Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 23 sep. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

3Likes
12Kommentarer
767Visninger
AA

22. Lysets Klinge

Jeg havde fundet sværdet, men jeg havde grebet det på nøjagtig samme tid som min negative dobbeltgænger, og det havde givet ham en sidste chance til at prøve at vriste det fra mig. Sværdet havde forenet os i én krop, vi holdt fast i det med hver vores arm, og ingen af os agtede at opgive det.

Min mørke side var ufatteligt stærk, og da han sandede at jeg ikke havde tænkt mig at opgi den fysiske styrkeprøve, forsøgte han at få overtaget indefra. Jeg så til mens min krop hastigt blev dækket helt til af mørke, det føltes tungt og kvælende. Jeg kæmpede alt hvad jeg kunne for mentalt at skubbe ham tilbage, og det lykkedes mig i små doser. Hver anden gang jeg skubbede ham tilbage, trak noget af mørket sig tilbage... men det varede ikke længe, før han fik nok, og tvang mig i gulvet. Pludselig føltes hans mørke indflydelse dobbelt så stærk som før, han så en åbning i mit forsvar, og tvang sig igennem. Mørket der dækkede omtrendt halvdelen af min krop, tog atter til, og denne gang stoppede det ikke, uanset hvor meget jeg forsøgte at skubbe ham tilbage, indtil min krop var totalt dækket... han havde vundet styrkeprøven.

Jeg følte hvordan al styrke forsvandt fra min krop, og mit sind sank ned i en dyb, sort afgrund. Var det her min straf for ikke at komme i mål før min dobbeltgænger? At jeg skulle kæmpe en mental kamp mod mine egne mørke impulser? Og... var jeg virkelig så svag, at jeg ikke kunne besejre ham? Var jeg virkelig så svag, at jeg ikke kunne overkomme... mig selv? Mine egne dæmoner? Hvis det var tilfældet, var jeg da på ingen måde egnet til at bære Lysets Hjerte, og stå i spidsen i krigen mellem lys og mørke, som Hans havde ønsket. Havde jeg svigtet ham?
Han havde givet mig hjertet, både fordi dét havde valgt mig, men også fordi han havde set noget i mig, og var fast besluttet på, at jeg var den rette. Derudover havde han også fundet Lysets Klinge til mig, det ældgamle våben der ville gøre mig i stand til at overvinde mørkets kræfter. Men nu... nu var jeg ved at kaste alt det fra mig, og lade mit eget mørke ødelægge alt det, vi begge havde arbejdet så hårdt for. Jeg var på vej ned ad samme vej som Veronica.

Jeg blev pludselig overvældet af træthed, mine øjne føltes tunge, og min krop var kold som is. Mens jeg langsomt svandt ned i det sorte intet, så jeg for mig, hvordan mit mørke jeg, nu i fuld kontrol over min krop, huverende og med et stort bredt smil, løftede Lysets Klinge over sit hoved som trofæ.

NEJ!! Jeg måtte ikke lade det ske! Jeg VILLE ikke lade det ske!! Det her måtte IKKE være enden!!! Med fornyet mod slog jeg en salto i luften, satte af fra ingenting, og susede op fra den mørke afgrund af samme vej jeg var kommet, med kurs mod det hæslige syn af min dobbeltgænger.

Mit mørke jeg, der havde troet at slaget var vundet, tabte sværdet på jorden idet han pludselig begyndte at tage sig til hovedet og vride sin krop i smerte, da han mærkede at jeg atter kæmpede for kontrollen. Jeg ville ikke lade ham slippe væk med sværdet og min krop, jeg ville ikke se hjælpeløst til mens han gjorde dem jeg holdt af fortræd - det nægtede jeg!!

Jeg slog øjnene op, kiggede på min hænder og videre ned ad mig selv, og opdagede at min krop var tilbage til sig. Ikke skyggen af hverken sod eller mørk aura. Jeg kiggede bag mig, hvor jeg så at min mørke dobbeltgænger havde tabt sværdet da jeg gjorde uventet comeback, og gik hen for at samle det op. Jeg bukkede mig ned efter det, men stoppede lige før jeg berørte det skinnende skaft. Var jeg virkelig værdi til det? Hvis jeg så let lod mig overvælde af mørkets indflydelse, var jeg så overhovedet værdig til at bære det mægtigste våben nogensinde lavet?

