Fyrtårn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 10 aug. 2018
  • Status: Igang
En ung dreng får tildelt Lysets Hjerte, der giver ham lys baserede superkræfter. Nu skal han lære at bruge sine nyfundne evner, i kampen mod de mørke kræfter der truer verden.

2Likes
12Kommentarer
671Visninger
AA

23. Guds Vej

".......lik..............aaaaaliiiik.......................Maaaaliiiiiik"

Jeg vågnede ved lyden af velkendte stemmer. Jeg sad op ad teleskopet i bedstefar Hans' laboratorium, hvor mine venner havde vogtet og værnet over mig, mens jeg havde sovet. Havde det hele været en drøm?

"Hv...hva....hvor er jeg?", spurgte jeg groggy.

"Du er tilbage i laboratoriet", svarede Dice.

"Du dukkede pludselig op midt på gulvet, da mystisk stjernestøv samlede sig og formede din krop... hvor i alverden var du henne?", sagde Sophia.

"Fik du... fik du fat i det?", spurgte Viridia.

Jeg rejste mig omtåget op, og kiggede op mod Orions stjernetegn med mit Måne Øje, lige i tide til at se stjernen, der repræsenterede hans sværd, blinke ud. Det var beviset, beviset på at det alt sammen virkelig var sket.. og at jeg havde fået mine kræfter igen.

"Ja...", svarede jeg så ud mod forsamlingen, "...ja, jeg fik det".

De gjorde alle store øjne, og forlangte at se det. Jeg rakte hånden frem, og påkaldte det legendariske sværd ud af den blå luft.

"Woooooow!!! Seeeeejt!!!", udbrød de i kor.

Jeg fortalte dem så om alt hvad der var sket, oppe i Orions labyrint. Hvordan jeg havde fundet vej gennem de mørke gange ved hjælp af Solen i Regnen, hvordan jeg havde løbet om kap med min mørke halvdel for at få fat i sværdet, og hvordan jeg til sidst havde stået ansigt til ansigt med selveste legenden, Orion.

"Interessant", sagde Viridia, "Han må have gemt sine sidste kræfter deroppe, så han kunne møde og vejlede hvem end der klarede hans test, i form af et minde". Hun kiggede ned ad sig selv, det mindede hende om, at hun selv kun eksisterede i denne fysiske form på lånt tid. Hvilket mindede mig om, at vi ikke havde et øjeblik at spilde.

"Nåh men, nu hvor du har sværdet, så lad os se at komme videre!", foreslog Sophia.

"Men... ved vi overhovedet hvor Veronica er? Ved vi hvor vi skal lede?", spurgte Dice, "Og når vi finder hende, vil Malik så være klar til at møde hende igen?"

Jeg SKULLE være klar, tænkte jeg ved mig selv.

"Dice har ret", sagde jeg så, "Vi ved ikke hvor hun er, men det er også risikabelt at blive stående og ikke gøre noget, vi ved aldrig hvor meget skade hun kan nå at forvolde i mellemtiden, vi er nødt til at holde os igang".

"Må jeg så foreslå at vi....", mere nåede Viridia ikke at sige, før der lød en kæmpe eksplosion, og hele observatoriet begyndte at ryste.

Loftet begyndte at sprække, der udbrød brand i lokalet, og sten og brokker faldt ned over alt.

"Vi er nødt til at evakuere, NU!!!", råbte jeg og viftede folk hen mod døren. Dice var hurtig til at tage Viridia i hånden og løbe hen mod udgangen, men Sophia stod som forstenet midt i lokalet.

"Sophia!!! Hvad er der galt?? Hvad laver du dog??!", råbte jeg og skyndte mig hen for at hive hende med.

Det var på et hængende hår at vi nåede ud ad den brændende bygning, før sten og træbjælker faldt ned og barrikaderede døren. Udenfor det ikke bedre, selve tårnet, hovedbygningen, stod i flammer, og den omkringliggende skov var et inferno. Hvad var der dog sket? Hvad kunne have gjort alt dette?

"Malik! Sophia! Denne vej!", råbte Dice ude på gårdpladsen.

"Hvad med bådene??", spurgte jeg.

"Det er der ikke tid til!!"

Vi løb alle fire alt hvad rammer og tøj kunne holde, mens mursten og ildkugler væltede ned om ørerne på os, hen mod kanten af øen, og hoppede i søen.

Da vi kom til os selv igen, lå vi på rad og række strandbredden ved Spejlsøen, og kiggede ud mod den brændende ø. Vi var alle gennemblødte, og ved siden af os, stod ingen andre, end Sila. Han stod, med alvor i blikket og armene over kors, og skuede ud mod øen.

"Sila!?", udbrød jeg, "Hvad laver du her?"

Der gik noget tid før han svarede.

"Scorch sendte mig efter jer, han fornæmmede at der var noget uldent i luften, og ville have jeg skulle holde et vågent øje med jer, indtil I havde fundet sværdet. Jeg rendte rundt i skoven og ledte efter jer, I var sporløst forsvundet, men pludselig lugtede jeg noget brændt, og skyndte mig hen for at investigere. Jeg nåede frem lige tidsnok til at se bygningen derude styrte i grus, og jer fire hoppe hovedkuls i søen for at redde jer selv. Jeg svømmede ud til jer og brugte mine kræfter til at danne en tyk beskyttende bobbel omkring hver af jer, som jeg så sendte her tilbage i sikkerhed".

