Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

2Likes
12Kommentarer
701Visninger
AA

3. Indhentet af Fortiden

Jeg så mit liv passere mig forbi, i et kort øjeblik der føltes som en evighed, føltes det som om tiden gik i stå. Den sorte dæmoniske skikkelse havde hævet sin ubarmhjertige hånd, og havde sendt den på kollisionskurs mod mig. Jeg havde ingen kræfter til at gøre modstand, og hvad kunne jeg gøre? Med ét slag havde dæmonen mere end vist sig at være mon overmand. Jeg var bange, rædselslagen, jeg kunne ikke engang få mig selv til at lukke øjnene af bare immobiliseret skræk. Men lige som dæmonens syle spidse kløer var blot millimeter fra mit skrøbelige bryst, skete et mirakel!

"AAAAAAARRRGH!!!!!", hylede dæmonen i smerte, idet en søjle af lys skar ud af mit bryst og ramte dæmonen, sekundet før jeg ville have taget billetten, og forsvandt så igen, lige så hurtigt som det var kommet. Dæmonen holdt sig væmmende for øjnene mens den væltede rundt i det raserede fyrrum, tydeligvis i alvorlig smerte. Men den var snart ovre choket, vendte vredt hovedet mod mig med sammenknebede øjne og skærende tænder.


"Din lille møgunge!!! Lyset beskytter dig!!!", den tav et øjeblik mens den kiggede væk, for derefter at rette blikket tilbage mod mig igen, som en spoleret unge der ikke kunne få sin vilje, "Mærk dig mine ord, snothvalp!!", hvæsede den, "Jeg vender tilbage! Og NÅR jeg gør.. vil jeg råde dig til at være klar!". Og med de ord, stak den i løb, ud af fyrrummet, og videre ud i den mørke nat.


Under dramaet havde de papirer den knuste olielampe antændte, fået fat i hele hytten, og alt stod nu i flammer. Jeg undrede mig over at jeg først rigtig havde bidt mærke i det nu, men jeg havde nok været for panisk og optaget af dæmonen, men det kunne jeg ikke gøre noget ved nu.. Hans! Jeg måtte se til Hans!


I den anden ende af lokalet, ved en rude der var splintret efter dæmonen havde slået Hans ind i den i arrigskab, sad den gamle mand, helt stille. Jeg skyndte mig hen til ham og ruskede i ham, i håbet om at der stadig var liv i ham. Han gispede stønnende efter vejret, han var i live, men med nød og næppe, jeg var lige dele lettet og bekymret.


"Hans!!", råbte jeg, "Er du okay?"


"Jeg.. jeg har haft det bedre", hostede han, "Men.. men lyset reddede dig! Det er fantastisk! Det betyder at du endelig er klar til at...", hans stoppede midt i sætningen, han kunne se i mine øjne, at jeg bar på nogle tunge tanker, "...hvad er der galt min dreng?", spurgte han.


Jeg tav et øjeblik, jeg ville ikke lyde selvvisk, men jeg måtte kende sandheden.


"Hans?", sagde jeg så, "Hvad dæmonen sagde før, passer det? Er jeg... var den...?"


Nu var det Hans der tav, måske fordi han ledte efter de rigtige ord. Måske vidste han ikke rigtig hvor han skulle starte.


"Ja...min dreng, det passer... hvert et ord", sagde han så stille, "Længe før du kom hertil... længe før du overhovedet blev født... fandt en pige, på samme alder som du var, fyrtårnet.. Veronica hed hun", han holdt en kort pause, "siden hun havde fundet herhen, antog jeg, at hun var den udvalgte. Hun var sød, smilende, velopdraget.. nøjagtig som dig. Jeg tog hende med op til fyrtårnet og gav hende Lysets Hjerte, ganske som jeg gav det til dig for 10 år siden. Hun var tilbageholden i starten, men ivrig efter at rede verden.. havde jeg dog blot anet uråd. Det varede ikke længe før hun havde lært at mestre lysets kræfter, og allerede i en alder af 15 var hun mægtigere end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Jeg burde have været glad, men jeg var bange.. jeg fornemmede et voksende mørke i hende, et magt begær.. og ganske som jeg frygtede, begyndte hun at bruge sine nye kræfter, udelukkende for egen vinding, og var ved at styrte hele landet i grus. Hun sagde, at efter alt det had hun havde bevidnet, OG følt på egen krop, havde hun konkluderet, at verden ikke var værd at rede, og søgte nu i stedet at ødelægge den.. for at genopbygge den. Hun var blevet korrupt af verdens ondskab, den ondskab det var hendes opgave at udryde! Men det var ikke hendes skyld, jeg skulle aldrig havde bedroget et barn så tung en byrde", han holdt en kort pause, "Over de næste par dage, så jeg så al den død og ødelæggelse hun forvoldte, det hele var min skyld, JEG havde givet hende de kræfter, så jeg besluttede at tage hendes gave tilbage!". 