"...............tag det.........", hørte jeg pludselig stemmen sige, det var længe siden jeg havde hørt den, "...tag det...du har mere end fortjent det...."

Jeg tøvede stadig lidt, men valgte så at efterkomme stemmens ord, hvis den, som havde holdt øje med mig hele vejen indtil nu, mente at jeg var værdi til dens skat, så betvivlede jeg det ikke. Jeg kiggede målrettet på sværdet, tog respektfuldt fat i skaftet, og løftede det op over mit hoved, nøjagtig som min mørke dobbeltgænger havde gjort for kun få øjeblikke siden.
Det var ulig noget andet sværd jeg før havde set. Det havde ingen fysisk form, det var blot en masse af lys, med skaft og hilt som en tretakket stjerne, og selve sværdet der havde form som en stor sabel. Det glødede af lys og energi, og bare ved at stå med det, kunne jeg mærke hvor mægtigt det var, det skræmte mig næsten, at have noget så kraftfuldt i min besiddelse.

Pludselig blev hele lokalet druknet i et skarpt hvidt lys, og da jeg atter kunne se, havde det ændret sig totalt. Der var dunkelt, som om natten, men dog lyst nok til at man kunne se de nye omgivelser. Rummet var ikke længere henlagt i totalt mørke som før. Jeg stod i vand til sålene, og rundt om mig lå der gamle tempel ruiner.

"Kom, kom til mig, unge lysbærer", sagde stemmen der nu tydeligt kom bagfra.

Jeg vendte mig straks om, og så hvordan et mægtigt græsk udseende tempel, tårnede sig over mig. Det var med stor ærefrygt at jeg, med sværdet i hånd, besteg den enorme trappe, hastigt nærmende mig templets store dobbelt dør.
Orion? Var han her?! Skulle jeg virkelig møde legenden selv?!?

Selvom det var en stor trappe, var jeg ikke forpustet da jeg nåede toppen. Men hvordan skulle jeg få døren op? Jeg inspicerede den enorme dør grundigt, ingen håndtag, ingen dørklokke, ingenting... jo vent, der var et lille bitte hul midt hvor de to døre mødtes, lige stort nok til at noget kunne passe ind. Jeg havde kun én ting på mig der passede den beskrivelse, og rakte hånden i lommen for at finde Solen i Regnen frem. Den havde været deaktiv siden den ledte mig igennem første del af Mørkets Labyrint, men jeg havde taget den med i tilfælde af, at den havde endnu en funktion.
Jeg rakte kuglen frem, satte den forsigtigt på plads i døren, hvorefter de to store døre med en bulren begyndte at åbne op. Så Solen i Regnen var altså også nøglen til Orions tempel. Hvem skulle have troet det?

Jeg satte ærbødigt foden indenfor i den enorme hal der udgjorde templets hovedkammer, mens jeg betaget kiggede rundt på alt det udskårne billedhug i velvingerne. Oppe ved alteret, hang der et kæmpe maleri, som forestillede et stort slag, og en enkelt person, der tog imod en kors agtig genstand fra himlen.

"Det er et billede til minde om det dag", sagde den grove stemme, hvorefter jeg vendte mig med et spjæt.

Ved siden af mig, stod en langhåret gammel mand, iført en græsk robe, og med en fint udskåret vandrestok af træ til at støtte sig. Var det mon virkelig ham?

"Det er mig, der får overrakt Lysets Klinge af guderne", sagde manden og pegede med sin krumme finger op på maleriet, "og de to modstridende hære, som du nok har regnet ud, er lyset- og mørkets tropper, der uhelmeligt er på vej i krig. Det var den dag det hele sluttede, og den dag, det hele startede".

Han vendte sig om mod mig, og lagde hænderne på mine skuldre.

"Unge mand, jeg fik aldrig dit navn"

"...Malik", svarede jeg tøvende.

"Malik...bærer af Lysets Hjerte, og nu også mester over Mørkets Labyrint, og bærer af Lysets Klinge. Jeg brugte det sværd i kampen mod mørkets kræfter for mange år siden, og byggede så labyrinten du lige har overvundet, midt i den stjerne der udgør sværdet af mit stjernebilled, hvor jeg håbede at min rette arvtager ville finde det. Malik, ved at overvinde mørket, både det rummelige og det spirituelle, har du mere end bevist, at du er værdi, til at følge i mine fodspor. Jeg ved at det er et stort ansvar, men jeg håber du vil påtage dig det, for kun du kan".

