kan!", sagde jeg begejstret og holdt hånden op for mig, "jeg føler mig nærmest som et helt nyt menneske! Jeg kan mærke Lysets Hjerte pulsere i mit bryst, og hvordan solens energi løber igennem hver fiber af min krop. Jeg føler... jeg føler at jeg kan redde hele verden nu!!"

Hun smilede.. men det var et bedrøvet smil, "det.. er jeg glad for at høre". Hun vendte sig om, "så, behøver du vel ikke mig mere?".

"Hvad snakker du dog om?" udbrød jeg, løb hen til hende, vendte hende om, og tog fat i hendes arme mens jeg kiggede hende intenst i øjnene, "Sophia.. det er takket være dig at vi nåede så langt. Det kan godt være at jeg er den udvalgte, og at det er mig der har fået lysets kræfter... men jeg kan ikke redde verden uden dig".

Pludselig lyste hun helt op igen, "m--mener du det Malik?".

"Ja jeg gør så!", sagde jeg med et smil.

Hun tav et øjeblik, idet hun kiggede mig i øjnene for at se at jeg mente hvad jeg sagde, "Jeg.. jeg vil gøre mit bedste!", sagde hun så og omfavnede mig.

Bagefter kiggede jeg hende i øjnene, tog fat i hendes hånd, og lagde noget i den jeg havde taget op af lommen.

"Det er jo..", sagde hun overrasket.

"Det er min gode gamle lommelygte, jeg værnede mig med den da jeg tog ud for at lede efter din bedstefars fyrtårn forleden", sagde jeg, "den har tjent mig godt og længe, mod min fobi for mørket, men nu giver jeg den til dig".

Hun kiggede fra lommelygten i sin hånd og op på mig, med beslutsomhed i blikket, "Tusind tak, Malik, jeg lover at passe godt på den", sagde hun og lagde den i sin taske.

"Det glæder mig at høre", sagde jeg så med et smil, tog hende i hånden og gik hen mod døren, "lad os så finde Veronica!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...