"Så....du reddede os....tak", sagde jeg og kiggede over på Dice der trodsigt kiggede ud mod øen, han havde vidst ikke helt tilgivet Sila endnu.

"Jeg forstår ham godt", sagde Sila der havde fulgt mit blik, "Jeg forsvandt lige pludselig, og da han endelig fandt mig igen, opførte jeg mig som en højrøvet nar. Jeg var under Regntårnets indflydelse, men det er stadig ingen undskyldning... jeg skulle have været stærkere".

Det var tydeligt at Sila havde haft tid til at tænke, og når jeg hørte ham snakke sådan, håbede jeg inderligt at de to fandt sammen igen.

"Så du hvad der skete?", spurgte jeg, "Hvem gjorde det?"

Han tav et kort øjeblik, "Jeg nåede kun lige at se en sort dæmon agtig skikkelse, levitere over ruinerne og flyve væk i en rasende fart".

"Veronica...", mumlede jeg for mig selv, "Hvad har hun gang i? Hvorfor prøver hun at dræbe os nu?"

Sophia sad og græd stille for sig selv, "Det er alt sammen væk..........", hørte jeg hende sige, "Alt sammen...væk.....". Jeg gik hen for at trøste hende, og lagde armen om hende.

"Det er alt sammen væk, Malik", sagde hun med gråd i stemmen, "Alt hvad han havde arbejdet for, væk. Alle hans små opfindelser og skøre apparater, væk. Alle hans dokumenter, arbejdstegninger og research....væk".

"Jeg ved det", sagde jeg og holdt hende tæt ind til mig, "Men husk, at han efterlod sin største opfindelse nogensinde, hos dig", sagde jeg og lagde hånden på hendes taske hvori hun havde Skabelsesterningen. Men det var tydeligt at det ikke var det eneste der trykkede hende. Alt hvad hun havde tilbage fra sin tid sammen med sin elskede bedstefar, var gået op i røg. Skoven, laboratoriet, hendes gamle værelse... alt.

"Vi skal nok finde Veronica, og få hævnet ham, det lover jeg", sagde jeg, og jeg mærkede, hvordan hun gradvist faldt til ro.

"...tak.....Malik", hviskede hun.

"Hvad i alverden tænkte Veronica dog på?!", kom det ovre fra Virida, der lå længst væk, "Veronica skal bruge dig i live, for at kunne få din halvdel af Lysets Hjerte, så hvorfor prøver hun at slå os ihjel??!"

"Måske... måske fordi hun fornæmmede at Malik havde fået fat i Lysets Klinge, han blev pludselig for farlig for hende, hun blev bange, og tænkte det var bedre at slå ham ihjel end at tage chancer", sagde Dice.

"Det lyder meget sandsynligt", sagde jeg og nikkede, "Men hvad er hendes plan så nu? Da hun ville have min del af hjertet, var det for at gøre sin egen halvdel komplet, så hun kunne få sin fulde styrke igen, og henlægge verden i kaos ligesom for 50 år siden.... så hvad er hendes plan B?"

Der var tavst imellem os, da Viridia pludselig kom med en grufuld åbenbaring.

"Månebjerget....", sagde hun.

"Hvad?", gentog vi.

"Månebjerget.... hun er på vej op til månebjerget, for at absorbere månens kræfter..............og få den til at styrte ned mod Jorden"

Det gav et sæt i os alle, og vi vidste nærmest ikke hvordan vi skulle reagere.

"Måmåmå.....månen, mod... Jo-jo-jorden?", skælvede jeg.

"Hvordan kan du være så sikker på det?", spurgte Dice.

"I husker nok, at jeg er en del af Veronica, jeg er mindet om hendes originale jeg", sagde hun, "på en eller anden måde, er vi til en vis grad stadig forbundede, så lige pludselig dukkede tanken bare op i mit hoved".

"Du sagde at du ledte efter os i skoven, men at vi var sporløst forsvundne, og at du kom da du lugtede brand?", kom det pludselig fra Sophia.

"Ja", bekræftede Sila.

"Du kunne med andre ord ikke finde Spejlsøen, før Veronica havde sat øen i brand, hvilket vil sige at kraftfeltet havde været oppe indtil da, men så må være blevet brudt ned da hun kom.... men hvordan fandt hun os? Det er muligt hun kunne mærke sværdets kraft på lang afstand, men det forklarer ikke hvordan hun fandt os på en usynlig ø i en spejldimension", sagde hun og skulede over mod Viridia, der sendte et forvirret blik tilbage, "Det var dig... det hele er din skyld!!", udbrød hun, "Du har lige selv siddet og sagt at I to stadig er forbundede, så på grund af dig, vidste hun hvor vi var!!".

Sophia var helt ude af den, hun græd og var rasende på samme tid. Rejste sig for at gå hen til Viridia, og skulle lige til at lange hende én på siden, da jeg holdt hende tilbage.