Flammerne var begyndt at tage til, bjælker rev sig løs fra loftet og landede tungt på gulvet, advarende om at loftet var begyndt at give efter, vi måtte ud herfra mens vi stadig kunne.


Jeg forsøgte at rejse Hans op, men han modarbejdede mig. "Hans! Vi må ud herfra mens vi.." "NEJ!!", afbrød han mig, "Hør mig færdig! Lyset beskytter dig, du har intet at frygte.. jeg, jeg er bare en gammel mand, der for én gangs skyld har gjort noget rigtigt, så gør mig en sidste tjeneste og lyt til resten af min fortælling". Han fortsatte, "Jeg opsøgte hende, lod som om jeg ville rose hende for det værk hun havde udført, at genopbygge en bedre verden.. men så snart jeg fik chancen og havde luret hende ind i en falsk tro af tillid, slog jeg til! Jeg brugte de sidste af mine egne kræfter, til at jage hånden ind i brystet på hende, og rive Lysets Hjerte ud. Men det sad bedre fast end jeg troede, hun gav det ikke velvilligt fra sig, og det brændte, men jeg helmede ikke.. det var min eneste chance for at stoppe hendes massakre. Hun skreg af smerte og kæmpede imod, men til sidst lykkedes det mig at hive det ud.. Det viste sig dog desværre at jeg kun fik fat i den ene halvdel, hjertet var blevet knust af at være blevet brugt i det ondes tjeneste, at det var gået midt over. Jeg klyngede mig til den halvdel jeg havde fået fat i, og troede at hun ville flå mig levende.. men til mit held, var det, at få frataget sig halvdelen af sin livsenergi og kraftkilde, et så stort chok for hende, at hun fik et nervesammenbrud og forduftede som damp for øjnene af mig. Men jeg vidste at det ikke var det sidste jeg ville se til hende, ikke så længe hun stadig havde den anden halvdel, så jeg skyndte mig i sikkerhed, og gemte den anden halvdel af hjertet, til den dag den sande udvalgte ville komme. Én, der ikke ville bukke under for mørket", han klukkede lidt, "du spurgte, for ti år siden, hvor jeg havde fået brandsåret på mit håndled fra.. der har du dit svar", han holdt endnu en kort pause, "og det.. du lige bevidnede, var dén skikkelse hun antog, da hun blev fordærvet af mørket", han holdt hænderne op til ansigtet i skam, "åhh, stakkels pige, det er min skyld at hun endte sådan..".


Jeg stirrede intenst på ham, stadig igang med at bearbejde hans historie.


"Så ja, jeg fortalte hende, at HUN var den udvalgte, men det viste sig at være et ansvar hun ikke magtede", sagde han så, "men da jeg så dig, den dag, vidste jeg, at du var den rigtige.. det må du tro mig på".


Jeg kiggede ned i jorden, vidste ikke hvad jeg skulle tro, Hans havde taget fejl før, for mange år siden, og da var verden næsten gået under, hvem sagde at han ikke også tog fejl af mig? Jeg mener, de sidste 10 år havde jeg ikke engang haft kunnet bruge lyset, og nu pludselig, lige før jeg er ved at blive spidet af en dæmon, dukker det op igen??


Jeg kiggede op på Hans igen og spurgte, "Hvad var.. det der lige skete?"


"Lyset der skar ud af dit bryst og svækkede Veronica?", sagde han uden jeg overhovedet behøvede at specificere hvad jeg snakkede om, "det, var lyset der vågnede i dig, og signalerede, at du er klar.. klar til at blive den helt og lysets forkæmper, som det altid har været din skæbne at blive", sagde han med et smil og lagde hånden på min kind.


"Men...jeg", kom det haltende fra mig, "jeg har intet kunnet mærke til Lysets Hjerte i alle de år, før nu.. jeg var begyndt at tro at det hele bare havde været en drøm".


"Fordi Hjertet vidste, at du ikke var klar", sagde Hans opmuntrene, "det havde lært fra oplevelsen med Veronica, og ville ikke risikere, at det samme skete med dig.. det var for din egen sikkerhed. En steppebrand udslætter alt på sin vej, det ville du også have gjort, hvis dine kræfter var vågnet for tidligt, før du havde lært at bruge dem, og var klar til at blive en helt".