Jeg bukkede hovedet i skam.

"Tak...Orion...men jeg...jeg...........jeg fortjener slet ikke al den ros", fremstammede jeg kiggede ned i gulvet, "Jeg nåede ikke frem til sværdet før min mørke halvdel, og da jeg gjorde, overtog han min krop, og han havde nær..."

"...men det gjorde han ikke", stoppede Orion mig, hans grove gamle stemme var overraskende blid, "han overraskede dig, men du kæmpede bravt til det sidste, og lod dig ikke overvinde, selv da du sank ned i den dybeste afkrog af dit eget sind.. og det, er stort".

Jeg kiggede overrasket op på ham.

"Ja... jeg så det", sagde han med et drilsk smil, "så tro mig, når jeg siger, at hvis nogen er værdig til at bære Lysets Klinge... og Lysets Hjerte for den sags skyld.. og lede kampen mod mørket, så er det dig".

Jeg nikkede med smil, "Tak, Orion.. jeg vil ikke skuffe dig!".

"Hahaha", klukkede han, "Det ved jeg du ikke vil, du har et enormt potentiale, som du dykker dybere ned i for hver dag der går, og Lysets Hjerte brænder stærkere i dig, end i nogen anden bærer jeg før har set".

Vi kiggede begge op på billedet.

"Malik", sagde Orion så, "der er noget jeg vil vise dig".

"Hv..hvad er det??", stammede jeg.

"Jeg vil vise dig, hvad der skete den dag", sagde han, "du har nok hørt historien før, men som bærer af både hjerte og sværd, føler jeg, at det er min pligt, også at lade dig se, med egne øjne, hvordan det hele skete, så også oplevelsen går i arv til dig", han tav et kort øjeblik, "....desuden, vil jeg gerne vise dig, hvordan jeg vandt krigen med det sværd alene, så du får en demonstration og forståelse for dets kræfter".

"O...okay", svarede jeg, "så hvordan..."

"Læg blot hånden på maleriet og luk øjnene, så klarer jeg resten", sagde han.

Jeg gjorde som han bad om, lagde hånden på det fine maleri og lukkede øjnene, hvorefter jeg pludselig mærkede et sus i kroppen, og et syn åbenbarrede sig for mit indre øje. Jeg så en gold slagmark, tunge sorte skyer der bulrede og bragede, og to modstridende hære, den ene bestående af menneske soldater, og den anden af mørke skyggevæsener, dæmoner, og pansrede skellet krigere, kollidere med hinanden på ødemarken.
Alt var kaos, der så ikke ud til at være nogen ende på galskaben, og mørket fik hastigt overtaget, efterhånden som de dødelige menneske soldater faldt i kamp til de uddødelige mørkets skabninger, der blot blev ved med at rejse sig.

Netop som alt så sortest ud, rejste en kriger sig midt i mængden, han var lederen af menneske tropperne, og han takkede guderne for, at han havde holdt så længe, mod denne overnaturlige trussel. Han bad til guderne om at give sig styrke, hvorefter han styrtede hovedkuls ind i fjendens vold, i håbet om at tage så mange monstre som muligt med sig i graven, og vinde tid for sine resterende mænd til at trække sig tilbage. Men ikke så snart havde han sat i løb, med sit sværd hævet højt, da en stråle af lys brød de tunge sorte skyer, og et sværd lignende objekt svævede ned imod ham.

"Orion, vi har overværet kampen og dit ukuelige mod", sagde en dyb stemme, "Også vi guder kæmper det bedste vi kan mod Mørkets Herre, men det er os forbudt direkte at blande os i hvad der sker nede hos jer. Tag denne, Lysets Klinge, og vind krigen mod mørket. Gør du det, burde deres leder indse sit nederlag, og trække sig tilbage".

Krigeren tog imod det lysende sværd, der lignede det jeg lige havde fået fat i på en prik, og efterlevede gudernes ønske. Han håndterede det som en professionel, som var det skabt til ham, og med kun to gigantiske sving fra sværdet som på magisk vis udvidede sig til mange gange dets oprindelige størrelse, som var det en elastik af lys, havde han halvt reduceret fjendens ellers uovervindelige tropper. Forskellen var blot, at denne gang, rejste de faldne sig ikke, og på jorden var der kæmpe halvmåneformede brændspor der, hvor sværdet havde været.