"Sophia?! Hvad har du gang i??"

"Det er hendes skyld alt sammen??", råbte hun, "Det er hendes skyld at vi alle næsten blev slået ihjel, det er hendes skyld at bedstefars laboratorium er brændt ned.......og det er hendes skyld, at en trussel som Veronica overhovedet eksisterer til at begynde med. Havde min bedstefar ikke givet hende Lysets Hjerte til at begynde med, var alt det her aldrig sket!!", sagde hun og faldt grædende og frustreret sammen på knæ.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, hun havde jo ret, men Viridia havde hjulpet os så meget indtil nu, hun havde haft de bedste intension om at rette op på de fejl hun havde lavet. Det her var ikke noget hun havde kunnet gøre for.

".........Sophia", sagde Viridia så, "ord kan ikke beskrive, hvor ked af det, jeg er på dine vegne, og hvis det på nogen måde stod i min magt at tage det hele tilbage og gøre alt godt igen, så lover jeg dig, at jeg havde gjort det. Jeg var ikke klar over, at det var din bedstefar der havde givet mig Lysets Hjerte, det var enormt men ærefulgt ansvar, som jeg gjorde mit bedste for at leve op til..... og der er ikke gået en dag siden, hvor jeg ikke har skammet mig over, at jeg lod det komme så vidt", sagde hun, "Du er et dejligt menneske, og en god ven.... og jeg håber inderligt, at du kan tilgive mig".

Hun holdt sig for armen, som om hun havde slået den, og kiggede skammende ned i jorden, afventende Sophias respons. Sophia, tørrede sin øjne, rejste sig, og gik hen og lagde hænderne på hendes skuldre, hvortil Viridia kiggede overrasket op på hende.

"Nej..... Viridia..... det er mig, der undskylder", sagde hun, "du har hjulpet os alt hvad du kunne, og brugt hvert et øjeblik af den tid Malik har lånt dig, på at prøve at rette op på dine fejltrin, og du er grunden til, at jeg stadig står her idag. Du kunne ikke vide at Veronica ville spore dig hertil, jeg blev bare frustreret, og tænkte ikke klart. Det må du undskylde, og jeg håber, at DU kan tilgive MIG".

Viridia, der før havde stået med munden på vidt gab, overvældet af Sophias toneskift, stod nu med et stort bredt smil fra den ene kind til den anden, som om hun lige havde fundet en længe savnet ven.

"Selvfølgelig!", sagde hun, hvorefter de to piger krammede hinanden.

Lidt efter, kom Sila over til os.

"Du sagde noget om, at Veronica er på vej op til månebjerget?", sagde han.

Viridia nikkede, "Ja, det er jeg helt sikker på!"

"Ved du, hvordan vi kommer derhen?", spurgte jeg.

Sila tænkte et kort øjeblik, "Hmm.. så vidt jeg ved, er den eneste vej, via landet i himlen", sagde han så.

"Landet i himlen??", spurgte jeg.

"Ja, det er et old gammelt sagnomspundet sted, så gammel endda, at vejen dertil er gået tabt, ingen kan huske hvordan man kommer derhen", svarede han, "Der eksisterede engang et kort, der viste vejen derhen, men også det, er gået tabt".

"....men....hvad skal vi så gøre??", mumlede jeg skuffet.

"Vent lidt!!", udbrød Sophia og slog i hænderne, "Jeg kan huske at bedstefar havde et gammelt skattekort da jeg var lille. Jeg lånte det ofte og løb ud i skoven hvor jeg legede at der lå en skat begravet", hun smilede begejstret, indtil alle blikke rettede sig mod den stadigt brændende ø, "Nåh nej... det kan vidst være pænt lige meget så".

Alle var stille i noget tid, havde vi virkelig mistet vores sidste mulighed for at følge efter Veronica? Jeg vendte mig trodsigt mod den brændende ø, og følte hvordan hadet til flammerne, hadet til Veronica, vællede op i mig. Pludselig blev alting gråt omkring mig, alle lyde blev dæmpet som når man er under vandet, flammerne sagtnede farten... og så skete det mest utrolige, alt begyndte at gå baglæns!

Mine venner, der stod bag mig og så opgivende på hinanden, var frosset i tiden, men hele Luftspejlingsøen, så ud til at være blevet indhylet i et kraftfelt, der spolede tiden tilbage. Flammerne gik lagde sig, og bygningen begyndte på magisk vis, at genopbygge sig selv. Da den var færdigbygget, formede en sti af lys sig pludselig ved mine fødder, som rakte hele vejen over til øen.

Det var "Guds Vej", jeg uvidende havde aktiveret. Det kostede en masse energi, men det var en evne, der gjorde mig i stand til, at udnytte lyspartiklerne i atmosfæren til at bøje til og rum, og spole tiden op til 3 timer tilbage i ét lokalt område, i det her tilfælde øen.

Jeg satte fod på den lysende sti, og fulgte den hele vejen tilbage til øen. Jeg havde kun omkring 1 time, før øen brød i brand igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...