"BEDSTEFAAAAR!!!?!", hørte vi pludselig en pige stemme råbe bag os. Jeg vendte mig om for at se hvem det var. En ung pige på cirka min alder, med langt lyst hår, stod forfærdet i døråbningen, og satte i løb mod os. Hun skubbede mig til side, og lagde hænderne om den sårede mand, hvorefter hun skulede bebrejdende til mig.

"Din usling! Hvad har du dog gjort!!", skældte hun hysterisk, men da lagde Hans rolig hænderne i hendes, og sagde, "Sophia.. hvor er jeg lettet over at se dig.. men rolig min pige, Malik har ikke gjort noget.. det var Veronica..".

Det gipede i Sophia, og hun rettede straks blikket mod sin sårede bedstefar, "V...Veronica?!", sagde hun frygtsomt, "er...er hun tilbage??".

"Det er jeg bange for", sagde Hans, hvis stemme efterhånden var reduceret til en hvisken, det var tydeligt at han ikke havde langt igen, "heldigvis, kom Malik i sidste øjeblik, og jog hende på flugt, med hjælp fra Lysets Hjerte".

"Lysets Hjerte?", gentog Sophia og kiggede igen på mig, denne gang i vildrede, "var det ham du gav det til?"

"Ja.. det var det.. jeg fornemmer stort potentiale i ham"

"O-okay", sagde Sophia, som om hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle svare, "men bedstefar, der er ild i hele bygningen, den kan brase sammen når som helst, vi må have dig UD herfra!!"

Hans smilede roligt til sit barnebarn, og strejfede kærligt hendes kind med hånden, "Jeg har ikke langt igen, mit barn, så vær sød at hør på min sidste bøn", han stak hånden i forlommen på sine selebukser, tog den op igen, og rakte sin knyttede hånd over til mig. Jeg samlede mig sammen, kravlede hen til ham, og rakte hånden frem for at tage imod. Han løsnede sit greb, og ned i min hånd faldt, en lille gylden nøgle, gammeldags af udseende. Jeg kiggede undrende på ham.

"Bedstefar?! D-det er jo..!", udbrød Sophia.

"Hør godt efter, begge to", sagde Hans, "Sophia, jeg vil have at du tager med Malik ud til Luftspejlings Øen, for at kunne bruge sine nyopvågnede kræfter, må han først lære dem at kende. Den nøgle du har fået..", sagde han og rettede blikket mod mig, "..er nøglen til observatoriet. Dér vil du finde alle de svar du søger".

Jeg havde knap lagt nøglen i lommen, før hele fyrrummet begyndte at ryste, gulvet gav sig under vores vægt, og loftet var ved at styrte sammen.

"Vi må altså afsted nu!!", udbrød jeg.

"Men, vi skal have dig med!", hylede Sophia til sin bedstefar.

"Nej! Jeg har truffet min beslutning, min historie ender her! Gå nu, ud og red verden fra Veronica!"

"MEN!?!"

"Ikke noget, men, vi må afsted, KOM SÅ!!", råbte jeg og tog fat i Sophias arm for at hive hende med ud, øjeblikket før det hele faldt sammen.

"BEDSTEFAAAAAAAAAR!!!!!!!", skreg hun med tårer i øjnene.

Det var med nød og næppe at vi nåede ud af den dødsfælde der var fyrtårnet. Udenfor stod vi i måneskinnet og kunne kun se til i gru, mens hele den mægtige bygning, styrtede i grus som følge af den voldsomme brand. Ikke længe efter, kom regnen og slukkede den udbrændte ruin. Så var der i det mindste ikke var fare for, at ilden spredte sig til skoven.

Jeg kiggede over på Sophia, jeg ville sige noget til hende, men jeg vidste, at intet jeg sagde ville kunne trøste, oven på sorgen over lige at have mistet sin bedstefar.

"Det.. det gør mig ondt det med din bedstefar..", hørte jeg så pludselig mig selv sige.

Hun tørrede øjnene med sit ærme, og vendte sig fra mig da jeg forsøgte at lægge en trøstende hånd på hendes skulder. Jeg havde en svag fornemmelse af at hun ikke var glad for mig, men hvem kunne bebrejde hende, hun havde lige fundet mig en brændende bygning, ved siden af hendes lemlæstede bedstefar, som hun øjeblikke efter havde mistet til branden. Måske jeg bare skulle give hende tid.

"Kom!", sagde hun, "det er denne vej til øen".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...