De resterende tropper omgrupperede da de så hvad de var oppe imod, men i stedet for at flygte, satte de ét stort samlet angreb ind mod Orion. Orion gjorde klar til sammenstødet med Lysets Klinge klar til et tredje sving, idet en mørk uhyggelig stemme gav genlyd henover hele kamppladsen.

"I kan ikke vinde, vi trækker os tilbage...for nu.
Vi vender tilbage, det sværger jeg, og næste gang
vil end ikke guderne kunne hjælpe jer
"

Med de ord, fra en usynlig tilstedeværelse, stak nattens monstre af, og de tilbageværende mennesker kunne ånde lettet op.

Synet af kamppladsen forsvandt for mit indre blik, og alt sortnede. Jeg mærkede en hånd på min skulder, og åbnede øjnene igen. Jeg kiggede på Orion, der kiggede på mig, som om han ventede at høre om min oplevelse.

"Jeg... jeg hørte en stemme, lige før synet sluttede", sagde jeg, "Den jog de resterende skygge væsner på flugt, og lovede at den ville vende tilbage en dag".

"Ahh ja", sagde Orion, "Den stemme har hjemsøgt mig lige siden".

"Var det..."

Orion kiggede pludselig meget alvorligt på mig.

"Hør nu godt efter, unge lysbærer", sagde han, "Det, du hørte, var Mørkets Herre, kun guderne har set ham, selv jeg har ikke mødt ham eller ved hvordan han ser ud. Derfor kan jeg heller ikke forberede dig på at møde ham, jeg kan kun vise dig, hvad jeg selv så, den dag, og håbe at det, at se mig bruge sværdet, har givet dig en idé om hvilke enorme kræfter det besidder. Jeg er ikke i tvivl om, at en ung mand som dig, med endnu større potentiale end jeg havde, vil være i stand til at udnytte sværdets fulde kræfter, men jeg kan kun håbe, at det vil være nok".

"Men jeg... jeg har kun halvdelen af Lysets Hjerte", indrømmede jeg, "Det blev splittet i to for mange år siden på grund af misbrug i mørkets tjeneste af bæreren der kom før mig".

"Hmm... javel", sagde den gamle mand og strøg sit lange hvide skæg, "så må du finde den anden halvdel, og samle hjertet igen, for kun da, kan du bringe sværdets fulde kræfter frem".

Jeg havde med andre ordet flere grunde nu, til at finde Veronica, og stoppe hende, før hun gjorde mere skade end hun allerede havde. Mørkets Herre havde lovet han ville vende tilbage en dag, men vi anede ikke hvornår eller hvor han var, Veronica derimod, rendte rundt et eller andet sted ude i Evighedsskoven, i jagten på Lysets Klinge, for at få sin fulde styrke tilbage og fortsætte sit tyranni af død og ødelæggelse, som hun havde været igang med, da Hans modigt stillede sig i vejen for hende for 50 år siden, og tog halvdelen af hjertet fra hende. Hun var et nemt mål, og hun var i øjeblikket den største trussel.

"Hvad gør jeg så nu? Hvordan kommer jeg tilbage til mine venner?", spurgte jeg.

"Dette sted, har tjent sit formål", svarede han, "om lidt, vil jeg forsvinde tilbage til efterlivet, og alt hvad du ser omkring dig, vil forsvinde med mig. Når det sker, skal du blot bruge Lysets Klinge, til at skære igennem mørket, hvorefter du vil finde dig selv hjemme igen".

Vi gav hinanden hånden, den ældste generation havde givet faklen videre til den yngste, og havde betroet denne med al sin viden og visdom. Orion havde anerkendt mit mod og min styrke, og havde betroet gudernes våben til mig.

Med det, forsvandt han i et glimt af lys, og ganske som han havde forudset, forsvandt alt omkring mig på samme vis, hvorefter alt blev mørkt. Det var fuldstændigt som første gang jeg ankom til labyrinten, også da havde alt været sort. Da havde jeg haft Solen i Regnen til at være min guide... denne gang, havde jeg Lysets Klinge. Jeg rakte højre hånd frem for mig og påkaldte sværdet, der nu var blevet en del af mig, strakte det om bag min ryg, tog en dyb indånding, og svang det så hårdt jeg kunne.

Jeg snittede en dyb flænge i det tomme mørke, og mærkede hvordan lyset straks opslugte mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...